Så fik vi gjort has på februar – en kold, våd og blæsende omgang. Hvor jeg for en gangs skyld næsten ikke har været i Sverige, men det er jeg nu. En iskold, klar og solrig martsmorgen. De svenske morgennyheder handler – som de danske – om krigen. Om atomtruslen. Om historien. Om klimakrisen. Verden har fået en krig mere. Som om krigen og alle de medmennesker, som har mistet alt i Syrien, ikke var rigeligt. Eller Afghanistan, Palæstina, Yemen, Myanmar og alle de andre konfliktområder, hvor menneskeliv ikke bliver regnet for noget mod udemokratiske kræfters magt og våben. Krigen i Ukraine fører oprustning, trussel om atomkrig og ufattelig lidelse med sig. Det er ikke til at bære. Jeg håber og tror, at lyset vinder, selvom det lige nu er alt, alt for mørkt i verden. Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, det kommer til at tage lang tid og koste mange menneskeliv og alt, hvad der følger af krig. Derfor er hjertet tungt.

Her kommer opdateringen fra den femte pausemåned.

Når dét, du troede var en bro, viser sig at være vejen

I begyndelsen af februar gik det op for mig, at hvis jeg virkelig trimmede mit forbrug, så kunne jeg holde fri resten af året. Så pauseåret ville blive ikke bare tolv, men femten måneder. Den slags tanker tyder jo på, at den her måde at leve på, passer mig godt. Derfor har en anden tanke også ulmet. For hvad, hvis det her ikke bare er en pause, men en ny måde at leve på? Hvad nu, hvis jeg på den ene side kunne holde fast i at have et lavt forbrug, og på den anden side kunne skaffe de penge, jeg har brug for, ved at lave forskellige ting, jeg synes er sjove og meningsfulde? Altså som en ambition? Så tegnede jeg en blomst…

Pengeblomsten

En illustration af en pengeblomstForestil dig en blomst, sådan som børn tegner dem. Med en midte og så fem-seks blomsterblade. Inde i midten står det beløb, jeg har brug for, for at leve nogenlunde sådan, som jeg lever nu. Hvert blad udgør en pengekilde. Nogle af dem kender jeg allerede, f.eks. at skrive gode tekster og rådgive andre om, hvordan man kommunikerer troværdigt. Andre er på idé-stadiet. Det eneste jeg ved er, at de ikke skal foregå siddende på en stol, mens jeg kigger ind i en skærm og klaprer løs på et tastatur, sådan som jeg gør lige nu. Men måske skal de handle om at undervise i litteratur, bruge min musikalitet, min fantasi, mit omsorgs-gen, min glæde ved madlavning og husholdning, mine glæde ved at finde på, planlægge og arrangere ting, min glæde ved at føle, jeg bidrager til at trække verden et bedre sted hen – hvad ved jeg. Alt dét, som har været ”i vejen” i et ”normalt” arbejdsliv, men som er en vigtig del af den, jeg er og det, jeg kan.

Jeg hygger mig med at vide at blomstermodellen er den model, jeg gerne vil bruge resten af mit lange arbejdsliv på at udvikle og forfine.

Den nye vej

Haha….”Den nye vej”… det lyder som sådan noget farveladeagtig, religiøs propaganda med lavt lixtal og stor patos. Men altså: pausen, som skulle være en bro mellem min gamle livsform og min nye livsform, går måske simpelthen stille og roligt hen og bliver min nye livsform. I perioder kan jeg nøjes med nærmest ikke at arbejde, som jeg gør nu, i andre perioder, kan jeg arbejde mere. I nogle perioder, vil der være fuldt knald på kreative projekter, i andre perioder er det arbejdsprojekter, familieprojekter, frivilligt arbejde, politisk arbejde eller gør-det-selv-projekter, som er i fokus.

Forbruget bliver for evigt sat på så lavt blus som muligt sammen med ønsket om at leve så bæredygtigt som muligt og ønsket om altid at have god tid til familien og til bare at være.

Det nye, jeg har lært er at passe bedre på de penge, jeg har og endnu bedre på den tid, jeg har. Jeg har lært, at jeg kan være virkelig sparsommelig, og at der er en helt særlig glæde og frihed ved at klare sig for meget få penge. Jeg har lært, at dét at være autentisk, til stede og ærlig OG at have det godt med dét, er det sværeste og vigtigste job, jeg nogensinde får.

Tips til gode bøger, film og podcasts.

Før jeg slutter for denne gang får du nogle anbefalinger fra månedens (gratis) kulturforbrug:

Bog: Meritokratiets tyranni

Hvis duForside af Meritokratiets Tyranni vil øge din forståelse af, hvorfor Trump vandt i USA og hvorfor han måske kan gøre det igen, så læs Michael J. Sandels ”Meritokratiets tyranni – hvor blev der af det fælles bedste?”. Den er udkommet på Informations forlag, jeg lånte den på biblioteket. Forlaget introducerer bogen med disse ord: “I Meritokratiets tyranni viser Michael J. Sandel, hvordan præstationssamfundet genererer overmod hos de allerede velstillede og hård fordømmelse af dem, der er ladt tilbage. Ifølge Sandel må vi gentænke den fælles forståelse af succes og fiasko, som er fulgt med globaliseringen og den stigende ulighed. Meritokratiets tyranni tilbyder en alternativ måde at tænke succes på. En, som også skeler til held, som inspirerer til ydmyghed og solidaritet, og som anerkender værdien i al slags arbejde.”

Jeg skriver måske mere om den senere. Lige nu er jeg nået til side 151. Jeg kan sige så meget, at den er god og at den rammer en undren, jeg altid har haft. For hvorfor skal os med de lange uddannelser ha’ den store løn oveni den gave, en lang uddannelse er? Hvorfor er det finere og mere værd at arbejde med penge og ord end med mennesker? Hvorfor er omsorg et ord, som er ved at  glide ud af det danske sprog og vores virkelighed? Er vi ved at være der, hvor det er uværdigt at have brug for omsorg? Hvorfor er menneskeværd defineret ud fra, hvad vi kan yde? Hvorfor får vi egentlig ikke bare lige meget i løn, alle sammen?

Grin bare, men jeg synes faktisk det er værd at filosofere over. Selvom jeg kæmper mig langsomt gennem bogen, er det fedt med nogle filosofiske bog-vitaminer.

Film: Life of Ivanna

Den her film er så vild. Ivannas historie, hvor hun bliver gravid som helt ung teenager, uden helt at have styr på, at det kan man blive, over hendes dagligdag som ung mor til fem i et lillebitte mobilt slæde-hyttetelt på den sibiriske tundra, mens vinteren og blæsten river og slider udenfor. Og mens den livsform, som Nenet-folket har haft gennem generationer er ved at uddø. Se den, og du vil aldrig glemme den.

Du kan se en trailer her. Jeg så filmen på svensk TV Play, men jeg ved ikke lige, hvor du kan se den i Danmark, desværre er den ikke på Filmstriben endnu. Instruktøren hedder Renato Borrayo Serrano. Ham kan man også finde nogle fine interviews med på Youtube.

Podcast: Spørg Agnes Wold

Jeg hørte tilfældigt et afsnit af podcasten “Fråga Agnes Wold”.  En podcast hvis formål er at aflive sundhedsmyter og svare på alskens spørgsmål om sundhed og trivsel. Nu er jeg igang med at høre alle afsnittene.
Agnes Wold er professor i klinisk bakteriologi. Hun er typen, som frygtløst be’r de unge tage fødderne ned fra sædet i bussen og så har hun en befriende No Nonsense tilgang til livet.  Udsendelserne kræver, at du kan følge med på svensk og at du kan rumme, at her er en kvinde, som er 100% ligeglad med hvad andre tænker…for hun ved, hun har ret 😉 Studieværten Christer Lundberg giver hende godt modspil, og det er virkelig hyggelig og lytteværdig radio. Skuldrene ryger ned, og jeg morer mig over hver udsendelse.

Over at jeg hoppede på den limpind, at dét, vi spiser skulle betyde så uendeligt meget for, hvor længe vi lever. Over at vi skulle have brug for at spise alle mulige vitaminpiller og kosttilskud. Over at det skulle være videnskabeligt bevist, at vi skal gå 10.000 skridt om dagen for at være sunde. Over at “sidde stille skulle være det nye rygning.” Hahaha… Livet bliver enklere, når man vedtager, at nu spiser vi det, vi har/har lyst til/har råd til og så rører vi os det, vi kan og har lyst til og så må helseindustrien finde sine kunder og indtægter et andet sted. Du får link til dagens udsendelse her.