Syv gode råd, når din kunde vil i Aftenshowet

Syv gode råd, når din kunde vil i Aftenshowet

Som PR-konsulent er én af klassikerne, at ens kunde gerne vil i Aftenshowet eller GO’ Morgen Danmark. Da vi skrev ”Pressearbejde i praksis” fandt jeg ud af, at der er en række spørgsmål, som er virkelig godt at stille i den situation – og som er med til at afklare om det er realistisk at få vedkommende i studiet.

Så her kommer de. Syv gode råd til dig, hvis kunde vil være med i GO’ Morgen Danmark eller Aftenshowet.

  1. Den person, som vil medvirke, skal kunne svare på spørgsmålet: Hvad har du på hjerte, som er relevant for rigtig mange helt almindelige mennesker? Målgruppen for f.eks. Aftenshowet er bred. Som i hele Familien Danmark-bred. Aftenshowet formidler nærværende og personlige historier, som afspejler nyheder og tendenser, der påvirker helt almindelig menneskers dagligdag. Dét skal jeres historie-idé afspejle.
  2. Forestil dig, du skal skrive værtens intro til indslaget: Hvad skal han/hun sige, for at få folk skal blive hængende og se indslaget?
  3. Et program som Aftenshowet er et aktualitetsprogram, der vil være nærværende og vedkommende. De vil gerne ramme emner, som befolkningen har snakket med hinanden om i løbet af dagen. Så: hvordan kan jeres historie hægtes op på et helt aktuelt emne.
  4. Cases er med til at gøre historier vedkommende og nærværende. Hvem kan medvirke sammen med jeres hovedperson, så seerne bedre kan identificere sig med og leve sig ind i historien?
  5. Det kan godt være, din kunde eller chef synes, det ser ud som alle andre sidder og laver reklame for sig selv på morgen- eller aften-TV. Men man kan ikke bestille tid til præsentation af en film, en bog eller et nyt produkt. Man skal altid tænke i win-win og tilbyde godt og underbygget indhold med journalistisk gods i – hvad er jeres tilbud?
  6. Banalt, men vigtigt: Billedsiden af godt samtale-TV er ikke kun nærbilleder af folk, der er liiiiige ved at græde. Hvis I har forslag til dækbilleder f.eks. fra en spændende og relevant location, der kan give afveksling i interviewet, er det et plus.
  7. Har I gode rekvisitter, som kan gøre historien sjovere og mere interessant at fortælle? Et skoleeksempel stammer fra Aftenshowet sidste år (27/3- 2014), i et indslag om sorte bokse i fly i forbindelse med det forsvundne fly fra Malaysia. Havariundersøger Kurt Færch Madsen fra Havarikommissionen i Danmark var inviteret i studiet. På bordet foran sig havde han en sort boks (sorte bokse er faktisk orange, så man bedre kan finde dem på ulykkesstedet). Boksen var skilt ad, så der var noget at kigge på og pege på for både ham og journalisten, mens de gennemgik og forklarede, hvordan en sort boks fungerer.

 

Rigtig god arbejdslyst 🙂

 

Læs mere om bogen Pressearbejde i praksis – håndbog for kommunikationsmedarbejdere – eller køb den f.eks. her.