Så er der nedtælling til sommerferie. Første del af 2016 har været sjovt, travlt og fyldt med spændende opgaver lige fra workshops og pressekampagner til bog-PR, rådgivning og tekstproduktion.

Halvåret har også budt på masser af ny viden. F.eks. om hvordan man arbejder professionelt sammen med bloggere og om udviklingen inden for genren ‘betalt indhold’ – eller content, som man siger på godt dansk;-) – som kommer stormende indenom den klassiske PR og klassiske reklame. Et aktuelt eksempel er, at Søndagsavisen nu bliver omlagt, så det bliver annoncørbaseret indhold frem for redaktionelt udvalgt.

At arbejde med presse og PR handler om at navigere i et mediebillede, som ændrer sig  fra måned til måned. Heldigvis er der nogle grundlæggende faglige præmisser, som ikke ændrer sig. F.eks. disse 5 gode råd til, hvordan man opnår den bedste dækning af sit budskab, hvad enten det er et produkt, en event, en ny bog eller noget helt fjerde.

5 klassiske tips til vellykket PR

  1. Kreativitet kan ikke erstatte god timing, planlægning og rettidig omhu
  2. Der er altid medier, som bliver glade for godt vinklet, velproduceret og vedkommende indhold
  3. Stil professionelt og unikt billedmateriale til rådighed
  4. Stil viden og fakta til rådighed i en let tilgængelig form
  5. Teams slår siloer. Arbejd’ sammen på tværs af fagligheder. De projekter, hvor alle hjælper alle og trækker hinanden op lykkes markant bedre, end dem, hvor enhver laver sit.

Og så lige en konstatering: Viden slår ALTID uvidenhed, så du kan kun promovere ting, du ved noget om/har sat dig grundigt ind i.

I ønskes alle en dejlig, energigivende og solrig sommer.

Share Button