Har I også lagt mærke til det? Man kan ikke bestille en gavebuket på nettet, ta’ en taxa eller sende en pakke, uden – sekundet efter ydelsen er leveret (og nogle gange end da før) – at blive spurgt om, man er tilfreds.

Eller….spurgt og spurgt…man får en automatiseret henvendelse, som beder én bruge tid på at hjælpe virksomheden, som tak for at man har købt deres ydelse! Om der reelt sidder rigtige mennesker bagved et sted og interesserer sig for, hvad man mener, er tvivlsomt.

Lad os tage PostDanmark. Jo mere åbenlyst, de prøver at skræmme deres privatkunder væk med stigende priser og ringere service, des mere komisk bliver deres påtagede interesse for samme kunders ve og vel. Jeg købte for nylig en fødselsdagsgave i en webshop til et familiemedlem i den anden ende af landet. Her kunne jeg så for ekstrabetaling (hvilket er helt ok) vælge den helt særlige ydelse, hvor PostDanmark leverer pakken til modtageren (!), altså di-rek-te på selve modtagerens adresse! Hvilket i dette tilfælde er en rigtig god idé, da en gave jo skal være noget, modtageren bliver glad for at få og ikke et logistisk problem. Ydermere er det for mig at se basisydelsen, når det handler om post: Jeg sender noget og i den anden ende er der én, som modtager det. For PostDanmark er det åbenbart så stort et nummer, at de lige før pakken bliver leveret vil høre, hvad jeg føler og om jeg er tilfreds og om jeg vil anmelde dem på Trustpilot?

Come on, PostDanmark. Det er bare levering af en pakke. På en adresse. Jeg gider ikke bruge tid på det. Det må være meget nemt for jer at finde ud af, om jeres pakker når frem til den rigtige adresse og til tiden? Det bedste I kan gøre for mig som kunde er, at jeg kan regne med I leverer til tiden, at I er nemme at handle med og jeg oplever,  I er til for min skyld/kundernes skyld og ikke for jeres egen. Måske var det her, I skulle lægge jeres kræfter fremfor i Trustpilot-stjerner og pseudo-kundeinvolvering?

Ps. Jeg talte med mit postbud forleden. Hun fortalte, at hundekiksene nu bliver sparet væk, og at de postbude, der vil ha’ hundekiks med rundt, selv skal købe dem. Vil I høre min mening om dét?

 

 

 

 

Share Button