Kom i sproglig topform med disse fire tips!

Kom i sproglig topform med disse fire tips!

Er dit sprog blevet tungt og trist? Kører dine formuleringer og metaforer i samme rille? Har du tabt lysten til lege med sproget? Så tjek disse tips og få sprognerven til at vibrere igen.

Det er de færreste, som slipper udenom at skrive. Faktisk er der mange, som skriver på jobbet hver eneste dag uden at skænke sprog-pleje en tanke. Andre nyder at formulere sig godt, men mister af og til glæden ved at skrive, fordi det bliver sur pligt. Som tekstforfatter og kommunikationsrådgiver lever man af at være sprogligt veloplagt. Altid. Det er der jo ingen, der er. Men heldigvis har mange års træning lært mig, hvad man stiller op, når sproget ikke sprudler.

Så uanset om det er arbejdsmails, opdateringer til sociale medier, web-nyheder, rapporter eller noget helt femte, du løber sur i på jobbet, får du her fire tips til, hvordan du kan revitalisere dit sprog.

 

1 Læs litteratur fra en anden tid

Sproget forandrer sig hele tiden. Der er masser af sproglig inspiration at hente ved at dykke ned i, hvordan man formulerede sig for 20, 50, 100 og 200 år siden. Det kan være romanklassikere (Jane Austen holder altid), gamle tænkere (Søren Kierkegaard er altid et besøg værd) eller noget så prosaisk som aviser eller ugeblade fra svundne tider. Med andre ord: du skal en tur på biblioteket, når du får en ledig stund!

H.C. Andersens eventyr Klods Hans er fra 1855 – her illustreret af tegneren Vilhelm Pedersen.

Er det helt uoverskueligt? Så har du sikkert  H. C. Andersens eventyr stående på hylden et eller andet sted. Ellers har Det Kongelige Bibliotek hele baduljen liggende online.

Klodshans, Kejserens Nye klæder, Lille Claus og Store Claus, Det er ganske vist!, Fyrtøjet, Den grimme Ælling og jeg skal komme efter dig. Tidløse, veldrejede og underholdende fortællinger på et helt vidunderligt dansk, som ingen taler eller skriver det mere. Og det skal de heller ikke – men inspirerende, dét er det!

Tag nu eventyret om Klodshans: en burlesk dannelsesroman i miniature med masser af humor og sprogfinesser. Det vrimler med bogstavrim som ”fin og fingernem” ”og så sang han saa at det skingrede efter” og ”og så blev Klodshans Konge, fik en Kone og en Krone og sad på en Throne”.

Teksten gungrer derudaf og emmer af forfatterens fryd over at gøre nar af de tørre og lærde, der bare lirer deres viden af uden sans for målgruppens behov.

Se, dét er pludder liiige i ansigtet på en uoplagt tekstforfatter!

2 Læs litteratur på et andet sprog

I Eugen Ruges roman Cabo de gata (som varmt kan anbefales, for ikke at nævne hans gennembrudsroman I tider med aftagende lys) lærer fortælleren sig spansk ved at læse den selvsamme samme avis hver dag, i månedsvis.

Det er nok lige at stramme den. Men; at læse avisartikler på sprog, du ikke mestrer til fulde, er én måde at stimulere sin sproglige nysgerrighed på. Og i dag ligger næsten alle dagblade jo online, så det er bare at vælge.

En anden måde er at læse romaner på originalsproget. Det kræver selvfølgelig at det er et sprog, du nogenlunde mestrer eller har mestret – ellers bliver det for læse-lektie-agtigt. Senest har jeg har selv haft en fest med svenske Jonas Hassens Khemiris Pappaklausulen, ligesom engelske Sarah Perrys The Essex Serpent ligger og venter.

Ud over at at blive bedre til fremmedsprog, så nuancerer dét at læse og (forsøge at) tænke på et andet sprog forholdet til ens eget sprog. Begreber, som ikke kan oversættes 1-til-1 til dansk eller begreber, som ligner, og så alligevel….Selv elsker jeg at man på svensk “er ute och cykla”, når man (i modpartens øjne) har misforstået et eller andet i en diskussion. Orker du ikke at kaste dig ud i skønlitteratur, så find podcast- eller youtube-episoder om noget, der interesserer dig. Selv har jeg haft meget fornøjelse af Eat Sleep Dream English. Her får jeg opdateret mit engelsk og får desuden tænkt en masse dagligdags vendinger igennem på dansk.

3 Læser eller hører du noget, der rører dig? Skriv det ned!

Jeg har altid en notesblok inden for rækkevidde. Her skriver jeg bemærkelsesværdige drømme, indfald og ideer ned. Og allervigtigst: jeg skriver vendinger ned, som er værd at husk. Kilderne er alt lige fra bøger, aviser og fagblade til TV, podcast og blogindlæg. Det kan også være sjove sætninger fra samtaler overhørt i bussen, i supermarkeds-køen eller hvor folk nu ellers taler højlydt i telefon eller sammen.

Andre foretrækker at lave sådan en samling af citater online i en såkaldt swipe-file. Et begreb, jeg blev opmærksom på, da jeg læste blogindlægget Tekstforfattere swiper også på det fine, nye site for tekstforfattere og sprogfolk, Tekstr.dk.

Uanset, hvad du kalder det og hvordan, du noterer, så er sådan en guldkorns-bank god at konsultere på en uinspireret dag.

De gange, jeg ikke skriver citater, jeg gerne vil huske, ned, fortryder jeg virkelig. F.eks. citatet fra Ingmar Bergmans erindringer Laterna Magica, som lød noget i retning af: vi får tit det, vi ønsker, bare ikke sådan, som vi havde forestillet os. (Hvilket også er min livserfaring). Selvom jeg bladrede bogen intenst igennem, før jeg skulle aflevere den, fandt jeg det ikke.

Og i lang tid, var jeg i tvivl om, hvad det præcist er, fortællerens far i Lone Aburas’ Føtexsøen siger, når han brokker sig, og som sådan fik mig til at grine. Heldigvis kunne biblioteksvagten (bogen var længst afleveret på biblioteket) hjælpe. De svarede en time efter, jeg mailede. Så nu ved jeg med sikkerhed, at når faren i bogen beklager sig over at livet går ham imod, er det med formuleringen: ”Det er en luder at være araber”.

Tak til Biblioteksvagten! Måske skulle jeg også skrive vedr. det Bergman-citat…

4 Ta’ et bad eller gå din vej

Hvis du mere akut er havnet i en skriveblokering og din deadline er lige om hjørnet, er der to muligheder: gå i bad eller gå din vej. Brusebade har en forunderlig evne til at opbløde skriveblokeringer og sætte fantasien fri…men hvis du er på arbejde, mens skriveblokeringen indfinder sig, er det nok en lidt akavet løsning.

Mere realistisk, klima- og konditionsvenligt er det at gå en tur. På med et par fornuftige sko og ud af døren. Hvis ikke du ikke vil forstyrres på din vej, tager du et par store hørebøffer på og lader som om, du hører musik eller en vigtig podcast.

Således traver du dig i løbet af en halv times tid til en løsning på, hvordan du kommer videre i din tekst og får blæst liv i de døde gloser. Uanset om det er en jobansøgning, en svær mail eller noget helt tredje, du bakser med, så lover jeg, det virker!

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.