af Regine Wowk | jun 20, 2024 | Kommentar
Jamen, du er jo professionel kommunikatør? Så kan du da ikke bare dingledangle derudaf på sociale medier, som du har lyst til? Du skal da gøre det samme, som du anbefaler dine kunder og klienter? Altså strategi, planlægning og masser af godt, forproduceret indhold?
Nej, det skal jeg ikke. For hvis der er noget, jeg er modstander af, så er det kognitiv dissonans. Som i den følelse, der opstår, når man mere eller mindre bevidst gør noget andet end dét, som flugter med ens værdier. Og for mig er det en værdi at lytte og at være ærlig. Derfor har jeg besluttet mig for at tage en periode, hvor jeg fokuserer på at lytte og tænke. En holde-mere-kæft periode. En periode, hvor jeg udelukkende skriver mine egne opslag og indlæg, når jeg virkelig har noget på hjerte og ikke kan lade være. (Altså ved siden af alt det jeg skriver som professionel ordsnedker – det er en anden snak og ingen kognitiv dissonans dér: jeg er stadig vild med at hjælpe andre med at få sat de rigtige ord på deres tanker og budskaber ligesom jeg morer mig med at skrive klummer for f.eks. Akademikerliv.)
Men, jeg vil ikke spilde tid mere med at føle, at jeg SKAL skrive så og så mange opslag her og der for at være med i gamet. Eller for at bruge en aktuel metafor: gøre mig synlig på banen for at få bolden. Jeg har altid fået nye kunder ved at møde nye mennesker i det virkelige liv. Jeg har altid haft det bedst, når jeg kunne mærke, at dét jeg brugte min tid på, gav mening. Jeg hader pligtkommunikation. Desuden synes jeg, jeg er blevet for dårlig til at lytte og for dårlig til at tage ny viden ind. Så resten af året vil jeg fokusere på at blive bedre til at lytte til de andres samtale på sociale medier, holde op med at føle mig selvforpligtet til at poste opslag på LinkedIn hver fjortende dag. Ligesom jeg vil droppe den dårlige samvittighed over at poste så sjældent her på bloggen.
Så må vi se, hvordan dét bliver. Godt, håber jeg.
af Regine Wowk | dec 6, 2023 | Kommentar
Mens jeg holdt min selvbetalte og fine pause fra mit arbejdsliv, blev jeg kontaktet af et søgende menneske, jeg ikke kendte, men som spurgte til, hvordan jeg havde grebet det med pausen an. Om jeg bare havde sagt op og så gået i gang med at holde fri? Uden at kende vedkommende, var jeg klar over, at her skulle jeg lige bruge lidt tid. For hvis der er noget, jeg ikke vil opfordre nogen til, så er det bare at sige op, uden at have en plan. En pause skal efter min mening ikke være en hovsa-beslutning. Ingen sover godt, hvis ikke de ved, hvordan de skal betale deres regninger eller er totalt forvirrede. Vi havde en god dialog. Ganske rigtigt viste det sig, at her var et menneske, som var virkelig frustreret i sit arbejdsliv og som bare ikke kunne holde tanken om at skulle blive i det nuværende job ud. Jeg anbefalede vedkommende at kontakte sin fagforening for at få hjælp og inspiration til et jobskifte, og så at vente med at holde pause til det blev et positivt tilvalg.
Vi vil jo alle sammen gerne være unikke og specielle, men er det sjældent. Heller ikke mig. For bl.a. her på LinkedIn kan jeg se, at opslag af typen ”jeg har sagt mit job op og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal, men jeg starter lige med at holde fri” dukker op jævnligt; ligesom min egen pauseannoncering gjorde i sin tid. Er du en af dem, som overvejer, om det måske er noget for dig med sådan en pause? Så får du her mine tre bedste råd.
Spar op
Som sagt: en usikker økonomi er verdens dårligste sovepille. Så hvis du drømmer om at kunne holde fri i længere tid, så lav en opsparing med det formål for øje. Min konto hed ”frihedskontoen”, og i lang tid var det kun mig og banken, som vidste, at den fandtes. Jeg er ellers typen, som altid kommer til at dele alt for meget og snakke alt for meget om mig selv. Faren med alt det snak er, at man nogle gange næsten tror, man har trænet eller skrevet eller gjort rent bare ved at tale om det. Her var målet så vigtigt for mig at jeg simpelthen ikke turde dele det med nogen før jeg havde sparet op.
Kend dig selv
Det er vigtigt, at du kender dine grunde. Hvorfor vil du holde fri? Husk at det menneske, det er lettest at lyve for her i verden er dig selv. Jeg vidste helt fra jeg var omkring 40 og mine børn var teenagere, at mine eneste store drømme her i tilværelsen var at kunne holde fri en lang periode, og at have et godt klaver. Der var således omkring 10 år fra den erkendelse til jeg holdt pausen og jeg var så sikker, som jeg nogensinde har været på noget, på at jeg gjorde det rigtige. Sådan behøver du jo ikke at have det. Men brug noget tid på at fundere over, hvad dine behov og grunde er.
Formuler dine udfaldsrum
En dag lige op til at pausen skulle gå i gang, spurgte jeg min mand, hvad han mente om alt det her pausehalløj. Han sagde: ”Jo…det…Hvad tror du, der sker bagefter?” Et virkelig relevant spørgsmål at stille til sin livspartner. Det fik mig til at spidsformulere fire mulige udfaldsrum, som lød (citeret fra mine noter):
- At søge et job, som ligner det jeg har, men i cykelafstand
- At blive selvstændig konsulent igen og aldrig arbejde mere end 25 timer om ugen
- At tage en ny uddannelse
- At starte et nyt arbejdsliv, hvor jeg tager vikariater/midlertidige stillinger fra tid til anden og ellers lever så billigt, jeg kan og prøver at få så meget fri, jeg kan.
Jeg kan afsløre, at jeg efter et års pause brugte et år på løsning 3, men erkendte, at jeg en ny uddannelse ikke var vejen for mig. Nu stortrives jeg med løsning 2.
For mig var den pause noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alligevel vil jeg gerne advare mod pauseromantik og at gå på pause uden at have tænkt økonomi og fremtidsplaner igennem.
Jeg håber, overstående råd kan hjælpe dig med at finde ud af, om du skal holde pause.
af Regine Wowk | nov 30, 2023 | Kommentar
Så er det blevet tid til årets – måske – sidste blogindlæg. Hvis jeg var typen, som skrev titlerne op på alle de bøger, jeg havde læst i løbet af året; eller som kunne huske alt, hvad jeg havde læst; så kunne det være sjovt at skrive en komplet ”årets bøger”-liste. Men så struktureret eller godt huskende er jeg ikke. Men apropos struktur og hukommelse, så kan jeg i tilbageblik se, at der har været tre gennemgående temaer i min læsning og lytning i år: at tænke, at tænke kritisk og at blive bedre til at tænke sig om.
Tanke-læsningsbølgen startede med bogen ”Kort og godt – om kritisk tænkning” af Mads Haahr Andersen, som jeg helt tilfældigt stødte på i foråret. En fin og overskuelig bog, som giver gode modhager, når man skal forholde sig til dagens nyhedsstrøm, meningsdannere og politikeres verdensbilleder og allervigtigst: ens eget verdensbillede og de værdier og beslutninger, det hviler på. Især i en tid, hvor personlige anekdoter, følelser og hobbyvidenskab bliver formidlet på linje med den ægte vare aka videnskab.
Gå dine tankevaner efter i sømmene
Den lille bog om kritisk tænkning gjorde mig endnu mere nysgerrig på, hvordan vi tænker og på forholdet mellem følelser og tanker. Et emne, som jeg i løbet af i år har fået belyst blandt andet ved at lytte til Morten Münsters podcast ”Adfærd”. Hvor særligt afsnittet med Nina Werner om Selfcompassion hjalp mig med sætte ord på den transformation, jeg har foretaget i mit arbejdsliv. (Jeg snuppede i øvrigt hendes bog som lydbog, den kan også anbefales – se listen til allersidst). Som helt kort handler om, at jeg nu øver mig i at sende frygten på lossepladsen (jeg har altid motiveret mig selv med frygten for at falde igennem) til fordel for glæden ved at yde et godt stykke arbejde – og glæden over, at jeg faktisk kan arbejde. Ligesom afsnittet med Sally Khallash om at træffe bedre beslutninger bliver ét, jeg kommer til at genbesøge. I det hele taget er alt det med at gruble og f.eks. digte historier om, hvad andre mon tænker, noget frygteligt spild af tid. Her har podcastserien ”Detox din hjerne” også været inspirerende; især afsnittet ”Har du dårlige tankevaner” kan anbefales.
Du kan ikke få andre til at skifte mening, men du kan interessere dig for dem
I løbet af året blev jeg også klar over, at jeg gerne ville læse Daniel Kahnemans klassiker: ”At tænke – hurtigt og langsomt”. Som jeg stadig er i gang med, for der er forskel på at lynlæse en hurtig håndbog eller høre en podcastepisode, og så at dykke ned i en fagbog; sidstnævnte kræver tid, koncentration og ro – det satser jeg på at få i juleferien. I samme boldgade som ”At tænke – hurtigt og langsomt” er Adam Grants ”Tænk igen”. Her er især afsnittene om, hvordan man rent faktisk får folk til at skifte mening, noget af det mest indsigtsfulde, jeg længe har læst. Du kan læse en kort version af emnet her. Ja, faktisk er jeg slet ikke færdig med at tage det ind. For det viser sig at være langt mere komplekst og dog så enkelt, det med at ville overbevise andre: man kan ikke få andre mennesker til at ændre holdning, men med nysgerrighed og empati kan man – muligvis – motivere dem til at gentænke deres holdninger. Så er det op til dem selv, om de vil ændre dem. Det er jo en indsigt, som også betyder, at man er nødt til at tænke politik på en ny måde. Ikke mindst mediedækningen af politik. Der er nok at tænke over her. For hvis jeg siger “politik”, så er “empati” og “nysgerrighed” nok ikke lige de ord, du først kommer til at tænke på, vel?
Bach, orgel og skønlitteratur
Det var lidt om, hvad jeg har læst og lyttet til i år. Nå, ja. Så er der selvfølgelig også Johan Sebastian Bach, som ifølge Spotify er min absolutte favoritkomponist, hvilket er helt korrekt. Men det mest aflyttede stykke musik i år er den her helt vidunderlige version af salmen ”Til dig alene, Herre Krist”. Det stykke musik rører mit hjerte hver gang, jeg hører det – og jeg drømmer stadig om at kunne spille den på orglet. Skønlitteratur har det haltet gevaldigt med – selvom jeg i perioder er en læsehest, også i den boldgade. Jeg tror, det hænger sammen med at jeg igen er begyndt at arbejde. Så bliver skønlitteraturen forvist til ferierne, mens jeg bruger fag- og brugslitteraturen til at skærpe mig med. Hvilket er åndssvagt. For jeg ved, jeg bliver en meget bedre tekstforfatter, når jeg læser. Ligesom jeg elsker at blive taget i hånden af en sikker fortæller. Årets skønlitterære oplevelse var uden tvivl Kjell Westös Tritonus; han skriver så levende, så rørende og så humoristisk, at det er en ren nydelse. Og nu jeg tænker over det: jeg vil bruge december på at lave en læseliste til 2024 med flere gode forslag til romaner. Jeg har allerede nogle reservationer liggende på biblioteket, bl.a. Signe Amtofts ”Det ordner sig: rejsedagbog fra en islandsk sommer” og Helle Helles ”Hafni fortæller”.
Bøgerne, som nævnes i blogindlægget er:
Kort og godt – om kritisk tænkning
Af Mads Haahr Andersen
Dansklærerforeningens Forlag, 2023
Fra selvkritik til self compassion – lær at behandle dig selv som en ven og vend præstationsstress, lavt og selvværd og depression.
Af Nina Werner
Forlaget Klim, 2020
At tænke hurtigt og langsomt
Af Daniel Kahneman
Lindhardt og Ringhof, 2013
Tænk igen – kunsten at vide, hvad du ikke ved
Af Adam Grant
Content Publishing, 2021
Tritonus
Af Kjell Westö
Forlaget Gutkind, 2020
Det ordner sig: rejsedagbog fra en islandsk sommer
Af Signe Amtoft
Lindhardt og Ringhof, 2023
Hafni fortæller
Af Helle Helle
Forlaget Gutkind, 2023
af Regine Wowk | nov 21, 2023 | Kommentar
På et tidspunkt, mens jeg holdt pause og prøvede nogle nye veje i livet af, besluttede jeg mig for at droppe sociale medier. Dog lige med LinkedIn som en undtagelse…for tænk nu, hvis jeg igen ville arbejde professionelt med kommunikation, og så havde smidt en stor del af mit netværk ud? Den risiko ville jeg trods alt ikke løbe, og det er jeg glad for i dag. Som med alt her i livet kan det være klogt at forsøge at finde en gylden middelvej.
Pausen er for længst slut. Eller det vil sige, sådan føles det faktisk ikke. For selvom jeg nu arbejder igen, har mit liv en helt anden, rolig kadence. Men, jeg er da kommet tilbage på sociale medier igen. Eller dvs. det er faktisk kun Instagram, jeg er vendt tilbage til. Det er jeg, fordi jeg har savnet at dele fotos fra de svenske skove og mit svenske køkken. Indtil videre er det ren hobby og uden de bagtanker, der jo ofte er, når man som selvstændig erhvervsdrivende bruger sin tid på sociale medier.
Hvordan var det så at komme tilbage på Instagram efter et års pause? Virkelig mærkeligt.
Rollespil og intense kig i kameraet: nej tak
Instagram er et visuelt funderet medie, det vidste jeg jo udmærket godt. Alligevel fik jeg et chok, da jeg igen oprettede en profil og loggede på. Hvem var alle de mennesker, som stirrede på mig, mens de gjorde og sagde ting? Mens jeg var væk, var der kommet en trend, hvor influencere – både de bitte, bitte små og de helt, helt store – laver små rollespil med sig selv. Nogle, mens de kigger i kameraet, som vi kender det fra studieværter på TV. Familierollespil, motionsrollespil, veninderollespil og hvad ved jeg. Med klip og klap og alskens effekter. Virkelig akavet, synes jeg. Det var værst i begyndelsen, hvor jeg blev fuldstændig overvældet af alle de her blikke, som ville have mig til at se, hvor sjove og afslappede og sunde og altmuligt, de var. Huha….
Hyggeligt indhold, med fokus på færdigheder, eftertanke og god stemning, ja tak
Jeg var lige ved at fortryde…men besindede mig. Hvad var det nu, som fik mig til at komme tilbage? Og hvem var det, jeg savnede? Stille og roligt kom jeg i tanker om profiler, hvis indhold jeg synes var rart og meningsfuldt. Ikke så mange, og der er da stadig plads til flere. Men jeg nyder at følge med i familiemedlemmers, gode venners og tidligere kollegers fritidsinteresser, svenske ombygningsprojekter, seje forretningsdrivende og profiler med gode idéer med inspiration til mad, kager, litteratur, motion og et eftertænksomt liv.
En ramme, som forhindrer tidsspilde
Og hvad så med mit eget indhold. Hvad skulle jeg selv dele? Og hvordan kunne jeg undgå at komme til at sidde med næsen i IG-appen og scrolle løs i det uendelige, mens livet og tiden går? Igen genbesøgte jeg, hvad det var, jeg havde savnet. Nemlig at dele min glæde ved den svenske natur og de køkkensysler, jeg hygger mig med, når jeg er i vores hus i Sverige. Så jeg tog en beslutning om som udgangspunkt kun at dele stories og poste billeder, når jeg er i Sverige. Ligesom jeg har sat en ramme for, hvor meget tid jeg bruger på at hygge mig med andres indhold. Så nu er Instagram er blevet en pausesnack på linje med mørk chokolade eller en go’ kop kaffe (eller alle dele på én gang ;-)) Det virker faktisk til at fungere fint.
Og lidt om LinkedIn
Siden sommerferien 2023 har jeg arbejdet deltids som kommunikationsrådgiver. Her har jeg været helt utrolig glad for at jeg ikke havde forladt LinkedIn. Det at følge med i andres arbejdsliv og at se, hvad andre kommunikatører, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder deler, har været med til at få mig back-on-track arbejdsmæssigt. Ligesom videndelingen og inspirationen har været et stort plus for min arbejdsglæde. Så LinkedIn er en keeper. Til gengæld vil jeg se, om jeg kan holde mit nye arbejdsliv kørende uden at skulle på Facebook og X. Hvis jeg skal, blive det udelukkende i embeds medfør, for ingen af de medier savner jeg. Vi får se…
Ps. og du er velkommen til at følge mig på Instagram, hvis du er til svenske skove, fred og ro – og temmelig meget eftermiddagskaffe…og på LinkedIn, hvis du er til tanker om professionel kommunikation og det gode arbejdsliv.
af Regine Wowk | sep 27, 2023 | Kommentar
Af Nina Azoulay og Regine Wowk
Et godt presserum er ikke kun for store virksomheder og internationale koncerner. Tværtimod kan det være også være en virkelig god hjælp for små og mellemstore virksomheder, når det handler om branding og synlighed i medierne. For med et professionelt presserum sikrer I, at virksomhedens ansigt udadtil altid er imødekommende og venligt, døgnet rundt. I sparer tid og undgår stressede situationer. Ligesom I øger sandsynligheden for, at jeres historie er nem for journalisten at gå videre med i en tidspresset hverdag.
Selvom der er gode grunde til, at presserummet altid bør være opdateret og let tilgængeligt, støder vi ofte på presserum, som bærer præg af, at det er et stykke tid siden, der sidst har været en kommunikationsmedarbejder forbi.
Her er de tre mest almindelige fejl, vi som kommunikationsrådgiver og journalist støder på i virksomheders presserum.
Fejl nr. 1: Uaktuelle, kedelige fotos – eller måske slet ingen fotos
Gode fotos er et must, uanset om din virksomhed optræder meget (eller gerne vil optræde) i pressen eller deltage i den offentlige debat. Gode fotos øger sandsynligheden for omtale. I nogle tilfælde er det direkte afgørende for, om der overhovedet kommer omtale.
Mange medier har faste formater, hvor en illustration er et krav. Samtidig er journalisterne presset på tid og har ikke altid mulighed for at ringe rundt for at skaffe billeder. Det er ærgerligt at gå glip af potentielt god omtale eller muligheden for at deltage i debatten alene på grund af et manglende billede.
Når det handler om direktionen og talspersoner, er de gode portrætfotos vigtige. Det kan gøre en stor forskel, hvis I f.eks. deltager med debatindlæg og kronikker, for her er jeres direktør eller talspersoner jo bogstaveligt talt jeres ansigt udadtil. Situationsbilleder eller produktbilleder hører også til i ethvert professionelt presserum. For hvis medierne skal omtale jeres event eller jeres nye produkt, skal vi se dét og ikke virksomhedens direktør eller logo.
Og husk også: Det er ikke nok, at billedet er godt. Det skal også være tilgængeligt til download i høj opløsning, så det kan bruges på tryk i en avis eller et magasin, og så journalisten kan få fat i det, selv om den er fem minutter over fyraften.
Fejl nr. 2: Forældede kontaktinfo
Så snart der er nye folk i ledelsen, skal deres navn og titel fremgå af presserummet (sammen med portrætfotoet). Så snart der er nye talspersoner, skal deres kontaktinfo også fremgå. Hvis I har flere personer, som udtaler sig, eller som har hver deres fagområde (det kan f.eks. være en boligrådgiver og en investeringsekspert henne i bankverdenen, eller en biolog og en geolog ovre i natur- og udelivet), så er det oplagt præsentere dem i presserummet. Det sparer både journalisten og virksomheden tid, at man kan tage direkte fat i rette vedkommende – eller i hvert fald ved, hvem man skal tale med, så man kan forberede sig grundigt, inden man så eventuelt taler med kommunikationsmedarbejderen.
Nogle steder, f.eks. i mange kommuner, foretrækker ledelsen at alle henvendelser fra pressen går via presseafdelingen. Set fra journalisternes synsvinkel er det irriterende, men set fra presseafdelingens side er det med til at sikre, at halve sandheder og egne, faglige kæpheste ikke havner i pressen. Uanset om kontakten skal gå gennem pressemedarbejderen eller ej, er det god kommunikation at vise, hvem der udtaler sig om hvad, og hvad deres baggrund er for at gøre det.
Fejl nr. 3 Uoverskueligt faktamateriale
Fakta og nøgletal lyder måske kedeligt, men begge dele er vigtige at have med i presserummet. Gerne sammen med virksomhedens mål, visioner og CSR-politik. Det giver journalisten mulighed for at lave grundig research, så der ikke skal spildes dyrebar interviewtid på spørgsmål om faktuelle oplysninger. Det sparer pressemedarbejderen tid at kunne henvise til presserummet i stedet for at skulle grave rapporter og tidligere resultater frem.
Det gode faktamateriale kan ofte ligefrem krydre omtalen af virksomheden. F.eks. bliver det nemmere for journalisten – måske bare i en bisætning – at inddrage gode resultater, en ambitiøs klimapolitik eller et godt årsregnskab, selv om det ikke er vinklen for artiklen. Men endnu vigtigere: Det mindsker risikoen for, at der florerer forkerte oplysninger om virksomheden. Er seneste resultat eller nyeste årsrapport ikke tilgængelig, bliver det måske sidste eller forrige års tal, der kommer med i artiklen.
Og så behøver fakta ikke være så gråt og kedeligt, som det måske lyder. Det er også her, I har plads til at indflette virksomhedens kernefortælling, den sag, I arbejder for og de sætninger, I helst vil kendes og citeres for. Tilføj også gerne et kort afsnit om virksomhedens historie ind; hvornår er den stiftet, hvordan er den vokset, og hvad er målet eller udfordringen i dag?
Så altså: Et godt presserum er værd at bruge tid på, især fordi det er praktisk og tidsbesparende både for jer og for journalisterne. Uanset hvor du er, når journalisten ringer og har brug for et foto eller tal til en faktaboks, kan du henvise til presserummet og give en god service på et splitsekund. Og husk at holde pressesiden opdateret – gør det f.eks. til en fast opgave hver måned eller en gang i kvartalet at tjekke, at den er ajour med kontaktinfo, talspersoner, nye tal og gode billeder.
Dette blogindlæg er skrevet i samarbejde med journalist Nina Azoulay. Besøg hende her: Historiko.
af Regine Wowk | sep 18, 2023 | Kommentar
Jeg sidder her på mit svenske kontor og funderer lidt over betalingsstrukturen hos diverse online medier. For nu er jeg igen stødt på en artikel, jeg gerne vil læse, men som kun er tilgængelig via et abonnement. Jeg har i forvejen tre abonnementer på nyhedsmedier, det må være nok.
Kender du det? Du har på f.eks. LinkedIn set en artikel, du gerne vil læse, men som så ”er bag betalingsmur”. (Betalingsmur…det er da i øvrigt et lidt mærkeligt begreb. Skulle vi så kalde indgangsdøren til supermarkedet eller bageren for en betalingsmur? Der er da ikke noget som helst mærkeligt i at man skal betale for de produkter, man vil have, heller ikke avisartikler eller Tv-serier). Du klikker på artiklen, opdager, at du skal tegne et gratis prøveabonnement, det gider du ikke og så får du en ven, som har abonnement, til at sende artiklen til dig.
Set fra en forbrugersynsvinkel er det virkelig upraktisk og ærgerligt, at abonnements-betaling er den eneste måde, man kan få adgang til medieindhold på nettet på. I de analoge, gamle papirmedie-dage kunne man købe en enkeltudgave af en avis eller et magasin, hvis man var blevet tippet om en god artikel. I dag skal man have et abonnement med i købet. Jeg ved godt, at begrundelsen er, at mikrobetaling ikke kan betale sig. Jeg tillader mig alligevel at undre mig, for kundetilfredshed og at kunne lukke nye kunder ind via mikrobetaling, må da kunne betale sig.
De gratis eller meget billige prøveabonnementer er madding, vi får tilbudt, i håbet om at vi bider os på abonnementskrogen for alvor. Men der er jo grænser for, hvor mange abonnementer, man kan betale for eller kan nå at bruge. For mit eget vedkommende er der også medier, jeg ikke vil støtte fast økonomisk, fordi jeg ikke er enig i deres politiske ståsted. Så hvorfor ikke indføre mikrobetaling som supplement til abonnementsløsningen? Så det bliver muligt at købe en artikel, et Tv-program eller en serie for et engangsbeløb? Personligt ville det være lidt af et drømmescenarie, hvis jeg kunne supplere mine abonnementer på den måde. Jeg håber, at medieverdenen en dag finder en måde at gøre det rentabelt og muligt for os forbrugerne at betale for de produkter, vi gerne vil have.
