En af de allervigtigste grundregler for god kommunikation er: se dit budskab fra modtagerens synsvinkel og kommunikér på modtagerens præmisser. Og så er det jo også altid en god idé at skille sig positivt ud og at være original.

Og nu er det bare, jeg helt stille spørger: Hvor originalt er det lige at lave en julekalender, når alle de andre også laver én? Har alle kommunikationsbureauer simpelthen fået fat i pakke/jule-kalender-modellen, da de greb ned i deres december-og nej-hvor-er-vi-aktuelle-værktøjskasse ? Og hvor mange julekalendere tror danske firmaer, forlag og andet godtfolk, at vi forbrugere kan kapere på sociale medier og hvor man ellers møder dem? Og tror de ikke vi ved, at det handler mere om dem selv end om os?

Selv mit elselskab har lavet en julekalender, så jeg hver dag kan købe en eller anden el-dingenot med rabat, hvis ellers jeg gad bruge tid på det. Til gengæld er jeg altid optaget af, om de leverer strøm billigt og stabilt. Det er alt, jeg kræver af mit elselskab. Så jeg håber virkelig ikke de – og for den slags skyld alle andre, der har fået den ”geniale idé” at lave en kalender – har brugt for mange penge på alt det julemarkedsføringspjat. Og jeg gad godt vide, om det reelt fører til øget kundeloyalitet og nye kunder. Jeg tvivler!

 

 

Share Button