Har dit sprog tabt pusten? Kører dine formuleringer og metaforer på repeat? Har du tabt lysten til lege med sproget? Så er førstehjælpen nær – her er 3 tips til at få pustet energi i dit sprog igen.
I rollen som tekstforfatter er det min professionelle pligt at være skriftsprogligt veloplagt. Altid. Det er der jo ingen, der er …men, mange års træning har givet en vis erfaring i, hvad jeg kan stille op, når skriveglæden lader vente på sig og mine tekster slæber sig henad gulvet.
Tre af mine gode råd lyder som følgende:
1 Læs litteratur fra en anden tid
Sproget forandrer sig hele tiden, og der kan være guld at hente ved at tage et hop tilbage i tiden. Det kan være romaner. Digtsamlinger eller gamle tænkere (Søren Kirkegaard er jo altid et besøg værd), men også ældgamle aviser og ugeblade gemmer på sprogligt guld. Hvis du synes, dét er uoverskueligt, så læs et eventyr af H. C. Andersen. Klodshans, Kejserens Nye klæder, Det er ganske vist!, Fyrtøjet eller Den grimme Ælling. Tidløse, veldrejede og underholdende fortællinger på et helt vidunderligt dansk, som ingen taler eller skriver det mere. Og det skal de heller ikke – men inspirerende, det er det! Tag f.eks. Klodshans, en burlesk dannelsesroman i miniature med masser af humor og sprogfinesser. Det vrimler med bogstavrim som ”fin og fingernem” ”og så sang han saa at det skingrede efter” og ”og så blev Klodshans Konge, fik en Kone og en Krone og sad på en Throne”. Den måde Klodshans-teksten gungrer derudaf, forfatterens gøren nar af de tørre og lærde, der bare lirer deres viden af uden sans for målgruppens behov – se, dét er pludder, lige i ansigtet på en uoplagt tekstforfatter
2 Læs litteratur og tekster på et andet sprog
I Cabo de gata (Eugen Ruges roman, som jeg varmt kan anbefale) lærer fortælleren sig spansk ved hver dag gennem adskillige måneder at læse i den samme avis. Det er nok lige at stramme den. MEN: at læse aviser på sprog, du ikke er helt fortrolig med, kan være én måde at få sin sproglige nysgerrighed stimuleret. En anden kan være at læse romaner på originalsproget i stedet for oversættelser. Det kræver selvfølgelig at det er et sprog, du nogenlunde mestrer eller har mestret – ellers bliver det for lektie-agtigt. Men, når først man er inde i rytmen og rutinen er læsning på originalsprog en virkelig berigelse, og altid sjovt det med, når man støder på ord på andre sprog, som ikke kan oversættes 1-til-1 på dansk, plus man kommer til at se sit eget sprog udefra.
3 Skriv de gode citater ned
Jeg har som regel gang i fire-fem notesblokke, hvor jeg skriver drømme (både dem, man drømmer om natten og dagdrømmene), ting jeg skal huske OG – nok vigtigst i denne sammenhæng – vendinger eller længere citater, som jeg falder over i både bøger, aviser og online – eller formuleringer, jeg hører i en lydbog eller en podcast.
Senest har jeg lyttet til den skønne roman af Ia Genberg ”Detaljerne”, hvor jeg spidsede ører over en passage, jeg stadig ikke er færdig med at tænke over. En passage, som både har beriget mig med ordet ”anekdotist” og fået mig til at tænke over den fortællekultur, jeg er vokset op med i min familie. En kultur, hvor vi netop fortæller anekdoter i et væk…uden måske altid at tale ordentligt sammen. Omvendt, så er anekdoterne jo med til at knytte os sammen. Plus det kan være vældig hyggeligt at få frisket de gamle historier op; faren er så måske, at man hænger fast i fortiden…jeg ved det ikke… måske jeg ser med noget mildere øjne på anekdotister, end romanpersonen Niki.
Her kommer citatet:
”Det jeg elskede mest var, at der aldrig var et øjeblik, hvor jeg på forhånd vidste, hvor samtalen med Niki ville føre hen. I modsætning til de fleste mennesker, jeg nogensinde har kendt, fortalte hun sjældent anekdoter med sig selv som helten, eller anekdoter, som hun allerede havde fortalt før, eller anekdoter i det hele taget, eftersom anekdotens natur – med en begyndelse, en midte og en sløjfe – stred mod Nikis krav om absolut autenticitet. Uautentiske mennesker interesserede hende ikke, sagde hun, folk der forstillede sig for andre, som afbrød for at lov til at tale om sig selv, som fortalte, hvordan alt hang sammen, som pralede, som kun åbnede munden, når de var helt sikre, som anstrengte sig for at formulere sig klogt, som kopierede andres synspunkter, som snakkede andre efter munden, som føjede sig, som var enige, selvom de ikke var enige. Anekdotister blev betragtet som intellektuelt uhæderlige, og begik man den fejltagelse at fortælle den samme anekdote flere gange – […] var man ikke velkommen igen. Lige siden mit bekendtskab med Niki har jeg tænkt på anekdoten som en kronisk sygdom, der klæber til en del mennesker, trangen til at fortælle alting som en historie, at lade tilværelsen forme sig i en formel, hvor lytteren skal indfanges og imponeres eller oprøres eller grine med.” (Ia Genberg: Detaljerne: roman, Gads Forlag 2023)
God skrivelyst!