Det er udviklingen (novelle)

I frokoststuen var de i løbet af foråret begyndt at tale om, at det var lidt mærkeligt med de rygter. Hvad de egentlig havde på sig. F.eks. havde alle de andre butikker i regionen fået nye frysere med lys-display. Her i butikken havde de stadig de gamle, man selv sætter de små skilte på. Og ved trappen op til butikken havde noget af gelænderet manglet i næsten et år, hvilket især generede de ældre kunder. Til frokost i går havde bestyreren af butikken så sagt, at nu ville hun ikke høre mere sladder og sniksnak baseret på løse rygter. Havde de måske ikke selv set, at ledelsen havde været på besøg med en delegation for et par måneder siden og at selv den øverste direktør var med? Og havde de ikke også hørt hende fortælle om ledelsens planer om at udvide med en ny frugt- og grøntsektion? Troede de måske, man ville investere den slags i en butik, som skulle lukke?

Steen og Alice kunne godt se, det ikke hang sammen. Omvendt gik der ikke én dag, uden kunderne talte om det. Fra nu af svarede Alice og Steen, Kasse 1 og Kasse 2, dét, de havde fået at vide, de skulle svare, når emnet kom op: at nej, det havde de ikke hørt noget om og at nej, der var ikke meldt noget ud fra ledelsen om nogen lukning. Tværtimod. De skulle i gang med at bygge et nyt frugt- og grøntområde efter sommerferien, det ville blive rigtig godt.

Sådan en samtale i Steens kasse kunne lyde noget i retning af:

”Jeg hørte fra en af min datters veninder, hvis far arbejder hos Fit Wide World, at de skal åbne et kæmpe center herude og at de skal bygge nyt, der var bare lige et gammelt supermarked, som skulle rives ned først. Det må da næsten være jer, hva’?”

”Narh…. Det har vi altså ikke hørt noget om. Vi har fået at vide fra ledelsen, at vi er de næste, som skal ha’ udvidet med ny frugt- og grøntafdeling, det bliver rigtig godt.”, kunne Steen så svare.

”Jamen, Steen, jeg siger også bare, hvad jeg har hørt. Det ville jo være frygteligt, vi kan da slet ikke undvære jer. Har du to af de sædvanlige til mig?”, kunne kunden så svare.

Så fandt Steen to pakker cigaretter frem, og kunden betalte.

Steen kunne godt længes tilbage til dengang det med lukningen ikke hele tiden var et emne. I personalebladet havde han læst om omlægningen af kæden. Om at de skulle være den bevidste forbrugers foretrukne dagligvareleverandør, og at man når man handlede hos dem var med til at sikre et godt arbejdsmiljø, et bedre klima, bedre dyrevelfærd og mindre madspild.

Han vidste nu ikke. På det seneste havde de smidt enorme mængder datovarer ud. Det var som om rygterne fik kunderne til at undersøge, hvor man ellers kunne købe ind. Ikke pensionisterne og de andre, som var hjemme om dagen og boede tæt på, men børnefamilierne for eksempel. De kunne snart ligeså godt droppe børneindkøbsvognene; han kunne pludselig ikke huske, hvornår han sidst havde set sådan én i brug. Han havde altid syntes, det var sødt, når de små efterlignede de voksne og var med til at købe ind i stedet for bare at skrige og plage. Var de der stadig, vognene? Han kom i tvivl, mens han stod og byggede et rødvinstårn af Côtes du Rhone på tilbud. Han trådte et skridt tilbage og kiggede ud i indgangspartiet. Jo, der stod tre små vogne.

Nede i den discountbutik, som lå dér, hvor han selv boede, var de begyndt at åbne klokken 7. De havde fået bake off og havde et fast morgenbrødstilbud. Steen måtte indrømme at kanelsneglene var udemærkede. Han havde købt ind der nogle gange på det seneste, selvom han altid fik lidt dårlig samvittighed. Men, når man var syg, var det lidt akavet at tage hen og købe ind i sin egen butik.

Han havde været forkølet mere eller mindre siden sidst i februar. Det havde sat sig i bihulerne og i noget krillerhoste, som kunne komme som lyn fra en klar himmel. Kunderne jokede med det. ”Du ryger sgu’ for lidt, Steen” og ”Hva’ – får du allergi af alle de penge, I sidder og skovler ind? For så ka’ du da bare gi’ dem til mig, ha ha ha.” Sådan noget kø-humor havde ellers altid moret ham.

Der havde sneget sig en træthed ind i kroppen sammen med snot og feber, og nu kunne den ikke finde ud igen. Han plejede for eksempel at have nemt ved at stå op. Nu var det en kamp ikke at give efter for trangen til bare at vende sig om og sove videre. Det var nok også alderen.

For første gang i de næsten 40 år, han havde arbejdet i detail, havde han haft mere end én sygedag i sammenhæng. Så mange, at kunderne var begyndt at spørge efter ham. Det fortalte Alice, da han kom tilbage efter nogle dage på penicillin. Hun var ansvarlig for kød og mejeri, han havde vin og konfekture – hvis ellers der var nogen, som brugte det ord mere. Frugt og grønt var ledigt for tiden, så det skiftedes de til at passe sammen med bestyreren, som så havde resten sammen med ungarbejderne, som hjalp med at fylde op, når de kom ud på eftermiddagen.

Sommerferien nærmede sig. Butiksbestyreren havde sagt, at de skulle møde en time før i morgen tidlig. Hun fyldte 50 i weekenden. Ikke at dét var noget, hun snakkede om, men det var nok noget morgenmadsarrangement i den anledning, gik både ham og Alice ud fra. Og snakkede om, det var lidt fedtet ikke at invitere ungarbejderne med.

Da Steen stillede cyklen i stativet og låste den, lagde han mærke til, at der stod to biler, han ikke kendte, ved siden af butiksbestyrerens. Og da han trådte ind i frokoststuen, sad der, ud over butiksbestyreren og Alice, også en mand, som præsenterede sig som divisionschef Allan-et-eller-andet-fransk og en kvinde, Katarina Jensen, der præsenterede sig som HR-ansvarlig. Der var rundstykker, juice, rulle- og spegepølse, ost og kaffe. Det var Allan, der begyndte. Med at takke dem, fordi de kom. Og med at han ligeså godt kunne lægge ud med den triste nyhed, nemlig at butikken skulle lukke. Lejemålet var blevet opsagt, fordi bygningen skulle rives ned, og der skulle bygges nyt. Og de havde ikke haft økonomiske muskler til at købe tilstrækkeligt med kvadratmeter i det nye byggeri. Og de kunne ikke se nogen rentable muligheder for at genetablere butikken andre steder i lokalområdet. Hvor de jo i forvejen drev en discountbutik. Konklusionen var derfor desværre, at de alle tre var opsagt pr. den første, hvor butikken lukkede.

Så var det HR’s tur. Til at sige, at de i koncern-HR stod til rådighed med hjælp til omplacering i andre butikker – i givet fald ville det nok blive i en discountbutik og muligvis også med lang transport – eller med at finde et nyt job uden for kæden, hvis de havde mod på det. Og at de fik nogle papirer med hjem, de kunne læse på og så var det måske også en idé at kontakte fagforeningen. Og hvis der var spørgsmål, kunne de tage dem nu, og ellers ville hende og Allan tage tilbage til hovedkvarteret og lade dem hygge sig med morgenmaden. De havde taget en buket, en flaske og et tillykke-med-50-års-fødselsdagen-kort med til butiksbestyreren, som høfligt sagde tak.

Da de alle havde givet hånd, og Allan og Katarina var kørt, spurgte Alice butiksbestyreren, da hun havde tørret øjnene og pudset næse for anden gang, om hun måtte stille et spørgsmål. Det måtte hun.

”Hvor længe har du vidst det?”

”En uge”, sagde butiksbestyreren. ”Kan du huske sidste fredag, da jeg skulle til tandlæge? Det var et møde i hovedkvarteret, hvor de lagde kortene på bordet. De vil lukke mange flere og gå over til enten discount eller også nogle nye, små luksus-butikker, som kun kommer til at ligge i områder, hvor folk er loadede. De tilbød mig et lederjob oppe nord på i sådan en. Men jeg vil ikke ligge og køre 45 kilometer hver vej, hver dag. Det orker jeg simpelthen ikke. Men det var, hvad der var, hvis jeg ville fortsætte som bestyrer. Det er udviklingen, siger de.”

”Vi troede, du havde grædt, fordi det havde gjort så ondt hos tandlægen, ik’ Steen? Altså, vi kunne se, du havde grædt, men ville ikke sige noget.”, sagde Alice.

 

Sten nikkede. Han kunne ikke rigtig sige noget endnu.

 

”Hvad svarer vi så nu, når kunderne spørger?”, spurgte Alice.

”At vi lukker til den første – og at vi har ophørsudsalg hele den sidste uge. Vi skal ha’ lavet nogle skilte og sådan. Men nu må vi hellere gå ud og få åbnet. Den er tyve i ni, vi er sent på den.”

De ryddede morgenmaden væk, der var ikke rigtig nogen, som var sultne. Butiksbestyreren tørrede bordet af og stillede stolene på plads. Kaldeanlægget meldte, at der holdt en fragtmand, som var klar til at hente tomme pantflasker. Steen gik ud for at åbne til lageret og Alice gik ned, for at sætte kasserne med frugt og grønt ud og åbne Kasse 1. Og mens Steen fik sig en sludder med pant-manden og prøvede at lade som ingenting, tænkte han over, om han både kunne nå at ringe til begge sin døtre og til fagforeningen i frokostpausen.

Regine Wowk, februar 2019

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.