Et alternativ til tidens føleri: Doktor Bagges anagrammer

Et alternativ til tidens føleri: Doktor Bagges anagrammer

Doktor Bagges anagrammer er et velkomment og velgørende alternativ til den ellers så trendende autofiktion og føleri (ville Bagge sige…). Det er noget af det bedste og mest velskrevne dansk, du kan finde lige pt. Det klæder Ida Jessens sprog, at det med karakteren Doktor Bagge har fået fandenivoldskhed og humor. Sammen med 2015-romanen En ny tid er Doktor Bagges anagrammer desuden et gribende, morsomt og klogt portræt af et ægteskab. Og bøgerne udgør tilsammen et stykke fint Danmarkshistorie.

Med Doktor Bagges anagrammer giver Ida Jessen os indblik i en tid, hvor livet på landet kunne være lig med dårlig hygiejne, dårlig uddannelse, overtro og lev gennemsnitsalder. Hun viser, hvor langt vi er nået på 100 år – og det giver stof til eftertanke, hvordan vi forvalter dette kæmpe fremskridt.

Hvor blev sammenhængskraften af?

Med figuren Vigand Bagge får hun gestaltet et interessant “modmenneske” til vores samtids ideal-menneske. Hun viser et alternativ til nutidens idé om, at vi skal finde os selv og ha’ ryddet 100 % op henne i psyken, før vi kan være noget for andre – “gi’ først dig selv iltmasken på og hjælp så de andre”-ideologien. Figuren Bagge får hjulpet mange, uden at have behov for anerkendelse og med betydeligt rod i lasten. At sammenligne Vigands barndom og de traumatiske oplevelser, han har været igennem og hans måde at tackle dét på med, hvordan et nutidsmenneske forventes at skulle tackle det samme er et godt tankeeksperiment. Man kan glæde sig over, hvor langt vi er kommet og den luksus det er, ikke at skulle tænke på om vandet er rent eller måden, vi varmer boligen op på er sundhedsskadelig – og man kan undres over, hvor pligt- og samfundsfølelsen og sammenhængskraften blev af midt i alle vores fantastiske fremskridt.

Ida Jessen og Doktor Bagge er et genialt match

Det er ved at være lidt tid siden, jeg læste bogen. Og jeg tænker stadig over, om udsigelses-setuppet, fortæller-situationen eller hvad man nu skal kalde det, holder. Holder postulatet, at man sidder og læser direkte i en sur, gammel læges spredte dagbogsnoter? Det tror jeg faktisk ikke det gør. Man ved hele tiden godt at det er en forfatter, som har konstrueret en person, der hedder Doktor Bagge. Men det er okay, for det er virkelig godt lavet, det portræt. Ida Jessen gør ikke noget ud af en eller anden rammefortælling – det er lige på og hårdt og ind i Doktor Bagges hjerne og se verden derfra – og det er fint med mig. Det gav læseoplevelsen sådan en sjov, splittet grundfølelse, at jeg på godt og ondt (mest godt) var spærret inden i dét Ida Jessen har besluttet er Vigand Bagge; hans isolation, ensomhed og skrift – men samtidigt er det jo hende. Det giver hende den fordel at der er emner, hun kan slippe for beskrive, fordi Bagge er sådan en type, der ikke skriver om den slags (om hans ønske om at få børn, om hans seksualitet) – og det giver Bagge den fordel, at han skriver nogle helt forrygende dagbogsnotater. Og det giver læseren den fordel, at man skal oppe sig lidt.

Jeg glæder mig til at genlæse bogen, og måske finde en læsegruppe og møde nogen med lidt mere fantasi i fortolker-afdelingen at dele oplevelsen med.

Og til dig, kære læser: Hen på bibleren eller ned til boghandleren og skaf bogen, hvis du ikke allerede har gjort det

PS: Jeg glemte lige det med anagrammerne, som er en del af bogens titel. Anagrammer minder os om, hvor meget betydning, der ligger i de ord, vi vælger. Prøv selv at biks lidt med et anagram, f.eks. over dit navn (eller gå en tur forbi en anagram-generator, hvor f.eks. Lars Løkke Rasmussen bliver til Numse-Lars Ølkasser, hvis man har den slags humor…) Dét at man ved at flytte lidt rundt på bogstaverne i et navn eller en sætning og få en helt ny og anden betydning, minder os om at sprog er noget, vi har fundet på. At det kan bruges både til leg, trøst, løgn og propaganda og til at forsøge at beskrive det, vi oplever som virkeligheden, med.

Bogen kan købes her

 

Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

De fleste, som lever af at skrive, ved, der bliver læst korrektur, når det virkelig gælder. Og vi har stor tillid til  stavekontrollen. Hvilket kan blive en sovepude. Det er f.eks. på førstnævnte konto, jeg aldrig har orket at lære at sætte korrekt komma. Og jeg lader konsekvent stavekontrollen hjælpe, når f’erne og s’erne skal placeres i professionel ;-). Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget tid man vil bruge på retstavning og hvor “sprogfejls-følsom”, man er. For mig at se er sproglig omhyggelighed lig med faglighed og troværdighed hos tekstforfattere og journalister. Med håndbogs-serien De små grå fra Ajour, Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forlag, er der god hjælp at hente for alle skrive-professionelle, som vil de mest almindelige sproglige fejl til livs.

Slip af med de mest almindelige sprogfejl

Fjern fejlene af Malene Bjerre og Styr kommaet af Gitte Luk, hjælper dig med at få has på de ord, gloser og kommaer, som næsten altid driller. Begge bøger indgår i serien De små grå fra Ajour.

Fjern fejlene slår ned på de sproglige detaljer, man gang på gang bliver i tvivl om. Særligt kapitlerne Èt eller flere ord, Forkortelser og Lille eller stort bogstav har jeg haft gavn af. Faktisk har jeg med nørdet fornøjelse læst alle kapitlerne. Bogen er nu fast inventar ved siden af tastaturet.

Styr kommaet forklarer og eksemplificerer de gældende kommaregler, så man får lyst til at slippe sine dårlige kommavaner. Meeen, der er nok lidt vej endnu, før jeg har styr på det. Den ligger også fast på skrivebordet nu.

Alle bøgerne i serien De små grå er bygget op af et forord fra forfatteren, en overskuelig indholdsfortegnelse og så en række små, overskuelige kapitler. Det gør det nemt og hurtigt at finde frem til det, man har brug for hjælp til. Hvis du f.eks. har glemt, hvordan det lige er med talord, hvornår der er punktum eller ej i en forkortelse eller hvilke ord, der er sammensatte eller skrives i to ord, er det nemt at slå op og tjekke.

Tag “De små grå” med på farten

Serien De små grå er på i alt fem bøger. Ud over de to nævnte, er der Skriv klart! af Søren Boy Skjold og Claus Leick, Bliv hørt! af samme forfatterhold og så Skriv artikler af Søren Boy Skjold. De tre sidstnævnte har jeg ikke læst fra ende til anden, men de er gode at ha’ på hylden. De små grås force er, at de er hurtigt læst, at der ikke er noget unødvendig udenoms-snak og at det er let at finde frem til det, man gerne vil ha’ hjælp til. Og fordi de vitterligt er små, fylder de ingenting i tasken eller  i jakkelommen, hvis du vil ha’ lidt sprogfagligt input med på togturen eller i bussen.

Du kan købe bøgerne direkte hos Ajours netboghandel.

Tilføjelse, 1. februar 2017: Hørte lige i nyhederne på P1, at man kan tage et gratis kommakursus online hos Dansk Sprognævn – følg linket her, hvis det var noget 🙂

 

 

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Kan du huske, da du var ung? Måske sådan en 17-18-19 år? Og muligvis læste Kierkegaard og Camus og diskuterede med venner og lærere om, hvad livets mening var? Om der var en Gud, hvis der var, om der så var flere, om mennesker grundlæggende er onde eller gode? Og om alle menneskeliv er lige meget værd og om et menneske er lig sine handlinger eller bare har en værdi i sig selv og den slags? Det kan jeg. (Altså ikke da du var, men da jeg var ;-)) Og lige præcis den appetit på livets store spørgsmål og lysten til at se sit eget liv i et større perspektiv formår Svend Brinkmann at vække med sin bog ”Ståsteder”.

Filosofisk name- og idé-dropping

Svend Brinkmann har valgt ti ståsteder – Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Han forklarer hvert ståsted med filosoffer, forfattere og tænkere, han synes passer til formålet og sætter de ti begreber i relation til tendenser i vores tid. Det går stærkt og det nærmer sig filosofisk name- og idé-dropping. Omvendt er det forfriskende, at han bare gør det.

Bogen er eklektisk, frit fabulerende, og giver ingen håndfaste svar på, hvordan man skal leve sit liv. Derimod giver den en række ledetråde, man kan vælge at følge: Som f.eks. at holde hvad man lover, at sætte viden over følelser og ikke at måle alt, man vælger at foretage sig, ud fra om det kan betale sig.

Du skal gøre det gode

Om bogens formål, eller øvelse, som han selv kalder det. skriver Brinkmann: Det er ”at hente ti livsfilosofiske grundtemaer frem med en ambition om at formulere ståsteder for en anti-instrumentalistisk tænkning.” Ståsteder, ud fra hvilke, man ”kan ane konturerne af en filosofisk antropologi. Det vil sige en grundlæggende lære om mennesket, der portrætterer mennesket som et forbundet, forpligtet væsen, der dannes i mødet med de andre og noget andet end sig selv.”, skriver han.

Brinkmann tager således et velartikuleret opgør med den “noget-for-noget” og “what’s-in-it-for-me”-tankegang, der gennemsyrer samtidens politiske debatter og vores arbejdsliv. Og som sniger sig ind i vores personlige relationer. Han insisterer på, at der er noget, som er universelt godt og noget, der er universelt sandt. Og at alt her i tilværelsen ikke skal måles ud fra, om det føles rigtigt eller om det kan betale sig.

Inspiration til at læse videre og tænke sig om

Ståsteder giver masser af inspiration til at læse mere og videre. F.eks. har jeg aldrig læst Iris Murdoch, hvilket bogen har givet lyst til. Ligesom jeg længe godt har vidst, at Hannah Arendt var pensum, hvis man vil ha’ mere kærlighed og klogskab  og mindre dumhed og krig her i verden.

Ståsteder motiverer også til at reflektere over, hvorfor man tænker, som man gør. Et velment puf til at vriste sig fri af automatpilot-tankerne. Nogle af de spørgsmål, jeg selv går og tumler med, efter at ha’ læst bogen, er:

  • Hvad er min helt konkret min pligt
  • Hvilke ting gør jeg helt for deres egen skyld, fordi de er rigtige/gode uden at tænke på deres nytteværdi
  • Gør jeg nok for fællesskabet eller prioriterer jeg mit eget velbefindende for højt
  • Hvordan kan man gøre verden bedre, når man ikke kan holde politik ud
  • Hvordan får vi indført en ordentlig samtale om tilværelsens store spørgsmål i det offentlige rum/i medierne?

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Ståsteder er også et opgør med det postfaktuelle samfunds apologeter og deres leflen for det totalitære og et klart forsvar for oplysning og dannelse. Lige her ville man ønske, at bogen blev uddelt som klassesæt i Folketinget og rundt om i regions- og kommunalbestyrelserne. Måske skulle det være en del af vores politiker-“dannelse”, at man som politiker gør rede for, hvor man står i forhold til f.eks. frihed, sandhed og ansvar?

Tilbage til dig, kære læser: Hvis du er intellektuelt anlagt, hvis du vil ha vækket din appetit på livets store spørgsmål, genopdage lysten til at se dit eget liv i et større perspektiv og har mod på at tage dine værdier op til revision og hvis du savner modgift til samtidens alt-dominerende instrumentalisering er det bare ned i boghandlen og købe et eksemplar af Ståsteder. Hov! Du kan jo også vælge at læse den, bare for at læse den. For dens egen skyld. Fordi det er godt. Også selvom du ikke lige umiddelbart kan bruge det til noget.

Svend Brinkmann: Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden udkommer i dag, den 29. august 2016,  på forlaget Gyldendal Business

Læs også min anmeldelse af Svend Brinkmanns Stå Fast, som udkom i 2014.

Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Så kort kan det siges: læs Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Du får perspektiv på verden i dag, du får lyst til at holde dig bedre orienteret om udenrigspolitik, du bliver inspireret til at skrive bedre – og du møder hele paletten af menneskelige følelser, lige fra dyb gru og hjertesorg til boblende livsglæde og momentan lykke.

“Fram till 2013 förvarades 17 läderindbundna dagböcker i en flätad tvättkorg på Astrid Lindgrens välbekanta hemadress, Dalagatan 46 i Stockholm”. Sådan begynder redaktøren sin kommentar til Astrids Lindgrens krigsdagbøger. En bog, som særligt kan anbefales til dem, der tror, at verden i dag er mere af lave end den var for 80 år siden. Den giver indblik i, hvordan man som udenforstående til en verden i brand kan forholde sig klogt med både hjerte, humor og livsmod i behold – uden at fortrænge realitererne eller forfalde til faktaresistens.

Viden, overblik og egne analyser

Krigsdagsbøgerne er for det første fascinerende, fordi Astrid Lindgren fik skrevet dem. Den vilje og stædighed, det har krævet næsten hver aften at sætte sig, sikkert dødtræt, og forholde sig til dagens aviser, radiotaler, samtaler med venner og indtrykkene fra jobbet på et brevcensurbureau og forsøge at skabe et overblik over krigens gang – og også at læse bagom avisartiklerne og komme med præcise analyser og fortolkninger – er imponerende. Og inspirerende. Man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at holde sig orienteret, at læse baggrundsartikler og at have udsyn. Og at man ikke skal nøjes med avis-referater af f.eks. statslederes taler, men høre/se dem eller læse dem selv, når det er muligt og danne sig sin egen mening.

Sprog, som rammer plet i første hug

Ligeså vigtigt er det, at dagbøgerne er skrevet på et fuldstændigt forrygende, flydende og veloplagt svensk. Man kan simpelthen høre Astrid Lindgrens stemme. Og vildt at tænke på at teksterne ikke er redigerede, men førstegangshåndskrift. Man mærker hendes varme hjerte, der banker særligt for børnene, men også for soldaterne, jøderne, finnerne og alle, der lider. Og man mærker hendes skarpe hjerne, når hun skildrer udviklingen i krigen, analyserer f.eks. Hitlers taler eller Mussolinis deroute og på en modig og ligefrem måde ser krigens rædsler og realiteter I øjnene. Samtidigt beskriver hun, hvad datteren Karin og sønnen Lasse får i fødselsdagsgave, hvad de får at at spise til højtiderne og deler sine tanker om børnenes trivlel og fortæller om forbedringer i hjemmets boligindretning.

Storpolitik, skinke og hjertesorg

Skiftene fra storpolitik og krigsrædsler til de hjemlige kødgryder og årstidernes skiften fra hedebølger til isvintre er et stærk og troværdigt billede på hverdagslivet, som det udfolder sig, også med en verdenskrig uden for døren. En insisteren på, at selvom verden er fuld af meningsløshed og lidelse skal man leve, spise, fryse, svede, nyde foråret og grine med sine venner, hvis/når man kan. Her kommer en smagsprøve – fra 18. juli 1945, da krigen i Europa er slut.

‘Det ër för varmt att skriva. Fastän Churhill och Trumann är i Berlin och far omkring på sight-seeing till Hitlers rikskansli och andra mera bemärkta platser, i den mån dom finns kvar. Stalin ska också komma dit. Annars vet jag inte, vad som hånder og sker i världen. I Japan fightar dom fortfarende för fullt.
Vi fightar i Furusund också. Med farmor. Om skinka m.m. Det er en vansinnig värmebölja, så vi flämtar som fiskar uppkastade på land. ” (s. 314)

Astrids egen krig

Udenfor kategori er dog hendes ægteskabskrise, som efter krigen munder ud i skilsmisse. Det er hendes mand, Sture Lindgren, som vil skilles. Et sted i dagbøgerne kalder hun krisen for sin egen krig.  Og hendes knuste hjerte kan  – næsten – få interessen for krigen og storpolitikken til at vige. Her fra den 12. august, 1944:

“Ensam med förtvivlans bitterhet i hjärtet på Dalagatan, Karin på Solö, Lasse i Näs, Linnea på semester, Sture?
Stora saker har hänt, men jag har inte orkat skriva. Nånting så märkligt som ett attentat mod Hitler har jag inte ens brytt mig om. […] “Türkiet bryter med Tyskland”, står det på löpsedlarne i kväll. Så nu brakar det väl i alla fall samman när som helst.
Liksom det har brakat samman för mig”.

Vidnesbyrd fra virkeligheden

På sit job i brevcensuren har Astrid fået tid til at skrive nogle af brevene af. Her kan man læse personlige vidnesbyrd fra krigen og det er hård læsning! Og er med til at sætte i perspektiv, hvor sej hun er, Astrid L. Hun har skulle læse disse skæbner “i embeds medfør”, men har samtidigt haft nærvær nok til at dokumentere dem, så eftertiden kunne få indblik i krigen, som den blev oplevet af både soldater i felten og almindelige mennesker som du og jeg.

Pippi og Emils mor

Man kan ikke læse krigsdagbøgerne uden at genkende den Astrid Lindgren, som senere blev verdenskendt børnebogsforfatter med figurer som Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes empati og forståelse for børn og unge  (og kloge reflektioner om opdragelsen af sine egne børn) og hendes humor og evne til med få ord at ramme situationer og personer på kornet. Og så er det en sjov lille detalje at dagsbogsformen, som Astrid Lindgren så åbenlyst stortrives i, også senere kommer til at spille en rolle i fiktionens verden, når Emil fra Lønnebergs mor, Alma Svensson, jo fører dagbog over Emils skarnsstreger, så eftertiden kan få indblik i hvordan en – set fra kedelige voksnes synsvinkel – uartig unge, men i moderens, Astrid og læsernes øjne en fantastisk lille fyr med hjertet på rette sted og krudt i røven, kunne ende som sognerådsformand.

Det var dumt, Bonniers 😉

Dagbogens sidste udklip er i øvrigt Bonniers afvisning fra september 1944 af Astrid Lindgrens manuskript til den første Pippi Langstrømpe bog – nedskrevet, mens hun lå i sengen med en forstuvet fod. Forlaget har først brugt næsten 5 måneder på at cirkulere manuskriptet mellem sig – og når så frem til en afvisning med den grund, at de jo har planlagt både 1945 og 1946’s bøger – “och att redan nu binda oss för 1947, det vill vi inte”. Det var dumt, Bonniers 😉

FullSizeRender-2

Bonniers Forlag takkede nej til Astrid Lindgrens manuskript om PIppi Langstrømpe med undskyldningen om, at de havde planlagt deres program lang tid frem. Det har de nok haft rig lejlighed til at fortryde siden…

PS: De 17 håndskevne bøger er blevet redigeret ned til én bog med uddrag, avisklip, affotograferede breve og fotos. En gennemført og lækkert layoutet sag, som er med til at gøre rygterne om bogens død stærkt overdrevne. Og i Akademibokhandlen, hvor jeg købte bogen, var der desuden adskillige hyldemeter med lækkert indbundne dagbøger til voksne – så måske er der en dagbogskrivnings-trend på vej? Det kan man da håbe.

***

Astrid Lindgren: Krigsdagböcker 1939-1945, Salikon Förlag, 2015.
Med forord af Kerstin Ekmann og efterskrift af Karin Nyman (Astrid Lindgrens datter).
Kan bl.a. købes hos Akademibokhandlen

Er også udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal: Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945 (Indbundet)
Kan bl.a. købes hos Bog & Idé

Er du mere nysgerrig på Sverige og svensk kultur? Så læs mit indlæg 10 ting du (måske) ikke vidste om Sverige

 

Minna mangler et øvelokale

Minna mangler et øvelokale

Mens jeg venter spændt på at Dorte Nors’ roman “Spejl, skulder, blink” (udkommer 2. februar 2016) lander i postkassen, er her min anmeldelse fra marts 2013 af den fantastiske “Minna mangler et øvelokale”. Anmeldelsen har ligget på den nu lukkede blog Ramsø & Wowk – og dét var jo synd, for så kunne ingen læse den 🙂

Sådan en bog har jeg ikke læst før. Bogen er skrevet udelukkende med hovedsætninger. Den er vittig og meget rørende. Jeg kan varmt anbefale den.

Jeg stødte på Dorthe Nors forfatterskab, da jeg for nogle år siden et eller andet sted læste en anmeldelse af ”Dage” og straks købte og læste den. En sørgmodig, rørende og stille beskrivelse af tiden efter et parforhold – og den kvindelige hovedperson – er brudt sammen. Så vidt jeg husker. Jeg må ha’ lånt den ud, for den står ikke på hylden. Det var som at læse et digt, virkelig stemningsfuldt og tæt, som en slags ”bog-essens”.
Sådan er det også med ”Minna Mangler et øvelokale”. Når formen går ud på kun at skrive korte hovedsætninger, der står fint stablet med én sætning på hver linje, gør det noget særligt ved læseren. Denne stop’n’go form for læsning er virkelig pudsig. Hver sætning er et lille digt i sig selv– og samtidigt vil man gerne læse fremad, for at se, hvordan det nu går Minna. Men læsningen KAN ikke gå hurtigt, for så får man ikke meningen ordentligt med sig – så det kræver, man gearer ned og giver sig tid. Som om bogen hiver lidt i en og siger ”fald nu ned, læs det nu ordentligt, giv dig tid.” Det kan jeg godt lide!

Jeg er vild med Dorthe Nors måde at beskrive personerne omkring Minna på – via Minnas synsvinkel.

Ta’ hendes skrækkelige, midaldrende søster i Kartoffelrækkerne, som er 100% neurotisk og rengøringsvanvittig:

“Elisabeth vil have, at hun skal ringe.

Elisabeth, vil have, at hun skal komme forbi.

Minna passerer Børsen.

Minna holder tilbage for en bus.

Minna SKAL ringe mellem to og fire

Minna MÅ IKKE ringe på andre tidspunkter.

Elisabeth dyrker yoga og mediterer. Dagen er skemalagt.

Elisabeth siger, at det handler om at tage hensyn til andres behov.”

Eller fx Gunvor – enhver højskolelærers skræk – den glade, overstrømmende amatør uden situationsfornemmelse, som mener at et højskoleophold har forløst hende som kunster og nu ser sig selv og læreren som ligemænd.

Lige i dét Minna, der er flygtet fra hovedstaden til Bornholm for at lære at sige fra, skal til at nyde sin hårdt tilkæmpede kaffe, møder hun Gunvor:

“Gunvor Kramer har fundet et hjørne i gårdhaven.

Gunvor Kramer har skubbet Minna godt ind i hjørnet.

Gunvor Kramer er i hørbusseronne.

Gunvor Kramers hår er sat fast med et vikingespænde.

Gunvor har tænkt meget på Minna.”

Og selve historien om den 40-årige Minna, der træder i karakter, kunne sagtens bære en tyk roman. Måske er det derfor minimalismen virker – fordi man kunne sige og skrive så meget mere.

De mange gentagelser gør at teksten nærmest messer afsted – og på en eller anden måde bliver det hele også lidt klaustrofobisk – man føler sig fanget i kæden af hovedsætningerne, og savner pynten, bisætningerne, udenoms-forklaringerne, beskrivelserne, lydordene, dialogen og alt det andet.

Men det er også skidegodt og modigt. En god måde at udfordre læseren. Og sproget. Og fordi Dorthe Nors også formår at røre hjertet med sin stil-øvelse – både til tårer og grin – bliver det så godt.

Det må have taget en krig at skrive den bog – selvom den er så lille og fin. Jeg glæder mig til at læse det næste værk fra Dorthe Nors hånd og ikke mindst på at se, hvilket benspænd, hun vælger for sig selv næste gang.

Lån bogen på bibleren eller køb den f.eks. her.

 

Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)

Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)

Undrer du dig også over erhvervsfiguren Fritz Schur? Læs min anmeldelse (og også bogen!) af Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborgs “Kammerherrens nye klæder” tilbage fra 2013. Indlægget er en uændret kopi af 2013-teksten.

Er mytomani egentlig en topleder-spids-kompetence?

Jeg har lige vendt den sidste side i ”Kammerherrens nye klæder”. Egentlig havde jeg besluttet, at springe den over, da jeg havde hørt at bogen var et nøje tilrettelagt og unuanceret karaktermord. Så kårede Dagbladet Børsen Fritz Schur som Årets Bestyrelsesformand 2012, og satte “Bestyrelseskongen” på forsiden, og der var ingen vej udenom: hen til boghandleren i en fart. For hvordan i alverden kan en mand, som er bestyrelsesformand for tre notorisk nedadgående virksomheder, få den ære? Der må være noget galt. Og det er der også.

Vel vidende at forfatterne har vinklet bogen efter karaktermordets anatomi, må jeg sige, alt tyder på at Fritz Schur laver overtrådt på de grundværdier, vi normalt roser os af i et oplyst og demokratisk land. ”Kammerherrens nye klæder” sætter således et alvorligt spørgsmålstegn ved dømmekraften hos toppen i Danmark.

Den Gud giver embedet, giver han også evnerne…

Alle er lige for loven, bare ikke Fritz Schur, som får særbehandling ud fra devisen ”du får ret og jeg får fred”.   På den måde har han – med hjælp fra sin gode ven, Gentofte-bykongen Hans Toft- udvidet sin ejendom på en virkelig utiltalende facon. Og bogen er rig på eksempler på, hvordan Fritz Schur kommer glattere igennem systemet end alle andre. Han har gennem en årrække medvirket til at sponsorere partiet Venstre via den liberale erhvervsklub, hvilket må formodes at have gavnet hans karriere, hvor han målbevidst har skudt sig ind på høje ledelsesposter i store offentlige virksomheder og har opnået en høj status i kongehuset.

Og man skumler og skuffes. For alt tyder på, at manden ikke er så dygtig, som hans magt berettiger til. Pyt med kongehuset, sovsekanderne og ordnerne – dem hænger man jo på idioter. Men æv, hvor bliver man skuffet, når man hører om hvor gammeldags, ikke-visionær og egen-interesse-styret en bestyrelsesformand, han er.  Hans fremmeste kvalitet skulle være at han ikke giver sine ministre problemer. Men, hvor har det ført SAS, DONG og PostNorden hen?

Og som én siger et sted i bogen, er det da lidt mærkeligt, at postvæsenet har kørt kampagner for at få os til at skrive flere breve, når enhver kan se, at brevpostmarkedet er færdigt. Mens pakker stadig ikke kan sendes via internettet. Det er her, markedet er! Det forstod bestyrelsesformanden, som i øvrigt selv leverer posthusenes lykønskningskort, ikke i tide. Er det virkelig den dygtigste person til det job, landet kan mønstre?

Der er masser af andre ting at undres over i bogen. Ægteskabet med Venstre, vennetjenesterne, hans virksomhedskonstruktioner, DONG-sagen osv. Men på tværs, gennem hele bogen, gør det faktum, at løgne trumfer sandheden, virkelig indtryk.

Man må ikke lyve

”Kammerherrens nye klæder” tegner nemlig et billede af en vaskeægte mytoman. Mytomani kan defineres som en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier – oftest med sig selv i en glorværdig rolle. Så er han Estrups oldebarn (nej, han er ej), så har han virksomheds logo syv bier, ligesom Mærsk-stjernens syv takker (nej, han har fået fjernet to bier fra det oprindelige logo, for at fortælle den historie, det oprindelige logo er affotograferet i bogen, med ni bier). Men myten om de syv bier fortæller han rask væk rundt omkring og den figurerer endda i bogen ”100 Topchefer”, skrevet af Børsen chef-redaktør Niels Lunde, som i øvrigt deltog i Schurs 60-års fødselsdag.

Han er ulden omkring, hvornår han overtog sin bolig, som han selv er den første til at omtale ”slot”, for derefter at få byrådet i Gentofte til at godkende, at adressen bliver ”Christiansholm Slot” og dermed slette adressen Vitus Berings Allé 30. (Så det ikke forveksles med Christiansholm ude på Holmen, for det sker åbenbart for fragtmændene…helt sikkert!)

Han lyver om, at det er ham, som har bekostet istandsættelsen af samme bolig OG han fortæller, at guldhornene er skrevet dér, og det er de så ikke. Ikke at det interesserer mig, hvor Oehlenschläger skrev de horn, men lige lovlig kreativ branding at påstå at ens bolig er arnested for et dansk national-digt af nærmest – ja– mytisk karakter. Og så er det i øvrigt heller ikke sandt at PET har forlangt et særligt sikkerhedsniveau omkring Fritz Schur, hvilket bogen dokumenterer med et brev fra PET. Bogen har mange – mange! – flere eksempler på denne kreative storytelling.

Den beskriver også, hvordan Fritz Schur har ordet i sin magt, hvilket man også kan høre, når han deltager i interviews. Så det er jo fristende at tro på, hvad der bliver sagt, når det bliver sagt overbevisende. Her når vi så frem til mediernes rolle. For når nu et menneske med så mange magtbeføjelser, tilsyneladende ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed, bør medierne så ikke reagere tydeligere? Hvordan kan man efter denne bogs afsløringer stadig hylde Fritz Schur som årets bestyrelsesformand?

Tilbage står at takke forfatterne bag ”Kammerherrens nye klæder” for at rette op på undladelsessynderne i danske erhvervsmedier og pege på behovet for frisk luft og nye kræfter i toppen af Danmark.

Og så lige en lille krølle på halen…

Den nye trend i businessbøger, hvor man indfletter prosa-afsnit, må meget gerne stoppe. Det virker lidt åndssvagt at man i en bog, som handler om en mand, der ikke kan skelne fiktion fra virkelighed, selv har indsat tænkte, indre dialoger som i en anden Lykke-Per roman.

 

Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborg:

Kammerherrens nye klæder – Fritz Schur. Manden og myterne. Jyllands-Postens Forlag, 2012

Bogen kan købes her: http://www.jyllandspostensforlag.dk/kammerherrens-nye-klaeder/t-1/9788740007879

I indlægget nævnes også:

Niels Lunde, 100 Topchefer – guide til dansk erhvervsliv, 2011