Pauseåret – den tredje måned

Pauseåret – den tredje måned

2021 er ved at rinde ud og det er tid til en lille pause-status – den tredje af slagsen.

December har været som decembre plejer at være: den starter med ”Hvad?! Er det allerede jul??” og slutter med ”Hov, hov…er det allerede nytår? Hvor blev december af??” 😉
Jeg har nydt at have fri i december og har haft god tid til at tænke over, hvilke juletraditioner, jeg kan lide og hvilke, jeg gerne vil udfase. Jeg elsker at være sammen med andre om at synge, quizze og tilberede og nyde julemad i alle mulige afskygninger. Til gengæld er julefrokoster, julegaver til voksne og alt for mange regler juleaften ikke lige mig. Men, dette blogindlæg skal ikke handle om juletraditioner, men om tid. En valuta, som vi jo hver især ikke aner, hvor meget vi har til rådighed af, og som netop derfor er vigtig at passe rigtig, rigtig godt på.

Så her kommer tre gode råd til at passe bedre på din tid.

1. Arbejder du eller holder du pause?

Jeg sidder og skriver i stuen

Pomodoro-uret har ringet til pause, og det er tid til et kig op for at nyde vinterudsigten over gårdspladsen

En af de måder, jeg får mere ud af min tid på nu, er at bruge pomodoro-teknikken. Altså at man skiftevis arbejder f.eks. 25 minutter og holder pause 5 minutter, og at det er uret, som styrer tiden. Jeg bruger det både til arbejdstekster som f.eks. oplæg og pressemeddelelser og til kreative skriveprocesser som sangtekster eller dette blogindlæg. Jeg har også brugt det til praktiske opgaver, jeg ikke kunne tage mig sammen til, f.eks. oprydning af kælderen. For mig har teknikken betydet, at jeg får lavet mere på kortere tid og med større arbejdsglæde.
Teknikken er også genial, hvis man skulle komme i den situation, at man sidder med en opgave, man ikke kan overskue at komme i gang med. For når først uret er sat igang, kan man jo ligeså godt få bestilt noget.
Brug stopuret i din telefon eller brug en af de hjemmesider, som findes – eller et godt gammeldags æggeur. Du vil blive overrasket over, hvor fedt, det er at veksle mellem enten at knokle eller at dovne, OG hvor meget mere, du får lavet. Hvis ikke du kender teknikken, er det let at google sig klogere.

Pomodoro-teknikken vinder også indpas på arbejdspladser

Og ja, ja. Jeg ved godt, det ikke helt er så let, hvis man deler kontor med andre eller har et job, hvor man ikke lige kan rive to timer ud til en runde pomodoro. Men, nogle arbejdspladser eksperimenterer faktisk med metoden, blandt andet som en måde at gøre arbejdsugen kortere på. Det kan du f.eks. læse om her i blandt andet Pernille Garde Abildgaards bog ”Brænd hamsterhjulet – guide til et lykkeligt arbejdsliv”.

 

2. Hold fast i dine tænkepauser

Brænde

Et lille udsnit af en stor brændestak. Det er ikke mig, som har kløvet eller slæbt, må jeg hellere lige varedeklarere 😉

Nu skal det jo ikke blive for effektivt det hele. Noget af det, jeg virkelig har lært ved at holde pause er, at den tid, hvor man ikke skal noget, og hvor tankerne bare kan flyve frit, er guld værd.

Det er dér, ideerne kommer. Det er der, man tænker nyt. Det er der, man får afstand til sine vanetanker og pludselig kan se en ny løsning på et gammelt problem. Nogle går ture, andre løber. Nogle kløver brænde, andre stabler det. Nogle tager lange brusebade, andre kan lide at luge ukrudt, feje eller støvsuge.

Den slags pauser har en meditativ karakter, og jeg er sikker på de er livsnødvendige for at vi som mennesker trives. Så hold godt fast i dine tænkepauser og sørg for, at der altid er plads til dem i din kalender.

 

 

 

3. Lær kunsten at sige nej

Jeg ved ikke lige helt, hvordan ”ja, det vil jeg da gerne” blev min default-indstilling. Måske fordi, det var det nemmeste at sige. Måske fordi folk blev så glade, og jeg følte mig som et rart, overskudsagtigt menneske, når jeg sagde ja. Eller måske fordi, jeg altid havde travlt, og ikke var i kontakt med, hvad jeg egentlig selv havde lyst til. Resultatet af at være dårlig til at sige nej var, at jeg aldrig syntes, jeg havde tid til de ting, der virkelig betød noget for mig. Er det noget, du kan genkende? Hvis ja, så læs videre.

Du må ikke gøre dig selv ked af det for at please andre

Heldigvis har jeg fået ændret default-indstillingen til “Det skal jeg lige tænke over”. Ligesom jeg har fået en ny leveregel. Nemlig, at jeg ikke må gøre mig selv ked af det for at please andre. En leveregel, som har gjort det så meget lettere at stoppe op, tænke efter og give mit ærlige svar.
Der er meget gemt i den leveregel. At tage sig selv og sine behov alvorligt for eksempel. Det er også en leveregel, som gør det meget nemmere at forstå, anerkende og respektere andre menneskers nej’er: for ingen har jo lyst til at forlange af andre, at de skal slå knuder på sig selv og gøre sig selv kede af det for at gøre os tilpas, vel? Det nemmeste er selvfølgelig, når der er samklang og alle vil samme vej. Sådan er det bare ikke altid i familier, i venskaber og på arbejdspladser.

Ærlighed er befriende

Så er det godt at kunne sige nej og at gøre det på en ordentlig måde. Som en god veninde sagde til mig, så huskede hun altid sig selv på at være taknemmelig over, at andre mennesker ønskede hendes selskab. Det er godt at huske. At være taknemmelig over de invitationer, man får. Også selvom de måske handler om noget, man ikke har lyst til at deltage i. Hvad enten det så er en forældrebestyrelsespost, en firmaudflugt med bowling og karaoke eller en familiefest med overnatning i en spejderhytte. Dit nej handler om, at der er noget, du hellere vil bruge din tid på. Dit nej kan kombineres med taknemmeligheden over, at andre mennesker faktisk gider dig. Når det så er sagt, så ved jeg godt, det er svært at skuffe andre, Men hellere dét end at bruge sin tid på at skuffe sig selv.

Nogle bruger hvide løgne, det gider jeg ikke mere. Det er så befriende bare at sige ”Tusind tak for invitationen, men det er ikke lige mig, så jeg springer over denne gang.” Ligesom det er så skønt at kunne sige “Ja tak, det vil jeg rigtig gerne”, når jeg faktisk mener det og ikke af misforstået pligtfølelse.

Godt nytår

Hvis du har hængt på helt til slutningen, kære læser, vil jeg sige tusind tak for din tid og ønske dig og dine kære et godt og lykkebringende nytår.

Juleferien her i Sverige har været så smuk i år, at det næsten ikke er til at forstå. Sne, høj sol og dyb frost.

Pauseåret – den første måned

Pauseåret – den første måned

Den 1. oktober 2021 indledte jeg en frivillig pause fra mit arbejdsliv. Nu er den første måned af pausen næsten gået. Her kommer en up-date.

Nye tider og lidt om tandpasta

For nogle år siden, op til min halvtredsårs fødselsdag, tænkte jeg en dag: ”Gad vide, hvor mange tuber tandpasta, jeg skal bruge i resten af mit liv? Hvis jeg nu bliver 92, så ville det være 42 år oveni de 50. Hvis jeg bruger 2 tuber tandpasta om året, så er det 84 tuber tandpasta. Så i princippet kan jeg smutte over i Netto og købe tandpasta til resten af mit liv.”

Tandpasta-tankerne mindede mig om, at livet er kort, tiden flyver og at det kræver mod, vilje og stædighed at bruge tiden i overensstemmelse med sine værdier.

Der er virkelig mange ting, jeg gerne vil lave, for eksempel: skrive historier, spille klaver, dyrke yoga, blogge, eksperimentere med fermentering, ordne haven, rydde op i kælderen, gå lange ture i Sverige, tegne, være sammen med familien, ud og se kunst, høre koncerter, læse og have vuggesangene sendt godt ud i verden.

Sagt med andre ord: der gik ikke mange dage, før tiden igen ikke slog til. Så den første måned her har jeg haft fokus på tid. På, hvordan jeg bruger dagene. På, hvorfor jeg bruger tiden, som jeg gør. På, hvordan jeg kan blive bedre til at bruge tiden godt.

Den er go’ nok: Tid til familien gør mig glad

Det er en måske kliché. Men for mig er det alvor. Jeg trives bedst, når jeg har god tid til min familie. Tid, hvor jeg ikke føler, jeg burde gøre noget andet. Tid, hvor jeg er til stede. Tid, hvor jeg glemmer mig selv.

Jeg har passet mit barnebarn nogle dage. Han er to år. Vi brugte en formiddag på at gå den lille tur langs landevejen (cykelstier, tak!) fra gården, hvor han bor og hen til Dagli’ Brugsen for at købe to flotte blomkål, jeg skulle bruge til aftensmaden.

Vi stoppede op for at se på en kran, der læssede byggemoduler af på en byggeplads. Vi snakkede om, hvad den mågeflok, som landede lige dér på marken ved siden af os, mon fandt af mad i jorden. Orm? Insekter? Vi snakkede om, at det var blevet koldt og nu var det efterår. Vi stoppede ved en legeplads og legede café, før vi besluttede os for at trille hjem og lave noget rigtig te.

Følelsen af at tiden ikke går fra noget, og at det er ok at være langsom. Det er ren og skær luksus.

Men har jeg tid til at skrive?

Men, det er ikke langsomheds og nærværs-idyl det hele. For jeg vil også gerne bruge tiden på at skrive. Hvis ikke jeg gør dét, bliver jeg ked af det. Meget ked af det, endda. Hvilket ikke forhindrer mig i at lave overspringshandlinger til den store guldmedalje. Dag på dag lykkes det mig ikke at ”nå” at skrive dét, jeg egentlig havde sat mig for. Sådan har det været i mange år. Jeg har undret mig. Hvordan kan man undgå at gøre noget, man ved, man bliver glad af? Hvordan kan man undvige noget, som man reelt gerne vil?

Der er en systemfejl et sted, og den er jeg ved at finde og udbedre. Via artiklenDu kan ikke nå alt det, dgerne vil i livet” på Zetland, fandt jeg kreativitets-eksperten Jessica Abel og kurset Creative Focus Workshop. Her får jeg hjælp til at rydde op i mine dårlige vaner, når det handler om (ikke) at skrive og udtrykke mig kreativt.

De næste måneder er projektet at gennemskrive nogle noveller, som sidste vinter var i hænderne på en redaktør, jeg havde hyret for at hjælpe mig videre. Nogle af dem kan jeg ikke overskue at gøre færdige, for der er alt for mange øjebliksbilleder og alt for lidt handling. Andre har potentiale, men skal skrives om. Nogle gange har jeg lyst til at slette hele l….. og glemme alt om dét projekt. Vi får se. “Det blir som det blir”, som min svenske nabo måske ville sige.

Tid til Sverige, en elgkalv og naturens gang

Og apropos Sverige: Det er fedt, at jeg igen kan være oppe i det gule hus på bakken, når jeg har lyst. Det er en god kontrast til livet her i udkanten af storbyen. Sidst, jeg var deroppe, ankom jeg om eftermiddagen efter en træls tour-de-force ud i regn, blæst og monsterstore vandpytter på motorvejen. I mellemtiden var det klaret op, så jeg skyndte mig at komme ud og gå med hunden. Vi gik en af de sædvanlige ruter. Og dér, i kanten af et nyt vandhul, lå noget gråbrunt. En lille elgkalv. Eller: lille og lille. Selv små elgkalve er ret store. Den lå helt stille og det gik op for mig, at den var død. Måske var den druknet?

Jeg hentede nærmeste nabo, en rask gå-løbetur på 10 minutters tid. Vi kørte tilbage til vandhullet. Og kalven blev fotograferet og indrapporteret. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, der skulle ske med den. Jeg havde nok bare ikke tænkt noget. Men, da det gik op for mig, at den skulle blive liggende som føde til rovdyr og fugle, dér skulle jeg lige sunde mig. Dagen før havde jeg uden at kny parteret en kylling. Nu fik jeg våde øjne over en elgkalv, der skulle agere foder til skovens sultne dyr. Jeg har endnu ikke vovet at gå tur ud ad den skovvej igen. Jeg tror ikke, at jeg kan rumme at følge processen fra nuttet dyreunge til hvidt skelet.

Tid til vuggesange – de udkommer den 2. december

Ovenpå sådan en omgang, slutter jeg på en mild note. Vuggesangene er nemlig på vej ud i verden. Sangene, som Susi Hyldgaard har lavet musikken til, og som jeg har skrevet teksterne til, og som vi indspillede i august i Soundscape Studio.

Cover til Vuggesange

Coveret på udgivelsen har grafiker Shawna Mercano taget sig af.

Vuggesangene kan måske kan hjælpe dem, der har svært ved at sove efter en travl dag. En slags ”solen er så rød mor” eller ”Elefantens vuggevise” for voksne.

Det har været spændende at finde ud af, hvordan man udgiver musik digitalt. Ingen tvivl om, at det ville have været nemmere, hvis vi ikke skulle udgive det selv. Men også tilfredsstillende at følge projektet til dørs på den her måde. Udgivelsesdatoen er den 2. december 2021.

Vi høres ved om en måned

Det var ordene for denne gang. Jeg vender tilbage med up-date igen om en måneds tid. Har du spørgsmål eller er der ting, du gerne vil vide om pauseåret, så skriv en mail til mig eller ræk ud på LinkedIn, Instagram eller Facebook.

Sådan forbereder du din jobsamtale – 7 gode råd

Sådan forbereder du din jobsamtale – 7 gode råd

En vellykket samtale kræver samtalepartnere, som er oprigtigt nysgerrige på hinanden. Også når det handler om en jobsamtale. Som ansøger er det din opgave at få din måske kommende arbejdsgiver til at føle sig tryg ved, at du kan løfte opgaverne. Og kan du samtidigt formidle oplevelsen af, at du kender virksomheden, dens værdier og aktuelle udfordringer, er du langt.

Den research, der ligger bag dét at skrive en god ansøgning, er i store træk den samme, du bruger før du skal til samtale. Forskellen er, at du til samtalen skal kunne spille din viden og research ind i jeres samtale som et naturligt element.

Mine syv bedste råd til, hvordan du kan forberede dig, kommer her:

1 Virksomhedens historie

Tjek ud hvad virksomheden selv oplyser om sin historie på hjemmesiden. Hvor gammel er den? Hvem ejer den? Har der været fusioner eller opkøb for nylig? Er virksomheden inde i en god, svær, rolig eller udfordrende periode? Din viden om virksomhedens historie kommer dig til gavn, når du bliver ansat, men er også et godt udgangspunkt for en samtale. Dine spørgsmål vil bære præg af, at du ved, hvad du taler om – og du kan spørge ind til ting, du måske ikke forstår og som har betydning for det job, du søger. Hvis der ikke er viden at hente på virksomhedens hjemmeside, så søg på virksomheden navn i f.eks. Infomedia (kræver abonnement) og se, om de er omtalt i artikler i diverse erhvervsmedier. Da jeg f.eks. arbejdede i dét, som dengang hed Hovedstadens Sygehusfælleskab (i dag Region Hovedstaden), var det stadig nyt at hovedstadens hospitaler havde fået en fælles visuel identitet. Et faktum, ikke alle hospitalerne var jublende glade for. Hvilket var godt at vide, når man skulle arbejde som kommunikationsmedarbejder i direktionen. Og et godt emne til samtalen.

2 Virksomhedens økonomi

Du skal kende de vigtigste nøgletal. Hvordan har omsætning og overskud udviklet sig de sidste par år? Går det frem eller tilbage? Hvor mange ansatte har virksomheden? Har der været prikkerunder eller større udvidelser? Og hvordan tjener virksomheden sine penge og hvad bliver din rolle i forhold til det? Særligt når du søger job i den private sektor er forretningsforståelse alfa og omega. Du skal have et afklaret forhold til, hvordan du skaber værdi og hvordan, der bliver råd til at du kan få din løn. For det er dét, virksomheder går ud på. At skabe værdi for kunderne og tjene penge enten til sig selv eller til sig selv og aktionærerne/ejerne. Nøgletallene kan du f.eks. finde på proff.dk

3 Virksomhedens kultur

De fleste er nervøse til en jobsamtale og ser det som en form for eksamen. Men husk, det ogås en eksamen for den virksomhed, som skal vise sig fra sin bedste side og sikre sig, de får den bedste kandidat til jobbet. Du skal lægge mærke til kemien mellem dem, du sidder overfor. Og stil spørgsmål til dét, du er i tvivl om, og som er vigtigt for dig. Jeg var for mange år siden til samtale et sted, hvor de i jobannoncen havde lagt vægt på, man var robust, når det handlede om samarbejde. Og jeg spurgte derfor, hvordan deres arbejdsmiljø var, siden de lagde vægt på man var robust. Om de ikke var ordentlige ved hinanden? Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad de svarede. Men jeg var glad over at få spurgt, og over at få markeret, at et godt og trygt arbejdsmiljø er vigtigt for at jeg kan trives. En anden pointe her er, at hvis de mennesker, du møder på den anden side af bordet, ikke er lige så velforberedte som dig, er det så et sted, du har lyst til at være?

4 Hvorfor er det job, du søger, ledigt?

Det kræver udpræget situationsfornemmelse at finde ud af, hvilke sko, du skal udfylde og om du har lyst til dét. Har der siddet/stået en superskarp profil før dig, som nu har forladt virksomheden? En som alle savner og næsten uanset, hvad du gør, vil de tænke ”det var meget bedre før”? Eller kommer du efter én, som blev fyret, fordi han/hun ikke kunne løfte jobbet? Er det en ny stilling, der er oprettet, fordi dine kolleger ikke kan følge med? Spørgsmålet om, hvis sko, du skal udfylde, er en vigtig start på en forventningsafstemning og med til at klæde dig på til jobbet, hvis du får det.

 

5 Visioner, strategier og politikker

Tjek virksomhedens hjemmeside helt i bund og se, hvad du kan finde af visioner, strategier og politikker, som kan være relevante for dit kommende job. Mange steder vil dét, som ligger, være forældet, men så får du styr på noget af historien den vej rundt. Og du får vigtig viden, f.eks. om hvor vigtigt dit arbejdsområde er i forhold til de ting, virksomheden prioriterer for at nå sine mål. Og det giver også indblik i det ovenstående punkt med virksomhedens kultur. Og lige så interessant: Hvordan hænger den måde, de beskriver sig selv og deres strategi på, sammen med den måde, medarbejdere, kunder og offentlighed opfatter dem på?

 

6 Virksomhedens konkurrenter

Find ud af, hvem virksomhedens nærmeste konkurrenter er. Og se på, hvordan din kommende arbejdsplads klarer sig i forhold til konkurrenterne. Hvor er de stærke og hvor ser det ud til at halte? Her har du også et godt afsæt til spørgsmål, du kan stille. En kommende medarbejder, der har øje for, hvordan han/hun kan bidrage til at lægge afstand til konkurrenterne, ligger godt i feltet.

7 Hvad skal du levere for at gøre det godt?

Du kan med fordel selv reflektere over, hvad du tror, du bliver målt på i dit kommende job og hvad du skal levere for at gøre det godt. Og så skal du forventningsafstemme til samtalen ved simpelthen at spørge: Når der er gået et år og I skal vurdere om ansættelsen af mig var en succes, hvad skal jeg så have opnået? Din kommende chef og kollegers svar er en god indikator for, om det her job er noget for dig.

PS. Der er mange flere ting, du kan gøre alt efter temperament. LinkedIn er et glimrende researchværktøj, ligesom du selvfølgelig skal trække på dit netværk, når du researcher. Det hele handler om at kunne bidrage til samtalen på en måde, så dine kommende kolleger kan mærke, at du bliver en del af en løsning og ikke et problem.

Og som det er med alt her i verden: ting tager tid. Og dét at forberede sig til en jobsamtale er ingen undtagelse!

 

 

 

 

 

Gi’ dig selv lov til at være nybegynder – igen og igen

Gi’ dig selv lov til at være nybegynder – igen og igen

Det er lidt irriterende, men også sjovt

Hvad har at synge i kor og at spille ”Kom maj du søde milde” i samtlige tonearter tilfælles? At jeg ikke kan nogen af delene. Endnu. For jeg er nybegynder. Både udi flerstemmig korsang og i ”spille i alle tonearter uden noder” på mit klaver. Hvad enten jeg kæmper med at holde styr på  at synge min egen stemme OG lytte til de andre, eller jeg bakser med at huske, hvordan den næste akkord ligger, er der ingenting, som giver sig selv. Ingen vaner at falde tilbage i. Ingen “dybe riller” i hjerne-pladen, jeg kan sætte autopilot-pickuppen ned i. Det er lidt irriterende og besværligt. Men også sjovt og befriende. Især når det lykkes. At give sig selv lov til at være nybegynder er – ud over at være sjovt og afstressende – også en måde at sikre sig et godt arbejdsliv på.

Insister på at bliver ved at lære noget nyt

I iveren efter at blive eksperter på vores felt, glemmer vi, at vores evne til at lære noget nyt, faktisk kræver, at vi nogle gange starter på noget helt nyt. Noget, som vi virkelig godt kunne tænke os at lære. Noget som er så sjovt eller vigtigt, at vi kan rumme at være den, som famler rundt og måske endda virker lidt dum eller klodset. Så vær ærlig over for dig selv…er tiden kommet til at lære at danse salsa? Løbe en maraton? Tale spansk? Tegne Croquis? Kom i gang!

Det kræver mod at være nybegynder

Dét at tage turen fra nederst på kompetencetrinnet op til ”nu kan jeg”, er en af de bedste forsikringer, man kan give sig selv for et godt arbejdsliv. Det kræver mod og selvtillid. Hvilket jo faktisk burde være et argument for , at det ikke kun bliver sværere at lære nyt med alderen. For mod og evnen til at være ligeglad med hvad andre tænker, er noget, de fleste får mere af, jo ældre de bliver.

Og man bliver ved at udvikle sin lærings-stil med alderen, og kan overføre sine erfaringer fra ét område til et andet. F.eks. tog det mig et år at lære at svømme med hovedet under vand og at få vejrtrækningen til at fungere. Hvilket lærte mig, at når først man kan, er det lige meget, hvor lang tid, det tog at lære. (Det har min mor altid prædiket, men først dér gav det virkelig mening).

Du lærer at bede om hjælp

Det at være ”ny i trafikken” giver også nye relationer. F.eks. til dem, som rent faktisk mestrer det, du gerne vil lære. Man får pludselig brug for hjælp af personer, man ellers ikke taler med. Døren åbner sig ind til nye fællesskaber, man måske får lyst til at være en del af.

Den ydmyghed, der følger med følelsen af, at ”alle de andre kan og hvorfor fanden skal det være så svært” er god for ens evne til at samarbejde. Man ser måske bedre, hvordan andre, som er nybegyndere inden for noget, man selv mestrer, kan have svært ved det. Og bliver måske bedre til at lære fra sig og forklare sit eget fag.

Klar til næste job

Meget i vores arbejdsliv handler om at vi skal være kompetente, vi skal agere i vinderkulturer, være excellente, skabe resultater og eksekvere og bla bla bla… Vi bliver målt på vores performance og evalueret til MUS, PUS, GRUS og hvad det nu hedder alt sammen. Det gør det fristende at satse på dét, man kan og dét, man får anerkendelse for. Men, det er en farlig strategi at blive kørende i ét spor. Ved at blive ved at insistere på at ville lære noget nyt, ruster du dig bedre, hvis du f.eks. skal ud og finde et nyt job. Og det handler ikke nødvendigvis om ting, du direkte kan bruge på jobbet. Alt tæller, tror jeg. Også hobbyer, fx at lære at meditere, lære et nyt håndværk, lære en ny sportsgren eller at dyrke grønsager. Evnen til at lære nyt kan trænes på mange måder. Og evnen til at lære nyt er måske én af de vigtigste kompetencer på arbejdsmarkedet, som det ser ud i dag.

NB.

Dette blogindlæg er en opdateret version af et blogindlæg, jeg oprindeligt skrev til en blog om arbejdsliv, sammen med Birgitte Ramsø Thomsen (http://www.birgitteramsoe.dk/) Den er lukket for længst, men jeg kom faktisk i tanker om indlægget, da jeg læste Tim Wu’s kloge indspark ”forsvar for middelmådigheden”: https://www.nytimes.com/2018/09/29/opinion/sunday/in-praise-of-mediocrity.html

 

 

 

Ligestilling: 2 gode råd fra Lise Nørgaard

Ligestilling: 2 gode råd fra Lise Nørgaard

Det er ikke blevet til meget medieforbrug denne skønne, solrige sommer. Men, jeg lyttede med, da Lise Nørgaard, 96 år, var P1-sommergæst hos Dorte Krogsgaard. Lise Nørgaard er sej. Både som journalist, forfatter og blive-ældre-rollemodel. Desuden er hun en af vores fornemste og fremme-i-skoene ligestillingsforkæmpere, hvilket jo bare gør hende endnu sejere. Og her midt i mit eget arbejdsliv kan jeg kun give hende ret i de råd, hun gav i udsendelsen, når det handler om ligestilling. Nemlig at vi skal vælge vores partner med omhu, hvis vi vil have et godt arbejdsliv og at det koster penge at tjene penge, f.eks. udgifter til hjælp i hjemmet.

Allerede som helt ung vidste Lise Nørgaard, at hun ville kunne klare sig selv, men samtidigt kunne hun se, hvor stor forskel der var på kvinder og mænds muligheder. Derfor meldte hun sig som 17-årig ind i Dansk Kvindesamfund og brændte især for mærkesager som lige muligheder for uddannelse for begge køn, ens skatteregler for begge køn og adgang til fri abort og prævention for kvinderne. For godt 75 år siden var det ikke just dagsordenpunkter, der nød opbakning, og ifølge Lise Nørgaard ændrede stemningen sig først for alvor, da rødstrømperne tog kampen op i 70’erne.

Og der var virkelig noget at kæmpe for: Da Lise Nørgaard i startede som journalist på Politiken i 1949 var det næsten umuligt for en enlig kvinde at få en lejlighed. Hver morgen blev den klassiske morgenmusik i radioen afbrudt af  Statens Husholdningsråds råd og løftede pegefingre til husmoderen (= alle kvinder), så de kunne lære at undgå f.eks. sure karklude eller få tips til, hvordan de nemmest gjorde køkkenskufferne rent. Alt sammen fortalt i en indforstået ”vi kvinder må holde sammen på det hele”-tone og husmorpropaganda, så det basker. (I dag kan man f.eks. møde denne form for husmorpropaganda og kvinde-selvundertrykkelse i visse damebladsuniverser, men det er en helt anden snak).

Tilbage til de gode råd.

Find en partner, der tager sin tørn

Det første lyder: Find en partner, der er med på, dit arbejde skal fylde lige så meget som hans og som betragter hus, børn og halløj som et fælles projekt.

I udsendelsen siger Lise Nørgaard: ”Kvinderne har i virkeligheden dag nøjagtig de samme chancer som mænd, hvis de gider at tage dem. Noget af det, der undrer mig, det er at de ikke ser sig bedre for, før de gifter sig. Hvis man synes at livet skal være en række af candlelight- dinners så er det i orden, de finder en mand, der ikke er på linje med dem, hvad ligestilling angår. Men hvis de vil have børn og have et hjem og bo sammen i 25 år og måske 50 år så er det godt at se sig for og i dag har de da muligheden for at lure hinanden af før de gifter sig.”

Her kan jeg kun være 100% enig. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle ha’ klaret både karriere og børneopdragelse/omsorg, hvis ikke børnenes far havde være forælder på lige fod med mig. Og jeg er vokset op med en far, der lige såvel som min mor, tog sig af omsorg og børnepasning og hvor mine forældres jobs som noget helt naturligt var lige betydningsfulde – og tak for det. Jeg hører mange kvinder, som bliver virkelig overraskede over, hvordan “kønnet fanger”, når de får børn. Og heldigvis kender jeg også nogle seje kvinder, der ikke er gået i fælden, og som har en partner, der bakker deres arbejdsliv op – også i praksis.

Så hvis du vil have et godt og tilfredsstillende arbejdsliv, skal du vælge din partner med omhu. Er det stadig nødvendigt at sige? Ja, det er det. Spørg arbejdsgiverne, hvem der tager barns første sygedag og hvad det betyder. Der er et stykke vej til vi har ligestilling dér!

 

Køb hjælp til husarbejdet

Det andet råd udspringer af Lise Nørgarards tørre konstatering af, at det koster penge at tjene penge. Det betyder, at hvis man har et krævende heltidsjob er det helt i orden og respektabelt at betale sig fra (noget af) husarbejdet. Ingen kan klare at have både et fuldtidsjob, perfekte børn og et perfekt hjem. Og her er tøj- og gulvvask noget af det mere ukomplicerede at outsource.

Som Lise Nørgaard siger i interviewet, skulle man i stedet for at give husmødrene gode råd om rengøring have fortalt dem, at hvis de gik ud på arbejdsmarkedet og tjente deres egne penge skulle de også betale for at få husarbejdet gjort. Det gjorde hun selv, og ”somme tider kunne det slet ikke betale sig, men til gengæld lavede man det , man havde lyst til”.

Jeg ved godt, at der er mange, som ikke har råd til at købe rengøringshjælp. Da jeg var barn og min mor og far begge arbejdede havde vi i perioder en skolepige til at komme en gang om ugen til at gøre rent. Mine forældre var langt fra velhavende, men meget klarsynede i forhold til, hvad de kunne nå og hvad der betød noget for dem. Så nogle gange handler det måske også om at prioritere.

Og hvis man ikke har mulighed for at købe hjælp, er det måske en trøst at vide, at alle damebladsreportager og medieportrætter af lykkelige, overskudsagtige kvinder og mænd, der kan klare det hele – og som også knokler rundt med en personlig træner og spiser rawfood 5-2 med et nordisk touch  – er løgn. Det kan ikke lade sig gøre, alt har en pris og alle medaljer har en bagside. Ta’ en erfaren pressedames ord for det!

PS. Billedteksten til stockfotoet, der ledsager blogindlægget her lyder i øvrigt: young beautiful woman housewife showing perfect washed dishes on white (!!!)

 

Lyt selv til P1’s Sommergæsten med Dorte Krogsgaard og Lise Nørgaard her:

http://www.dr.dk/p1/sommergaesten/sommergaesten-pa-p1-lise-noergaard