Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Så kort kan det siges: læs Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Du får perspektiv på verden i dag, du får lyst til at holde dig bedre orienteret om udenrigspolitik, du bliver inspireret til at skrive bedre – og du møder hele paletten af menneskelige følelser, lige fra dyb gru og hjertesorg til boblende livsglæde og momentan lykke.

“Fram till 2013 förvarades 17 läderindbundna dagböcker i en flätad tvättkorg på Astrid Lindgrens välbekanta hemadress, Dalagatan 46 i Stockholm”. Sådan begynder redaktøren sin kommentar til Astrids Lindgrens krigsdagbøger. En bog, som særligt kan anbefales til dem, der tror, at verden i dag er mere af lave end den var for 80 år siden. Den giver indblik i, hvordan man som udenforstående til en verden i brand kan forholde sig klogt med både hjerte, humor og livsmod i behold – uden at fortrænge realitererne eller forfalde til faktaresistens.

Viden, overblik og egne analyser

Krigsdagsbøgerne er for det første fascinerende, fordi Astrid Lindgren fik skrevet dem. Den vilje og stædighed, det har krævet næsten hver aften at sætte sig, sikkert dødtræt, og forholde sig til dagens aviser, radiotaler, samtaler med venner og indtrykkene fra jobbet på et brevcensurbureau og forsøge at skabe et overblik over krigens gang – og også at læse bagom avisartiklerne og komme med præcise analyser og fortolkninger – er imponerende. Og inspirerende. Man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at holde sig orienteret, at læse baggrundsartikler og at have udsyn. Og at man ikke skal nøjes med avis-referater af f.eks. statslederes taler, men høre/se dem eller læse dem selv, når det er muligt og danne sig sin egen mening.

Sprog, som rammer plet i første hug

Ligeså vigtigt er det, at dagbøgerne er skrevet på et fuldstændigt forrygende, flydende og veloplagt svensk. Man kan simpelthen høre Astrid Lindgrens stemme. Og vildt at tænke på at teksterne ikke er redigerede, men førstegangshåndskrift. Man mærker hendes varme hjerte, der banker særligt for børnene, men også for soldaterne, jøderne, finnerne og alle, der lider. Og man mærker hendes skarpe hjerne, når hun skildrer udviklingen i krigen, analyserer f.eks. Hitlers taler eller Mussolinis deroute og på en modig og ligefrem måde ser krigens rædsler og realiteter I øjnene. Samtidigt beskriver hun, hvad datteren Karin og sønnen Lasse får i fødselsdagsgave, hvad de får at at spise til højtiderne og deler sine tanker om børnenes trivlel og fortæller om forbedringer i hjemmets boligindretning.

Storpolitik, skinke og hjertesorg

Skiftene fra storpolitik og krigsrædsler til de hjemlige kødgryder og årstidernes skiften fra hedebølger til isvintre er et stærk og troværdigt billede på hverdagslivet, som det udfolder sig, også med en verdenskrig uden for døren. En insisteren på, at selvom verden er fuld af meningsløshed og lidelse skal man leve, spise, fryse, svede, nyde foråret og grine med sine venner, hvis/når man kan. Her kommer en smagsprøve – fra 18. juli 1945, da krigen i Europa er slut.

‘Det ër för varmt att skriva. Fastän Churhill och Trumann är i Berlin och far omkring på sight-seeing till Hitlers rikskansli och andra mera bemärkta platser, i den mån dom finns kvar. Stalin ska också komma dit. Annars vet jag inte, vad som hånder og sker i världen. I Japan fightar dom fortfarende för fullt.
Vi fightar i Furusund också. Med farmor. Om skinka m.m. Det er en vansinnig värmebölja, så vi flämtar som fiskar uppkastade på land. ” (s. 314)

Astrids egen krig

Udenfor kategori er dog hendes ægteskabskrise, som efter krigen munder ud i skilsmisse. Det er hendes mand, Sture Lindgren, som vil skilles. Et sted i dagbøgerne kalder hun krisen for sin egen krig.  Og hendes knuste hjerte kan  – næsten – få interessen for krigen og storpolitikken til at vige. Her fra den 12. august, 1944:

“Ensam med förtvivlans bitterhet i hjärtet på Dalagatan, Karin på Solö, Lasse i Näs, Linnea på semester, Sture?
Stora saker har hänt, men jag har inte orkat skriva. Nånting så märkligt som ett attentat mod Hitler har jag inte ens brytt mig om. […] “Türkiet bryter med Tyskland”, står det på löpsedlarne i kväll. Så nu brakar det väl i alla fall samman när som helst.
Liksom det har brakat samman för mig”.

Vidnesbyrd fra virkeligheden

På sit job i brevcensuren har Astrid fået tid til at skrive nogle af brevene af. Her kan man læse personlige vidnesbyrd fra krigen og det er hård læsning! Og er med til at sætte i perspektiv, hvor sej hun er, Astrid L. Hun har skulle læse disse skæbner “i embeds medfør”, men har samtidigt haft nærvær nok til at dokumentere dem, så eftertiden kunne få indblik i krigen, som den blev oplevet af både soldater i felten og almindelige mennesker som du og jeg.

Pippi og Emils mor

Man kan ikke læse krigsdagbøgerne uden at genkende den Astrid Lindgren, som senere blev verdenskendt børnebogsforfatter med figurer som Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes empati og forståelse for børn og unge  (og kloge reflektioner om opdragelsen af sine egne børn) og hendes humor og evne til med få ord at ramme situationer og personer på kornet. Og så er det en sjov lille detalje at dagsbogsformen, som Astrid Lindgren så åbenlyst stortrives i, også senere kommer til at spille en rolle i fiktionens verden, når Emil fra Lønnebergs mor, Alma Svensson, jo fører dagbog over Emils skarnsstreger, så eftertiden kan få indblik i hvordan en – set fra kedelige voksnes synsvinkel – uartig unge, men i moderens, Astrid og læsernes øjne en fantastisk lille fyr med hjertet på rette sted og krudt i røven, kunne ende som sognerådsformand.

Det var dumt, Bonniers 😉

Dagbogens sidste udklip er i øvrigt Bonniers afvisning fra september 1944 af Astrid Lindgrens manuskript til den første Pippi Langstrømpe bog – nedskrevet, mens hun lå i sengen med en forstuvet fod. Forlaget har først brugt næsten 5 måneder på at cirkulere manuskriptet mellem sig – og når så frem til en afvisning med den grund, at de jo har planlagt både 1945 og 1946’s bøger – “och att redan nu binda oss för 1947, det vill vi inte”. Det var dumt, Bonniers 😉

FullSizeRender-2

Bonniers Forlag takkede nej til Astrid Lindgrens manuskript om PIppi Langstrømpe med undskyldningen om, at de havde planlagt deres program lang tid frem. Det har de nok haft rig lejlighed til at fortryde siden…

PS: De 17 håndskevne bøger er blevet redigeret ned til én bog med uddrag, avisklip, affotograferede breve og fotos. En gennemført og lækkert layoutet sag, som er med til at gøre rygterne om bogens død stærkt overdrevne. Og i Akademibokhandlen, hvor jeg købte bogen, var der desuden adskillige hyldemeter med lækkert indbundne dagbøger til voksne – så måske er der en dagbogskrivnings-trend på vej? Det kan man da håbe.

***

Astrid Lindgren: Krigsdagböcker 1939-1945, Salikon Förlag, 2015.
Med forord af Kerstin Ekmann og efterskrift af Karin Nyman (Astrid Lindgrens datter).
Kan bl.a. købes hos Akademibokhandlen

Er også udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal: Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945 (Indbundet)
Kan bl.a. købes hos Bog & Idé

Er du mere nysgerrig på Sverige og svensk kultur? Så læs mit indlæg 10 ting du (måske) ikke vidste om Sverige

 

Frk. Flugtben og det kløvede Danmark

Frk. Flugtben og det kløvede Danmark

Sonja er en kvinde i fyrrerne, som egentlig ville ha’ været forfatter, men som lever af at være freelanceoversætter. Hun bor alene i sin lejlighed i København. Hun flyttede – eller nærmere flygtede – fra provinsen som ung og har tabt sig selv på vejen. “Dengang talte hun jysk uden at være ironisk. Nu ved hun ikke, hvilket sprog, hun taler.”
Hendes yndlingsbeskæftigelse er at ligge på Vester Kirkegaard og læse, langt væk fra byens larm. Og alt hvad der handler om at indgå i relationer med andre mennesker er meget besværligt.

Det er det også at lære at køre bil. Romanens handling er båret af Sonjas kamp med gear og trafik; først under kommando af en speedsnakkende tromle af en kørelærer, og dernæst med køreskoleejeren selv. Her er det Sonja, der snakker og så går det hele pludseligt nemmere. Handlingen veksler mellem køreprojektet,  Sonjas besøg hos sin massageterapeut og andre hverdagsbegivenheder og så hendes dagdrømmerier og barndomsminder; om familien derhjemme på gården i Vestjylland og om naturen ude på kanten af verden. Vi får et eminent portræt af et menneske, som kæmper med at være sig selv og hvis indre verden fylder så meget, at det er svært at håndtere den ydre.

Søstre
Sonjas søster Kate arbejder på plejehjem, er bange for stilhed og tager ikke længere telefonen, når Sonja ringer. Kate er til det jordnære, konkrete og praktiske – det handler om at tilpasse sig. Sonja ser tingene udefra, analyserer og fortolker dem i stedet for at blive en del af dem. Den ene har angst, den anden flygter.

På en gåtur med søsteren hjemme i Balling, fortolker Sonja barndomsgården, som er nu er blevet til en kæmpe svinebedrift (ejet og drevet af Kates eks-kæreste Bjarne Gris). Hun kalder mellemrummene mellem de nye staldbygninger for ”et negativt rum” og et ”ikke-landskab”. Da hun til topper det beskrivelsen med ”et dødt landskab” trækker den angstplagede søster sig for alvor. Et point of no return i deres relation.

Selvom Sonja som oversætter magter skriftsproget til fuldkommenhed, er hun magtesløs, når hun vil udtrykke sine følelser og forsøge at få sin søster tilbage ved f.eks. at skrive postkort til hende. Her bliver jeg bliver rørt af Nors’ træfsikkerhed. Sonjas fejlslagne forsøg på at nå søsteren med sit sprog i genren ”postkort” viser hvor svært det er at være sig selv i sproget. Hvor akavet det er, når sproget bliver til flade klichéer i stedet for varmt nærvær.

Det kløvede Danmark
Sonjas historie spejler et stykke Danmarkshistorie. Kløften mellem søsteren og Sonja er en mikroversion af kløften mellem land og by. Sonjas historie er også den større fortælling om alle, der flytter fra provinsen til byen og skal skabe sig en ny identitet dér. Om affolkningen af landsbyerne, om landbrugets forvandling til fremmedgørende industri og om kløften mellem dem, der flyttede og dem, der blev. Om omkostningerne ved at glide fra det, man forlod og hverken at passe ind, der hvor man kom fra eller dér, hvor man nu er.

”Nu er der ingen købmand, ingen slagter , intet posthus i Balling. Landbrugene har ædt hinanden, så der er to tilbage, og de har sløjfet al tilgang til og frabyen i form af mælkeveje, kaffekonernes sladrestier og almindelig hulveje. Balling ligger som et isoleret tilfælde af civilisation i en overdimensioneret majsmark, men ude bag den har heden undsluppet effektiviteten.”

Romanen er gennemsyret af en veloplagt samtidssatire. Her slår hun en proper næve, poeten fra Vedersø. Både alternative behandlere, kørelærere, krimiforfattere, psykologer – og alle fra landet, som har integreret sig i storbyen – gør klogt i at dukke sig. Romanen er hele vejen igennem båret af skarp humor og urkomiske situationer. F.eks. når Sonja får ”flugtben” under en kvinde-meditationsvandring i Dyrehaven. Under påskud af ikke at kunne tisse udendørs, smutter hun væk fra de midaldrende damer, som i gåsegang udøver natur-mindfulness i den velfriserede dyrehave. Man forstår hende SÅ godt!

Det er lige før det er lidt forceret
Hele romanen er fortalt ud fra Sonjas synsvinkel. Det giver en klaustrofobisk følelse at være ”fanget i Sonja”, men det betyder også at Sonja-karakteren er lidt udvisket af at skulle være talerør for så meget. Selvom jeg forstår, at Sonja er typen, der ofte kommer galt afsted, når hun taler med folk, at hun tolker verden som litteratur og glemmer menneskers følelser og at hun er meget høj, har jeg lidt svært ved at mærke hende og se hende for mig.

De gentagne beskrivelser af Sonja, der sidder på kanten af naturen derhjemme i de gule træsko, og som spiser puddersukker og margarine, sangsvanerne osv. , der fungerer som en slags omkvæd, irriterer mig lidt. Måske fordi de rummer ansatsen til at teksten bliver en anelse forceret og lidt ”det her er altså rigtig fin litteratur”-agtig. Som om ren, velskrevet derudaf-prosa ikke er godt nok. Og så er der noget med dialekten, jeg ikke er helt tryg ved. Ligesom når man kan blive lidt utryg ved en oversættelse (hvis nogen er i tvivl om, hvad jeg mener, så læs et par sider af de altid vildt dårligt oversatte Marklund-krimier). F.eks. vendingen “hvem er hun at…” Hvem taler sådan? Måske er det noget midtjysk dialekt, jeg ikke lige har øre for eller også ER Sonja bare lidt mærkelig 🙂

Et langt efterliv
Når dette er sagt, så er konklusionen en varm anbefaling.  Spejl, skulder, blink er en roman man smådiskuterer med sig selv i lang tid efter bogen er lukket.

Nogle af de ting, jeg selv bliver ved at gå og tænke over er: hvad betyder det for min læsning, at jeg selv har valgt at blive “herovre”, mens Sonja så gerne vil væk? Hvad betyder det, at Sonja lever alene og ikke er har fået børn og dermed fået ansvar for andre end sig selv? Hvor meget ligner jeg selv én som Sonja? Hvordan er mit forhold til min egen søster? Hvor meget savner jeg det Vestjylland, hvor jeg voksede op? Og hvordan kan man hade det København, som jeg elsker så højt? Og hvorfor bliver jeg ved at tænke på den bog?

Det sidste er nemt at svare på: fordi den er god. Så hen til boghandleren og køb et eksemplar. Og sørg gerne for at kende nogen, som også har læst den, så du har nogen at diskutere den med – der er nok at snakke om!

 

Dorthe Nors
Spejl, skulder, blink
192 sider
Gyldendal

Du kan f.eks. købe bogen her på forlagets hjemmeside.

Hvis du vil se et glimrende interview med Dorthe Nors, så se f.eks. afsnittet af det litteraturmagasinet Babel her

 

 

 

Minna mangler et øvelokale

Minna mangler et øvelokale

Mens jeg venter spændt på at Dorte Nors’ roman “Spejl, skulder, blink” (udkommer 2. februar 2016) lander i postkassen, er her min anmeldelse fra marts 2013 af den fantastiske “Minna mangler et øvelokale”. Anmeldelsen har ligget på den nu lukkede blog Ramsø & Wowk – og dét var jo synd, for så kunne ingen læse den 🙂

Sådan en bog har jeg ikke læst før. Bogen er skrevet udelukkende med hovedsætninger. Den er vittig og meget rørende. Jeg kan varmt anbefale den.

Jeg stødte på Dorthe Nors forfatterskab, da jeg for nogle år siden et eller andet sted læste en anmeldelse af ”Dage” og straks købte og læste den. En sørgmodig, rørende og stille beskrivelse af tiden efter et parforhold – og den kvindelige hovedperson – er brudt sammen. Så vidt jeg husker. Jeg må ha’ lånt den ud, for den står ikke på hylden. Det var som at læse et digt, virkelig stemningsfuldt og tæt, som en slags ”bog-essens”.
Sådan er det også med ”Minna Mangler et øvelokale”. Når formen går ud på kun at skrive korte hovedsætninger, der står fint stablet med én sætning på hver linje, gør det noget særligt ved læseren. Denne stop’n’go form for læsning er virkelig pudsig. Hver sætning er et lille digt i sig selv– og samtidigt vil man gerne læse fremad, for at se, hvordan det nu går Minna. Men læsningen KAN ikke gå hurtigt, for så får man ikke meningen ordentligt med sig – så det kræver, man gearer ned og giver sig tid. Som om bogen hiver lidt i en og siger ”fald nu ned, læs det nu ordentligt, giv dig tid.” Det kan jeg godt lide!

Jeg er vild med Dorthe Nors måde at beskrive personerne omkring Minna på – via Minnas synsvinkel.

Ta’ hendes skrækkelige, midaldrende søster i Kartoffelrækkerne, som er 100% neurotisk og rengøringsvanvittig:

“Elisabeth vil have, at hun skal ringe.

Elisabeth, vil have, at hun skal komme forbi.

Minna passerer Børsen.

Minna holder tilbage for en bus.

Minna SKAL ringe mellem to og fire

Minna MÅ IKKE ringe på andre tidspunkter.

Elisabeth dyrker yoga og mediterer. Dagen er skemalagt.

Elisabeth siger, at det handler om at tage hensyn til andres behov.”

Eller fx Gunvor – enhver højskolelærers skræk – den glade, overstrømmende amatør uden situationsfornemmelse, som mener at et højskoleophold har forløst hende som kunster og nu ser sig selv og læreren som ligemænd.

Lige i dét Minna, der er flygtet fra hovedstaden til Bornholm for at lære at sige fra, skal til at nyde sin hårdt tilkæmpede kaffe, møder hun Gunvor:

“Gunvor Kramer har fundet et hjørne i gårdhaven.

Gunvor Kramer har skubbet Minna godt ind i hjørnet.

Gunvor Kramer er i hørbusseronne.

Gunvor Kramers hår er sat fast med et vikingespænde.

Gunvor har tænkt meget på Minna.”

Og selve historien om den 40-årige Minna, der træder i karakter, kunne sagtens bære en tyk roman. Måske er det derfor minimalismen virker – fordi man kunne sige og skrive så meget mere.

De mange gentagelser gør at teksten nærmest messer afsted – og på en eller anden måde bliver det hele også lidt klaustrofobisk – man føler sig fanget i kæden af hovedsætningerne, og savner pynten, bisætningerne, udenoms-forklaringerne, beskrivelserne, lydordene, dialogen og alt det andet.

Men det er også skidegodt og modigt. En god måde at udfordre læseren. Og sproget. Og fordi Dorthe Nors også formår at røre hjertet med sin stil-øvelse – både til tårer og grin – bliver det så godt.

Det må have taget en krig at skrive den bog – selvom den er så lille og fin. Jeg glæder mig til at læse det næste værk fra Dorthe Nors hånd og ikke mindst på at se, hvilket benspænd, hun vælger for sig selv næste gang.

Lån bogen på bibleren eller køb den f.eks. her.

 

Søvnløs i Seattle – for viderekomne

Søvnløs i Seattle – for viderekomne

Dette er en anmeldelse af romanen “Hvor blev du af Bernadette”, bragt første gang på den nu lukkede blog Ramsø & Wowk i april 2013. “Hvor blev du af Bernadette” kan i den grad stadig anbefales til en god gang fridagslæsning!

Kender du den grundlæggende følelse af at være udenfor og ikke høre til? Trænger du til at give småborgerligheden, konformiteten og fantasiløsheden et spark i røven? Vil du møde en kvinde, som er lynende intelligent og kreativ, øretæveindbydende arrogant og alligevel knuselskelig? Og vil du grine imens? Så læs Maria Semples nye roman ”Hvor blev du af Bernadette”.

Bernadette Fox er ca. 50 år, mor til en teenagedatter og midt i en krise, der har været meget, meget længe undervejs og som nu spidser så meget til, at hun flygter ud af sit liv. Puslespillet om dette liv samles af datteren i form af en mail/brev-roman. Datteren Bee udgør desuden romanens bærende fortællerstemme og er dét lim, som får alle dokumenterne til at hænge sammen.

Faktisk kan jeg ikke helt gennemskue om denne ramme omkring fortællingen er konsistent, men det gør ikke noget, man er så godt underholdt at det er lige meget. Cirka midt i romanen ændrer den karakter til en slags spændingsroman – og så går der for alvor pageturner i den!

Fortælleren Bee er en usædvanlig teenagepige: belæst, kulturelt interesseret, rummelig, nøgtern og blottet for romantik. Dog er hun tit flov over sin fars fremtoning, så der kender vi igen en 15-års-pige. Lidt usædvanligt er der et stærkt sammenhold mellem mor og datter, hvilket er helt velgørende, der findes jo faktisk mor-datter forhold båret af dyb kærlighed og sammenhold.

Tilbage til hovedpersonen: arkitekten Bernadette Fox. Som er flyttet til Seattle som medfølgende hustru til sin Microsoft-succesmand med 250 medarbejdere under sig og en legendarisk optræden på TED Talks, der har gjort ham verdensberømt i Seattle – og som mest af alt bare virker som en sød, distræt nørd.

Seattle – og andre mennesker i al almindelighed – går Bernadette på nerverne. Hun har social angst, lider af søvnløshed, bruger al sin tid på at få en hverdag til at fungere, uden at det kræver at hun møder andre mennesker. Hun foragter de andre mødre og deres trivielle liv, og de anser til gengæld Bernadette for en dårlig mor, hvilket de ikke har problemer med at fortælle hende (!). De to mødre, som Bernadette især krydser klinger med, viser sig dog at have deres egne udfordringer, som også bliver en del af historiens fremdrift. Beskrivelsen af skolemiljøet, forældre-engagement, konsulent-smartsnak, skolepsykolog-lingo osv. er spot on og vækker genkendelse – uanset om man bor i Seattle eller Hellerup.

Kimen til Bernadettes depression, livskrise, eller hvad man nu skal kalde det, ligger gemt i det arbejdsliv, hun har vendt ryggen. Som hendes gamle kollega skriver til hende: ”Hvis du ikke skaber noget bliver du en trussel mod samfundet”. Maria Semple tager fat i, hvor ufatteligt meget dét at arbejde betyder for vores (altså os moderne menneskers) identitet og leverer en rørende skildring af en yderst intelligent, talentfuld og kunstnerisk begavet kvindes kæmpen med sine indre dæmoner. Al den energi, som skulle ha’ været kanaliseret ud i arkitektur og bygninger vender hun indad i selvdestruktivitet og udad i sarkastisk had til alle undtagen sin familie.

Maria Semple skildrer også moderkærligheden og kampen for et få barn på trods af et utal af ufrivillige aborter, og da det så endelig lykkes: at blive forældre til et alvorligt sygt og skrøbeligt barn. Bernadette sværger ganske enkelt aldrig at ville bygge så meget som et lillebitte hus mere, hvis bare datteren vil overleve. Så er skismaet mellem moderrollen og behovet for kreativ selvrealisering også mejslet ud i granit!

Bernadettes eneste ven er en virtuel assistent, som der dog viser sig visse problemer med, mildt sagt. Det er en veloplagt og vittig korrespondance mellem Bernadette, der hælder alle sine tanker og følelser ud til en mailadresse, hvor hun ikke kender personen bag og får lakoniske, arbejdspraktiske svar tilbage. Den viser samtidig, hvor hjerteskærende langt ude vores hovedperson er.

Maria Semple har virkelig blik for situationer, som udstiller kløften mellem menneskelige følelser og reaktioner, og så de modeller, mennesker udarbejder og vil have hinanden til at passe ind i. Hun har også et godt øre for newspeak af alle arter. Scenen hvor Bernadette forsvinder, efter at den tilkaldte Psykkelone har forsøgt at følge proceduren for tvangsindlæggelse, er vildt sjov og temmelig trist; når mennesker og systemer tørner sammen, er det menneskene, der slår sig.

Den vigtigste grund til at læse ”Hvor blev du af Bernadette” er, at den er sjov , skarp, tempofyldt, nørdet (masser af fakta om Antarktis) og anderledes. Fuld af rammende, tidstypiske portrætter og bifigurer. Maria Semple er en brilliant satiriker og forstår at dreje en dialog (hendes manuskript-forfatterhåndværk skinner klart igennem).

Nu da Nora Ephron ikke er her mere (suk!), håber jeg at en anden instruktør med samme sans for velturnerede, humoristiske og bidende dialoger vil omsætte denne skønne, sammensatte og vittige bog til filmlærredet. Imens kan du roligt læne dig tilbage og nyde bogen på en fridag i hængekøjen.

Lån bogen på bibleren eller køb den f.eks. her: http://gad.dk/hvor-blev-du-af-bernadette

Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)

Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)

Undrer du dig også over erhvervsfiguren Fritz Schur? Læs min anmeldelse (og også bogen!) af Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborgs “Kammerherrens nye klæder” tilbage fra 2013. Indlægget er en uændret kopi af 2013-teksten.

Er mytomani egentlig en topleder-spids-kompetence?

Jeg har lige vendt den sidste side i ”Kammerherrens nye klæder”. Egentlig havde jeg besluttet, at springe den over, da jeg havde hørt at bogen var et nøje tilrettelagt og unuanceret karaktermord. Så kårede Dagbladet Børsen Fritz Schur som Årets Bestyrelsesformand 2012, og satte “Bestyrelseskongen” på forsiden, og der var ingen vej udenom: hen til boghandleren i en fart. For hvordan i alverden kan en mand, som er bestyrelsesformand for tre notorisk nedadgående virksomheder, få den ære? Der må være noget galt. Og det er der også.

Vel vidende at forfatterne har vinklet bogen efter karaktermordets anatomi, må jeg sige, alt tyder på at Fritz Schur laver overtrådt på de grundværdier, vi normalt roser os af i et oplyst og demokratisk land. ”Kammerherrens nye klæder” sætter således et alvorligt spørgsmålstegn ved dømmekraften hos toppen i Danmark.

Den Gud giver embedet, giver han også evnerne…

Alle er lige for loven, bare ikke Fritz Schur, som får særbehandling ud fra devisen ”du får ret og jeg får fred”.   På den måde har han – med hjælp fra sin gode ven, Gentofte-bykongen Hans Toft- udvidet sin ejendom på en virkelig utiltalende facon. Og bogen er rig på eksempler på, hvordan Fritz Schur kommer glattere igennem systemet end alle andre. Han har gennem en årrække medvirket til at sponsorere partiet Venstre via den liberale erhvervsklub, hvilket må formodes at have gavnet hans karriere, hvor han målbevidst har skudt sig ind på høje ledelsesposter i store offentlige virksomheder og har opnået en høj status i kongehuset.

Og man skumler og skuffes. For alt tyder på, at manden ikke er så dygtig, som hans magt berettiger til. Pyt med kongehuset, sovsekanderne og ordnerne – dem hænger man jo på idioter. Men æv, hvor bliver man skuffet, når man hører om hvor gammeldags, ikke-visionær og egen-interesse-styret en bestyrelsesformand, han er.  Hans fremmeste kvalitet skulle være at han ikke giver sine ministre problemer. Men, hvor har det ført SAS, DONG og PostNorden hen?

Og som én siger et sted i bogen, er det da lidt mærkeligt, at postvæsenet har kørt kampagner for at få os til at skrive flere breve, når enhver kan se, at brevpostmarkedet er færdigt. Mens pakker stadig ikke kan sendes via internettet. Det er her, markedet er! Det forstod bestyrelsesformanden, som i øvrigt selv leverer posthusenes lykønskningskort, ikke i tide. Er det virkelig den dygtigste person til det job, landet kan mønstre?

Der er masser af andre ting at undres over i bogen. Ægteskabet med Venstre, vennetjenesterne, hans virksomhedskonstruktioner, DONG-sagen osv. Men på tværs, gennem hele bogen, gør det faktum, at løgne trumfer sandheden, virkelig indtryk.

Man må ikke lyve

”Kammerherrens nye klæder” tegner nemlig et billede af en vaskeægte mytoman. Mytomani kan defineres som en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier – oftest med sig selv i en glorværdig rolle. Så er han Estrups oldebarn (nej, han er ej), så har han virksomheds logo syv bier, ligesom Mærsk-stjernens syv takker (nej, han har fået fjernet to bier fra det oprindelige logo, for at fortælle den historie, det oprindelige logo er affotograferet i bogen, med ni bier). Men myten om de syv bier fortæller han rask væk rundt omkring og den figurerer endda i bogen ”100 Topchefer”, skrevet af Børsen chef-redaktør Niels Lunde, som i øvrigt deltog i Schurs 60-års fødselsdag.

Han er ulden omkring, hvornår han overtog sin bolig, som han selv er den første til at omtale ”slot”, for derefter at få byrådet i Gentofte til at godkende, at adressen bliver ”Christiansholm Slot” og dermed slette adressen Vitus Berings Allé 30. (Så det ikke forveksles med Christiansholm ude på Holmen, for det sker åbenbart for fragtmændene…helt sikkert!)

Han lyver om, at det er ham, som har bekostet istandsættelsen af samme bolig OG han fortæller, at guldhornene er skrevet dér, og det er de så ikke. Ikke at det interesserer mig, hvor Oehlenschläger skrev de horn, men lige lovlig kreativ branding at påstå at ens bolig er arnested for et dansk national-digt af nærmest – ja– mytisk karakter. Og så er det i øvrigt heller ikke sandt at PET har forlangt et særligt sikkerhedsniveau omkring Fritz Schur, hvilket bogen dokumenterer med et brev fra PET. Bogen har mange – mange! – flere eksempler på denne kreative storytelling.

Den beskriver også, hvordan Fritz Schur har ordet i sin magt, hvilket man også kan høre, når han deltager i interviews. Så det er jo fristende at tro på, hvad der bliver sagt, når det bliver sagt overbevisende. Her når vi så frem til mediernes rolle. For når nu et menneske med så mange magtbeføjelser, tilsyneladende ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed, bør medierne så ikke reagere tydeligere? Hvordan kan man efter denne bogs afsløringer stadig hylde Fritz Schur som årets bestyrelsesformand?

Tilbage står at takke forfatterne bag ”Kammerherrens nye klæder” for at rette op på undladelsessynderne i danske erhvervsmedier og pege på behovet for frisk luft og nye kræfter i toppen af Danmark.

Og så lige en lille krølle på halen…

Den nye trend i businessbøger, hvor man indfletter prosa-afsnit, må meget gerne stoppe. Det virker lidt åndssvagt at man i en bog, som handler om en mand, der ikke kan skelne fiktion fra virkelighed, selv har indsat tænkte, indre dialoger som i en anden Lykke-Per roman.

 

Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborg:

Kammerherrens nye klæder – Fritz Schur. Manden og myterne. Jyllands-Postens Forlag, 2012

Bogen kan købes her: http://www.jyllandspostensforlag.dk/kammerherrens-nye-klaeder/t-1/9788740007879

I indlægget nævnes også:

Niels Lunde, 100 Topchefer – guide til dansk erhvervsliv, 2011

 

 

 

Du må ikke spilde din næstes tid!

Du må ikke spilde din næstes tid!

Hvis du vil have mere gennemslagskraft, hvis du vil arbejde med din autencitet og hvis du vil nå et publikum med dine budskaber, hvad enten du er underviser, forsker, leder, politiker eller festtaler, så læs og brug bogen ‘Lyt mens du taler’

Jeg kan huske journalisten Anders Stahlsmidt fra Tv2 Lorry, selvom det vist er mange år siden, på grund af hans finurlige humor, som altid kom ud over skærmen. Humoren er også kommet med i hans nyeste bog. Som når han f.eks. dekonstruerer KlodsHans, så eventyret er frarøvet sin magi og stillet op som af de r…syge powerpoint-shows, de fleste af os har sovet til. Godt fundet på. Tonen i bogen er rar og imødekommende, og forfatteren deler rundhåndet ud af egne erfaringer, også de pinlige, og han lærer fra sig på en måde, så man får lyst til at komme i gang. Det er lidt af en kunst og en balancegang for en fagbog, det med både at ville underholde og gøre læseren klogere. Det lykkes i Lyt mens du taler.

Du må ikke spilde din næstes tid!

Bogen er en blid knytnæve i ansigtet på kedsomheden. Jeg vil sammenfatte dens grundpræmis som et vigtigt bud: Du må ikke spilde din næstes tid! Hvis du stiller dig op og tager ordet, er det din pligt at have noget på hjerte og at give folk en god oplevelse. Dvs. alle, der ikke har noget på hjerte, som taler, fordi de ”skal” og ikke ”vil”, dem gider forfatteren ikke lytte det. Det gider vi andre heller ikke, så hermed en opfordring til at gå/slukke/klikke væk, næste gang nogen pligt-keder dig med sin uinspirerende tale!

Alle, som underviser, holder foredrag, skal fremlægge på jobbet eller holde festtaler og som gerne vil være bedre til det, får god hjælp til at komme i gang med Lyt mens du taler.

Har du ikke noget på hjerte? Så ti’ stille!

Det vrimler med anvisninger, gode råd, øvelser og viden om god kommunikation, alt sammen med det mål, at gøre læseren til en bedre taler.
Sådan husket frit fra leveren, nu bogen er lukket, har jeg især hæftet mig ved følgende råd:

  • Gode talere føler det, de vil sige, mens de siger det. Det kan du også lære.
  • Hvis ikke du har noget på hjerte, du gerne VIL fortælle, så få det. Det er din billet til at stille dig op foran et publikum.
  • Lær at holde pauser. Giv dine lyttere en chance for at kapere det, du fortæller
  • Få styr på din stemme og dit kropssprog med praktiske øvelser og hjælperedskaber (Mens jeg læste, blev jeg lige nød til at prøve nogle af øvelserne, så weekenden er gået med at tale med en korkprop mellem tænderne og tale i tennisboldkast-sætninger…sjovt, afstressende og det virker!)
  • Lær at holde taler uden manuskript. Forbered dit tema, dine pointer og dine eksempler og lad ordene komme til dig i situationen. Du kan godt!
  • Brug fortælletricks fra fiktionens verden. Det handler om at få dit budskab ud ved at gøre indtryk på publikum, ikke om at fremlægge en sandhed, paragraf for paragraf.
  • Bliv bevidst om dit kropssprog. Lær at indtage et rum, vis folk, at du rent faktisk kan lide dem og hils på så mange du kan, kig dem i øjnene og bild dig selv ind, du elsker dem, så længe du skal holde tale for dem (godt trick, det med tidsindstillet kærlighed, det bruger vi pr- og pressefolk også ;-))
  • Øv dig i at inddrage publikum (og deres viden) i din tale og øv dig i at håndtere afbrydelser og kritik, så du ikke bliver hylet ud af den.

Det er en dialog, og det er dig, der styrer…næsten da

Bogen har også gode råd til, hvordan du håndterer de situationer, som opstår, når du er på. F.eks. klassikeren, nemlig hvordan du tackler den sure bedrevidende type, på bageste række, der bare er kommet for at kritisere. Tror du! Her er bogens styrke nemlig, at læseren opfordres til at se virkeligheden fra andre synsvinkler og sætte spørgsmål ved vores antagelser og automatreaktioner. For ER den sure dernede nu også så skeptisk, som du tror? Er det måske din egen forventning om, at der sidder en surmulende kritiker, der skaber en ufrugtbar situation?

I det hele taget viser bogen, hvor meget vi selv kan styre i dialogen med andre mennesker, ved at have styr på os selv, ved at have viljen til at nå de andre og ved at ville en ægte dialog. Hvis du har dét som mål, bliver du også meget bedre til at håndtere alt det, der kan gå galt og som vil gå galt hen ad vejen. Teknik, der driller, lys, der går ud, at du uventet skal holde dit oplæg på engelsk, at du skal tale meget længere, end du havde regnet med og alle de andre eksempler, forfatteren kommer med fra sin egen foredragskarriere.

Min eneste anke ved bogen er, at den er for lang. Der er for mange gentagelser og for meget ”fedt”, der med fordel kunne ha’ været skåret væk. Men, det er også den eneste indvending.

 

Anders Stahlschmidt: Lyt mens du taler
Udkommer april 2015 på Akademisk Forlag
Den kan købes her.

 

PS. Hvis du vil se, hvordan én af verdens bedste talere griber det an, så tjek præsident Barack Obamas tale til ‘The 2015 White House Correspondents’ Dinner’ i Washington fra den 25. maj 2015: http://www.huffingtonpost.com/2015/04/26/white-house-correspondents-dinner-2015-video_n_7112482.html