2021 er ved at rinde ud og det er tid til en lille pause-status – den tredje af slagsen.

December har været som decembre plejer at være: den starter med ”Hvad?! Er det allerede jul??” og slutter med ”Hov, hov…er det allerede nytår? Hvor blev december af??” 😉
Jeg har nydt at have fri i december og har haft god tid til at tænke over, hvilke juletraditioner, jeg kan lide og hvilke, jeg gerne vil udfase. Jeg elsker at være sammen med andre om at synge, quizze og tilberede og nyde julemad i alle mulige afskygninger. Til gengæld er julefrokoster, julegaver til voksne og alt for mange regler juleaften ikke lige mig. Men, dette blogindlæg skal ikke handle om juletraditioner, men om tid. En valuta, som vi jo hver især ikke aner, hvor meget vi har til rådighed af, og som netop derfor er vigtig at passe rigtig, rigtig godt på.

Så her kommer tre gode råd til at passe bedre på din tid.

1. Arbejder du eller holder du pause?

Jeg sidder og skriver i stuen

Pomodoro-uret har ringet til pause, og det er tid til et kig op for at nyde vinterudsigten over gårdspladsen

En af de måder, jeg får mere ud af min tid på nu, er at bruge pomodoro-teknikken. Altså at man skiftevis arbejder f.eks. 25 minutter og holder pause 5 minutter, og at det er uret, som styrer tiden. Jeg bruger det både til arbejdstekster som f.eks. oplæg og pressemeddelelser og til kreative skriveprocesser som sangtekster eller dette blogindlæg. Jeg har også brugt det til praktiske opgaver, jeg ikke kunne tage mig sammen til, f.eks. oprydning af kælderen. For mig har teknikken betydet, at jeg får lavet mere på kortere tid og med større arbejdsglæde.
Teknikken er også genial, hvis man skulle komme i den situation, at man sidder med en opgave, man ikke kan overskue at komme i gang med. For når først uret er sat igang, kan man jo ligeså godt få bestilt noget.
Brug stopuret i din telefon eller brug en af de hjemmesider, som findes – eller et godt gammeldags æggeur. Du vil blive overrasket over, hvor fedt, det er at veksle mellem enten at knokle eller at dovne, OG hvor meget mere, du får lavet. Hvis ikke du kender teknikken, er det let at google sig klogere.

Pomodoro-teknikken vinder også indpas på arbejdspladser

Og ja, ja. Jeg ved godt, det ikke helt er så let, hvis man deler kontor med andre eller har et job, hvor man ikke lige kan rive to timer ud til en runde pomodoro. Men, nogle arbejdspladser eksperimenterer faktisk med metoden, blandt andet som en måde at gøre arbejdsugen kortere på. Det kan du f.eks. læse om her i blandt andet Pernille Garde Abildgaards bog ”Brænd hamsterhjulet – guide til et lykkeligt arbejdsliv”.

 

2. Hold fast i dine tænkepauser

Brænde

Et lille udsnit af en stor brændestak. Det er ikke mig, som har kløvet eller slæbt, må jeg hellere lige varedeklarere 😉

Nu skal det jo ikke blive for effektivt det hele. Noget af det, jeg virkelig har lært ved at holde pause er, at den tid, hvor man ikke skal noget, og hvor tankerne bare kan flyve frit, er guld værd.

Det er dér, ideerne kommer. Det er der, man tænker nyt. Det er der, man får afstand til sine vanetanker og pludselig kan se en ny løsning på et gammelt problem. Nogle går ture, andre løber. Nogle kløver brænde, andre stabler det. Nogle tager lange brusebade, andre kan lide at luge ukrudt, feje eller støvsuge.

Den slags pauser har en meditativ karakter, og jeg er sikker på de er livsnødvendige for at vi som mennesker trives. Så hold godt fast i dine tænkepauser og sørg for, at der altid er plads til dem i din kalender.

 

 

 

3. Lær kunsten at sige nej

Jeg ved ikke lige helt, hvordan ”ja, det vil jeg da gerne” blev min default-indstilling. Måske fordi, det var det nemmeste at sige. Måske fordi folk blev så glade, og jeg følte mig som et rart, overskudsagtigt menneske, når jeg sagde ja. Eller måske fordi, jeg altid havde travlt, og ikke var i kontakt med, hvad jeg egentlig selv havde lyst til. Resultatet af at være dårlig til at sige nej var, at jeg aldrig syntes, jeg havde tid til de ting, der virkelig betød noget for mig. Er det noget, du kan genkende? Hvis ja, så læs videre.

Du må ikke gøre dig selv ked af det for at please andre

Heldigvis har jeg fået ændret default-indstillingen til “Det skal jeg lige tænke over”. Ligesom jeg har fået en ny leveregel. Nemlig, at jeg ikke må gøre mig selv ked af det for at please andre. En leveregel, som har gjort det så meget lettere at stoppe op, tænke efter og give mit ærlige svar.
Der er meget gemt i den leveregel. At tage sig selv og sine behov alvorligt for eksempel. Det er også en leveregel, som gør det meget nemmere at forstå, anerkende og respektere andre menneskers nej’er: for ingen har jo lyst til at forlange af andre, at de skal slå knuder på sig selv og gøre sig selv kede af det for at gøre os tilpas, vel? Det nemmeste er selvfølgelig, når der er samklang og alle vil samme vej. Sådan er det bare ikke altid i familier, i venskaber og på arbejdspladser.

Ærlighed er befriende

Så er det godt at kunne sige nej og at gøre det på en ordentlig måde. Som en god veninde sagde til mig, så huskede hun altid sig selv på at være taknemmelig over, at andre mennesker ønskede hendes selskab. Det er godt at huske. At være taknemmelig over de invitationer, man får. Også selvom de måske handler om noget, man ikke har lyst til at deltage i. Hvad enten det så er en forældrebestyrelsespost, en firmaudflugt med bowling og karaoke eller en familiefest med overnatning i en spejderhytte. Dit nej handler om, at der er noget, du hellere vil bruge din tid på. Dit nej kan kombineres med taknemmeligheden over, at andre mennesker faktisk gider dig. Når det så er sagt, så ved jeg godt, det er svært at skuffe andre, Men hellere dét end at bruge sin tid på at skuffe sig selv.

Nogle bruger hvide løgne, det gider jeg ikke mere. Det er så befriende bare at sige ”Tusind tak for invitationen, men det er ikke lige mig, så jeg springer over denne gang.” Ligesom det er så skønt at kunne sige “Ja tak, det vil jeg rigtig gerne”, når jeg faktisk mener det og ikke af misforstået pligtfølelse.

Godt nytår

Hvis du har hængt på helt til slutningen, kære læser, vil jeg sige tusind tak for din tid og ønske dig og dine kære et godt og lykkebringende nytår.

Juleferien her i Sverige har været så smuk i år, at det næsten ikke er til at forstå. Sne, høj sol og dyb frost.

Share Button