Pas på dine cases – de er nye i medietrafikken

Pas på dine cases – de er nye i medietrafikken

I foråret udgav Børnerådets ekspertgruppe rapporten ‘Hele Danmark sidder og ser med – børn og unge som mediecases’. Her deler børn og unge erfaringer fra deres medvirken i artikler og dokumentarprogrammer. Rapportens anbefalinger er henvendt til medier, organisationer og andre, der inddrager unge som cases i deres pressearbejde for at fremme et budskab. Og der er ingen grund til kun at lade anbefalingerne gælde børn og unge. Alle ikke-medievante personer, som stiller op og fortæller deres historie i medierne, har brug for god rådgivning og at de kommunikations-professionelle omkring dem passer godt på dem.

Bagslag og ondskabsfuldheder er altid en risiko

For nylig fik jeg lejlighed til at repetere lektien om, at man skal passe godt på de mennesker, man som en del af et stykke pressearbejde får til at optræde i medierne med deres historie. En af de medvirkende i et morgen-TV-interview blev bagefter fotograferet uden for studiet med sin mand, et lettet smil og…en smøg i hånden. Uh…Det medførte et par sure bemærkninger i Instagram-kommentarsporet, og den pågældende kvinde, som ellers ikke er sådan at hyle ud af den, blev ked af det.
Det skulle jeg selvfølgelig ha’ sagt. Altså ikke kun at rygning kan medføre sure kommentarer på sociale medier, men også at uanset, hvor godt det går og hvor ærlig og rørende éns historie er, kan der være folk, som går til verbalt angreb og journalister/medier, som vil forsøge at vinkle historien negativt efterfølgende.

Det du har på hjerte nu, bliver gemt for evigt

Et nyhedsindslag, en medvirken på morgen-TV eller en optræden i en avis eller magasin-artikel kan googles frem for evigt. Ofte søger medierne efter såkaldt ‘almindelige mennesker’, især hvis de har en meget personlig og rørende historie at fortælle. Det personlige og intime element gør samtidig den medvirkende særligt sårbar overfor de kritiske kommentarer, der kommer efterfølgende. Derfor er det vigtigt, du som pr-professionel har etikken på plads, når du vælger at kontakte medierne med en sådan ”personlig-historie”-case og at du gør dig virkelig umage med at forberede den enkelte på, hvad en sådan medieoptræden kan indebære.

Pas på de nye i medietrafikken

I Børnerådets rapport kan man b.la. læse, at ”[Andre af…] de unge har oplevet, at de slet ikke blev forberedt på, hvad der ventede på den anden side af offentliggørelsen af deres historie. Sofie på 16 år opdagede i løbet af optagelserne, at det potentielt kunne få konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Mikkel på 15 år blev opmærksom på, at der i programmet blev afsløret ting, som forældrene ikke vidste på forhånd. Flere af de unge var frustrerede over, at de ikke var blevet forberedt på, hvilke konsekvenser der kan være, når man fortæller personlige ting til kameraet.”

Så, husk at passe godt på dine cases. Læs evt. de gode råd, som rapporten og dens anbefalinger rummer. De kan umiddelbart overføres på alle aldersgrupper – og her får du lige fem af de vigtigste:

Fem gode råd, når dit pressearbejde implicerer cases

1) Forbered de medvirkende i god tid på datoer og tidspunkter for optagelse og interview, samt hvilke emner der skal tales om.

2) Fortæl de medvirkende, at det kan være en god idé at forberede vennerne [og familien, red.] på, at de fortæller deres historie offentligt.

3) Respekter de unges grænser – undgå at presse de unge til at formulere sig på en bestemt måde for at skabe et bedre produkt.

4) Vær til rådighed for den unge, hvis han eller hun får behov for hjælp og støtte.

5) Gør det klart for de unge, at de skal være forberedt på mange og følelsesladede reaktioner fra omverdenen – både fra de nære relationer og fra fremmede, fx på de sociale medier.

For at vende tilbage til førnævnte case, så var det kun det med cigaretten, som kom bag på os – resten af historien blev modtaget som forventet og fortjent, nemlig positivt og nysgerrigt.

Læs mere:
Der er lavet en række anbefalinger på baggrund af rapporten, dem kan du finde her
Selve rapporten kan du finde her

 

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.