Mens jeg holdt min selvbetalte og fine pause fra mit arbejdsliv, blev jeg kontaktet af et søgende menneske, jeg ikke kendte, men som spurgte til, hvordan jeg havde grebet det med pausen an. Om jeg bare havde sagt op og så gået i gang med at holde fri? Uden at kende vedkommende, var jeg klar over, at her skulle jeg lige bruge lidt tid. For hvis der er noget, jeg ikke vil opfordre nogen til, så er det bare at sige op, uden at have en plan. En pause skal efter min mening ikke være en hovsa-beslutning. Ingen sover godt, hvis ikke de ved, hvordan de skal betale deres regninger eller er totalt forvirrede. Vi havde en god dialog. Ganske rigtigt viste det sig, at her var et menneske, som var virkelig frustreret i sit arbejdsliv og som bare ikke kunne holde tanken om at skulle blive i det nuværende job ud. Jeg anbefalede vedkommende at kontakte sin fagforening for at få hjælp og inspiration til et jobskifte, og så at vente med at holde pause til det blev et positivt tilvalg.
Vi vil jo alle sammen gerne være unikke og specielle, men er det sjældent. Heller ikke mig. For bl.a. her på LinkedIn kan jeg se, at opslag af typen ”jeg har sagt mit job op og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal, men jeg starter lige med at holde fri” dukker op jævnligt; ligesom min egen pauseannoncering gjorde i sin tid. Er du en af dem, som overvejer, om det måske er noget for dig med sådan en pause? Så får du her mine tre bedste råd.
Spar op
Som sagt: en usikker økonomi er verdens dårligste sovepille. Så hvis du drømmer om at kunne holde fri i længere tid, så lav en opsparing med det formål for øje. Min konto hed ”frihedskontoen”, og i lang tid var det kun mig og banken, som vidste, at den fandtes. Jeg er ellers typen, som altid kommer til at dele alt for meget og snakke alt for meget om mig selv. Faren med alt det snak er, at man nogle gange næsten tror, man har trænet eller skrevet eller gjort rent bare ved at tale om det. Her var målet så vigtigt for mig at jeg simpelthen ikke turde dele det med nogen før jeg havde sparet op.
Kend dig selv
Det er vigtigt, at du kender dine grunde. Hvorfor vil du holde fri? Husk at det menneske, det er lettest at lyve for her i verden er dig selv. Jeg vidste helt fra jeg var omkring 40 og mine børn var teenagere, at mine eneste store drømme her i tilværelsen var at kunne holde fri en lang periode, og at have et godt klaver. Der var således omkring 10 år fra den erkendelse til jeg holdt pausen og jeg var så sikker, som jeg nogensinde har været på noget, på at jeg gjorde det rigtige. Sådan behøver du jo ikke at have det. Men brug noget tid på at fundere over, hvad dine behov og grunde er.
Formuler dine udfaldsrum
En dag lige op til at pausen skulle gå i gang, spurgte jeg min mand, hvad han mente om alt det her pausehalløj. Han sagde: ”Jo…det…Hvad tror du, der sker bagefter?” Et virkelig relevant spørgsmål at stille til sin livspartner. Det fik mig til at spidsformulere fire mulige udfaldsrum, som lød (citeret fra mine noter):
- At søge et job, som ligner det jeg har, men i cykelafstand
- At blive selvstændig konsulent igen og aldrig arbejde mere end 25 timer om ugen
- At tage en ny uddannelse
- At starte et nyt arbejdsliv, hvor jeg tager vikariater/midlertidige stillinger fra tid til anden og ellers lever så billigt, jeg kan og prøver at få så meget fri, jeg kan.
Jeg kan afsløre, at jeg efter et års pause brugte et år på løsning 3, men erkendte, at jeg en ny uddannelse ikke var vejen for mig. Nu stortrives jeg med løsning 2.
For mig var den pause noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alligevel vil jeg gerne advare mod pauseromantik og at gå på pause uden at have tænkt økonomi og fremtidsplaner igennem.
Jeg håber, overstående råd kan hjælpe dig med at finde ud af, om du skal holde pause.
