Aarhus T/R (novelle)

Mobilalarmen gik i gang halv fem. Der var afgang klokken seks fra Hovedbanegården. I dag var det det kurset ”Uopfordret jobsøgning – en genvej til dit drømmejob” for fjorten ledige akademikere, tolv kvinder og to mænd. I Aarhus.

Han brød sig ikke om at undervise. Det var godt betalt.

I toget bladrede han evalueringerne fra sidst igennem: “Jeg savnede flere konkrete eksempler fra rigtige jobansøgninger og flere eksempler på fængende overskrifter”, “Engageret underviser, men teorien er for tynd”, ”Alt for lidt om, hvordan man skriver et godt CV og det havde I lovet i programmet!!”, kunne der f.eks. stå. Bagefter gennemgik han sine slides. Han tilføjede nogle flere eksempler på gode overskrifter. Det er jo overskriften, som får folk til at læse videre.

Efter Storebælt købte han en kop kaffe (for tynd) og et rundstykke med tilhørende smør, to skiver mild, lidt gummiagtig, ost, som var adskilt af let fugtigt mellemlægspapir og et lille, firkantet bæger med rødt syltetøj. Han fandt printet med mailen frem igen:

“Hej Jonas! Vil bare lige sige, jeg glæder mig helt vildt til dit spændende kursus i morgen. Måske har du tid til en kop kaffe bagefter? KH Tobias :)”

Trompet-Tobias. Ham havde han ikke tænkt på i mange år. Måske havde de udvekslet et par breve de første år efter han var flyttet til København? Hvis de overhovedet havde været i kontakt siden. Tobias var genert og nørdet. Han havde haft en del akne og så havde han et iøjnefaldende hår, stort og krøllet.

Mens Vejle fjord susede forbi vinduet, tænkte han på Tobias’ kollegieværelse, hvor de drak urtete og lyttede til Alban Bergs Vier Stücke for klarinet og klaver og den slags. Tobias havde et par gange spurgt, om Jonas ikke ville blive og sove i stedet for at tage den sidste bybus hjem. Det ville han ikke. Tobias havde ikke rigtig nogen møbler.

Tobias ville på konservatoriet. Han var kommet sent i gang, men det behøver ikke at betyde noget for blæsere. Jonas kom i tanker om, at han havde akkompagneret ham til et eller andet arrangement på gymnasiet. Ikke Alban Berg, måske noget Carl Nielsen. Tobias var helt oppe at køre, når de øvede. Fortalte engageret og længe om sin embouchure og om sjælen – ånden, ik’? – i musikken og alt det, han gerne ville have frem med sin fortolkning. Jonas koncentrerede sig om ikke at spille forkert og om at følge Tobias’ lidt flydende rytmik.

Han gik fra banegården op ad gågaden og så ned til den gade, hvor fagforeningen havde sin bygning. Det var tidligt i september. Selvom solen skinnede, var bænkene stadig våde af dug. Butikkerne var ved at åbne. Tjenerne satte caféskilte ud på fortovet, stolede ned, tørrede bordene af, satte askebægre ud. Oppe i undervisningslokalet kørte Jonas vognen med kaffe og frugt ind i undervisningslokalet. Han delte materialerne ud, satte sin bærbare til projektoren, lagde navneskiltene frem og lagde afkrydsningslisten foran sig. Tobias Wick Poulsen, stud., musikvidenskab. Okay.

Præsentationsrunden var overstået. Der var mødt ni op ud af de fjorten tilmeldte. To havde meldt afbud her til morgen, fordi de skulle til jobsamtale. Det var da altid noget. Præsentationerne havde kredset om, hvorfor de hver især mente, at de var arbejdsløse. Else var for gammel (51), Camilla var for ung (26), Carsten var overkvalificeret til de jobs, der var lige nu (hans ph.d.-afhandling havde handlet om kønsmarkører i dansk design i 1950’erne med særligt fokus på mønstre og materialevalg) og Henriette var på jagt efter et deltidsjob, da hun var enlig mor til en søn på nu elleve år, som var for tidligt født og havde særlige behov. Karin havde været igennem et svært forløb, hvor hun blev mobbet på sin arbejdsplads, så nu gik hun i baglås til jobsamtaler og Pernille var ekstrem introvert og flov over at veje for meget (hun var for længst forbi 100 kilo). Tobias havde ikke rigtig søgt nogen jobs endnu, men han havde så heller ikke skrevet sit speciale. Kristoffer var lige blevet færdig og havde sådan set lovning på et fedt job, men ville lige ha’ noget gode fifs med, hvis han nu en anden gang skulle søge job. Og Betiina havde simpelthen været så uheldig. Alle de steder, hun havde arbejdet, havde chefen været en idiot.

Jonas gennemgik kort dagens program og de tre obligatoriske læringsmål. Så satte han deltagerne i gang med øvelse 1: ”Læs en af dagens aviser, og kom med forslag til to eller tre virksomheder, du kan kontakte for at høre, om de har brug for én med dine kompetencer – eventuelt som virksomhedspraktik til at starte med.”

Under sandwichfrokosten aftalte han med Tobias, at de kunne drikke kaffe på bogcafeen nede i gågaden.

Ved firetiden havde han fået sendt kursisterne ud af døren, samlet evalueringerne ind og ryddet op i lokalet. De fulgtes ad ned på cafeen. Jonas købte cappuccinoer og gulerodskage til dem, og de slog sig ned bagest i caféen.

”Det var bare skidegodt, dit kursus, jeg er helt vildt inspireret til at komme i gang med at søge nogle jobs uopfordret, det er jeg virkelig”, sagde Tobias.

”Tak ska’ du ha’ – jeg er ellers altid nervøs, det er ikke lige mig, det med undervisning.”

”Du er ellers rigtig god til det. Spiller du stadig?”

”Nej, kun børnesange og lidt hygge-bossa og sådan. Hvad med dig – du læser musikvidenskab nu?”

”Ja. Trompeten gik ikke. Det’ nok mere mig, det med at læse og fordybe mig.”

”Okay – og hvad fordyber du dig så i lige for tiden?”

”Ikke rigtig noget. Jeg har haft lige haft orlov. Og jeg kan ikke rigtig komme i gang med specialet. Os’ fordi man bare ved, det er sådan en lang proces. Og man vil gerne vise, at man kan bruge alt det, man har lært og måske også gerne komme med i hvert fald bare noget, der er nyt. Jeg ved ikke, om jeg kan.”

”Hvad kunne du tænke dig at skrive om?”

”Altså, jeg har tænkt, at måden, vi beskriver musik med farver på, er spændende, ik? Rent sprogligt, ik? Hvorfor synes vi at diskant er lyst og hvidt og bas er mørkt og sort? Men min vejleder siger, at det bliver for snævert og for ukonkret.”

”Har hun ret?”

”Måske. Jeg skal jo også passe på mig selv, der må godt gå lang tid før jeg skal indlægges igen.”

Jonas tog en skefuld af gulerodskagen. Den råhvide, fede creme ovenpå havde en bismag af køleskab. Selve kagen var tør, trods de små gulerodsstrimler.

Tobias’ højre ben hoppede konstant under bordet. Jonas blev næsten søsyg af det ben.

”Hvad er det egentlig, du fejler?”

”Det er bare depressioner. Når det er værst, bøvler jeg også med nogle stemmer, jeg ikke kan være alene med. Det er virkelig ikke rart. Det kom faktisk første gang, da jeg boede på det værelse dér. Kan du huske det? Der havde jeg det godt nok ikke så godt. Jeg kendte nærmest kun dig – og så Kristian, ham vores hørelære-lærer. Det var ham, som fik mig indlagt første gang. ”

De tog hver især en slurk kaffe.

”Nå, men har du så børn og alting nu?”, spurgte Tobias.

”Ja. Jeg har en søn, Carl. Han er seks et halvt og er lige startet i børnehaveklasse. Og så er der Alma, som lige er fyldt tre og hun går i børnehave nu.”

”Dét da lige dig, med små børn, det må være sjovt. Bor I så sammen, dig og deres mor?”

”Ja, vi bor på Østerbro og Carl er startet på en lilleskole, der ligger lige om hjørnet. Det er virkelig en god skole. Så jeg får da sunget morgensang næsten hver dag – vi er altid en lille flok forældre, som har tid til at blive og synge, det er vildt hyggeligt.”

Tobias havde findelt det meste af sin kage på tallerkenen, og han havde lagt rosinerne i én bunke og valnøddestykkerne i en anden. Cremen havde han spist.

Jonas tog sin telefon for at tjekke, hvad klokken var.

”Nå, Tobias, jeg skal altså snart til at gå, hvis jeg skal nå toget. Jeg har en pladsbillet afgangen her halvseks og jeg vil gerne lige nå at sige godnat til ungerne i aften, jeg så dem jo slet ikke i morges – eller, det gjorde jeg, men de sov.”

”Ja, selvfølgelig – skal jeg følge dig ned til banegården?”

”Det behøves du ikke, jeg skal også lige i den der sandwichkiosk overfor og ha’ noget aftensmad med – jeg nægter at spise dét, de har i toget. De der blege pølser, de har stående i termokander; de minder mig om fingre, jeg kan ikke spise dem.”

”Ha ha ha….det er totalt dig, at sige sådan, Jonas, totalt dig! Pølsefingre…”,

Jonas tog den sidste slurk lunkne kaffe, rejste sig og tog sin jakke på og slyngede sit halstørklæde om halsen. De gik uden for og stod over for hinanden. Tobias skrabede lidt med skoen i et cigaretskod, der lå på fliserne.

”Det var dejligt at se dig, og jeg kan jo skrive til dig, hvis jeg får brug for hjælp med det jobsøgning dér. Det kan også være, jeg kunne komme og besøge dig? Og møde din familie? Så kunne vi gå i Tivoli eller noget? Og vi kunne måske spille lidt sammen? Bare sådan for sjov?”

”Det lyder rigtig hyggeligt. Skriv til mig, så finder vi ud af noget, ik? Du har jo min mail nu.”, sagde Jonas.

De gav hinanden et forsigtigt kram. Og Jonas genkendte duften og fornemmelsen af Tobias’ knitrende, krusede hår mod sin kind.

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.