På et tidspunkt, mens jeg holdt pause og prøvede nogle nye veje i livet af, besluttede jeg mig for at droppe sociale medier. Dog lige med LinkedIn som en undtagelse…for tænk nu, hvis jeg igen ville arbejde professionelt med kommunikation, og så havde smidt en stor del af mit netværk ud? Den risiko ville jeg trods alt ikke løbe, og det er jeg glad for i dag. Som med alt her i livet kan det være klogt at forsøge at finde en gylden middelvej.

Pausen er for længst slut. Eller det vil sige, sådan føles det faktisk ikke. For selvom jeg nu arbejder igen, har mit liv en helt anden, rolig kadence. Men, jeg er da kommet tilbage på sociale medier igen. Eller dvs. det er faktisk kun Instagram, jeg er vendt tilbage til. Det er jeg, fordi jeg har savnet at dele fotos fra de svenske skove og mit svenske køkken. Indtil videre er det ren hobby og uden de bagtanker, der jo ofte er, når man som selvstændig erhvervsdrivende bruger sin tid på sociale medier.

Hvordan var det så at komme tilbage på Instagram efter et års pause? Virkelig mærkeligt.

Rollespil og intense kig i kameraet: nej tak

Instagram er et visuelt funderet medie, det vidste jeg jo udmærket godt. Alligevel fik jeg et chok, da jeg igen oprettede en profil og loggede på. Hvem var alle de mennesker, som stirrede på mig, mens de gjorde og sagde ting?  Mens jeg var væk, var der kommet en trend, hvor influencere – både de bitte, bitte små og de helt, helt store – laver små rollespil med sig selv. Nogle, mens de kigger i kameraet, som vi kender det fra studieværter på TV. Familierollespil, motionsrollespil, veninderollespil og hvad ved jeg. Med klip og klap og alskens effekter. Virkelig akavet, synes jeg. Det var værst i begyndelsen, hvor jeg blev fuldstændig overvældet af alle de her blikke, som ville have mig til at se, hvor sjove og afslappede og sunde og altmuligt, de var. Huha….

Hyggeligt indhold, med fokus på færdigheder, eftertanke og god stemning, ja tak

Jeg var lige ved at fortryde…men besindede mig. Hvad var det nu, som fik mig til at komme tilbage? Og hvem var det, jeg savnede? Stille og roligt kom jeg i tanker om profiler, hvis indhold jeg synes var rart og meningsfuldt. Ikke så mange, og der er da stadig plads til flere. Men jeg nyder at følge med i familiemedlemmers, gode venners og tidligere kollegers fritidsinteresser, svenske ombygningsprojekter, seje forretningsdrivende og profiler med gode idéer med inspiration til mad, kager, litteratur, motion og et eftertænksomt liv.

En ramme, som forhindrer tidsspilde

Og hvad så med mit eget indhold. Hvad skulle jeg selv dele? Og hvordan kunne jeg undgå at komme til at sidde med næsen i IG-appen og scrolle løs i det uendelige, mens livet og tiden går? Igen genbesøgte jeg, hvad det var, jeg havde savnet. Nemlig at dele min glæde ved den svenske natur og de køkkensysler, jeg hygger mig med, når jeg er i vores hus i Sverige. Så jeg tog en beslutning om som udgangspunkt kun at dele stories og poste billeder, når jeg er i Sverige. Ligesom jeg har sat en ramme for, hvor meget tid jeg bruger på at hygge mig med andres indhold.  Så nu er Instagram er blevet en pausesnack på linje med mørk chokolade eller en go’ kop kaffe (eller alle dele på én gang ;-)) Det virker faktisk til at fungere fint.

Og lidt om LinkedIn

Siden sommerferien 2023 har jeg arbejdet deltids som kommunikationsrådgiver. Her har jeg været helt utrolig glad for at jeg ikke havde forladt LinkedIn. Det at følge med i andres arbejdsliv og at se, hvad andre kommunikatører, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder deler, har været med til at få mig back-on-track arbejdsmæssigt. Ligesom videndelingen og inspirationen har været et stort plus for min arbejdsglæde. Så LinkedIn er en keeper. Til gengæld vil jeg se, om jeg kan holde mit nye arbejdsliv kørende uden at skulle på Facebook og X. Hvis jeg skal, blive det udelukkende i embeds medfør, for ingen af de medier savner jeg. Vi får se…

Ps. og du er velkommen til at følge mig på Instagram, hvis du er til svenske skove, fred og ro – og temmelig meget eftermiddagskaffe…og på LinkedIn, hvis du er til tanker om professionel kommunikation og det gode arbejdsliv.