10 ting, du (måske) ikke vidste om Sverige

10 ting, du (måske) ikke vidste om Sverige

Så går det snart løs med valget i Sverige. Og mens jeg går heroppe i de svenske skove og lytter til svenske valgdebatter, læser svenske aviser og taler med de svenske naboer, slår det mig, hvor mange fine, sjove og sigende facts om Sverige, de danske medier ikke får med.

Jeg kan ikke genkende påstanden om at man ikke ”må” tale om integrationsproblemer og for mig er ”svenske tilstande” ikke et skældsord. Jeg bliver ked af det, når danske medier som f.eks. TV2  i sin valgdækning påstår, at svenske partiledere ikke vil tale om bilafbrændingerne, som har hærget landets større byer her op til valget. Et indslag, som DR’s Detektor heldigvis kastede sig over, for jo, i Sverige taler man – også partilederne – selvfølgelig om bilafbrændingerne. TV2-artiklen er muligvis blevet fjernet nu, i hvert fald er det ikke lykkes mig at finde den.

Med ønsket om et godt valg den 9. september er her 10 ting om Sverige, du måske ikke vidste…og som er med til at tegne billedet af vores naboer i det Fjällhöga Nord.

 

1 Alle børn får mad i skolen                   

Børnene i alle svenske skoler får frokost eller lunch, som det jo hedder her. (Frukost er morgenmad!). Skolemaden er en integreret (og gratis) del af skoletilbuddet. Mad og ernæring betragtes som et fundament for læring og som en naturlig del af skolens ansvar. Der er løbende kritik af og debat om madens kvalitet – men set udefra virker det som en grundpille i den svenske folkeskole.

2 Det vilde dyreliv

Jeg har kun set spor efter lodjur i skoven, men glæder mig til den dag, jeg får et glimt af dette smukke dyr i virkeligheden. Foto: Shutterstock

Bor man som jeg i en svensk skov, er det meget tydeligt at dyrelivet er et helt andet end hjemme i Danmark. Vildsvinene kratter skovbunden (og markerne!) op, lodjuret (lodsen) sætter sine spor på skovvejene. I det nordlige Sverige har de brune bjørne for ikke at tale om landets mange elge,  som selvom de er fredelige, jo ER store, når man sådan møder dem 1-til-1 på svampejagt. Selv er jeg mest fascineret af lodsen/lodjuret, som jeg endnu kun har set spor af – håber at komme til at se det i virkeligheden en dag. Lodsen skulle angiveligt hænge byttedyr/odsler i træerne, for at ha’ kødet for sig selv. Så hvis man en dag på vandreturen pludselig ser et dødt rådyr i et træ, ved man hvorfor 😉  Jeg tror i øvrigt, det betyder noget for mentaliteten (men ikke hvad), at naturen omkring én er uden for ens kontrol.

3 I Sverige betaler du for at gå til lægen

En konsultation hos lægen koster i omegnen 150 svenske kroner, den såkaldte patientafgift, som også findes på en lang række andre ydelser i sundhedsvæsenet. En del besøg er undtaget fra kravet om betaling, f.eks. hvis man er gravid og går til svangre-undersøgelser ligesom mammografi-undersøgelser, smear-tests osv. er undtaget for brugerbetalingen.
Patientafgifterne bliver fastsat af regionen og det ser ikke ud til at være noget, den brede befolkning stiller spørgsmålstegn ved og det virker heller ikke som om, det har været et emne i valgdebatten.

4 Fra venstre- til højrekørsel i 1967

Det var først i 1967, lige præcis for 51 år siden i dag (3. september) at svenskerne – på den såkaldte H-dag – omlagde al trafik fra venstre- til højrekørsel, så de kørte i samme retning som resten af landene på det europæiske fastland. En folkeafstemning om emnet i 1955 resulterede i at 83 % af befolkningen stemte nej. Men, 10 år efter i 1965 besluttede Riksdagen nu alligevel at lægge trafikken om. En enorm og kompliceret øvelse, som gik glat og som kostede, hvad der dengang svarede til 1 mia. danske kroner.

Informationsfilm med skønne stemningsbilleder fra Stockholm anno 1967: https://stockholmskallan.stockholm.se/post/19051

5 Man kan flytte en hel by

Kiruna – minebyen langt mod nord – er i færd med at bliver flyttet. Foto: JoeBreuer / Shutterstock.com

Sverige er blevet rige på deres jernmalm – og byen Kiruna i Norbotten i det nordligste Sverige hviler på malm-miner. Eller dvs. det gør den så ikke, for byens underlag er blevet så ustabilt, at man har besluttet sig for at flytte byen. Igen et gigantisk koordineringsprojekt, som man kun kan beundre.

6 Her er (næsten) alle træhuse røde

I Sverige er hovedparten af træhusene på landet malet med den såkaldte Rødfarve. Foto: Privat.

Alle kender det klassiske, svenskrøde træhus med hvide vinduesrammer. Jeg har altid synes, det var ret vildt, at man fra nord til syd i mange hundrede år har været enige om at træhuse er røde OG at det er samme røde kulør, man bruger.
Rødfarven, som farven og malingen hedder, har været anvendt i Sverige siden 1700-tallet. Pigmentet, Fe2O3, kommer fra kobberminerne ved Falun og rødfarve består af pigment, vand og mel – men i dag er det kun nørder, som står og blander farven selv. Rødfarve kan købes i malerbøtter som al anden maling. Ud over at det ser smukt ud, har rødfarven også en vis træbeskyttelses-effekt.

6 Her hørmer osten ikke

Den, som ikke har smagt en hjemmebagt, svensk Västerbottenpaj har virkelig noget godt tilgode. Foto: Privat.

I Sverige har man ikke tradition for oste af danbo-typen, som i Danmark. Eller sagt på en anden måde: her hørmer osten ikke! Svensk ostetradition er bl.a. influeret af schweiziske ostemestre. F.eks. er den svenske Herrgårdsost meget lig Emmentaler med sin milde, nøddeagtige smag, sødme og store huller. Og den, som ikke har smagt en svensk Västerbotten-tærte (Västerbotten-paj), har virkelig noget godt til gode. Västerbotten-osten er fuldt på højde med de bedste, franske og italienske oste og Västerbottenpajen er fast ingrediens til den traditionsrige kräftskivan (krebsegilde).

7 Her sultede dele af befolkningen for 100 år siden

I 1917, under første verdenskrig, led svenskerne under mangel på fødevarer. Både på grund af handelsbarrikader, da de trods neutralitet blev betragtet som tyskervenlige og fordi producenterne valgte at eksportere fødevarer, da det gav større fortjeneste end at sælge det på hjemmemarkedet. Manglen på mad ledte til oprør nedefra – de såkaldte hungerkravaller – hvor tusindvis af især kvinder marcherede og demonstrerede i såvel Stockholm, som i mange større byer landet over. Det er vildt at tænke på, at for kun 100 år siden fandtes der mennesker, som måtte blande bark i melet for at drøje det og at der var folk, som reelt sultede. OG at demokratiet i Sverige for 100 år siden ikke var færdigudviklet, da kvinderne endnu ikke havde stemmeret. Det fik de først i 1921.

TV-serien Bye Bye Sverige handler om den svenske udvandring især i starten af 1900-tallet. Foto: SVT’s hjemmeside.

I starten af 1900-tallet pegede flygtningepilen i øvrigt den anden vej, ud af landet: Ca. 1,3 million svenskere emigrerede på grund af mangel på mad og muligheder. Serien Bye Bye Sverige kan varmt anbefales, hvis du vil have en realistisk og humoristisk skildring af denne periode i svensk historie.

8 Alle kreaturer i Sverige kommer på græs

Hvis man var ko, ville man nok hellere bo i Sverige end i Danmark. For her siger loven, at køer SKAL på græs i sommerperioden. Reglerne blev dog lempet i 2016, så perioden ikke behøver være sammenhængende – men ud, det skal de!

I Sverige skal køerne på græs i sommerhalvåret – og det er lovpligtigt. Foto: Shutterstock

9 Skov er big business

Første gang man oplever, at en af de skove man plejer at gå tur igennem eller kører igennem, er blevet fældet, rub og stub, bliver man lidt chokeret. Indtil man forstår at her i landet er en skov det samme som en kornmark. Man planter den, passer og plejer den, og når skoven er moden, høster man den. I stedet for et halvt år tager det bare 25, 50, 75 eller 100 år før man kan høste. Noget træ går til tømmer, noget til papir og noget til flis. Og når ”marken er mejet” har skovejeren pligt til at plante nye træer. I 2016 eksporterede Sverige skovprodukter for 127 mia. svenske kroner og eksporten af træprodukter udgør rundt regnet 11 % af den samlede eksport.

Skovdrift er i det hele taget en meget fascinerende størrelse – se f.eks. naboens nye skovmaskine, som minder om en slags hightech dinosaurus.

10 Nationalretten er tacos – i hvert fald lidt endnu

Når de svenske familier skal fredagshygge (den såkaldte fredagsmys) er det ikke kötbullar med mos, som kommer på bordet, men et udvalg fra Santa Marias Tex-Mex hylde i supermarkedet suppleret med kød, grønsager og måske hjemmelavet guacemole. Alle rundt om bordet kan fylde deres tacos, som de vil – og selvom trendforskere mener, at retten er på vej ud, har vi stadig til gode at se en trend, der kan slå svenskernes elskede tacos af banen.

 

Fredagsmys (fredagshygge) i Sverige er ofte lig med tacos. Pressefoto fra Santa Maria.

 

 

Medier og meningsmålinger

Medier og meningsmålinger

Så havde vi balladen igen i forbindelse med valget i USA. Meningsmålingerne sagde ét – virkeligheden sagde noget andet. Os, som fulgte medierne og de meningsmålinger, de har købt for at kunne lave deres nyheder, gik rundt og troede, at Hillary Clinton ville vinde. Imens vidste andre, som faktisk kender virkeligheden, at det ville hun ikke. F.eks. skrev Michael Moore denne forudsigelse af valgresultatet allerede i sommers.

Det efterlader os mediebrugere med en række spørgsmål, nemlig:

  • Hvornår blev det almindeligt, at mediernes dækning af et valg handlede om at forudsige resultatet i stedet for at dække kandidaternes politik?
  • Hvornår besluttede medierne, at det ikke mere er deres rolle at hjælpe os borgere med at træffe velovervejede valg på baggrund af viden og oplysning, men i stedet at lege spåkoner og showmasters?
  • Hvornår blev det normalt, at virkeligheden kun kan beskrives journalistisk, hvis den splittes op i rød og blå, venstre og højre, rig og fattig osv.?

De kommende dage vil redaktører og journalister rundt omkring sikkert reflektere over deres egen rolle. Og meget hurtigt vil langt de fleste vende tilbage til business as usual, hvor nyheder = ”ny undersøgelse/meningsmåling viser”. Og hvor dækning af valg og politik mere ligner hestevæddeløbets “hvordan går hvem frem og tilbage” end en afdækning af den politiske substans og af, hvad kandidaterne står for – politisk.

George Orwells 1984: Om nysprog og dets giftige virkning!

George Orwells 1984: Om nysprog og dets giftige virkning!

George Orwells roman 1984 blev i foråret genudgivet på Forlaget Gyldendal. En sprogligt støvet, men evigt vedkommende, satire om livet og døden i et etpartisystems-samfund. Bogens efterskrift, Hovedreglerne for Nysprog, beskriver, hvordan magthavere bruger sproget til at få deres vilje med. Læs den og få fornyet din motivation til at give modstand til dem, som vil udøve magt ved hjælp af syndebuk-strategier, nationalisme og indskrænkning af frihed og demokrati.

Sprog er magt

Der findes to slags mennesker: dem, som forstår, at måden vi taler om verden, samfundet og hinanden på har betydning – og dem, som siger, at det er noget intellektuelt fis. De sidstnævnte er som regel politikere og magthavere, der mere eller mindre bevidst benytter nysprog til at fremme deres dagsorden med. Eller intellektuelle dovendidrikker, som ikke orker at gå op imod strømmen, selvom de godt ved, den er gal.

Formålet med nysprog er kort og godt at fremme sin ideologi, få magten og at udrydde modstanden mod ens projekt. Det gøres ved at man – via tjenstvillige massemedier og statsadministration – lancerer nye betydninger af konkrete ord og fortrænger gammelkendte betydninger.

 

Ud med gammeltænkerne

George Orwell går i Hovedreglerne for Nysprog i kødet på denne helt særlige form for sproglig magtudfoldelse. I romanen bliver de, som ikke accepterer nysproget, kaldt for gammeltænkere. Og man hiver tæppet væk under det værdisæt, disse gammeltænkere står for, ved at tømme deres sprog for indhold:

”Som vi allerede så det med ordet fri, blev ord, der tidligere havde haft en kættersk betydning, somme tider bibeholdt af praktiske grunde, men naturligvis kun efter at være blevet renset for alle uønskede hentydninger. Utallige andre ord som for eksempel ære, retfærdighed, moral, internationalisme, demokrati, videnskab og religion var simpelthen hørt op med at eksistere. Nogle få, vage udtryk dækkede dem alle, hvilket i virkeligheden ville sige, at de var blevet afskaffet. Alle ord, der grupperede sig om begreber som frihed og lighed, indeholdtes for eksempel i det ene ord tankeforbrydelse, medens alle de ord, der grupperede sig om begreberne objektivitet og rationalisme indeholdtes i ordet gammeltænkning.”

Et fænomen, vi kender for tiden, hvor folk, der f.eks. er aktive i forhold til at hjælpe flygtninge med at falde til, bliver kaldt pladderhumanister, og hvor f.eks. arbejdet for at fremme et mere miljøskånsomt landbrug bliver kaldt for miljøtyranni.

Gi’ nysproget modstand!

Kampen om at lykkes med at få så mange som muligt til at bruge nysproget er afhængig af, at vi – du, jeg og særligt journalister – bliver døve over for nysproget og dets manipulative kraft. Modgiften er at være på vagt over for nysproget og at insistere på at oversætte det til gammelsprog.

Af nysproglige begreber, jeg selv insisterer på at oversætte til gammelsprog er f.eks.:

Bæredygtigt landbrug:

Interesseorganisation, hvis formål er at bevare dansk landbrug, som det er med sprøjtegift, dyremishandling og masser af økonomiske tilskud. Forsøger at skjule dette ved at bruge fjendens, nemlig økologerne og ”miljøtyrannernes” [nysprog for miljøforkæmpere] begreb: bæredygtig.

Dansker:

Formelt et spørgsmål om f.eks. statsborgerskab/om man har et dansk pas, uformelt om man føler, man er dansk. Højreradikale kræfter kæmper for at ændre dette til et spørgsmål om race og hudfarve samt til særlige spisevaner (gris) og klædedragter (ikke tørklæder).

Fjumreår:

Ifølge en artikel i Metroxpress var det Bertel Haarder som anvendte ordet første gang i 1989 i forbindelse med en SU-reform. I dag bliver det brugt som nysprog i stedet for den gammelsproglige term, sabbatår.

Kontanthjælpsloft:

Beløbsgrænse for mennesker, der modtager penge fra det offentlige uanset om de kan leve af beløbet. Vi kender jo alle et loft og ved, at det er bare noget der er der, og som når først det er bygget, er svært at hæve. Lofts-metaforen skal give beløbsgrænsen et præg af nødvendighed, naturlighed og neutralitet – for et hus skal jo ha’ et loft – ligesom der skal være en grænse for, hvor mange penge folk må få uden at nogen bliver misundelige. Eller noget. (Og nej, jeg mener ikke at folk bare skal ha’ i pose og i sæk, men ordet velfærds-bund var måske bedre.)

Miljøtyranni:

Esben Lunde Larsens nysproglige betegnelse for ventrefløjspolitikere, som ønsker at skåne miljøet og bevare diversitet i både flora og fauna. Begrebet har til formål at reducere disse politikeres projekt til en ensidig og usaglig hadkampagne mod landbruget.

Normalisering:

Gammelsprog for at indskrænke f.eks. løn eller frihed. Bl.a. brugt i forbindelse med afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftaler. Begrebets ærinde er at udstille lærernes gamle ordning som unormal og dermed få skabt en forståelse i den brede befolkning af at lærerne var en unormalt privilegeret befolkningsgruppe, som – hvilket alle vel kunne se var rimeligt – nu skulle til at leve som alle os andre.

Nem-id:

For at få borgere, der oplever at nem-id er svært eller som har prøvet f.eks. at anvende Nem-id til virksomheder til at føle sig dumme, tage skylden på sig selv og opgive at klage, har man valgt at kalde adgangs-systemet nem-id, for hvem kan ikke finde ud af noget, som er nemt? Men okay, her er der i lige så høj grad tale om, at man bare har valgt et dårligt navn. Som en klog kollega sagde, burde det ha’ heddet Smart-id eller Sikker-id, da det jo er dét, det handler om – og ikke om at det skal være nemt.

Effektivisering, justering, genopretning m.fl.:

Nysproglige begreber, som dækker over besparelser og nedskæringer. Målet er at omdefinere nedskæringen til noget positivt og nødvendigt, fremfor det de fleste umiddelbart forstår ved en nedskæring, nemlig at det, der skæres ned, bliver ringere end det var før.

Fortsæt selv listen – og mor’ dig med at træne dine gammeltænknings-kompetencer 🙂

Vil du vide mere om nysprog?

Læs 1984 samt dens efterskrift, køb den f.eks. hos Gyldendal (og spring Per Stig Møllers gabende kedelige forord over).
Eller læs Victor Klemperers “Det Tredje Riges sprog – en filologs notesbog” om hvordan den tyske propagandamaskine i 1930’erne og frem slog sit tag i befolkningen via sproget. Herfra stammer bl.a. følgende citat: ”ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel…”

Opdatering 25. januar 2017

Efter at Donald Trump er tiltrådt som præsident i USA, boomer salget af “1984” – forhåbentlig kan bogen gøre sit til, at dem, som tror, de kan bruge deres magt til at lyve en alternativ virkelighed frem, ikke vinder på lang sigt.

Pas på dine cases – de er nye i medietrafikken

Pas på dine cases – de er nye i medietrafikken

I foråret udgav Børnerådets ekspertgruppe rapporten ‘Hele Danmark sidder og ser med – børn og unge som mediecases’. Her deler børn og unge erfaringer fra deres medvirken i artikler og dokumentarprogrammer. Rapportens anbefalinger er henvendt til medier, organisationer og andre, der inddrager unge som cases i deres pressearbejde for at fremme et budskab. Og der er ingen grund til kun at lade anbefalingerne gælde børn og unge. Alle ikke-medievante personer, som stiller op og fortæller deres historie i medierne, har brug for god rådgivning og at de kommunikations-professionelle omkring dem passer godt på dem.

Bagslag og ondskabsfuldheder er altid en risiko

For nylig fik jeg lejlighed til at repetere lektien om, at man skal passe godt på de mennesker, man som en del af et stykke pressearbejde får til at optræde i medierne med deres historie. En af de medvirkende i et morgen-TV-interview blev bagefter fotograferet uden for studiet med sin mand, et lettet smil og…en smøg i hånden. Uh…Det medførte et par sure bemærkninger i Instagram-kommentarsporet, og den pågældende kvinde, som ellers ikke er sådan at hyle ud af den, blev ked af det.
Det skulle jeg selvfølgelig ha’ sagt. Altså ikke kun at rygning kan medføre sure kommentarer på sociale medier, men også at uanset, hvor godt det går og hvor ærlig og rørende éns historie er, kan der være folk, som går til verbalt angreb og journalister/medier, som vil forsøge at vinkle historien negativt efterfølgende.

Det du har på hjerte nu, bliver gemt for evigt

Et nyhedsindslag, en medvirken på morgen-TV eller en optræden i en avis eller magasin-artikel kan googles frem for evigt. Ofte søger medierne efter såkaldt ‘almindelige mennesker’, især hvis de har en meget personlig og rørende historie at fortælle. Det personlige og intime element gør samtidig den medvirkende særligt sårbar overfor de kritiske kommentarer, der kommer efterfølgende. Derfor er det vigtigt, du som pr-professionel har etikken på plads, når du vælger at kontakte medierne med en sådan ”personlig-historie”-case og at du gør dig virkelig umage med at forberede den enkelte på, hvad en sådan medieoptræden kan indebære.

Pas på de nye i medietrafikken

I Børnerådets rapport kan man b.la. læse, at ”[Andre af…] de unge har oplevet, at de slet ikke blev forberedt på, hvad der ventede på den anden side af offentliggørelsen af deres historie. Sofie på 16 år opdagede i løbet af optagelserne, at det potentielt kunne få konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Mikkel på 15 år blev opmærksom på, at der i programmet blev afsløret ting, som forældrene ikke vidste på forhånd. Flere af de unge var frustrerede over, at de ikke var blevet forberedt på, hvilke konsekvenser der kan være, når man fortæller personlige ting til kameraet.”

Så, husk at passe godt på dine cases. Læs evt. de gode råd, som rapporten og dens anbefalinger rummer. De kan umiddelbart overføres på alle aldersgrupper – og her får du lige fem af de vigtigste:

Fem gode råd, når dit pressearbejde implicerer cases

1) Forbered de medvirkende i god tid på datoer og tidspunkter for optagelse og interview, samt hvilke emner der skal tales om.

2) Fortæl de medvirkende, at det kan være en god idé at forberede vennerne [og familien, red.] på, at de fortæller deres historie offentligt.

3) Respekter de unges grænser – undgå at presse de unge til at formulere sig på en bestemt måde for at skabe et bedre produkt.

4) Vær til rådighed for den unge, hvis han eller hun får behov for hjælp og støtte.

5) Gør det klart for de unge, at de skal være forberedt på mange og følelsesladede reaktioner fra omverdenen – både fra de nære relationer og fra fremmede, fx på de sociale medier.

For at vende tilbage til førnævnte case, så var det kun det med cigaretten, som kom bag på os – resten af historien blev modtaget som forventet og fortjent, nemlig positivt og nysgerrigt.

Læs mere:
Der er lavet en række anbefalinger på baggrund af rapporten, dem kan du finde her
Selve rapporten kan du finde her

 

 

 

Er det en ekspert, der taler?

Er det en ekspert, der taler?

Eksperterne er alle vegne i medierne, hvor de kommenterer på alt mellem himmel og jord. Og ligesom det er mediernes fornemste opgave at være troværdige (!), er det vores opgave som forbrugere at tage de mediekritiske briller på. For, hvordan kan man egentlig vide om det faktisk er en ekspert, der taler? 

Hvis du kan svare ja til de første fire spørgsmål og nej til de to sidste….så er eksperten højst sandsynligt ekspert!

  1. Har personen en relevant uddannelse, som vedrører det emne, hun taler om? Eller har personen arbejdet med emnet over mange år?
  1. Udtaler personen sig om ét snævert emne (og kun det), eller udtaler hun sig både om fx børneopdragelse, EU-politik og iværksætteri? I så fald skal der nok være et af de emner, hvor personen ikke er ekspert.
  1. Har personen skrevet en bog? Det er altid et godt tegn – med mindre hun selv har udgivet bogen! I så fald kan eksperten være ekspert i selvudgivelse af bøger, men nok heller ikke så meget andet.
  1. Siger personen noget, som du ikke selv kan regne ud blot ved at bruge din sunde fornuft?
  1. Kommer eksperten fra en organisation, som beskæftiger sig med/har særlige interesser på det område, eksperten udtaler sig om? Her skal du være opmærksom på, at interesseorganisationer, banker og tænketanke ikke kan betragtes som eksperter, selvom de ofte bliver brugt sådan. De kan godt have specialiseret viden, men man skal bare vide, at de bruges af deres arbejdsgiver til at fremme deres mål. De skal derfor pr. definition betragtes som leverandører af partsindlæg, ikke som uvildige eksperter.
  1. Hedder eksperten Lars Hovbakke Sørensen eller Martin Thorborg? Spøg til side. Men det skal siges, at de to har udtalt sig om næsten alt mellem himmel og jord. Og så kan man vælge at tro, at det er fordi, de ved noget om næsten alt, eller…Dog skal det retfærdigvis siges, at Martin Thorborg er meget ærlig omkring sin ekspert-status, f.eks. siger han i videoen her, at han er blevet brugt som ekspert i hvad som helst, hvilket han selv finder “dybt latterligt”.

 

 

Esben Lunde Larsens nysprog: velkommen til det sort/hvide Omvendtslev!

Esben Lunde Larsens nysprog: velkommen til det sort/hvide Omvendtslev!

Den havde du nok ikke set komme, hva? At et indremissionsk træhoved fra Stauning skulle blive en af landets dagsordensættende kommunikatører? Altså ud over at have en toppost i samfundet, nu som landbrugets maskot og minister.

Som kommunikatør er Esben Lunde Larsen en mester i vende verden på hovedet ved hjælp af sit særlige nysprog. Et begreb, som stammer fra George Orwells roman-dystopi ‘1984’. Her er ”newspeak” et værktøj, den totalitære stat bruger til at hjernevaske borgerne med.

Alt er vendt på hovedet
Esben Lunde Larsens nysproglige greb består i at vende det hele på hovedet og at male sort til hvidt. Det handler om at udradere plads til nuancer og gøre alt til en kamp mellem det gode og det onde; Gud og Djævlen om man vil. En taktik, der går smukt hånd i hånd med mediernes opskruede tempo og behov for simple forklaringer og gode one-liners – se bare, hvordan det kører for Trump i USA.

Esben Lunde Larsens verdensbillede er sort/hvidt – her kæmper fornuften overfor tyranniet. Men polerne er vendt om, så dét vi normalt opfatter som godt, dæmoniseres og nedgøres og dét, vi normalt opfatter som ondt, er det gode og det ægte.

Modstanderne er tyranner
I et debatindlæg fra 2006 (Der er langt fra Venstre til Dansk Folkeparti, Kristeligt Dagblad, 18.10.2006), skriver Esben Lunde Larsen bl.a. ”Tankegangen, der ligger bag Grundlovens tilblivelse, er, at alle mennesker er født lige, og at de derfor også bør have lige andel i ledelsen af landet og i landets goder. Forståelsen af ligeværd, som den blev formuleret i naturretten i 1700-tallet, udviklede sig til et politisk program: liberalisme. Liberalismen troede på en idealstat, hvor al magt udgik fra borgerne, og hvor fornuften ville sejre over tyranniet. Desværre var virkeligheden en anden, og mangt en kupmager havde vist, at fornuft ikke havde forrang for tyranniet. ”

Det vilde er så, at dét Esben Lunde i sin samtid definerer som tyranniet er mennesker, der mener, at dét at acceptere homoseksualitet er en del af billetten til at lede et moderne demokrati og mennesker, der – i øvrigt på et videnskabeligt grundlag – mener, at naturen ikke kan holde til mere kvælstofudledning.

Tyranni-tricket er ikke nyt
Han tager helt enkelt ordet tyranni og sætter det på sine modstanderes sag. I tilfældet ”miljøtyranni” gøres landbruget til de gode, hvis frihed Esben kæmper for – i kamp mod de onde miljøforkæmpere, der vil stække friheden.

Begrebet tyranni er virkelig voldsomt. Tyranvælde bekrives i ordbogen som grusom og undertrykkende magtudøvelse; det at have herredømmet over noget. (denstoredanske.dk) Ved at dæmonisere modparten på denne måde og trække fronterne så hårdt op, lukker han desuden muligheden for en konstruktiv dialog. For tyranner, dem behøver man ikke gå i dialog med, vel?

Teknikken er ikke ny. Se f.eks. citatet her, som stammer fra et debatindlæg af Esben Lunde Larsen i Berlingske Tidende fra oktober 2004:

Man kan være enig eller uenig med Buttiglione [kommisær, som mener at homoseksualitet er en synd), men at tvinge ham af posten, fordi han ytrer sig om et religiøst betinget standpunkt, der ikke lige falder i de Radikales eller socialisternes smag, det er da netop at bombe basale menneskerettigheder som ytringsfriheden tilbage til Middelalderen.

Endnu en gang har vi set de Radikales værdirelativisme, der tydeligt bærer præg af fine ord, men som omsat i handling er meningstyranni, hvor der kun er plads til tolerance, men ikke ægte frisind.

Her bliver det helt logiske krav om, at EU-kommissærer skal stå på mål for EU’s værdier, til et meningstyranni som ifølge Esben vil ”bombe (..) ytringsfriheden tilbage til Middelalderen”’.

Hvilket jo i virkeligheden er dér vi havner, hvis religiøst formørkede mennesker får for meget magt.

Vær på vagt!
Så vær på vagt, det er farligt, det nysprog. Og det skal have kvalificeret modspil, særligt i medierne. For bagom den næsten underholdende venden-alting-på-hovedet-retorik ligger en ”vision” om, at vi kan skrue tiden tilbage; en vision båret af værdier, som er uforenlige med dét, de fleste forstår ved frisind, tolerance og videnskab.

Dét fandme uhyggeligt, du!