Så vender jeg kalenderbladet og siger farvel til den syvende pausemåned. Også april var god ved mig, men den var ond ved verden og det bekymrer mig. Det er som om politikerne verden rundt puster til ilden. Det er en underlig fornemmelse at sidde med formiddagskaffen i haven og nyde det blomstrende  kirsebærtræ, og samtidigt spekulere på, om da ikke nogen på en eller anden måde kunne gyde olie på vandene. Vi skal ikke have en verdenskrig. Jeg håber, freden og fornuften sejrer, på tværs af lande, kontinenter, styreformer og kulturer.

Nu til opdateringen, hvor jeg har tre ting på hjerte: pauser er godt for hjernen, en fantastisk læseoplevelse og de nøjsomme dyder.

Hjernen har godt af pauser

Jeg kan konstatere, at hjernen fungerer godt, når den har fri. Jeg klarer hovedregning hurtigere end jeg plejer, jeg når i land med New York Times “Wordle” så godt som hver dag; ligesom jeg morer mig med at ransage min hjerne for alskens engelske ord i Spelling Bee. For mig klare tegn på, at min hjerne trives. Så måske er det ikke kun tænkning og motion, der giver hjernetrivsel, men også pauser og at have god tid. I øvrigt er den slags små quizzer dejlige hverdagsritualer. På New York Times hjemmeside kan man for et meget lille beløb abonnere på deres online quiz-sektion. Jeg indsætter et link allernederst.

Månedens læseoplevelse: The Girl With the Louding Voice


Jeg følger forfatteren Elizabeth Gilbert på Instagram, hvor hun har en bogklub. Månedens bog i marts var Abi Darés ”The Girl With The Louding Voice”, som jeg straks lånte på biblioteket. Den er enestående. Intet mindre end en litterær fuldtræffer. Der er desuden noget befriende i at læse en roman, man ubesværet kan leve sig ind i og tro på, samtidigt med at det ikke er forfatterens egen livshistorie: 100-0 til skrivekunsten, fantasien og kreativiteten! Romanen handler om livstykket Adunni, som vokser op i en lille nigeriansk landsby. Hun mister sin mor, bliver solgt og skal være tredje kone til en ækel gammel mand, men noget går galt. Derfor ender hun som slavearbejder i Lagos. Mere vil jeg ikke røbe.

En unik fortællerstemme

Fortællerstemmen, som bærer romanen, er skrevet på et unikt og til lejligheden konstrueret engelsk, nemlig Adunnis engelsk, som ramte mig lige i hjertet. Det er poetisk, skidesjovt og meget rørende i al sin stålvilje til at ville udtrykke sig med de ord,  de gloser og de livserfaringer, en pige som Adunni har til rådighed. Abi Daré har skrevet en feministisk, humanistisk, humoristisk, rørende og helt igennem fascinerende roman. Det er en bog, som jeg vil anbefale, du læser på originalsproget, for en oversættelse af dén genistreg må været noget af det sværeste, jeg kan forestille mig. Sidst i indlægget linker jeg til et par forfattersamtaler med Abi Daré. Dem kan du glæde dig til.

De nøjsomme dyder

Hele grundlaget for at min pause kunne blive til noget var, at jeg blev sparsommelig. Noget jeg ellers kun har prøvet af være af sur pligt, da jeg var ung. Noget, som jeg altid har syntes var kedeligt. Noget, jeg slet ikke kunne se mig selv i. Det kan jeg nu. Som med alt andet er sparsommelighed en vane. I starten er det svært, og pludselig en dag  er det blevet rygrad. Der er mange, som blogger og skriver om sparsommelighed. Ligesom der er mange youtubekanaler med temaet Frugality.

Jeg tror, hver en sten er vendt. Alligevel får du her mine bedste råd til at få pengene til at strække længere. For der er jo ikke noget herligere end at plage andre med sine erfaringer – og tro mig: Trangen til at hælde sine erfaringer ud over andre bliver ikke mindre med alderen…

Syv gode råd til dig, som vil have mere ud af dine penge

1) Køb klogt ind

Lav indkøbslister ud fra, hvad du er helt sikker på, I faktisk mangler. Hvis du kan overskue det, så lav en ugentlig madplan og køb ind efter den. Køb i det hele taget aldrig ind uden en liste.

2) Bag selv

Bag dit eget brød. Det behøver ikke være noget fint, fancy noget. Bare noget, du kan lide at spise.

3) Du skal vide, hvor dine penge bliver af

Slut hver måned af med at se på, hvad du troede du skulle bruge af penge og hvad du har brugt. Find ud af, om du er tilfreds med den måde, du bruger dine penge på. Lav en plan for, hvordan du kan gøre det anderledes, hvis du er utilfreds. Er der for eksempel noget, du gerne vil spare op til?

4) Gå dine abonnementer igennem

Streamingtjenester, avisabonnementer og det ene med det andet. Der ryger nemt tusind kroner om måneden på diverse abonnementer. Hvilket på årsbasis er rigtig mange penge. Så tjek hvert eneste abonnement og tag stilling til, om du virkelig behøver det.

5) Læs bøger og se film gratis

Lån bøger på biblioteket – både fysisk og online på ereolen. Se film på Filmstriben. Gratis!

6) Sælg de ting, du ikke selv bruger

Her er der to fluer med et smæk. For du får både ryddet op og tjener lidt penge. Selv har jeg solgt diverse småelektronik, jeg ikke mere skulle bruge. Så nu er der én, som optager podcast med godt, billigt startudstyr og en anden kan nyde sit nye pulsur og glæde sig over, det var billigt.

7) Træn din tålmodighedsmuskel

Jeg er selv sådan en, som elsker at læse bøger, lige når de udkommer. Den trang har jeg lært at styre. Andre elsker at være forrest på tøj-beatet eller at have den nyeste telefon. Der er sindssygt mange penge sparet ved at kunne vente til alt det nye er blevet dét, som butikkerne gerne vil af med. Dét, som er godt nu, bliver jo ikke automatisk dårligt, bare fordi, der kommer noget nyt. Eller: sådan kan man i hvert fald øve sig i at tænke.

Oveni i disse syv råd kommer her to almenmenneskelige råd: lad være at sammenligne dig og dét, du har med andre og vær helt og aldeles og fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Det er dit liv, din tid, dine penge!

Vi høres ved om en måned.

Links

New York Times’ spil og quizzer (scroll ned, så ser du alle spillene).

Forfattersamtale mellem Sarah Bower og Abi Daré – om hvordan fortællerstemmen bliver brugt til at gestalte fiktionsuniverset (link til Youtube)

Elizabeth Gilbert i samtale med Abi Daré (Link til Youtube. Denne samtale er meget teknisk udfordret, så den skal du kun se, hvis du i forvejen er fan af Elizabeth Gilbert, ellers tror jeg, man kan blive lidt frustreret).