Den roman – Øvelser i mørke – er så vild. Noget af det bedste, jeg længe har læst. Først og fremmest fordi Naja Marie Aidt rammer sproget, tonen og fortællerstemmen så eminent. Som læser var jeg tryg fra de allerførste sætninger. Som at høre en sopran eller violinist ramme én af de allerhøjeste toner i registeret. Helt rent, sikkert og meget længe.
Så er der formen. En slags variationsform med genkommende temaer, som f.eks. afsnittene med ”Lea var engang til en fest, hvor alle skulle medbringe en anekdote” Det gør alle så, og vi får en del af dem serveret. De handler alle om kvinder, som ikke kan trække vejret frit, kvinder, som bliver krænket, kvinder som bliver slået ihjel. Det er svær læsning. Men det er vildt godt skrevet. Ligesom beskrivelserne i jeg-form af de andre beboere i hovedpersonens opgang er det. De elegante panoreringer frem og tilbage i tid skal også nævnes. Sømløse og perfekte.
Beskrivelsen af hovedpersonens udvikling er også en del af den fine komposition. I starten kan hun ikke sige et ord til sin psykolog. Som hun går hos, fordi hun har været ude for en dybt traumatiserende oplevelse og har fået posttraumatisk stress, PTSD. Det ender med hun får det hele fortalt. Den suspense, der ligger i at nærme sig denne gru-ful-de fortælling stille og roligt er et fint afstemt crescendo.
Jeg mindes ikke at have fået så vedkommende et litterært indblik i livet som mor til voksne sønner, og relationen til svigerdøtre, børnebørn, egen mor og søskende. Jeg er åben over for det faktum, at jeg var særligt modtagelig for bogens kvaliteter, fordi jeg selv er sønnemor og farmor. Under læsningen var det intenst og fint, at dét, som er noget af de vigtigste i mit liv, er en del af en fortællerens identitet. For selvom jeg på ingen måde er traumatiseret og selvom mine børn og familie på ingen måde ligner romanhovedpersonens, så er hendes refleksioner så gode og gavmilde at spejle sig i.
Øvelser i mørke beskriver trods alt det mørke også livsglæden, sanseligheden og hvordan vi bærer alle aldre i os, selvom vi bliver ældre. Den modne kvindes vilkår. Betydningen af hvor vi bor, og hvem der bor ved siden af/ovenover/under os. Kønsrollernes fastlåsthed og volden som vilkår i vores kultur. Søskendes vilkår. Mødre og voksne børn. Alt det svære, men også alt det smukke og alt dét, som bærer os igennem, når livet er svært.
Især venskaberne. Romanen er en hyldest til de lange og dybe venskaber, som bærer os igennem, når livet går i hårdknude. Her opsummeret i en passus fra en af de afsluttende samtaler mellem hovedpersonen og hendes psykolog, som hun – fordi hun har posttraumatisk stress og behandling af dét er hans fagområde – kalder for PTSD-manden.
”Jeg stirrer på ham.
Må jeg spørge dig om noget?
Han nikker venligt.
Hvorfor er jeg ikke blevet mere ødelagt af alt det lort, jeg har været igennem i mit liv?
Fordi du har fået noget kærlighed og stabilitet indimellem, siger han. Fra din morfar, dine søstre, din eksmand, måske?
Og Annie, siger jeg. Mine venner.
Derfor, siger PTSD-manden.
[…]kærligheden og omsorgen er afgørende, og nogle gange er det nok med små doser af begge dele.”
Naja Marie Aidt
Øvelser i Mørke
Gyldendal, 2024
