Bonde søger brud (novelle)

Det var femte gang, de tog scenen om. Hun skulle sige, det var ok at Povl havde valgt hende fra, og at hun ønskede det bedste for ham. Hver gang kom hun til at græde. Heller ikke femte gang kom hun igennem replikkerne.

”Vi tager en pause. Kom Ida! Ta’ en tår cola og slap lidt af, ik? Du behøver ikke mene det, du skal bare sige det, ik? Og du skal nok få en snak med Laila senere i eftermiddag. Du kan godt, det ved jeg.”, sagde Dorte, som var produktionsleder og en slags instruktør.

Ida havde drømt om Povl, lige siden hun så hans præsentationsfilm. Hans øjne var rare. Han så stærk ud og så kunne han også godt lide dyr. Hun havde meldt sig på trods af sin fars advarsler.

”Hvis man ikke er mand nok til at gå ud og finde sig en pige, hvad har man så af rygrad? Og hvad, hvis han vælger en af de andre tøser? Så sidder du der og tuder, mens folk godter sig og drikker aftenskaffe til. Er det dét, du vil?”

Han skulle altid være imod.

Det var Povls søster og mor, som havde sendt hans profil ind til programmet. Povl havde haft en kæreste for to år siden. Hun var flyttet over til Sjælland for at læse til sygeplejerske. Siden havde han ikke ville date nogen. Hans mor var ellers klar til børnebørn. Dem kom der jo ingen af, når han ikke lavede andet end at drikke øl med vennerne og spille Playstation, når han havde fri.

Povl (og moren) boede på en gård tæt ved Grindsted. Han havde en besætning malkekøer og 120 hektar jord, primært til foderdyrkning. Plus tre hestebokse. Ida havde i dagdrømme set, hvordan Povl og hende gik ud af kirken sammen. Hun havde set dem gå tur med barnevognen, mens hendes chihuahua, Tussi, sprang omkring. Hver gang hun forestillede sig de skulle kysse, gik hun i stå. Hvordan kyssede han? Hvad, hvis nu han var sådan en, der stak tungen alt for langt ind og hun blev dårlig?

Hendes mor var optaget af, hvor meget Ida kunne nå at tabe sig, hvis nu hun skulle i fjernsynet. Ida vejede 94 kilo.

”Måske kan du nå at komme under 90, inden de skal optage? Ska’ vi prøve med Nupo igen? Og så tager vi en ta’ en tur til Aalborg, når du er under, og køber nyt tøj til dig? Det vil jeg gerne gi’.”, sagde hun.

I brevet til Povl havde Ida skrevet om Flicka, hendes shetlandspony, og lille Tussi. At hun stadig boede hjemme og arbejdede som pædagogmedhjælper i børnehaven inde i Vadum og at hun stadig ikke havde fundet ud af, hvad hun ville læse, bare at det skulle være noget med mennesker og at hun ville bo på en gård, så hun blive ved at have Flicka. At hun synes Povl så rigtig sød ud, og at hun var sikker på han var god ved dyr og at han ville blive en sød kæreste, som hun ville gøre alt for og at hun gerne ville have børn, helst tre, to piger og en dreng, for henne fra børnehaven vidste hun, at drenge var lidt mere bøvlede, de faldt og slog sig mere.

Hun havde vedhæftet det billede, som hun brugte som profilbillede på Facebook, godt nok fra sidste år, men man kunne se hendes smilehuller og alle sagde, hun så sød ud på det billede.

Da de ringede fra produktionsselskabet, havde hendes hjerte hamret hårdt under hele samtalen. De havde mailet en produktionsplan til hende. Hun skulle testfilmes og deltage i nogle samtaler. Og hvis hun kom igennem den del, var hun med i den gruppe, som skulle filmes sammen med Povl til en speeddate.

Hun var gået videre. Speeddaten gik ikke godt. Hun fik sagt nogle helt forkerte ting og stammede nærmest. Hendes mund var blevet tung, som om den trak i hendes ansigt. Hvorfor kunne hun ikke bare pludre løs, ligesom Line, Camilla og Maja?

Povl havde sagt, hun var gået videre, fordi hun kom fra en gård og fordi han troede, de måske kunne lære hinanden lidt bedre at kende, når hun ikke var så genert mere og at han gerne ville give hende en chance. Han havde også sagt, at Line havde et rigtig sødt smil, at Maja måske var lige lovlig meget bypige og at han faktisk tændte lidt på Camilla. Dér var han blevet lidt rød i kinderne.

Nu var de nået så langt i optagelserne, at Povl igen skulle sortere en pige fra. De fire piger skulle reduceres til tre, nemlig de tre, som skulle hjem til Povl på gården og prøve at bo hos ham nogle dage.

De skulle med en minibus til et klatrecenter tæt på Lemvig, hvor de skulle ud og klatre på klatrevæg, så Povl kunne se dem fra den side. Povl selv var højdeskræk, så det betød meget for ham at få en kæreste, der ikke var bange for højder. Hans børn skulle ikke arve den fejl, havde han sagt.

Ida var den første, der skulle op. Hun havde sele, line og hjelm på; selen strammede og hjelmen var for stor. Første gang kom hun ret højt op, men vinklen havde ikke været så god for kameramanden, så hun måtte på den igen. Hendes hænder gjorde ondt. Hun kunne mærke, det ville gi’ vabler. Hun trådte lidt ved siden af på en af stenene og vred sin ankel. Tanken om Povl og om gøre det bedre end de andre piger gav hende kræfter og hun kom næsten op, før hun firede sig ned.

Line kom slet ikke op. Hun fik grineflip over den store hjelm og gav op. Camilla kom halvvejs og Maja kom også næsten til tops.

Nogle timer efter skulle de samles ude i foyeren til klatrecentret. Der var sat et hvidt plastikbord op med chips-skåle og dåsecolaer. Ida skulle hele tiden tisse. Ude ved toilettet stod Dorte, produktionslederen, og talte i mobil.

”Nu holder du simpelthen op. Du ved, jeg er herovre og filme og ikke kan nå hjem, og du køber bare nogen pizzaer, ik?… Børnene? De er sgu da ligeglade. De vil bare til sommerfest, de har glædet sig, ik?”

Der var stille lidt. Så talte Dorte højere.

”Det ka’ du fandme ik’ være bekendt. Du’ en skid. En skide skid!”

Ida kunne ellers godt lide Dorte. Det var som om, at når hun talte med hende, så troede hun lidt mere på det hele.

”Hej Ida, går det godt? Du var go’ til at klatre. Så er det den store afgørelse om lidt, hva?”, sagde Dorte, som havde lagt mobilen tilbage i tasken.

Ida nikkede. Hun håbede sådan, det blev Line, der blev sendt hjem. Hun skulle ikke tro, hun bare kunne komme videre ved at fjolle over en hjelm og lave øjne til Povl i stedet for at gøre det, man blev bedt om.

Povl havde været væk med Dorte og værten i programmet, Billie, noget tid. Nu kom de tilbage og begyndte at gøre klar til at filme vælge-fra-scenen.

”Du sætter dig her, Line, du skal være her, Camilla. Povl, dig vil jeg gerne ha’ for bordenden og Maja og Ida, I sætter jer her til højre for Povl.”, sagde Dorte.

Inden de gik i gang med at filme, at Billie og Povl kom gående hen mod bordet, fortalte Dorte, at nu skulle de huske bare at være sig selv og reagere så naturligt de kunne. Og at hvis nogen blev kede af det, så var deres coach og psykolog, Laila, klar til at snakke med dem om det, her bagefter.

Den første gang, hvor Povl skulle forklare, hvem der skulle hjem, gik han i stå.

”Det ka’ jeg bare ik’, det her. Det’ for svært.”, sagde han.

Han gik væk og øvede det med Dorte og Billie nogle gange igen og så kom de tilbage. Povl satte sig og begyndte at snakke og snakke og snakke. Om hvor søde alle pigerne var og hvor seje, de havde været henne på klatrecentret.

”Og hvem er det så, der ikke skal med hjem og prøve at bo hos dig i tre dage, Povl?”, spurgte Billie.

”Jamen, det’ så Ida. Og undskyld Ida, det er virkelig ikke for at gøre dig ked af det eller noget.”

Det ene kamera filmede Ida op i ansigtet. Hun mærkede hvordan hun rødmede. Klumpen i halsen kom, og øjnene begyndte at svide. Line sad ved siden af og lagde armen om hende og prøvede at give hende et kram.

”Jeg synes sår’n set, du er sød og jeg er sikker på, du kan tage fra på gården, men, du er virkelig genert. Og så jeg synes ikke rigtig, vi svinger”, fik Povl tilføjet.

Det var det. Hun havde ikke engang fået drukket sin cola. Dorte kom hen og forklarede, at nu skulle de filme en scene med hende, hvor hun fortalte, hvad hun følte.

”Det vil jeg ikke”, sagde Ida.

”Jamen det skal du. Det hører jo med. Det har vi talt om.”, sagde Dorte.

”Jamen jeg vil ik’. Jeg tager ikke hjem og siger, jeg har tabt. Jeg var helt sikker på, det blev mig, der vandt.”

”Det har vi jo talt om, Ida. At det kunne man ikke vide og at det er vigtigt at både I piger og Povl virkelig mærker efter, og at man skal respektere hinandens følelser. Jeg kan jo ikke tvinge Povl til at blive forelsket i dig, vel?”, sagde Dorte.

”Jamen, jeg vil hjem. Nu.”

Ida skulle til at rejse sig, men Dorte satte sig på hug foran hende og holdt fast i armlænene på den hvide plastikstol.

”Er du klar over, hvad det koster at lave sådan et program? Næsten en million pr. afsnit. Det er rigtig mange penge, Ida.”

Dorte havde spist hvidløg. Hendes mascara var ret klumpet, når man sådan kom tæt på.

”Og tænk på, hvad det har kostet for os at have dig med: Mad, hotel, psykolog, transport og hvad ved jeg. Og du havde aldrig fået chancen for at møde Povl, hvis ikke vi havde inviteret dig. Så kan du ikke lade os i stikken på den måde. Forstår du det?”

Ida nikkede og Dorte rejste sig.

”Nu går du ud og får noget koldt vand i ansigtet, så gør vi det så kort, vi kan, og så får du lov at tage hjem. Og selvfølgelig lige få en snak med Laila også. Er der nogen, som henter dig?”

”Jeg skal først ringe hjem. Det kan godt være, min far vil hente mig”, sagde Ida.

Efter syvende take var scenen i kassen.

”Jeg er da lidt skuffet. Men Povl skal jo vælge efter sit hjerte. Jeg håber, han bliver glad for hende, han vælger”, forklarede Ida seerne med let ophovnede øjne.

Desværre sprang Povls foretrukne kandidat, Camilla, fra, efter hun og Povl havde sovet en nat sammen, bare de to. Hun synes alligevel ikke, der var kemi. Så Povl bor stadig med sin mor og besætningen af malkekøer på en gård ved Grindsted, hvis du kender en pige, der kunne være interesseret

(Regine Wowk, februar 2019)

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.