Den 1. oktober 2021 indledte jeg en frivillig pause fra mit arbejdsliv. Nu er den første måned af pausen næsten gået. Her kommer en up-date.

Nye tider og lidt om tandpasta

For nogle år siden, op til min halvtredsårs fødselsdag, tænkte jeg en dag: ”Gad vide, hvor mange tuber tandpasta, jeg skal bruge i resten af mit liv? Hvis jeg nu bliver 92, så ville det være 42 år oveni de 50. Hvis jeg bruger 2 tuber tandpasta om året, så er det 84 tuber tandpasta. Så i princippet kan jeg smutte over i Netto og købe tandpasta til resten af mit liv.”

Tandpasta-tankerne mindede mig om, at livet er kort, tiden flyver og at det kræver mod, vilje og stædighed at bruge tiden i overensstemmelse med sine værdier.

Der er virkelig mange ting, jeg gerne vil lave, for eksempel: skrive historier, spille klaver, dyrke yoga, blogge, eksperimentere med fermentering, ordne haven, rydde op i kælderen, gå lange ture i Sverige, tegne, være sammen med familien, ud og se kunst, høre koncerter, læse og have vuggesangene sendt godt ud i verden.

Sagt med andre ord: der gik ikke mange dage, før tiden igen ikke slog til. Så den første måned her har jeg haft fokus på tid. På, hvordan jeg bruger dagene. På, hvorfor jeg bruger tiden, som jeg gør. På, hvordan jeg kan blive bedre til at bruge tiden godt.

Den er go’ nok: Tid til familien gør mig glad

Det er en måske kliché. Men for mig er det alvor. Jeg trives bedst, når jeg har god tid til min familie. Tid, hvor jeg ikke føler, jeg burde gøre noget andet. Tid, hvor jeg er til stede. Tid, hvor jeg glemmer mig selv.

Jeg har passet mit barnebarn nogle dage. Han er to år. Vi brugte en formiddag på at gå den lille tur langs landevejen (cykelstier, tak!) fra gården, hvor han bor og hen til Dagli’ Brugsen for at købe to flotte blomkål, jeg skulle bruge til aftensmaden.

Vi stoppede op for at se på en kran, der læssede byggemoduler af på en byggeplads. Vi snakkede om, hvad den mågeflok, som landede lige dér på marken ved siden af os, mon fandt af mad i jorden. Orm? Insekter? Vi snakkede om, at det var blevet koldt og nu var det efterår. Vi stoppede ved en legeplads og legede café, før vi besluttede os for at trille hjem og lave noget rigtig te.

Følelsen af at tiden ikke går fra noget, og at det er ok at være langsom. Det er ren og skær luksus.

Men har jeg tid til at skrive?

Men, det er ikke langsomheds og nærværs-idyl det hele. For jeg vil også gerne bruge tiden på at skrive. Hvis ikke jeg gør dét, bliver jeg ked af det. Meget ked af det, endda. Hvilket ikke forhindrer mig i at lave overspringshandlinger til den store guldmedalje. Dag på dag lykkes det mig ikke at ”nå” at skrive dét, jeg egentlig havde sat mig for. Sådan har det været i mange år. Jeg har undret mig. Hvordan kan man undgå at gøre noget, man ved, man bliver glad af? Hvordan kan man undvige noget, som man reelt gerne vil?

Der er en systemfejl et sted, og den er jeg ved at finde og udbedre. Via artiklenDu kan ikke nå alt det, dgerne vil i livet” på Zetland, fandt jeg kreativitets-eksperten Jessica Abel og kurset Creative Focus Workshop. Her får jeg hjælp til at rydde op i mine dårlige vaner, når det handler om (ikke) at skrive og udtrykke mig kreativt.

De næste måneder er projektet at gennemskrive nogle noveller, som sidste vinter var i hænderne på en redaktør, jeg havde hyret for at hjælpe mig videre. Nogle af dem kan jeg ikke overskue at gøre færdige, for der er alt for mange øjebliksbilleder og alt for lidt handling. Andre har potentiale, men skal skrives om. Nogle gange har jeg lyst til at slette hele l….. og glemme alt om dét projekt. Vi får se. “Det blir som det blir”, som min svenske nabo måske ville sige.

Tid til Sverige, en elgkalv og naturens gang

Og apropos Sverige: Det er fedt, at jeg igen kan være oppe i det gule hus på bakken, når jeg har lyst. Det er en god kontrast til livet her i udkanten af storbyen. Sidst, jeg var deroppe, ankom jeg om eftermiddagen efter en træls tour-de-force ud i regn, blæst og monsterstore vandpytter på motorvejen. I mellemtiden var det klaret op, så jeg skyndte mig at komme ud og gå med hunden. Vi gik en af de sædvanlige ruter. Og dér, i kanten af et nyt vandhul, lå noget gråbrunt. En lille elgkalv. Eller: lille og lille. Selv små elgkalve er ret store. Den lå helt stille og det gik op for mig, at den var død. Måske var den druknet?

Jeg hentede nærmeste nabo, en rask gå-løbetur på 10 minutters tid. Vi kørte tilbage til vandhullet. Og kalven blev fotograferet og indrapporteret. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, der skulle ske med den. Jeg havde nok bare ikke tænkt noget. Men, da det gik op for mig, at den skulle blive liggende som føde til rovdyr og fugle, dér skulle jeg lige sunde mig. Dagen før havde jeg uden at kny parteret en kylling. Nu fik jeg våde øjne over en elgkalv, der skulle agere foder til skovens sultne dyr. Jeg har endnu ikke vovet at gå tur ud ad den skovvej igen. Jeg tror ikke, at jeg kan rumme at følge processen fra nuttet dyreunge til hvidt skelet.

Tid til vuggesange – de udkommer den 2. december

Ovenpå sådan en omgang, slutter jeg på en mild note. Vuggesangene er nemlig på vej ud i verden. Sangene, som Susi Hyldgaard har lavet musikken til, og som jeg har skrevet teksterne til, og som vi indspillede i august i Soundscape Studio.

Cover til Vuggesange

Coveret på udgivelsen har grafiker Shawna Mercano taget sig af.

Vuggesangene kan måske kan hjælpe dem, der har svært ved at sove efter en travl dag. En slags ”solen er så rød mor” eller ”Elefantens vuggevise” for voksne.

Det har været spændende at finde ud af, hvordan man udgiver musik digitalt. Ingen tvivl om, at det ville have været nemmere, hvis vi ikke skulle udgive det selv. Men også tilfredsstillende at følge projektet til dørs på den her måde. Udgivelsesdatoen er den 2. december 2021.

Vi høres ved om en måned

Det var ordene for denne gang. Jeg vender tilbage med up-date igen om en måneds tid. Har du spørgsmål eller er der ting, du gerne vil vide om pauseåret, så skriv en mail til mig eller ræk ud på LinkedIn, Instagram eller Facebook.

Share Button