Pauseåret – den ottende måned

Pauseåret – den ottende måned

Her kommer den sidste pausestatus, for pauseåret er ved at være omme. Eller det vil sige: det er lige så stille ved at glide over i en ny hverdag. Med tid til en ny uddannelse som organist, nye kommunikationsopgaver og tid til familien og huset her i Sverige.

Musikstuderende 

Til august starter jeg en ny hverdag op som deltidsstuderende på Kirkemusikskolen i Roskilde. I min undersøgelse af, hvordan et godt og bæredygtigt arbejdsliv kan se ud, når jeg bliver 60, 65 og 70 år, er svaret blevet: organist i Folkekirken. Derfor studierne. Jeg er en habil pianist, synger rent og elsker musik, så udgangspunktet er ikke helt dårligt. Det er mange år siden, jeg har beskæftiget mig med musik seriøst og har øvet mig dagligt, så det glæder jeg mig til igen. Som med alle drømme ved man jo ikke, om de kan bære, før man prøver dem af. Det gør jeg nu.

Kommunikationsrådgiver 

Jeg er også nået frem til, at det er for tidligt og lidt for nonchalant at smide mange års solid erfaring som kommunikatør over bord. Derfor er jeg tilbage bag skrivebordet som selvstændig nogle dage om ugen. Lige nu er jeg i gang med at supplere de gode opgaver og kunder, jeg allerede har, med lidt flere. Fokus er på kommunikationsstrategier, veloplagte tekster, der virker og hvad, der nu ellers er brug for rundt omkring i kommunikationsafdelingerne.

Skriveprojekter 

Jeg har stadig masser af ideer til skriveprojekter, som måske skal realiseres. På et tidspunkt. For eksempel bogen om jobsøgning, måske en bog om pauseåret og måske sange, essays og noveller. Det kommer alt sammen. Når det skal. Hvis det skal. Pausen har vist mig, at det med at skrive fiktion, ikke er noget, jeg brænder nok for. I hvert fald ikke nu. Til gengæld er jeg glad for at blogge og skrive om hverdagen. Så selvom der ikke kommer flere pause-opdateringer, bliver jeg ved at blogge her, når jeg har noget på hjerte.

Sommeren banker på

Nu vil jeg så småt gå i sommerferie-mode. Glæde mig til at endnu et lille barnebarn lander i starten af juli. Glæde mig til blåbærrene, kantarellerne og solnedgangene her i Årnabøke. Til turene på stranden med kaffe og krydsogtværs og svømmeturene i havet. Til samtalerne og måltiderne med gode venner, familien og ikke mindst min kloge, tålmodige mand.

Med andre ord: jeg vil nyde sommeren og det faktum, at pausen ikke forblev en dagdrøm. At jeg holdt fast og gjorde det. Jeg tror faktisk ikke helt, jeg kan sætte ord på hvor taknemmelig, jeg er eller hvad det har betydet for mig

Vi høres ved.

Pauseåret – den syvende måned

Pauseåret – den syvende måned

Så vender jeg kalenderbladet og siger farvel til den syvende pausemåned. Også april var god ved mig, men den var ond ved verden og det bekymrer mig. Det er som om politikerne verden rundt puster til ilden. Det er en underlig fornemmelse at sidde med formiddagskaffen i haven og nyde det blomstrende  kirsebærtræ, og samtidigt spekulere på, om da ikke nogen på en eller anden måde kunne gyde olie på vandene. Vi skal ikke have en verdenskrig. Jeg håber, freden og fornuften sejrer, på tværs af lande, kontinenter, styreformer og kulturer.

Nu til opdateringen, hvor jeg har tre ting på hjerte: pauser er godt for hjernen, en fantastisk læseoplevelse og de nøjsomme dyder.

Hjernen har godt af pauser

Jeg kan konstatere, at hjernen fungerer godt, når den har fri. Jeg klarer hovedregning hurtigere end jeg plejer, jeg når i land med New York Times “Wordle” så godt som hver dag; ligesom jeg morer mig med at ransage min hjerne for alskens engelske ord i Spelling Bee. For mig klare tegn på, at min hjerne trives. Så måske er det ikke kun tænkning og motion, der giver hjernetrivsel, men også pauser og at have god tid. I øvrigt er den slags små quizzer dejlige hverdagsritualer. På New York Times hjemmeside kan man for et meget lille beløb abonnere på deres online quiz-sektion. Jeg indsætter et link allernederst.

Månedens læseoplevelse: The Girl With the Louding Voice


Jeg følger forfatteren Elizabeth Gilbert på Instagram, hvor hun har en bogklub. Månedens bog i marts var Abi Darés ”The Girl With The Louding Voice”, som jeg straks lånte på biblioteket. Den er enestående. Intet mindre end en litterær fuldtræffer. Der er desuden noget befriende i at læse en roman, man ubesværet kan leve sig ind i og tro på, samtidigt med at det ikke er forfatterens egen livshistorie: 100-0 til skrivekunsten, fantasien og kreativiteten! Romanen handler om livstykket Adunni, som vokser op i en lille nigeriansk landsby. Hun mister sin mor, bliver solgt og skal være tredje kone til en ækel gammel mand, men noget går galt. Derfor ender hun som slavearbejder i Lagos. Mere vil jeg ikke røbe.

En unik fortællerstemme

Fortællerstemmen, som bærer romanen, er skrevet på et unikt og til lejligheden konstrueret engelsk, nemlig Adunnis engelsk, som ramte mig lige i hjertet. Det er poetisk, skidesjovt og meget rørende i al sin stålvilje til at ville udtrykke sig med de ord,  de gloser og de livserfaringer, en pige som Adunni har til rådighed. Abi Daré har skrevet en feministisk, humanistisk, humoristisk, rørende og helt igennem fascinerende roman. Det er en bog, som jeg vil anbefale, du læser på originalsproget, for en oversættelse af dén genistreg må været noget af det sværeste, jeg kan forestille mig. Sidst i indlægget linker jeg til et par forfattersamtaler med Abi Daré. Dem kan du glæde dig til.

De nøjsomme dyder

Hele grundlaget for at min pause kunne blive til noget var, at jeg blev sparsommelig. Noget jeg ellers kun har prøvet af være af sur pligt, da jeg var ung. Noget, som jeg altid har syntes var kedeligt. Noget, jeg slet ikke kunne se mig selv i. Det kan jeg nu. Som med alt andet er sparsommelighed en vane. I starten er det svært, og pludselig en dag  er det blevet rygrad. Der er mange, som blogger og skriver om sparsommelighed. Ligesom der er mange youtubekanaler med temaet Frugality.

Jeg tror, hver en sten er vendt. Alligevel får du her mine bedste råd til at få pengene til at strække længere. For der er jo ikke noget herligere end at plage andre med sine erfaringer – og tro mig: Trangen til at hælde sine erfaringer ud over andre bliver ikke mindre med alderen…

Syv gode råd til dig, som vil have mere ud af dine penge

1) Køb klogt ind

Lav indkøbslister ud fra, hvad du er helt sikker på, I faktisk mangler. Hvis du kan overskue det, så lav en ugentlig madplan og køb ind efter den. Køb i det hele taget aldrig ind uden en liste.

2) Bag selv

Bag dit eget brød. Det behøver ikke være noget fint, fancy noget. Bare noget, du kan lide at spise.

3) Du skal vide, hvor dine penge bliver af

Slut hver måned af med at se på, hvad du troede du skulle bruge af penge og hvad du har brugt. Find ud af, om du er tilfreds med den måde, du bruger dine penge på. Lav en plan for, hvordan du kan gøre det anderledes, hvis du er utilfreds. Er der for eksempel noget, du gerne vil spare op til?

4) Gå dine abonnementer igennem

Streamingtjenester, avisabonnementer og det ene med det andet. Der ryger nemt tusind kroner om måneden på diverse abonnementer. Hvilket på årsbasis er rigtig mange penge. Så tjek hvert eneste abonnement og tag stilling til, om du virkelig behøver det.

5) Læs bøger og se film gratis

Lån bøger på biblioteket – både fysisk og online på ereolen. Se film på Filmstriben. Gratis!

6) Sælg de ting, du ikke selv bruger

Her er der to fluer med et smæk. For du får både ryddet op og tjener lidt penge. Selv har jeg solgt diverse småelektronik, jeg ikke mere skulle bruge. Så nu er der én, som optager podcast med godt, billigt startudstyr og en anden kan nyde sit nye pulsur og glæde sig over, det var billigt.

7) Træn din tålmodighedsmuskel

Jeg er selv sådan en, som elsker at læse bøger, lige når de udkommer. Den trang har jeg lært at styre. Andre elsker at være forrest på tøj-beatet eller at have den nyeste telefon. Der er sindssygt mange penge sparet ved at kunne vente til alt det nye er blevet dét, som butikkerne gerne vil af med. Dét, som er godt nu, bliver jo ikke automatisk dårligt, bare fordi, der kommer noget nyt. Eller: sådan kan man i hvert fald øve sig i at tænke.

Oveni i disse syv råd kommer her to almenmenneskelige råd: lad være at sammenligne dig og dét, du har med andre og vær helt og aldeles og fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Det er dit liv, din tid, dine penge!

Vi høres ved om en måned.

Links

New York Times’ spil og quizzer (scroll ned, så ser du alle spillene).

Forfattersamtale mellem Sarah Bower og Abi Daré – om hvordan fortællerstemmen bliver brugt til at gestalte fiktionsuniverset (link til Youtube)

Elizabeth Gilbert i samtale med Abi Daré (Link til Youtube. Denne samtale er meget teknisk udfordret, så den skal du kun se, hvis du i forvejen er fan af Elizabeth Gilbert, ellers tror jeg, man kan blive lidt frustreret).

Pauseåret – den sjette måned

Pauseåret – den sjette måned

Det skal kunne bruges til noget: salmer, surdej og en e-bog om at skrive jobansøgninger

Farvel til Facebook

Lige da Ruslands invasion af Ukraine havde fundet sted, skrev jeg en kommentar til et opslag på Facebook. Det var dirigenten Paavo Järvi, som skulle optræde med et russisk ungdomsorkester, og havde valgt at gennemføre koncerten på trods af invasionen. Hans synspunkt var, at det ikke skulle  gå ud over de unge mennesker, at et barbarisk regime havde valgt at invadere nabolandet. Det var jeg enig i, skrev jeg. Så gik det ellers løs med daglige forsøg på at hacke min Facebookkonto m.m. Hvilket på en måde var godt. Jeg har længe gerne ville ud af det foretagende, og nu fik jeg det sidste lille skub. Jeg er stadig aktiv på Instagram og LinkedIn, og det fungerer som et fint miks for mig.

Salmer og surdej

I sådan en verden, hvor man står i sit køkken eller vågner i sin seng og hele tiden godt ved at andre ikke har et køkken eller en seng mere, og at andre skal leve med tabet af deres børn og børnebørn, venner, slægtninge, forældre, bedsteforældre… i en sådan en verden har man brug for at tænke på noget andet i ny og næ. Ingen kan bære alle verdens byrder selv. Derfor har jeg den seneste måned haft nogle rare projekter, bl.a. salmer og surdej. Salmerne har jeg øvet mig ret koncentreret på. Det er gået op for mig, at mit bløde punkt for salmer handler om to ting: at de er smukke og at det er brugsmusik; de skal synges sammen, og de har en funktion. Det kan jeg godt lide. Så må jeg tage Gud med i købet, ligesom Gud må tage mig med i købet. Sagt med andre ord: jeg overvejer at uddanne mig til kirkeorganist. Forsættelse følger…

Et surdejsbrødSurdejsbagningen kan nøjagtigt det samme som klaverspillet. Her er der dog den bonus, at brugsværdien er dejlig mad. Jeg har taget tilløb i lang, lang tid før jeg begav mig ud i at fodre surdej, strække og folde og rend og hop. For jeg er endt med at lave en noget enklere måde at bage surdejsbrød på, end den, man bliver præsenteret for på sociale medier. Resultatet er stadig godt. Som med alt andet her i livet handler det jo om at finde sin egen vej.

Det skønne ved både at spille musik og ved at bage er, at man er nødt til at holde timingen og koncentrere sig. Man er nødt til at rykke koncentrationen ud af hjernen og ned i hænderne. Det kan noget.

Deltidskommunikatør

Jeg er begyndt at arbejde nogle få timer om ugen. Jeg er dybt taknemmelig over, at døren ind til den gamle verden som selvstændig ikke er lukket, men blot har stået på klem. Det er rart at mærke, at jeg ikke helt er færdig med mit gamle fag. Samtidigt er jeg helt sikker på, at min tid som fuldtidskommunikatør er slut. Jeg vil holde fast i blomstermodellen (den kan du læse om i det forrige blogindlæg) og stykke mit arbejdsliv sammen af mange forskellige komponenter.

E-bog på vej: skriv bedre jobansøgninger

En af komponenterne er e-bøger. Jeg har ellers aset, maset og bakset med nogle noveller. Men må bare sande, at det er noget, jeg udsætter og ikke kan tage mig sammen til. Til gengæld skriver jeg løs og glemmer tid og sted, når jeg skriver om ting, jeg ved noget om; noget, jeg har erfaring med. Noget, hvor jeg reelt tror på, der er læsere i den anden ende. Derfor er jeg i fuld sving med at skrive en e-bog, hvor jeg samler mine gode råd om at skrive jobansøgninger. Jeg har desuden indsamlet en række gode råd og erfaringer fra andre dygtige mennesker. Det bliver godt. Jeg håber at have den klar inden sommerferien. Skulle du være i den situation, at du søger job og skal til jobsamtale, kan du allerede nu læse mine gode råd til, hvordan du forbereder sådan én.

Pausen er dér, hvor du møder dig selv

Ud over at skrive bogen, får jeg også lært, hvordan man udgiver en e-bog. Så ved jeg dét, når jeg skal skrive bogen om at holde pause senere på året. Det sjove ved den her pause er, at jeg har lært nye ting og måske da især, at jeg slet, slet ikke er færdig med at ville lære nyt. Måske er det faktisk noget af det rigtig fine ved at have god tid: at man for alvor møder sig selv.

Vi høres ved om en måneds tid.

 

 

 

 

Pauseåret – den femte måned

Pauseåret – den femte måned

Så fik vi gjort has på februar – en kold, våd og blæsende omgang. Hvor jeg for en gangs skyld næsten ikke har været i Sverige, men det er jeg nu. En iskold, klar og solrig martsmorgen. De svenske morgennyheder handler – som de danske – om krigen. Om atomtruslen. Om historien. Om klimakrisen. Verden har fået en krig mere. Som om krigen og alle de medmennesker, som har mistet alt i Syrien, ikke var rigeligt. Eller Afghanistan, Palæstina, Yemen, Myanmar og alle de andre konfliktområder, hvor menneskeliv ikke bliver regnet for noget mod udemokratiske kræfters magt og våben. Krigen i Ukraine fører oprustning, trussel om atomkrig og ufattelig lidelse med sig. Det er ikke til at bære. Jeg håber og tror, at lyset vinder, selvom det lige nu er alt, alt for mørkt i verden. Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, det kommer til at tage lang tid og koste mange menneskeliv og alt, hvad der følger af krig. Derfor er hjertet tungt.

Her kommer opdateringen fra den femte pausemåned.

Når dét, du troede var en bro, viser sig at være vejen

I begyndelsen af februar gik det op for mig, at hvis jeg virkelig trimmede mit forbrug, så kunne jeg holde fri resten af året. Så pauseåret ville blive ikke bare tolv, men femten måneder. Den slags tanker tyder jo på, at den her måde at leve på, passer mig godt. Derfor har en anden tanke også ulmet. For hvad, hvis det her ikke bare er en pause, men en ny måde at leve på? Hvad nu, hvis jeg på den ene side kunne holde fast i at have et lavt forbrug, og på den anden side kunne skaffe de penge, jeg har brug for, ved at lave forskellige ting, jeg synes er sjove og meningsfulde? Altså som en ambition? Så tegnede jeg en blomst…

Pengeblomsten

En illustration af en pengeblomstForestil dig en blomst, sådan som børn tegner dem. Med en midte og så fem-seks blomsterblade. Inde i midten står det beløb, jeg har brug for, for at leve nogenlunde sådan, som jeg lever nu. Hvert blad udgør en pengekilde. Nogle af dem kender jeg allerede, f.eks. at skrive gode tekster og rådgive andre om, hvordan man kommunikerer troværdigt. Andre er på idé-stadiet. Det eneste jeg ved er, at de ikke skal foregå siddende på en stol, mens jeg kigger ind i en skærm og klaprer løs på et tastatur, sådan som jeg gør lige nu. Men måske skal de handle om at undervise i litteratur, bruge min musikalitet, min fantasi, mit omsorgs-gen, min glæde ved madlavning og husholdning, mine glæde ved at finde på, planlægge og arrangere ting, min glæde ved at føle, jeg bidrager til at trække verden et bedre sted hen – hvad ved jeg. Alt dét, som har været ”i vejen” i et ”normalt” arbejdsliv, men som er en vigtig del af den, jeg er og det, jeg kan.

Jeg hygger mig med at vide at blomstermodellen er den model, jeg gerne vil bruge resten af mit lange arbejdsliv på at udvikle og forfine.

Den nye vej

Haha….”Den nye vej”… det lyder som sådan noget farveladeagtig, religiøs propaganda med lavt lixtal og stor patos. Men altså: pausen, som skulle være en bro mellem min gamle livsform og min nye livsform, går måske simpelthen stille og roligt hen og bliver min nye livsform. I perioder kan jeg nøjes med nærmest ikke at arbejde, som jeg gør nu, i andre perioder, kan jeg arbejde mere. I nogle perioder, vil der være fuldt knald på kreative projekter, i andre perioder er det arbejdsprojekter, familieprojekter, frivilligt arbejde, politisk arbejde eller gør-det-selv-projekter, som er i fokus.

Forbruget bliver for evigt sat på så lavt blus som muligt sammen med ønsket om at leve så bæredygtigt som muligt og ønsket om altid at have god tid til familien og til bare at være.

Det nye, jeg har lært er at passe bedre på de penge, jeg har og endnu bedre på den tid, jeg har. Jeg har lært, at jeg kan være virkelig sparsommelig, og at der er en helt særlig glæde og frihed ved at klare sig for meget få penge. Jeg har lært, at dét at være autentisk, til stede og ærlig OG at have det godt med dét, er det sværeste og vigtigste job, jeg nogensinde får.

Tips til gode bøger, film og podcasts.

Før jeg slutter for denne gang får du nogle anbefalinger fra månedens (gratis) kulturforbrug:

Bog: Meritokratiets tyranni

Hvis duForside af Meritokratiets Tyranni vil øge din forståelse af, hvorfor Trump vandt i USA og hvorfor han måske kan gøre det igen, så læs Michael J. Sandels ”Meritokratiets tyranni – hvor blev der af det fælles bedste?”. Den er udkommet på Informations forlag, jeg lånte den på biblioteket. Forlaget introducerer bogen med disse ord: “I Meritokratiets tyranni viser Michael J. Sandel, hvordan præstationssamfundet genererer overmod hos de allerede velstillede og hård fordømmelse af dem, der er ladt tilbage. Ifølge Sandel må vi gentænke den fælles forståelse af succes og fiasko, som er fulgt med globaliseringen og den stigende ulighed. Meritokratiets tyranni tilbyder en alternativ måde at tænke succes på. En, som også skeler til held, som inspirerer til ydmyghed og solidaritet, og som anerkender værdien i al slags arbejde.”

Jeg skriver måske mere om den senere. Lige nu er jeg nået til side 151. Jeg kan sige så meget, at den er god og at den rammer en undren, jeg altid har haft. For hvorfor skal os med de lange uddannelser ha’ den store løn oveni den gave, en lang uddannelse er? Hvorfor er det finere og mere værd at arbejde med penge og ord end med mennesker? Hvorfor er omsorg et ord, som er ved at  glide ud af det danske sprog og vores virkelighed? Er vi ved at være der, hvor det er uværdigt at have brug for omsorg? Hvorfor er menneskeværd defineret ud fra, hvad vi kan yde? Hvorfor får vi egentlig ikke bare lige meget i løn, alle sammen?

Grin bare, men jeg synes faktisk det er værd at filosofere over. Selvom jeg kæmper mig langsomt gennem bogen, er det fedt med nogle filosofiske bog-vitaminer.

Film: Life of Ivanna

Den her film er så vild. Ivannas historie, hvor hun bliver gravid som helt ung teenager, uden helt at have styr på, at det kan man blive, over hendes dagligdag som ung mor til fem i et lillebitte mobilt slæde-hyttetelt på den sibiriske tundra, mens vinteren og blæsten river og slider udenfor. Og mens den livsform, som Nenet-folket har haft gennem generationer er ved at uddø. Se den, og du vil aldrig glemme den.

Du kan se en trailer her. Jeg så filmen på svensk TV Play, men jeg ved ikke lige, hvor du kan se den i Danmark, desværre er den ikke på Filmstriben endnu. Instruktøren hedder Renato Borrayo Serrano. Ham kan man også finde nogle fine interviews med på Youtube.

Podcast: Spørg Agnes Wold

Jeg hørte tilfældigt et afsnit af podcasten “Fråga Agnes Wold”.  En podcast hvis formål er at aflive sundhedsmyter og svare på alskens spørgsmål om sundhed og trivsel. Nu er jeg igang med at høre alle afsnittene.
Agnes Wold er professor i klinisk bakteriologi. Hun er typen, som frygtløst be’r de unge tage fødderne ned fra sædet i bussen og så har hun en befriende No Nonsense tilgang til livet.  Udsendelserne kræver, at du kan følge med på svensk og at du kan rumme, at her er en kvinde, som er 100% ligeglad med hvad andre tænker…for hun ved, hun har ret 😉 Studieværten Christer Lundberg giver hende godt modspil, og det er virkelig hyggelig og lytteværdig radio. Skuldrene ryger ned, og jeg morer mig over hver udsendelse.

Over at jeg hoppede på den limpind, at dét, vi spiser skulle betyde så uendeligt meget for, hvor længe vi lever. Over at vi skulle have brug for at spise alle mulige vitaminpiller og kosttilskud. Over at det skulle være videnskabeligt bevist, at vi skal gå 10.000 skridt om dagen for at være sunde. Over at “sidde stille skulle være det nye rygning.” Hahaha… Livet bliver enklere, når man vedtager, at nu spiser vi det, vi har/har lyst til/har råd til og så rører vi os det, vi kan og har lyst til og så må helseindustrien finde sine kunder og indtægter et andet sted. Du får link til dagens udsendelse her.

Pauseåret – den fjerde måned

Pauseåret – den fjerde måned

Så er den fjerde pausemåned gået og den er gået godt. Jeg er virkelig langt nede i gear og kan slet, slet ikke forstå det tempo, jeg kørte i for et halvt års tid siden. Den her pausestatus har jeg hygget mig med at skrive her i det svenske hus; hvor stormen Malik rasede uden at gøre nogen skade. Det er vi meget, meget taknemmelige over. Det ser også ud til at vinteren er ved at slippe sit tag. Vi får se …

Eftertanke og gode grin

Sovjetistan

Januar er blandt andet gået med at læse og se film. For eksempel gik jeg igen ombord i norske Erika Fatlands fascinerende Sovjetistan. Jeg skiftede til lydbogen (via biblioteket) , så jeg kunne få lidt fra hånden, mens jeg lyttede.

Det er vildt at få indblik i samfund, hvor menneskeliv ikke repræsenterer en værdi i sig selv, men er brikker i regimets magtspil og hvor det enkelte menneske har så lidt indflydelse på sine egne livsmuligheder.

Det er ikke en bog, man skal læse lige før sengetid. Det er grumme menneskeskæbner, der rulles op. Antallet af tabte menneskeliv på bekostning af diktatorers storhedsvanvittige drømme er helt absurd. Men jeg kan varmt anbefale den.

Hvor kragerne vender

I den mere humoristiske afdeling har jeg set instruktør Lisa Jespersens debutfilm fra 2021 “Hvor kragerne vender” (Jeg lejede den på Blockbuster). En film om en ung kvindes tilbagevenden til alt det, hun er flygtet fra. Filmen giver et godt og følsomt indblik i den helt særlige splittelse og rodløshed, som flytningen fra provinsen til storbyen kan føre med sig.

Min eneste anke er, at den sine steder læner sig lidt for meget op ad klichéerne, som når Bodil Jørgensen igen-igen skal være gæv og ærlig slider-kvinde fra landet. (Det er castingen, og ikke Bodil Jørgensens præstation, jeg tænker på her, for Bodil Jørgensen er en stjerne). Jeg kan varmt anbefale filmen; der er både gode grin og noget at tænke over.

Glæden over at få ordnet de små ting

En af de rigtig gode ting ved at holde pause er, at jeg får ordnet en masse små ting, jeg ellers altid liiiige får udskudt. I et års tid, har der været hul i min højre vinterfrakke-lomme, hvilket er upraktisk, hvis man f.eks. har puttet sin nøgler eller betalingskort i lommen. Hullet i lommen er nu historie. Det tog 10 minutter at fikse.

I over 10 år har den tegning af Kafkas barndomshjem, som jeg fik af børnenes farmor, da jeg blev færdig med mit litteraturstudie, stået i en krog i kælderen med knækket frontglas. Nu har jeg købt en ny ramme, flyttet billedet over i den og hængt det op i entréen.

Jeg har fået tømt dybfryseren for sommerens bær og kogt både hindbær- og blåbærmarmelade. Alt sammen små ting, men også ting, som kræver overskud at få fikset, hvis det samtidigt skal være hyggeligt og ikke bare overlevelse. Ligesom livet. Det skal også helst være hyggeligt og ikke bare overlevelse.

 

At blive voksen og bevare barnet i sig selv

Selvudvikling – skal man virkelig blive ved med det?

For nogle år siden havde jeg en lang periode, hvor jeg seriøst mente, at nu måtte det være slut med selvudvikling for mit vedkommende. Ud fra devisen, at hvorfor var det altid mig, som skulle lave mig om? Var det ikke ligesom de andres tur??
Den indstilling har pausen for alvor fået bugt med. Jeg øver mig i ikke at blande mig i ting, som ikke kommer mig ved. At blive på min egen banehalvdel. At passe min egen tallerken. At gå i min egen side af vejen. Kært barn har mange navne! Det er virkelig svært, og der er basis for forbedring. Jeg øver mig også i at være ærlig over for mig selv og i at sige min mening stille og roligt til folks ansigt. Når jeg bliver spurgt, vel at mærke. Lige så svært.

Balancen har udviklingspotentiale

Jeg giver heldigvis også mig selv lov til at lege. Det er fedt at   give plads til fantasien og barnlighed i positiv forstand. Her er den to-et-halvt-årige helt perfekt selskab. Forleden byggede vi en lang Brio-togbane, som vi skiftedes til at prøve at gå på line på. Jeg var seriøst ved at dø af grin over, hvor dårlig min balance var. Lad mig sige det sådan, at hvis gulvet havde været vand, havde mine sokker været plask-sjask-våde. Så nu vil jeg ha’ togskinnerne liggende noget tid, så jeg kan øve mig i at gå på line.

Det var ordene for denne gang. Vi høres ved igen om en måneds tid

PS.

I starten af året fortalte jeg om min pause til Line Reehs podcast ”Endelig Mandag” – du kan høre episoden her.

Jeg har også medvirket som en blandt mange kilder til Hakon Mosbechs artikel på Zetland ”Vi siger op som aldrig før” – den kan du lytte til eller læse her.

 

Pauseåret – den tredje måned

Pauseåret – den tredje måned

2021 er ved at rinde ud og det er tid til en lille pause-status – den tredje af slagsen.

December har været som decembre plejer at være: den starter med ”Hvad?! Er det allerede jul??” og slutter med ”Hov, hov…er det allerede nytår? Hvor blev december af??” 😉
Jeg har nydt at have fri i december og har haft god tid til at tænke over, hvilke juletraditioner, jeg kan lide og hvilke, jeg gerne vil udfase. Jeg elsker at være sammen med andre om at synge, quizze og tilberede og nyde julemad i alle mulige afskygninger. Til gengæld er julefrokoster, julegaver til voksne og alt for mange regler juleaften ikke lige mig. Men, dette blogindlæg skal ikke handle om juletraditioner, men om tid. En valuta, som vi jo hver især ikke aner, hvor meget vi har til rådighed af, og som netop derfor er vigtig at passe rigtig, rigtig godt på.

Så her kommer tre gode råd til at passe bedre på din tid.

1. Arbejder du eller holder du pause?

Jeg sidder og skriver i stuen

Pomodoro-uret har ringet til pause, og det er tid til et kig op for at nyde vinterudsigten over gårdspladsen

En af de måder, jeg får mere ud af min tid på nu, er at bruge pomodoro-teknikken. Altså at man skiftevis arbejder f.eks. 25 minutter og holder pause 5 minutter, og at det er uret, som styrer tiden. Jeg bruger det både til arbejdstekster som f.eks. oplæg og pressemeddelelser og til kreative skriveprocesser som sangtekster eller dette blogindlæg. Jeg har også brugt det til praktiske opgaver, jeg ikke kunne tage mig sammen til, f.eks. oprydning af kælderen. For mig har teknikken betydet, at jeg får lavet mere på kortere tid og med større arbejdsglæde.
Teknikken er også genial, hvis man skulle komme i den situation, at man sidder med en opgave, man ikke kan overskue at komme i gang med. For når først uret er sat igang, kan man jo ligeså godt få bestilt noget.
Brug stopuret i din telefon eller brug en af de hjemmesider, som findes – eller et godt gammeldags æggeur. Du vil blive overrasket over, hvor fedt, det er at veksle mellem enten at knokle eller at dovne, OG hvor meget mere, du får lavet. Hvis ikke du kender teknikken, er det let at google sig klogere.

Pomodoro-teknikken vinder også indpas på arbejdspladser

Og ja, ja. Jeg ved godt, det ikke helt er så let, hvis man deler kontor med andre eller har et job, hvor man ikke lige kan rive to timer ud til en runde pomodoro. Men, nogle arbejdspladser eksperimenterer faktisk med metoden, blandt andet som en måde at gøre arbejdsugen kortere på. Det kan du f.eks. læse om her i blandt andet Pernille Garde Abildgaards bog ”Brænd hamsterhjulet – guide til et lykkeligt arbejdsliv”.

 

2. Hold fast i dine tænkepauser

Brænde

Et lille udsnit af en stor brændestak. Det er ikke mig, som har kløvet eller slæbt, må jeg hellere lige varedeklarere 😉

Nu skal det jo ikke blive for effektivt det hele. Noget af det, jeg virkelig har lært ved at holde pause er, at den tid, hvor man ikke skal noget, og hvor tankerne bare kan flyve frit, er guld værd.

Det er dér, ideerne kommer. Det er der, man tænker nyt. Det er der, man får afstand til sine vanetanker og pludselig kan se en ny løsning på et gammelt problem. Nogle går ture, andre løber. Nogle kløver brænde, andre stabler det. Nogle tager lange brusebade, andre kan lide at luge ukrudt, feje eller støvsuge.

Den slags pauser har en meditativ karakter, og jeg er sikker på de er livsnødvendige for at vi som mennesker trives. Så hold godt fast i dine tænkepauser og sørg for, at der altid er plads til dem i din kalender.

 

 

 

3. Lær kunsten at sige nej

Jeg ved ikke lige helt, hvordan ”ja, det vil jeg da gerne” blev min default-indstilling. Måske fordi, det var det nemmeste at sige. Måske fordi folk blev så glade, og jeg følte mig som et rart, overskudsagtigt menneske, når jeg sagde ja. Eller måske fordi, jeg altid havde travlt, og ikke var i kontakt med, hvad jeg egentlig selv havde lyst til. Resultatet af at være dårlig til at sige nej var, at jeg aldrig syntes, jeg havde tid til de ting, der virkelig betød noget for mig. Er det noget, du kan genkende? Hvis ja, så læs videre.

Du må ikke gøre dig selv ked af det for at please andre

Heldigvis har jeg fået ændret default-indstillingen til “Det skal jeg lige tænke over”. Ligesom jeg har fået en ny leveregel. Nemlig, at jeg ikke må gøre mig selv ked af det for at please andre. En leveregel, som har gjort det så meget lettere at stoppe op, tænke efter og give mit ærlige svar.
Der er meget gemt i den leveregel. At tage sig selv og sine behov alvorligt for eksempel. Det er også en leveregel, som gør det meget nemmere at forstå, anerkende og respektere andre menneskers nej’er: for ingen har jo lyst til at forlange af andre, at de skal slå knuder på sig selv og gøre sig selv kede af det for at gøre os tilpas, vel? Det nemmeste er selvfølgelig, når der er samklang og alle vil samme vej. Sådan er det bare ikke altid i familier, i venskaber og på arbejdspladser.

Ærlighed er befriende

Så er det godt at kunne sige nej og at gøre det på en ordentlig måde. Som en god veninde sagde til mig, så huskede hun altid sig selv på at være taknemmelig over, at andre mennesker ønskede hendes selskab. Det er godt at huske. At være taknemmelig over de invitationer, man får. Også selvom de måske handler om noget, man ikke har lyst til at deltage i. Hvad enten det så er en forældrebestyrelsespost, en firmaudflugt med bowling og karaoke eller en familiefest med overnatning i en spejderhytte. Dit nej handler om, at der er noget, du hellere vil bruge din tid på. Dit nej kan kombineres med taknemmeligheden over, at andre mennesker faktisk gider dig. Når det så er sagt, så ved jeg godt, det er svært at skuffe andre, Men hellere dét end at bruge sin tid på at skuffe sig selv.

Nogle bruger hvide løgne, det gider jeg ikke mere. Det er så befriende bare at sige ”Tusind tak for invitationen, men det er ikke lige mig, så jeg springer over denne gang.” Ligesom det er så skønt at kunne sige “Ja tak, det vil jeg rigtig gerne”, når jeg faktisk mener det og ikke af misforstået pligtfølelse.

Godt nytår

Hvis du har hængt på helt til slutningen, kære læser, vil jeg sige tusind tak for din tid og ønske dig og dine kære et godt og lykkebringende nytår.

Juleferien her i Sverige har været så smuk i år, at det næsten ikke er til at forstå. Sne, høj sol og dyb frost.