Specialet (novelle)

Du kan lytte til novellen her eller  downloade den som pdf her: Specialet, PDF

Hendes kæreste havde for nylig landet jobbet som PR-rådgiver på et af Københavns største kommunikationsbureauer. Med 12-ugers introforløb, faglig fredagsbar og mindst én ugentlig tur til Stockholm. Dér havde et af bureauets største kunder hovedkontor.

Hun manglede stadig specialet. En komparativ analyse af tre forskellige fortolkningsstrategier i forhold til Emily Dickinsons samlede værk. De havde ikke råd til at flytte fra lejligheden og købe hus, før hun var færdig. Hun var blevet gravid i det tidlige forår, men havde fået en abort. Hun havde været uforberedt. Både på at blive gravid og på ikke at være det mere. Nu var det sidst i september.

Simon var taget afsted, han skulle være til møde med teamet kl. otte. Hun faldt i staver foran vinduet. Stod i nattøj og morgenkåbe og kiggede ned på gaden. Det støvregnede. Hun så tre børn komme gående med skoletasker på ryggen og de to mindste holdt hinanden i hånden. En søskendeflok. De stoppede op ved kiosken og diskuterede, mens de talte nogle penge. Indtil en af dem råbte noget, og så løb de. Måske skulle hun tage ind på læsesalen i dag. Bare nogle timer, for at prøve det?

Hans havregrynstallerkenen stod på køkkenbordet, det gjorde skummetmælken også. Havregrynene sad allerede fast op af kanten på den dybe tallerken. Den skulle han ha’ skyllet af og sat i opvaskemaskinen. Hun lod det stå. Gik ud i entreen og tog sin islandske sweater på ud over nattøjet, så regntøj og gummistøvler.

Hun havde en aftale med sin vejleder om en uge. En aftale, de havde lavet i maj. Hun havde lovet at sende de første 20 sider senest en uges tid før de skulle mødes. Det var i dag. Hun havde ingenting skrevet.

Som regel gik hun ned til Kalvebod, langs vandet. I dag tog hun bussen de fem stop derud, bare fordi det var hyggeligt. Nogle gange købte hun en kanelsnegl og en cacaomælk med fra bageren. Hvis hun skulle tisse, brugte hun toilettet nede på naturlegepladsen, hvor hun fint blendede ind som pædagogmedhjælper. Nogle gange røg hun en hjemmerullet. De kyssede ikke mere, så det var kun, hvis det sad i hendes tøj, han ville opdage det.

Hun kom som regel først hjem. Skyndte sig at skifte til rigtigt tøj, og gerne noget af det, Simon havde foræret hende. Det kunne være en cashmere-cardigan eller en top i noget design. Han kom som regel hjem, mens hun lavede aftensmad. Som nu.

”Hej skat, hvordan gik det i dag, hvor meget fik du skrevet?”

”Ikke så meget. Men jeg er snart færdig med at gøre rede for strategierne, så kommer hele analysedelen.”

”Var du på læsesalen?”

”Ja, det er rigtig hyggeligt. Vi er nogle stykker, som kommer der ret tit, så det er sådan lidt ligesom at ha’ kolleger.”

”Fedt. Du kan jo godt. Det var jo det jeg sagde: at det ville hjælpe at sætte det hele lidt mere i system.”

De krammede. Han duftede af dyr parfume. Hun vristede sig ud af krammet og vendte tilbage til kartoffelskrælningen. Hver gang hun havde skrællet en kartoffel, skar hun den midt over og smed de to halve op i en kasserolle, som var fyldt til randen med vand. Det løb lidt over, hver gang et nyt kartoffel-par kom til.

”Ja, det er fedt. Men jeg er lidt bagud, jeg bliver nød til at skubbe den første aflevering….jeg tænkte faktisk på, om ikke jeg skulle tage op i sommerhuset, så jeg rigtig kunne gi’ den en skalle?”

”I sommerhuset? Nu? Det er altså for koldt, det kommer til at koste en formue i elvarme. Du skal da heller ikke sidde helt derude alene. Det synes jeg ikke om.”

”Okay. Jeg tror bare det ville være godt at skifte lidt miljø eller hvad skal man sige. Jeg synes, jeg er kørt fast.”

”Ku’ du ikke få din søster til at komme nogle dage, måske? Eller din mor? Så får du lidt selskab? Det plejer du da at blive i meget godt humør af, ik?”, sagde han.

 

Hun havde ringet til sin mor den aften.

”Hvorfor ser du ikke bare at få det afleveret? Du har siddet med det snart et år. Du trænger til at komme ud og arbejde – du går helt i frø på den måde.”

”Jamen, jeg prøver virkelig. Hver gang jeg sætter mig, så flimrer det. Jeg kan ikke huske noget af det, jeg læser. Og alt det jeg skriver, lyder dumt og så sletter jeg det.”

”Hvad siger din vejleder, kan hun ikke hjælpe?”

”Hun er ligeglad. Det er universitetet det her, mor, ikke folkeskolen, hvis ikke man kan klare det, dropper man bare ud og finder på noget andet.”

”Hvad med at bestille tid hos din frisør, så? Måske hjælper det at blive klippet og gøre lidt ud af sig selv?”

 

Hun gik tidligt i seng under påskud af at ville læse. I dag havde hun mødt Robert igen, ham med Schäfer-Rottweiler-krydset. Ligeså rynket og tandløs han var, ligeså stærk  og sund var hunden. De var faldet i snak. En dag, hvor hun sad på en bænk og græd, selvom hun ikke ville, havde Robert sat sig ved siden af og spurgt, hvad det var med hende. Hun svarede først, at hun var en joke. At det sådan set bare var det.

Og så hun havde fortalt ham alt. Om de tomme sider og om studiet hun hadede. Om digtene hun ikke forstod en skid af. Om at hun ikke ville bo med Simon, men ikke kunne overskue, hvordan hun skulle komme videre. Om at hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med sit liv.

”Det var satens”, havde Robert sagt. Og så havde de siddet længe uden at sige noget.

”Hvad med at kaste lidt pind med Mester?”, havde han så spurgt. Det var første gang, hun fik lov at træne med hunden.

 

Efterhånden var Robert tit så træt, når hun mødte ham, at det kun var hende, som tog pindetjansen med Mester. Så sad han og fik sig en øl eller to imens. Den kunne blive ved i en uendelighed. Så snart den så hende, løb den rundt om sig selv og hende og puffede til hende med snuden.

 

Robert havde givet hende et par dage at tænke over det i.

 

Det var sidst på eftermiddagen. Simon lå på sofaen med hovedtelefoner på og hørte musik, da de kom hjem. Han løftede den ene højttaler til side.

”Hva’ så skat, har du haft en god dag? Eeeeeej! Hvad er det?”

Mester var løbet i forvejen ind i stuen og begyndte at snuse rundt. Hun stillede plastikposen med dens foder, skåle og legetøj.

”Det er Mester.”

”Mester? Det er jo en fucking kæmpehund. Hvad skal den her?”

”Bo her. Jeg har fået den. Ham, som havde den, skal på hospitalet. Han er meget syg.”

”Hvad? Hvor kender du ham fra? Og hvordan vil du ha’ en kæmpe hund her på 3. sal, når vi aldrig er hjemme? Det er dyrplageri, det ved du godt, ik?”

”Jamen, jeg har lovet at passe på den.”

”Du bliver simpelthen nød til at gå tilbage med den. Han må sgu da ha’ nogen i familien, der kan passe den.”

”Det har han så ikke. Han er hjemløs.”

”Hvad er det med dig? Så har du bare mødt en eller anden subsistensløs og så får du hans hund? Hvordan ved du overhovedet, om det er hans hund? Måske har han stjålet den? Og nu skal han bare af med den. Du er for meget. Du er simpelthen for meget. Har du så også været sammen med ham eller hvad?”

Han hev hovedtelefonerne helt af, rejste sig, gik lige forbi hende og ud i entreen, tog sin vindjakke og smækkede døren hårdt. Hun fulgte lyden af hans trin ned af trappen. Til sidst hørte hun hoveddøren smække.

Så langt, så godt.

 

Regine Wowk, februar 2019

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.