af Regine Wowk | feb 18, 2024 | Anmeldelse
Den roman – Øvelser i mørke – er så vild. Noget af det bedste, jeg længe har læst. Først og fremmest fordi Naja Marie Aidt rammer sproget, tonen og fortællerstemmen så eminent. Som læser var jeg tryg fra de allerførste sætninger. Som at høre en sopran eller violinist ramme én af de allerhøjeste toner i registeret. Helt rent, sikkert og meget længe.
Så er der formen. En slags variationsform med genkommende temaer, som f.eks. afsnittene med ”Lea var engang til en fest, hvor alle skulle medbringe en anekdote” Det gør alle så, og vi får en del af dem serveret. De handler alle om kvinder, som ikke kan trække vejret frit, kvinder, som bliver krænket, kvinder som bliver slået ihjel. Det er svær læsning. Men det er vildt godt skrevet. Ligesom beskrivelserne i jeg-form af de andre beboere i hovedpersonens opgang er det. De elegante panoreringer frem og tilbage i tid skal også nævnes. Sømløse og perfekte.
Beskrivelsen af hovedpersonens udvikling er også en del af den fine komposition. I starten kan hun ikke sige et ord til sin psykolog. Som hun går hos, fordi hun har været ude for en dybt traumatiserende oplevelse og har fået posttraumatisk stress, PTSD. Det ender med hun får det hele fortalt. Den suspense, der ligger i at nærme sig denne gru-ful-de fortælling stille og roligt er et fint afstemt crescendo.
Jeg mindes ikke at have fået så vedkommende et litterært indblik i livet som mor til voksne sønner, og relationen til svigerdøtre, børnebørn, egen mor og søskende. Jeg er åben over for det faktum, at jeg var særligt modtagelig for bogens kvaliteter, fordi jeg selv er sønnemor og farmor. Under læsningen var det intenst og fint, at dét, som er noget af de vigtigste i mit liv, er en del af en fortællerens identitet. For selvom jeg på ingen måde er traumatiseret og selvom mine børn og familie på ingen måde ligner romanhovedpersonens, så er hendes refleksioner så gode og gavmilde at spejle sig i.
Øvelser i mørke beskriver trods alt det mørke også livsglæden, sanseligheden og hvordan vi bærer alle aldre i os, selvom vi bliver ældre. Den modne kvindes vilkår. Betydningen af hvor vi bor, og hvem der bor ved siden af/ovenover/under os. Kønsrollernes fastlåsthed og volden som vilkår i vores kultur. Søskendes vilkår. Mødre og voksne børn. Alt det svære, men også alt det smukke og alt dét, som bærer os igennem, når livet er svært.
Især venskaberne. Romanen er en hyldest til de lange og dybe venskaber, som bærer os igennem, når livet går i hårdknude. Her opsummeret i en passus fra en af de afsluttende samtaler mellem hovedpersonen og hendes psykolog, som hun – fordi hun har posttraumatisk stress og behandling af dét er hans fagområde – kalder for PTSD-manden.
”Jeg stirrer på ham.
Må jeg spørge dig om noget?
Han nikker venligt.
Hvorfor er jeg ikke blevet mere ødelagt af alt det lort, jeg har været igennem i mit liv?
Fordi du har fået noget kærlighed og stabilitet indimellem, siger han. Fra din morfar, dine søstre, din eksmand, måske?
Og Annie, siger jeg. Mine venner.
Derfor, siger PTSD-manden.
[…]kærligheden og omsorgen er afgørende, og nogle gange er det nok med små doser af begge dele.”
Naja Marie Aidt
Øvelser i Mørke
Gyldendal, 2024
af Regine Wowk | jan 19, 2024 | Anmeldelse
Læseåret er begyndt med blandt andet Pernille Skippers ”Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig…Rend Mig”, som udkom i 2023.
En bog, jeg straks skrev mig op til på biblioteket, da jeg så den var på vej. For som fast abonnent på Information måbede jeg, da jeg læste Lasse Ellegaards kommentar op til folketingsvalget tilbage i 2022. Her skrev han de famøse ord: ” I de 23 år, jeg har haft adresse på Nordfalster, har jeg skiftevis stemt på Enhedslisten og SF – ikke fordi jeg sympatiserer fuldt og helt med de to partiers programmer og ikke mindst attituder. Jeg synes for eksempel, at Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt. Det er så ikke lige SF’s problem, da få politikere udstråler mere husmoragtig snusfornuft end Pia Olsen Dyhr.”
Da jeg læste dét, tænkte jeg også: ”Nu falder der brænde ned”. Dét gjorde der. Heldigvis! Blandt andet i form af en rigtig fin bog, som beskriver, hvad de forskellige køn er oppe mod, når de vil forandre den eksisterende verdensorden.
Hverdagsbarske beskrivelser af, hvad man skal stå model til
Bogen er god og hurtigt læst, synes jeg. Den er temmelig hverdagsbarsk, fordi Skipper beskriver den massive bølge af hadbeskeder og trusler, man som politiker skal stå model til. Hvis man kan. Som kvinde skal man især kunne tåle, at man bliver nedgjort på grund af sit udseende og sit køn.
Da jeg læste bogen, dæmrede forskellige minder fra mit eget liv. En gang i 90’erne havde jeg et læserbrev i avisen, som må have handlet om afskaffelse af revselsesretten. Et par dage efter lå der et håndskrevet brev i min postkasse med klamt indhold fra en vist ikke engang anonym ældre mand. Jeg smed brevet ud og har fortrængt ordlyden, men kan huske følelsen af, hvor langt ude det var. Da jeg for endnu flere år siden var medlemssekretær i Folketinget, modtog det kvindelige medlem, jeg var sekretær for, en del hadpost/breve, heriblandt trusler, i modsætning til det mandlige medlem, jeg også arbejdede for. Engang var der en borger, som havde sendt en ulækker, beskidt kam i en kuvert, for han synes, hun skulle lære at rede sit (flotte, syntes jeg) hår før hun optrådte på TV. Dengang tænkte jeg meget over, at jeg ikke selv ville kunne holde til at blive folketingspolitiker, bare selve arbejdsbyrden taget i betragtning; og hvor vildt det var, at nogle mænd mente, at de var i deres gode ret til at true kvinder til at holde bøtte. Ligesom jeg tænkte over, hvor modigt og sejt det var, at være kvinde og politiker på det niveau, og så have børn og familie. For dem, der truer, ved jo godt, hvordan de gør det, så det føles mest ubehageligt. I dag er det endda blevet endnu værre med had og trusler mod politikere; en akilleshæl i vores demokrati, som vi skal hjælpes ad med at få beskyttet.
Sympatisk, sober og selvreflekterende
Alt det blev jeg mindet om, ved at læse Pernille Skippers bog, som jeg synes er virkelig sympatisk og sober. Jeg har stor respekt for hendes selvindsigt. De mest rørende steder i bogen er nemlig dér, hvor hun beskriver, hvordan hun selv har tilpasset sig og været en del af det game og den friskfyragtige, fordomsfulde og hvem-kan-holde-sig-længst-vågen-agtige kultur, som gør det svært for kvinder at komme med ind dér, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Ligesom hun gør meget ud af at forklare, at mange kvinder ikke har et talerør, som dét, hun har og de muligheder, hun som veluddannet og velhavende har. Det er sympatisk, at hun også ser virkeligheden fra mændenes synspunkt, når det handler om f.eks. barsel og hvad mænd forventes at skulle præstere, mens de har bittesmå børn derhjemme. Hvilket jo er ikke så lidt!
Til gengæld hører man intet om, hvem det er, som sender hadbeskeder og gør alt, hvad de kan, for at underminere vores demokrati med had og trusler. Hvem er de mennesker? Hvad kan vi gøre, for at komme den adfærd til livs? Hvordan kan vi passe bedre på vores politikere og deres arbejdsmiljø? Det har bogen ingen bud på, ud over at anfægte problemet – og det er selvfølgelig også fint.
Befriende at sige fra!
Det er befriende, da Pernille Skipper endelig kan stoppe maskespillet og sige fra, med sit ”Rend Mig!” – både helt konkret, da hun svarede Lasse Ellegaard og Information godt igen og med bogen her. Hun er med til at få luftet godt og grundigt luftet ud i mandehørmen. For jo mere, vi taler om det, jo flere som stiller sig op og forklarer, hvordan det i praksis fungerer, når snubletrådene foran magtens rum bliver spændt ud for kvinderne, des sværere bliver det at holde fast i, at kvinder ikke dur til alt det med ledelse, penge og store beslutninger. Selv har jeg – som en fin bonus – fået inspiration til, hvad jeg byde ind med, når f.eks. min og mine veninders mødre hellere vil diskutere statsministerens tøjsmag, vægt og frisure, end indholdet i det statsministeren faktisk siger og står for…for den går altså ikke her i 2024!
Pernille Skipper
”Rend mig ….jeg har haft lyst til at side det til mange før dig”
Politikens Forlag, 2023
Andre rimeligt aktuelle og anbefalelsesværdige bøger med feminisme og ligestilling som budskab:
Rikke Viemose
Nu taler jeg
Forlaget Grif, 2022
Helle Thorning-Schmidt
Blondinens Betragtninger
Forlaget 28B, 2021
af Regine Wowk | mar 13, 2017 | Anmeldelse
Doktor Bagges anagrammer er et velkomment og velgørende alternativ til den ellers så trendende autofiktion og føleri (ville Bagge sige…). Det er noget af det bedste og mest velskrevne dansk, du kan finde lige pt. Det klæder Ida Jessens sprog, at det med karakteren Doktor Bagge har fået fandenivoldskhed og humor. Sammen med 2015-romanen En ny tid er Doktor Bagges anagrammer desuden et gribende, morsomt og klogt portræt af et ægteskab. Og bøgerne udgør tilsammen et stykke fint Danmarkshistorie.
Med Doktor Bagges anagrammer giver Ida Jessen os indblik i en tid, hvor livet på landet kunne være lig med dårlig hygiejne, dårlig uddannelse, overtro og lev gennemsnitsalder. Hun viser, hvor langt vi er nået på 100 år – og det giver stof til eftertanke, hvordan vi forvalter dette kæmpe fremskridt.
Hvor blev sammenhængskraften af?
Med figuren Vigand Bagge får hun gestaltet et interessant “modmenneske” til vores samtids ideal-menneske. Hun viser et alternativ til nutidens idé om, at vi skal finde os selv og ha’ ryddet 100 % op henne i psyken, før vi kan være noget for andre – “gi’ først dig selv iltmasken på og hjælp så de andre”-ideologien. Figuren Bagge får hjulpet mange, uden at have behov for anerkendelse og med betydeligt rod i lasten. At sammenligne Vigands barndom og de traumatiske oplevelser, han har været igennem og hans måde at tackle dét på med, hvordan et nutidsmenneske forventes at skulle tackle det samme er et godt tankeeksperiment. Man kan glæde sig over, hvor langt vi er kommet og den luksus det er, ikke at skulle tænke på om vandet er rent eller måden, vi varmer boligen op på er sundhedsskadelig – og man kan undres over, hvor pligt- og samfundsfølelsen og sammenhængskraften blev af midt i alle vores fantastiske fremskridt.
Ida Jessen og Doktor Bagge er et genialt match
Det er ved at være lidt tid siden, jeg læste bogen. Og jeg tænker stadig over, om udsigelses-setuppet, fortæller-situationen eller hvad man nu skal kalde det, holder. Holder postulatet, at man sidder og læser direkte i en sur, gammel læges spredte dagbogsnoter? Det tror jeg faktisk ikke det gør. Man ved hele tiden godt at det er en forfatter, som har konstrueret en person, der hedder Doktor Bagge. Men det er okay, for det er virkelig godt lavet, det portræt. Ida Jessen gør ikke noget ud af en eller anden rammefortælling – det er lige på og hårdt og ind i Doktor Bagges hjerne og se verden derfra – og det er fint med mig. Det gav læseoplevelsen sådan en sjov, splittet grundfølelse, at jeg på godt og ondt (mest godt) var spærret inden i dét Ida Jessen har besluttet er Vigand Bagge; hans isolation, ensomhed og skrift – men samtidigt er det jo hende. Det giver hende den fordel at der er emner, hun kan slippe for beskrive, fordi Bagge er sådan en type, der ikke skriver om den slags (om hans ønske om at få børn, om hans seksualitet) – og det giver Bagge den fordel, at han skriver nogle helt forrygende dagbogsnotater. Og det giver læseren den fordel, at man skal oppe sig lidt.
Jeg glæder mig til at genlæse bogen, og måske finde en læsegruppe og møde nogen med lidt mere fantasi i fortolker-afdelingen at dele oplevelsen med.
Og til dig, kære læser: Hen på bibleren eller ned til boghandleren og skaf bogen, hvis du ikke allerede har gjort det
PS: Jeg glemte lige det med anagrammerne, som er en del af bogens titel. Anagrammer minder os om, hvor meget betydning, der ligger i de ord, vi vælger. Prøv selv at biks lidt med et anagram, f.eks. over dit navn (eller gå en tur forbi en anagram-generator, hvor f.eks. Lars Løkke Rasmussen bliver til Numse-Lars Ølkasser, hvis man har den slags humor…) Dét at man ved at flytte lidt rundt på bogstaverne i et navn eller en sætning og få en helt ny og anden betydning, minder os om at sprog er noget, vi har fundet på. At det kan bruges både til leg, trøst, løgn og propaganda og til at forsøge at beskrive det, vi oplever som virkeligheden, med.
Bogen kan købes her
af Regine Wowk | aug 29, 2016 | Anmeldelse
Kan du huske, da du var ung? Måske sådan en 17-18-19 år? Og muligvis læste Kierkegaard og Camus og diskuterede med venner og lærere om, hvad livets mening var? Om der var en Gud, hvis der var, om der så var flere, om mennesker grundlæggende er onde eller gode? Og om alle menneskeliv er lige meget værd og om et menneske er lig sine handlinger eller bare har en værdi i sig selv og den slags? Det kan jeg. (Altså ikke da du var, men da jeg var ;-)) Og lige præcis den appetit på livets store spørgsmål og lysten til at se sit eget liv i et større perspektiv formår Svend Brinkmann at vække med sin bog ”Ståsteder”.
Filosofisk name- og idé-dropping
Svend Brinkmann har valgt ti ståsteder – Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Han forklarer hvert ståsted med filosoffer, forfattere og tænkere, han synes passer til formålet og sætter de ti begreber i relation til tendenser i vores tid. Det går stærkt og det nærmer sig filosofisk name- og idé-dropping. Omvendt er det forfriskende, at han bare gør det.
Bogen er eklektisk, frit fabulerende, og giver ingen håndfaste svar på, hvordan man skal leve sit liv. Derimod giver den en række ledetråde, man kan vælge at følge: Som f.eks. at holde hvad man lover, at sætte viden over følelser og ikke at måle alt, man vælger at foretage sig, ud fra om det kan betale sig.
Du skal gøre det gode
Om bogens formål, eller øvelse, som han selv kalder det. skriver Brinkmann: Det er ”at hente ti livsfilosofiske grundtemaer frem med en ambition om at formulere ståsteder for en anti-instrumentalistisk tænkning.” Ståsteder, ud fra hvilke, man ”kan ane konturerne af en filosofisk antropologi. Det vil sige en grundlæggende lære om mennesket, der portrætterer mennesket som et forbundet, forpligtet væsen, der dannes i mødet med de andre og noget andet end sig selv.”, skriver han.
Brinkmann tager således et velartikuleret opgør med den “noget-for-noget” og “what’s-in-it-for-me”-tankegang, der gennemsyrer samtidens politiske debatter og vores arbejdsliv. Og som sniger sig ind i vores personlige relationer. Han insisterer på, at der er noget, som er universelt godt og noget, der er universelt sandt. Og at alt her i tilværelsen ikke skal måles ud fra, om det føles rigtigt eller om det kan betale sig.
Inspiration til at læse videre og tænke sig om
Ståsteder giver masser af inspiration til at læse mere og videre. F.eks. har jeg aldrig læst Iris Murdoch, hvilket bogen har givet lyst til. Ligesom jeg længe godt har vidst, at Hannah Arendt var pensum, hvis man vil ha’ mere kærlighed og klogskab og mindre dumhed og krig her i verden.
Ståsteder motiverer også til at reflektere over, hvorfor man tænker, som man gør. Et velment puf til at vriste sig fri af automatpilot-tankerne. Nogle af de spørgsmål, jeg selv går og tumler med, efter at ha’ læst bogen, er:
- Hvad er min helt konkret min pligt
- Hvilke ting gør jeg helt for deres egen skyld, fordi de er rigtige/gode uden at tænke på deres nytteværdi
- Gør jeg nok for fællesskabet eller prioriterer jeg mit eget velbefindende for højt
- Hvordan kan man gøre verden bedre, når man ikke kan holde politik ud
- Hvordan får vi indført en ordentlig samtale om tilværelsens store spørgsmål i det offentlige rum/i medierne?
Læs Ståsteder for dens egen skyld
Ståsteder er også et opgør med det postfaktuelle samfunds apologeter og deres leflen for det totalitære og et klart forsvar for oplysning og dannelse. Lige her ville man ønske, at bogen blev uddelt som klassesæt i Folketinget og rundt om i regions- og kommunalbestyrelserne. Måske skulle det være en del af vores politiker-“dannelse”, at man som politiker gør rede for, hvor man står i forhold til f.eks. frihed, sandhed og ansvar?
Tilbage til dig, kære læser: Hvis du er intellektuelt anlagt, hvis du vil ha vækket din appetit på livets store spørgsmål, genopdage lysten til at se dit eget liv i et større perspektiv og har mod på at tage dine værdier op til revision og hvis du savner modgift til samtidens alt-dominerende instrumentalisering er det bare ned i boghandlen og købe et eksemplar af Ståsteder. Hov! Du kan jo også vælge at læse den, bare for at læse den. For dens egen skyld. Fordi det er godt. Også selvom du ikke lige umiddelbart kan bruge det til noget.
Svend Brinkmann: Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden udkommer i dag, den 29. august 2016, på forlaget Gyldendal Business
Læs også min anmeldelse af Svend Brinkmanns Stå Fast, som udkom i 2014.
af Regine Wowk | aug 3, 2016 | Anmeldelse, Bog
Så kort kan det siges: læs Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Du får perspektiv på verden i dag, du får lyst til at holde dig bedre orienteret om udenrigspolitik, du bliver inspireret til at skrive bedre – og du møder hele paletten af menneskelige følelser, lige fra dyb gru og hjertesorg til boblende livsglæde og momentan lykke.
“Fram till 2013 förvarades 17 läderindbundna dagböcker i en flätad tvättkorg på Astrid Lindgrens välbekanta hemadress, Dalagatan 46 i Stockholm”. Sådan begynder redaktøren sin kommentar til Astrids Lindgrens krigsdagbøger. En bog, som særligt kan anbefales til dem, der tror, at verden i dag er mere af lave end den var for 80 år siden. Den giver indblik i, hvordan man som udenforstående til en verden i brand kan forholde sig klogt med både hjerte, humor og livsmod i behold – uden at fortrænge realitererne eller forfalde til faktaresistens.
Viden, overblik og egne analyser
Krigsdagsbøgerne er for det første fascinerende, fordi Astrid Lindgren fik skrevet dem. Den vilje og stædighed, det har krævet næsten hver aften at sætte sig, sikkert dødtræt, og forholde sig til dagens aviser, radiotaler, samtaler med venner og indtrykkene fra jobbet på et brevcensurbureau og forsøge at skabe et overblik over krigens gang – og også at læse bagom avisartiklerne og komme med præcise analyser og fortolkninger – er imponerende. Og inspirerende. Man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at holde sig orienteret, at læse baggrundsartikler og at have udsyn. Og at man ikke skal nøjes med avis-referater af f.eks. statslederes taler, men høre/se dem eller læse dem selv, når det er muligt og danne sig sin egen mening.
Sprog, som rammer plet i første hug
Ligeså vigtigt er det, at dagbøgerne er skrevet på et fuldstændigt forrygende, flydende og veloplagt svensk. Man kan simpelthen høre Astrid Lindgrens stemme. Og vildt at tænke på at teksterne ikke er redigerede, men førstegangshåndskrift. Man mærker hendes varme hjerte, der banker særligt for børnene, men også for soldaterne, jøderne, finnerne og alle, der lider. Og man mærker hendes skarpe hjerne, når hun skildrer udviklingen i krigen, analyserer f.eks. Hitlers taler eller Mussolinis deroute og på en modig og ligefrem måde ser krigens rædsler og realiteter I øjnene. Samtidigt beskriver hun, hvad datteren Karin og sønnen Lasse får i fødselsdagsgave, hvad de får at at spise til højtiderne og deler sine tanker om børnenes trivlel og fortæller om forbedringer i hjemmets boligindretning.
Storpolitik, skinke og hjertesorg
Skiftene fra storpolitik og krigsrædsler til de hjemlige kødgryder og årstidernes skiften fra hedebølger til isvintre er et stærk og troværdigt billede på hverdagslivet, som det udfolder sig, også med en verdenskrig uden for døren. En insisteren på, at selvom verden er fuld af meningsløshed og lidelse skal man leve, spise, fryse, svede, nyde foråret og grine med sine venner, hvis/når man kan. Her kommer en smagsprøve – fra 18. juli 1945, da krigen i Europa er slut.
‘Det ër för varmt att skriva. Fastän Churhill och Trumann är i Berlin och far omkring på sight-seeing till Hitlers rikskansli och andra mera bemärkta platser, i den mån dom finns kvar. Stalin ska också komma dit. Annars vet jag inte, vad som hånder og sker i världen. I Japan fightar dom fortfarende för fullt.
Vi fightar i Furusund också. Med farmor. Om skinka m.m. Det er en vansinnig värmebölja, så vi flämtar som fiskar uppkastade på land. ” (s. 314)
Astrids egen krig
Udenfor kategori er dog hendes ægteskabskrise, som efter krigen munder ud i skilsmisse. Det er hendes mand, Sture Lindgren, som vil skilles. Et sted i dagbøgerne kalder hun krisen for sin egen krig. Og hendes knuste hjerte kan – næsten – få interessen for krigen og storpolitikken til at vige. Her fra den 12. august, 1944:
“Ensam med förtvivlans bitterhet i hjärtet på Dalagatan, Karin på Solö, Lasse i Näs, Linnea på semester, Sture?
Stora saker har hänt, men jag har inte orkat skriva. Nånting så märkligt som ett attentat mod Hitler har jag inte ens brytt mig om. […] “Türkiet bryter med Tyskland”, står det på löpsedlarne i kväll. Så nu brakar det väl i alla fall samman när som helst.
Liksom det har brakat samman för mig”.
Vidnesbyrd fra virkeligheden
På sit job i brevcensuren har Astrid fået tid til at skrive nogle af brevene af. Her kan man læse personlige vidnesbyrd fra krigen og det er hård læsning! Og er med til at sætte i perspektiv, hvor sej hun er, Astrid L. Hun har skulle læse disse skæbner “i embeds medfør”, men har samtidigt haft nærvær nok til at dokumentere dem, så eftertiden kunne få indblik i krigen, som den blev oplevet af både soldater i felten og almindelige mennesker som du og jeg.
Pippi og Emils mor
Man kan ikke læse krigsdagbøgerne uden at genkende den Astrid Lindgren, som senere blev verdenskendt børnebogsforfatter med figurer som Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes empati og forståelse for børn og unge (og kloge reflektioner om opdragelsen af sine egne børn) og hendes humor og evne til med få ord at ramme situationer og personer på kornet. Og så er det en sjov lille detalje at dagsbogsformen, som Astrid Lindgren så åbenlyst stortrives i, også senere kommer til at spille en rolle i fiktionens verden, når Emil fra Lønnebergs mor, Alma Svensson, jo fører dagbog over Emils skarnsstreger, så eftertiden kan få indblik i hvordan en – set fra kedelige voksnes synsvinkel – uartig unge, men i moderens, Astrid og læsernes øjne en fantastisk lille fyr med hjertet på rette sted og krudt i røven, kunne ende som sognerådsformand.
Det var dumt, Bonniers 😉
Dagbogens sidste udklip er i øvrigt Bonniers afvisning fra september 1944 af Astrid Lindgrens manuskript til den første Pippi Langstrømpe bog – nedskrevet, mens hun lå i sengen med en forstuvet fod. Forlaget har først brugt næsten 5 måneder på at cirkulere manuskriptet mellem sig – og når så frem til en afvisning med den grund, at de jo har planlagt både 1945 og 1946’s bøger – “och att redan nu binda oss för 1947, det vill vi inte”. Det var dumt, Bonniers 😉
Bonniers Forlag takkede nej til Astrid Lindgrens manuskript om PIppi Langstrømpe med undskyldningen om, at de havde planlagt deres program lang tid frem. Det har de nok haft rig lejlighed til at fortryde siden…
PS: De 17 håndskevne bøger er blevet redigeret ned til én bog med uddrag, avisklip, affotograferede breve og fotos. En gennemført og lækkert layoutet sag, som er med til at gøre rygterne om bogens død stærkt overdrevne. Og i Akademibokhandlen, hvor jeg købte bogen, var der desuden adskillige hyldemeter med lækkert indbundne dagbøger til voksne – så måske er der en dagbogskrivnings-trend på vej? Det kan man da håbe.
***
Astrid Lindgren: Krigsdagböcker 1939-1945, Salikon Förlag, 2015.
Med forord af Kerstin Ekmann og efterskrift af Karin Nyman (Astrid Lindgrens datter).
Kan bl.a. købes hos Akademibokhandlen
Er også udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal: Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945 (Indbundet)
Kan bl.a. købes hos Bog & Idé
Er du mere nysgerrig på Sverige og svensk kultur? Så læs mit indlæg 10 ting du (måske) ikke vidste om Sverige
af Regine Wowk | jan 18, 2016 | Anmeldelse
Mens jeg venter spændt på at Dorte Nors’ roman “Spejl, skulder, blink” (udkommer 2. februar 2016) lander i postkassen, er her min anmeldelse fra marts 2013 af den fantastiske “Minna mangler et øvelokale”. Anmeldelsen har ligget på den nu lukkede blog Ramsø & Wowk – og dét var jo synd, for så kunne ingen læse den 🙂
Sådan en bog har jeg ikke læst før. Bogen er skrevet udelukkende med hovedsætninger. Den er vittig og meget rørende. Jeg kan varmt anbefale den.
Jeg stødte på Dorthe Nors forfatterskab, da jeg for nogle år siden et eller andet sted læste en anmeldelse af ”Dage” og straks købte og læste den. En sørgmodig, rørende og stille beskrivelse af tiden efter et parforhold – og den kvindelige hovedperson – er brudt sammen. Så vidt jeg husker. Jeg må ha’ lånt den ud, for den står ikke på hylden. Det var som at læse et digt, virkelig stemningsfuldt og tæt, som en slags ”bog-essens”.
Sådan er det også med ”Minna Mangler et øvelokale”. Når formen går ud på kun at skrive korte hovedsætninger, der står fint stablet med én sætning på hver linje, gør det noget særligt ved læseren. Denne stop’n’go form for læsning er virkelig pudsig. Hver sætning er et lille digt i sig selv– og samtidigt vil man gerne læse fremad, for at se, hvordan det nu går Minna. Men læsningen KAN ikke gå hurtigt, for så får man ikke meningen ordentligt med sig – så det kræver, man gearer ned og giver sig tid. Som om bogen hiver lidt i en og siger ”fald nu ned, læs det nu ordentligt, giv dig tid.” Det kan jeg godt lide!
Jeg er vild med Dorthe Nors måde at beskrive personerne omkring Minna på – via Minnas synsvinkel.
Ta’ hendes skrækkelige, midaldrende søster i Kartoffelrækkerne, som er 100% neurotisk og rengøringsvanvittig:
“Elisabeth vil have, at hun skal ringe.
Elisabeth, vil have, at hun skal komme forbi.
Minna passerer Børsen.
Minna holder tilbage for en bus.
Minna SKAL ringe mellem to og fire
Minna MÅ IKKE ringe på andre tidspunkter.
Elisabeth dyrker yoga og mediterer. Dagen er skemalagt.
Elisabeth siger, at det handler om at tage hensyn til andres behov.”
Eller fx Gunvor – enhver højskolelærers skræk – den glade, overstrømmende amatør uden situationsfornemmelse, som mener at et højskoleophold har forløst hende som kunster og nu ser sig selv og læreren som ligemænd.
Lige i dét Minna, der er flygtet fra hovedstaden til Bornholm for at lære at sige fra, skal til at nyde sin hårdt tilkæmpede kaffe, møder hun Gunvor:
“Gunvor Kramer har fundet et hjørne i gårdhaven.
Gunvor Kramer har skubbet Minna godt ind i hjørnet.
Gunvor Kramer er i hørbusseronne.
Gunvor Kramers hår er sat fast med et vikingespænde.
Gunvor har tænkt meget på Minna.”
Og selve historien om den 40-årige Minna, der træder i karakter, kunne sagtens bære en tyk roman. Måske er det derfor minimalismen virker – fordi man kunne sige og skrive så meget mere.
De mange gentagelser gør at teksten nærmest messer afsted – og på en eller anden måde bliver det hele også lidt klaustrofobisk – man føler sig fanget i kæden af hovedsætningerne, og savner pynten, bisætningerne, udenoms-forklaringerne, beskrivelserne, lydordene, dialogen og alt det andet.
Men det er også skidegodt og modigt. En god måde at udfordre læseren. Og sproget. Og fordi Dorthe Nors også formår at røre hjertet med sin stil-øvelse – både til tårer og grin – bliver det så godt.
Det må have taget en krig at skrive den bog – selvom den er så lille og fin. Jeg glæder mig til at læse det næste værk fra Dorthe Nors hånd og ikke mindst på at se, hvilket benspænd, hun vælger for sig selv næste gang.
Lån bogen på bibleren eller køb den f.eks. her.
