Læseanbefaling: Næste! En lægeroman

Læseanbefaling: Næste! En lægeroman

Rå. Sjov. Overraskende. Det er de tre ord, jeg først tænker på, nu jeg sidder med ”Næste!” her foran mig efter endt læsning. Her får du som læser midtlivskrisens forhammer lige i panden. En krise, som tackles vidt forskelligt. Nogle drikker for meget vin i sofaen foran Netflix. Andre køber for meget idrætsudstyr og forsøger at løbe fra døden.

Gennem midtlivskrisens nådesløse linse

Elin er praktiserende læge i et lægehus i Oslo. Vi møder hende, da hendes liv er sat på standby og hendes ægteskab i krise. Gennem hendes synsvinkel får vi en diagnose af det norske (og det kunne være det danske lige så vel) velfærdssamfund, af middelklassens ægteskaber og storbyborgernes sundhedstilstand. En kras diagnose! Vi følger Elins dage i konsultationen, hvor patienterne defilerer forbi dagen lang: depressioner, søvnløshed, barnløshed, hæmorider, abortønsker, overvægt, alderdom, hypokondri og meget, meget mere har de med sig. Elin har tabt gejsten og har mistet evnen til at lyve for sig selv, ligesom hun kæmper med at holde masken over for patienterne.

Det er sjovt, det er rammende og det er også lidt ondskabsfuldt. Især når Elin taber fatningen og siger sin uforbeholdne mening til patienterne. Et virkelig godt greb, for som læser holder man med hende og tænker ”yes, sig det som det er” samtidigt med at man sidder på kanten af stolen og tænker ”neeeeej, det sagde hun bare ikke”. Hermed også sagt, at denne læser levede sig levende ind i scenerne med læge-patient dialog.

Et kedeligt ægteskab bliver ikke bedre af at vare længe

Romanens indblik i både Elins og hendes ungdomsflamme Bjørns ægteskaber og livsstil er lige dele komedie, satire og tragedie. Som ung slog Elin op med Bjørn, blandt andet fordi hun var flov over ham, da han kom fra provinsen. Hun valgte Aksel, der ligesom hun selv læste medicin, og ligesom hun selv var vokset op i storbyen. Han var det trygge valg.

Elin og Aksels ægteskab har tilsyneladende fungeret godt, men efter børnene er flyttet hjemmefra viser det sig, at det er en tom kulisse. Hun drikker kartonvin og ser Netflix, han løber kroppen tynd på ski og rulleski. Hun gør rent og holder hus, han køber sportstøj og tager på skirejser. Alt er beskrevet fra Elins synsvinkel, og portrættet af Aksel og hans manglende sans for rengøring og familiens sociale liv bliver lige lidt til den klichéfyldte side.

Bjørns ægteskab med Linda er skåret over læsten: vatnisse og kontrolfreak. Lige så idyllisk, Linda får fremstillet sit liv på Instagram, ligeså konfliktfyldt og skrøbeligt er det. Igen lidt til den pap-udskårne side, men…hvis man vrider sin hukommelse lidt, kender man jo godt nogle versioner af den parforholds-opstilling.

Beskrivelsen af, hvordan de udadtil perfekte ægteskaber pludselig kæntrer, er troværdig; hvem har ikke prøvet at tabe kæben over at dem, man troede, havde det perfekte parforhold, nu skal skilles? Her kommer vi med bagom facaden på de såkaldt perfekte parforhold, og ser konsekvensen af, hvad der sker, når mennesker taber sig selv for at bevare relationen til en partner. Så længe, der varer…

Barndommen, sociale medier og slutningen

En flig af forklaringen på Elins tryghedsnarkomani, nøgternhed og omsorgspligt ligger i hendes barndom, som vi får rullet op. Jeg vil ikke spoile, men bare sige, at den barndom ikke var for børn,  selvom hun ikke har ondt af sig selv; og selvom hendes portræt af moren er afbalanceret og temmelig loyalt.

Romanen gør nar af voksne menneskers afhængighed af smartphones og den evige selvfremstilling på sociale medier. Der sættes en tyk streg under, at det, som ser mest idyllisk og misundelsesværdigt ud på de sociale medier er blår i øjnene og i skærende kontrast til virkeligheden. Romanens slutning vil jeg heller ikke spoile, bare sige, den kom lidt bag på mig.

Jeg kan varmt anbefale ”Næste! En lægeroman”. Sprogligt er den formfuldendt og træfsikker. Den har en vis rå kuldslåethed; en kant, som gør grinet stivner lidt. Men den er underholdende, intens og original. Nina Lykke er en skarp samfundsiagttager og ferm satiriker – der er scener i ”Næste!”, jeg aldrig vil glemme, og mange tak for det.

Titel: Næste! En lægeroman.
Forfatter: Nina Lykke
Oversat fra ”Full spredning. En legeroman” (oktober 2019)
Oversætter: Kristian Bang Foss
Forlag: Gyldendal, juni 2020.

 

5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

Har netop vendt den sidste side af ”Den italienske mester” af Tom Rachman. Kan huske, jeg læste hans ”De ufuldkomne” med stor, stor fornøjelse. To’eren Storhed og fald har jeg til gode. Og tre’eren Den ”italienske mester” kan jeg varmt anbefale. Og hvorfor så det? Det er der mindst fem gode grunde til, og de kommer her:

1 Et liv foldet ud

Hvis du hører til typen, der kan lide at læse biografier, vil Den italienske mester lige være noget for dig. Vi følger bogens ene hovedperson, Pinch, fra han er fem år og så gennem hans opvækst, pubertet, udviklingskriser, parforholdskriser, morbinding, faderkomplekser og (for) tidlig alderdom. Vi følger hans forsøg på at blive sig selv, hans gåen ind og ud af relationer, hans samvittighedskvaler, hans glæder og sorger. Og hele tiden har man lyst til at tage fat i ham, ruske ham forsigtigt og sige: riv dig nu løs af din far, skab nu dit eget, tro på dig selv, lev nu dit liv, du kan godt! Tom Rachman beskriver helt eminent forskellen på barnets, det unge menneskes, den voksne mands og den ældre mands oplevelsesmåde. Det er så fint og rørende.

2 Levende miljøer

Det stærke lys i Rom, den gode mad og vin, det opblæste kunstmiljø i New York, den daglige arbejdstrummerum på sprogskolen i London og det pittoreske liv på landet i Frankrig. Romanen er fyldt med beskrivelser af fantastiske miljøer, der bliver til filmscener i hovedet på én. (Et besøg på forfatternes hjemmeside viser da også, at han har studeret film ved siden af  journalistikken). En nydelse at komme med på sådan en rundrejse i den vestlige kulturs forskellige ‘afdelinger’ og tidsperioder, ikke mindst.

3 Effektiv plotmaskine

Romanens spændingskurve stiger voldsomt mod slutningen. Det er godt tænkt, og jeg var nød til at læse virkelig hurtigt, fordi jeg ville se, hvordan det hele endte. Og undskyldte min lidt sjuskede læsning mod slutningen med, at jeg selvfølgelig bare læser bogen igen 😉 Engang! Plottet fik mig igen til at tænke på film; bogen her vil være oplagt at filmatisere. En smuk, gribende og vedkommende film kunne det blive.

4 Gode bipersoner

Ud over det farverige, næsten karikerede, kunstner-ego, Bear Bavinsky, og den eftertænksomme, selvudslettende søn, Charles, vrimler romanen med gode bipersoner. Et galleri af troværdige og velbeskrevne originaler. Morens historie kunne bære sin egen roman. Igen: filmatisering er oplagt, en drømmeopgave for en caster at skulle finde skuespillere til dette overflødighedshorn af spændende, komplekse personligheder.

5 Kunst og køn

Bogens beskrivelse af en – vores –  kultur, som hylder den mandlige kunstner, der skaber sublim kunst, men efterlader ulykkelige menneskeskæbner og splittede familier i sit kølvand indskriver sig elegant i en kønspolitisk diskussion. Jeg kom f.eks. til at tænke på Meg Wolitzers Hustruen hvor vi også møder en mandlig kunstner, hvis succes baserer sig på en kultur, der bedre kan acceptere mandlige end kvindelige kunstner-egoer.
Den kvindelige kunstner i Den italienske mester, Pinchs mor Natalie, får ikke sit potentiale foldet ud. Hun går til grunde. Ikke fordi hendes (eks-)mand eller hendes barn personligt stiller sig i vejen for hendes kunstneriske ambitioner, men fordi intet i kulturen, hun er født ind i, endsige hendes mor, støtter hende. For eftertiden bliver hun husket som den mandlige kunstners muse. En tragedie. Og hjerteskærende læsning.

 

Den italienske mester
Oversat af Rasmus Hastrup
Originaltitel The Italian Teacher
Udgivet på Politikens Forlag, 2018

Mådehold i en krisetid – en anmeldelse af ‘Gå glip’

Mådehold i en krisetid – en anmeldelse af ‘Gå glip’

Han slog igennem med nej-hattebogen ’Stå fast’. Her rettede han skytset mod tidens mantra om evig selvudvikling. Så udkom ’Ståsteder’. Her slog han fast, at der faktisk er noget, som er universelt godt og noget, der er universelt sandt. Og at det ikke er alt i tilværelsen, som skal måles ud fra, om det føles rigtigt eller om det kan betale sig. I ‘Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid’ vil Svend Brinkmann have os til at erkende, at vi ikke kan få det hele og at det er helt ok. Vi skal dyrke mådeholdet. Hvorfor? For at mindske belastningen af klimaet og for at stoppe den voksende ulighed i verden.

I tråd med sine tidligere bøger, opfordrer Svend Brinkmann den enkelte til at leve på en måde, som ikke handler om at maksimere, hvad man selv kan få ud af det. Eller på en måde, som er drevet af, hvad man lige føler eller har lyst til. Det nye er, at konteksten for Brinkmanns kritik af tidens dominerende ideologier er blevet jordnær og politisk:

”Kloden har begrænsede ressourcer til stadig flere mennesker, og uligheden er globalt set vokset markant i de seneste årtier. Hvis der skal sikres et bæredygtigt liv for flest muligt, ideelt set for os alle sammen, bliver vi nødt til at lære begrænsningens kunst, især her i den rigeste del af verden.” (s. 13)

Så er banen kridtet op til nogle gode, politiske diskussioner!

Fem argumenter for mådehold

Gå glip er struktureret omkring fem korte kapitler, der argumenterer for mådehold fra hvert sit udgangspunkt: Det politiske argument (ønsket om et bæredygtigt samfund), Det eksistentielle argument (at turde vælge sin vej), Det etiske argument (mådehold og generøsitet er en dyd), Det psykologiske argument (mennesker bliver ikke lykkelige af total valgfrihed) og Det æstetiske argument (der ligger en skønhed i gentagelser og ritualer).

Det mådehold, som Brinkmann, taler om, når det handler om forbrug, er ikke selvkontrol for at opnå en større gevinst. Det er et mådehold baseret på en erkendelse af, at andre har mere brug for det, man vælger at afstå fra. Og når det handler om, hvad vi bruger tid på, så handler mådeholdet om at holde snuden i sporet af sin livshistorie. Om at leve med at der er alle mulige ting her i livet, man ikke kommer til at deltage i eller opleve. Og at indse, at livet kan være godt og meningsfuldt alligevel. Måske endda bedre og mere meningsfuldt.

Flere konkrete eksempler

Gå glip er let læst, underholdende og inspirerende med sin essayistiske blanding af holdninger, citater, analyser og personlige anekdoter. Her er alt lige fra Aristoteles til Piet Hein. Bogen slutter endda med gode leveregler i bedste selvhjælpsbogs-stil. F.eks. ”Vælg, hvornår du vil vælge”, ”Øv dig i taknemmelighed” og ”Lad være at sammenligne så meget”. Alle sammen gode råd, man kan ha’ hængende på køleskabet og som alle vil ha’ godt af at repetere med jævne mellemrum. Som vaccine mod nedtrykthed eller selvmedlidenhed.

Som uddybning og supplement til bogens generelle råd og leveregler ville jeg gerne have læst beskrivelser af konkrete personer, som har valgt at leve på en måde, som bevidst indebærer markante fravalg. Og det kunne være spændende at læse flere konkrete ideer til, hvordan vi indretter et samfund, som understøtter menneskets evne til koncentration og fordybelse. Både, når det handler om institutioner, skoler, arbejdspladser og det offentlige rum. Og når det handler om de medier, som er mere optaget af at få os til at klikke på kattekillinger og katastrofer end sagligt at oplyse os.

Hvad bliver næste træk?

Fra at være kendt som ham med nej-hatten er Svend Brinkmann med Gå glip for alvor trådt ind i rollen som humanistisk vismand og politisk debattør. Forbrugerisme, klimabenægtelse og kan-det-betale-sig-ideologien trives i bedste velgående. Denne treenighed har mere end nogensinde brug for skarpe, vidende og modige modspillere som Brinkmann. Så, tak for det!

Nu bliver det spændende at se, hvad næste træk er. Frem for at skrive Giv slip, Livskunst, Rutiner og rødder eller hvad en fjerde titel kunne hedde, håber jeg, at Svend Brinkmann vælger at gå i dybden med en afgrænset problemstilling inden for det felt, Gå glip ridser op. Uanset hvad, vil jeg dog glæde mig til at læse og følge med, for kedeligt eller ligegyldigt er det aldrig.

 

Svend Brinkmann
Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid
144 sider
Gyldendal Business

Bogen udkommer den 12. september 2017.

Køb bogen her

Et alternativ til tidens føleri: Doktor Bagges anagrammer

Et alternativ til tidens føleri: Doktor Bagges anagrammer

Doktor Bagges anagrammer er et velkomment og velgørende alternativ til den ellers så trendende autofiktion og føleri (ville Bagge sige…). Det er noget af det bedste og mest velskrevne dansk, du kan finde lige pt. Det klæder Ida Jessens sprog, at det med karakteren Doktor Bagge har fået fandenivoldskhed og humor. Sammen med 2015-romanen En ny tid er Doktor Bagges anagrammer desuden et gribende, morsomt og klogt portræt af et ægteskab. Og bøgerne udgør tilsammen et stykke fint Danmarkshistorie.

Med Doktor Bagges anagrammer giver Ida Jessen os indblik i en tid, hvor livet på landet kunne være lig med dårlig hygiejne, dårlig uddannelse, overtro og lev gennemsnitsalder. Hun viser, hvor langt vi er nået på 100 år – og det giver stof til eftertanke, hvordan vi forvalter dette kæmpe fremskridt.

Hvor blev sammenhængskraften af?

Med figuren Vigand Bagge får hun gestaltet et interessant “modmenneske” til vores samtids ideal-menneske. Hun viser et alternativ til nutidens idé om, at vi skal finde os selv og ha’ ryddet 100 % op henne i psyken, før vi kan være noget for andre – “gi’ først dig selv iltmasken på og hjælp så de andre”-ideologien. Figuren Bagge får hjulpet mange, uden at have behov for anerkendelse og med betydeligt rod i lasten. At sammenligne Vigands barndom og de traumatiske oplevelser, han har været igennem og hans måde at tackle dét på med, hvordan et nutidsmenneske forventes at skulle tackle det samme er et godt tankeeksperiment. Man kan glæde sig over, hvor langt vi er kommet og den luksus det er, ikke at skulle tænke på om vandet er rent eller måden, vi varmer boligen op på er sundhedsskadelig – og man kan undres over, hvor pligt- og samfundsfølelsen og sammenhængskraften blev af midt i alle vores fantastiske fremskridt.

Ida Jessen og Doktor Bagge er et genialt match

Det er ved at være lidt tid siden, jeg læste bogen. Og jeg tænker stadig over, om udsigelses-setuppet, fortæller-situationen eller hvad man nu skal kalde det, holder. Holder postulatet, at man sidder og læser direkte i en sur, gammel læges spredte dagbogsnoter? Det tror jeg faktisk ikke det gør. Man ved hele tiden godt at det er en forfatter, som har konstrueret en person, der hedder Doktor Bagge. Men det er okay, for det er virkelig godt lavet, det portræt. Ida Jessen gør ikke noget ud af en eller anden rammefortælling – det er lige på og hårdt og ind i Doktor Bagges hjerne og se verden derfra – og det er fint med mig. Det gav læseoplevelsen sådan en sjov, splittet grundfølelse, at jeg på godt og ondt (mest godt) var spærret inden i dét Ida Jessen har besluttet er Vigand Bagge; hans isolation, ensomhed og skrift – men samtidigt er det jo hende. Det giver hende den fordel at der er emner, hun kan slippe for beskrive, fordi Bagge er sådan en type, der ikke skriver om den slags (om hans ønske om at få børn, om hans seksualitet) – og det giver Bagge den fordel, at han skriver nogle helt forrygende dagbogsnotater. Og det giver læseren den fordel, at man skal oppe sig lidt.

Jeg glæder mig til at genlæse bogen, og måske finde en læsegruppe og møde nogen med lidt mere fantasi i fortolker-afdelingen at dele oplevelsen med.

Og til dig, kære læser: Hen på bibleren eller ned til boghandleren og skaf bogen, hvis du ikke allerede har gjort det

PS: Jeg glemte lige det med anagrammerne, som er en del af bogens titel. Anagrammer minder os om, hvor meget betydning, der ligger i de ord, vi vælger. Prøv selv at biks lidt med et anagram, f.eks. over dit navn (eller gå en tur forbi en anagram-generator, hvor f.eks. Lars Løkke Rasmussen bliver til Numse-Lars Ølkasser, hvis man har den slags humor…) Dét at man ved at flytte lidt rundt på bogstaverne i et navn eller en sætning og få en helt ny og anden betydning, minder os om at sprog er noget, vi har fundet på. At det kan bruges både til leg, trøst, løgn og propaganda og til at forsøge at beskrive det, vi oplever som virkeligheden, med.

Bogen kan købes her

 

Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

De fleste, som lever af at skrive, ved, der bliver læst korrektur, når det virkelig gælder. Og vi har stor tillid til  stavekontrollen. Hvilket kan blive en sovepude. Det er f.eks. på førstnævnte konto, jeg aldrig har orket at lære at sætte korrekt komma. Og jeg lader konsekvent stavekontrollen hjælpe, når f’erne og s’erne skal placeres i professionel ;-). Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget tid man vil bruge på retstavning og hvor “sprogfejls-følsom”, man er. For mig at se er sproglig omhyggelighed lig med faglighed og troværdighed hos tekstforfattere og journalister. Med håndbogs-serien De små grå fra Ajour, Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forlag, er der god hjælp at hente for alle skrive-professionelle, som vil de mest almindelige sproglige fejl til livs.

Slip af med de mest almindelige sprogfejl

Fjern fejlene af Malene Bjerre og Styr kommaet af Gitte Luk, hjælper dig med at få has på de ord, gloser og kommaer, som næsten altid driller. Begge bøger indgår i serien De små grå fra Ajour.

Fjern fejlene slår ned på de sproglige detaljer, man gang på gang bliver i tvivl om. Særligt kapitlerne Èt eller flere ord, Forkortelser og Lille eller stort bogstav har jeg haft gavn af. Faktisk har jeg med nørdet fornøjelse læst alle kapitlerne. Bogen er nu fast inventar ved siden af tastaturet.

Styr kommaet forklarer og eksemplificerer de gældende kommaregler, så man får lyst til at slippe sine dårlige kommavaner. Meeen, der er nok lidt vej endnu, før jeg har styr på det. Den ligger også fast på skrivebordet nu.

Alle bøgerne i serien De små grå er bygget op af et forord fra forfatteren, en overskuelig indholdsfortegnelse og så en række små, overskuelige kapitler. Det gør det nemt og hurtigt at finde frem til det, man har brug for hjælp til. Hvis du f.eks. har glemt, hvordan det lige er med talord, hvornår der er punktum eller ej i en forkortelse eller hvilke ord, der er sammensatte eller skrives i to ord, er det nemt at slå op og tjekke.

Tag “De små grå” med på farten

Serien De små grå er på i alt fem bøger. Ud over de to nævnte, er der Skriv klart! af Søren Boy Skjold og Claus Leick, Bliv hørt! af samme forfatterhold og så Skriv artikler af Søren Boy Skjold. De tre sidstnævnte har jeg ikke læst fra ende til anden, men de er gode at ha’ på hylden. De små grås force er, at de er hurtigt læst, at der ikke er noget unødvendig udenoms-snak og at det er let at finde frem til det, man gerne vil ha’ hjælp til. Og fordi de vitterligt er små, fylder de ingenting i tasken eller  i jakkelommen, hvis du vil ha’ lidt sprogfagligt input med på togturen eller i bussen.

Du kan købe bøgerne direkte hos Ajours netboghandel.

Tilføjelse, 1. februar 2017: Hørte lige i nyhederne på P1, at man kan tage et gratis kommakursus online hos Dansk Sprognævn – følg linket her, hvis det var noget 🙂

 

 

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Kan du huske, da du var ung? Måske sådan en 17-18-19 år? Og muligvis læste Kierkegaard og Camus og diskuterede med venner og lærere om, hvad livets mening var? Om der var en Gud, hvis der var, om der så var flere, om mennesker grundlæggende er onde eller gode? Og om alle menneskeliv er lige meget værd og om et menneske er lig sine handlinger eller bare har en værdi i sig selv og den slags? Det kan jeg. (Altså ikke da du var, men da jeg var ;-)) Og lige præcis den appetit på livets store spørgsmål og lysten til at se sit eget liv i et større perspektiv formår Svend Brinkmann at vække med sin bog ”Ståsteder”.

Filosofisk name- og idé-dropping

Svend Brinkmann har valgt ti ståsteder – Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Han forklarer hvert ståsted med filosoffer, forfattere og tænkere, han synes passer til formålet og sætter de ti begreber i relation til tendenser i vores tid. Det går stærkt og det nærmer sig filosofisk name- og idé-dropping. Omvendt er det forfriskende, at han bare gør det.

Bogen er eklektisk, frit fabulerende, og giver ingen håndfaste svar på, hvordan man skal leve sit liv. Derimod giver den en række ledetråde, man kan vælge at følge: Som f.eks. at holde hvad man lover, at sætte viden over følelser og ikke at måle alt, man vælger at foretage sig, ud fra om det kan betale sig.

Du skal gøre det gode

Om bogens formål, eller øvelse, som han selv kalder det. skriver Brinkmann: Det er ”at hente ti livsfilosofiske grundtemaer frem med en ambition om at formulere ståsteder for en anti-instrumentalistisk tænkning.” Ståsteder, ud fra hvilke, man ”kan ane konturerne af en filosofisk antropologi. Det vil sige en grundlæggende lære om mennesket, der portrætterer mennesket som et forbundet, forpligtet væsen, der dannes i mødet med de andre og noget andet end sig selv.”, skriver han.

Brinkmann tager således et velartikuleret opgør med den “noget-for-noget” og “what’s-in-it-for-me”-tankegang, der gennemsyrer samtidens politiske debatter og vores arbejdsliv. Og som sniger sig ind i vores personlige relationer. Han insisterer på, at der er noget, som er universelt godt og noget, der er universelt sandt. Og at alt her i tilværelsen ikke skal måles ud fra, om det føles rigtigt eller om det kan betale sig.

Inspiration til at læse videre og tænke sig om

Ståsteder giver masser af inspiration til at læse mere og videre. F.eks. har jeg aldrig læst Iris Murdoch, hvilket bogen har givet lyst til. Ligesom jeg længe godt har vidst, at Hannah Arendt var pensum, hvis man vil ha’ mere kærlighed og klogskab  og mindre dumhed og krig her i verden.

Ståsteder motiverer også til at reflektere over, hvorfor man tænker, som man gør. Et velment puf til at vriste sig fri af automatpilot-tankerne. Nogle af de spørgsmål, jeg selv går og tumler med, efter at ha’ læst bogen, er:

  • Hvad er min helt konkret min pligt
  • Hvilke ting gør jeg helt for deres egen skyld, fordi de er rigtige/gode uden at tænke på deres nytteværdi
  • Gør jeg nok for fællesskabet eller prioriterer jeg mit eget velbefindende for højt
  • Hvordan kan man gøre verden bedre, når man ikke kan holde politik ud
  • Hvordan får vi indført en ordentlig samtale om tilværelsens store spørgsmål i det offentlige rum/i medierne?

Læs Ståsteder for dens egen skyld

Ståsteder er også et opgør med det postfaktuelle samfunds apologeter og deres leflen for det totalitære og et klart forsvar for oplysning og dannelse. Lige her ville man ønske, at bogen blev uddelt som klassesæt i Folketinget og rundt om i regions- og kommunalbestyrelserne. Måske skulle det være en del af vores politiker-“dannelse”, at man som politiker gør rede for, hvor man står i forhold til f.eks. frihed, sandhed og ansvar?

Tilbage til dig, kære læser: Hvis du er intellektuelt anlagt, hvis du vil ha vækket din appetit på livets store spørgsmål, genopdage lysten til at se dit eget liv i et større perspektiv og har mod på at tage dine værdier op til revision og hvis du savner modgift til samtidens alt-dominerende instrumentalisering er det bare ned i boghandlen og købe et eksemplar af Ståsteder. Hov! Du kan jo også vælge at læse den, bare for at læse den. For dens egen skyld. Fordi det er godt. Også selvom du ikke lige umiddelbart kan bruge det til noget.

Svend Brinkmann: Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden udkommer i dag, den 29. august 2016,  på forlaget Gyldendal Business

Læs også min anmeldelse af Svend Brinkmanns Stå Fast, som udkom i 2014.