Så er den fjerde pausemåned gået og den er gået godt. Jeg er virkelig langt nede i gear og kan slet, slet ikke forstå det tempo, jeg kørte i for et halvt års tid siden. Den her pausestatus har jeg hygget mig med at skrive her i det svenske hus; hvor stormen Malik rasede uden at gøre nogen skade. Det er vi meget, meget taknemmelige over. Det ser også ud til at vinteren er ved at slippe sit tag. Vi får se …

Eftertanke og gode grin

Sovjetistan

Januar er blandt andet gået med at læse og se film. For eksempel gik jeg igen ombord i norske Erika Fatlands fascinerende Sovjetistan. Jeg skiftede til lydbogen (via biblioteket) , så jeg kunne få lidt fra hånden, mens jeg lyttede.

Det er vildt at få indblik i samfund, hvor menneskeliv ikke repræsenterer en værdi i sig selv, men er brikker i regimets magtspil og hvor det enkelte menneske har så lidt indflydelse på sine egne livsmuligheder.

Det er ikke en bog, man skal læse lige før sengetid. Det er grumme menneskeskæbner, der rulles op. Antallet af tabte menneskeliv på bekostning af diktatorers storhedsvanvittige drømme er helt absurd. Men jeg kan varmt anbefale den.

Hvor kragerne vender

I den mere humoristiske afdeling har jeg set instruktør Lisa Jespersens debutfilm fra 2021 “Hvor kragerne vender” (Jeg lejede den på Blockbuster). En film om en ung kvindes tilbagevenden til alt det, hun er flygtet fra. Filmen giver et godt og følsomt indblik i den helt særlige splittelse og rodløshed, som flytningen fra provinsen til storbyen kan føre med sig.

Min eneste anke er, at den sine steder læner sig lidt for meget op ad klichéerne, som når Bodil Jørgensen igen-igen skal være gæv og ærlig slider-kvinde fra landet. (Det er castingen, og ikke Bodil Jørgensens præstation, jeg tænker på her, for Bodil Jørgensen er en stjerne). Jeg kan varmt anbefale filmen; der er både gode grin og noget at tænke over.

Glæden over at få ordnet de små ting

En af de rigtig gode ting ved at holde pause er, at jeg får ordnet en masse små ting, jeg ellers altid liiiige får udskudt. I et års tid, har der været hul i min højre vinterfrakke-lomme, hvilket er upraktisk, hvis man f.eks. har puttet sin nøgler eller betalingskort i lommen. Hullet i lommen er nu historie. Det tog 10 minutter at fikse.

I over 10 år har den tegning af Kafkas barndomshjem, som jeg fik af børnenes farmor, da jeg blev færdig med mit litteraturstudie, stået i en krog i kælderen med knækket frontglas. Nu har jeg købt en ny ramme, flyttet billedet over i den og hængt det op i entréen.

Jeg har fået tømt dybfryseren for sommerens bær og kogt både hindbær- og blåbærmarmelade. Alt sammen små ting, men også ting, som kræver overskud at få fikset, hvis det samtidigt skal være hyggeligt og ikke bare overlevelse. Ligesom livet. Det skal også helst være hyggeligt og ikke bare overlevelse.

 

At blive voksen og bevare barnet i sig selv

Selvudvikling – skal man virkelig blive ved med det?

For nogle år siden havde jeg en lang periode, hvor jeg seriøst mente, at nu måtte det være slut med selvudvikling for mit vedkommende. Ud fra devisen, at hvorfor var det altid mig, som skulle lave mig om? Var det ikke ligesom de andres tur??
Den indstilling har pausen for alvor fået bugt med. Jeg øver mig i ikke at blande mig i ting, som ikke kommer mig ved. At blive på min egen banehalvdel. At passe min egen tallerken. At gå i min egen side af vejen. Kært barn har mange navne! Det er virkelig svært, og der er basis for forbedring. Jeg øver mig også i at være ærlig over for mig selv og i at sige min mening stille og roligt til folks ansigt. Når jeg bliver spurgt, vel at mærke. Lige så svært.

Balancen har udviklingspotentiale

Jeg giver heldigvis også mig selv lov til at lege. Det er fedt at   give plads til fantasien og barnlighed i positiv forstand. Her er den to-et-halvt-årige helt perfekt selskab. Forleden byggede vi en lang Brio-togbane, som vi skiftedes til at prøve at gå på line på. Jeg var seriøst ved at dø af grin over, hvor dårlig min balance var. Lad mig sige det sådan, at hvis gulvet havde været vand, havde mine sokker været plask-sjask-våde. Så nu vil jeg ha’ togskinnerne liggende noget tid, så jeg kan øve mig i at gå på line.

Det var ordene for denne gang. Vi høres ved igen om en måneds tid

PS.

I starten af året fortalte jeg om min pause til Line Reehs podcast ”Endelig Mandag” – du kan høre episoden her.

Jeg har også medvirket som en blandt mange kilder til Hakon Mosbechs artikel på Zetland ”Vi siger op som aldrig før” – den kan du lytte til eller læse her.