Jeg var blevet advaret. Om at man kun bør læse Helle Helles Hvis det er en dag, hvor man har lidt ekstra godt humør at stå imod med. Men selvom jeg var grundglad og i godt selskab, kunne lidt vand i øjnene ikke undgås. Man skal være lavet af stål, for ikke at mærke en knugende følelse af medlidenhed og magtesløshed over, hvor ensomme og lost i deres liv nogle mennesker bare er.

Heldigvis er handlingen spændende, selvom der ikke rigtigt sker en skid. Under det hele løber en humoristisk åre, et særligt glimt i øjet, når Helle Helle fremmaner provinsens håbløshed. F.eks. når Roar, den mandlige hovedperson, går rundt i kondisko i to forskellige størrelser, fordi hverken han selv eller ekspeditricen i Arden Sport & Parfumeri har opdaget, at det er sko i hver sin størrelse, der var klipset sammen. Hvis de havde opdaget det, ville de også være på den, for det var det sidste par. Og man kan høre en næsten Niels Hausgaardsk lune, når kærestens kusine og den eventuelle trussel, hun udgør, vurderes: Christian kiggede på hende ovre fra sin ende af bordet. Han havde sin kusine til bords, hun sad og kastede med et tykt, skinnende hår, heldigvis var hun stærkt æbleformet. 

Helle Helles sprog bider, så virkeligheden knaser i knoglerne. Men, hvordan gør hun? Og hvad kan vi almindeligt dødelige tekstforfattere lære? Nogle af grebene hører skønlitteraturen til. For eksempel den overlegne brug af dækket direkte tale, den suveræne styring af synsvinkelskift, krydsklippene mellem nutidshandlingen i skoven og datidsfortællingen om den kvindelige hovedpersons fortid. Den slags greb er ikke  relevante i f.eks. det korte julebrev, jeg lige nu sidder og nørkler med for én af mine kunder.

Andre af forfatterens greb er oplagte at lade sig udfordre og inspirere af. Så tjek tippene her ud, når du næste gang sætter dig til tastaturet og skal lægge stemme til andres budskaber.

1. Spar på tillægsordene
Stik mod trenden til store episke romaner, kilotunge krimier og digre biografier og selvbiografier er Helle Helle minimalist. Hvis det er sniger sig lige op på 145 sider. Hovedpersonen får ordet i første sætning, og med få, enkle strøg maler forfatteren en skov og en situation. Her er ingen alvidende fortæller eller lange forklaringer af, hvad nogen føler og da slet ikke og aldrig, hvad du som læser bør føle.

Èt af grebene i denne minimalisme er den nøjsomme brug af tillægsord. Det gør at man oplever teksten meget nøgtern, nærmest nøgen, fordi vi er vant til at blive  pakket ind i tillægsord, vurderinger og formaninger, når vi læser noget i avisen, på hjemmesider og hos mere traditionelt skrivende forfattere.

Lad os slå ned et tilfældigt sted i romanen: I juni flyttede Christian og Gry sammen i lejligheden oven på hans forældres forretning. Der blev ved med at hænge en lugt af urtecigaretter tilbage på Grys værelse, den nye beboer måtte vaske af to gange, før han malede. Han var en fraskilt mand ved navn Bjarne. Han havde bil, og nogle gange kunne man køre med til Nibe og leje en video. Men bofællesskabet kom ikke rigtig til at fungere igen Christians værelse blev brugt til rygerum, det var Bjarnes ide. I oktober opsagde de lejemålet og flyttede i alle retninger. Selv fik hun en lejlighed i det tårnhøje helvede, i Svenstrup.

Okay, der er ét tillægsord, ”tårnhøje”, men det er dælme også lidt på seks linjer. Når man lægger en dæmper på brugen af de malende og beskrivende tillægsord, bliver man tvunget til at styrke og variere brugen af både udsagnsord og navneord. Her kan din synonymordbog være en god inspirationskilde. Og du kan også lade dig inspirere af Helle Helles kreative leg med navneord som f.eks. overskudsblåbær, vabelsmerte og akrylsok.

2. Show don’t tell
Gode tekster er troværdige. Hvem har ikke fået at vide, at troværdighed handler om at vise konkrete eksempler fremfor at komme med påstande? Og hvem ved ikke, hvor hundesvært det er at leve op til i sine tekster? Som tekstforfatter kæmper man tit med at man på den ene side skal have læseren til at tro på det, man skriver og på den anden side er oplægget eller briefen ikke særlig realistisk. Jeg har f.eks. mødt forfattere, som i ramme alvor mente, at deres bog var den første om det emne, de nu tog op, selvom det var nummer halvtreds eller hundrede.

Tilbage til sagen: du vinder altid troværdighed ved at vise eksempler fremfor at formane og ved at give plads til, at læseren selv kan danne sine billeder og følelser. Se f.eks. dette eksempel på, hvordan Helle Helle viser, hvor ensom vores kvindelige hovedperson er, ved at nævne den (for os +40) kendte lyd af et videobånd, der automatisk spoler tilbage og så lade kapitlet stoppe dér: Men så på den anden side var hun altid glad nok, når hun åbnede døren til sin lejlighed. Hun blev ved med at fryde sig over skoskabet og den måde, lænestolen stod på med sit lammeskind ved fjernsynet. Det svære kom, når filmen var færdig, og videoen satte i gang med den automatiske tilbagespoling. Den lyd, og så ingenting.

Og i det næste eksempel her, skaber forsøget på at få maling til at hænge fast på finér, et virkningsfuldt billede på hovedpersonens ensomhed: Hun har ingen anelse om, hvad hun ville i Svenstrup. Det var en bygning på tre etager. Der var erhverv i de andre lejligheder, kontorer og et tæppefirma, så alt var stille om aftenen og i weekenderne. Hun boede øverst, på andet sal, i en toværelses. Hun indrettede det meste af lejligheden med kirsebærfinér, efter et par år malede hun det hele hvidt med et tvivlsomt resultat. Det er svært at male finér, malingen vil ikke rigtigt løbe sammen. Det var dengang, hun gik arbejdsløs i anden periode. Først da hun havde slebet og malet i alt tre gange begyndte det at ligne noget.

Jamen er der da ikke en veninde eller en voksen, som kan hjælpe hende lidt??? Det er næsten ikke til at bære!

3. Skær fedtet væk og giv dig tid
Nu aner jeg ikke, hvordan Helle Helle arbejder med sine tekster. Men jeg forestiller mig altid, at hun sidder og skærer fedtet af sine små, delikate sætninger, så alle overflødige ord forsvinder, og hver enkelt sætning til sidst står helt slank og ren.

Som tekstforfatter er det inspirerende at arbejde med, hvor lidt man kan nøjes med, uden at det bliver banalt, klichefyldt eller intetsigende. Med Helle Helle i læsebagagen ved man, at det kan lade sig gøre at ramme plet med få ord. Og ligesom hendes bøger tager tid at læse, hvis man skal have alle betydningerne med, så kræver dét at skrive korte, præcise og læsværdige tekster tid. Ikke kun tid til selve skriveprocessen, men også tid til at lægge teksten væk og modne, så man kan se den igen med friske øjne og selv få øje på de overflødige ord og gentagelser.

Lad os slutte med denne skoleøvelse i, hvor enkelt det kan gøres, når et tilsyneladende lykkeligt par beskrives på deres indkøbstur.

Med seks sætninger får vi antydet hovedpersonens vægtproblemer, parrets klasseforskel, en skævhed i magtbalancen og mandens ordenssans, også når det gælder bilens bagagerum, et personlighedstræk, der ikke lover godt for deres fremtid sammen. De er ude at handle, i Brugsen: De skulle altid lige have noget lækkert fra kiksehylden, hun kunne stadig godt nøjes med en enkelt småkage. Engang kom hun til at lægge en pakke margarine i indkøbsvognen, det kunne han ikke komme sig over. De kørte vognen ud på parkeringspladsen og fylde bagagerummet, han havde en måde at arrangere poserne på.

Hvad andet kan jeg sige, end at den bedste måde at blive god til at skrive på er at læse?

God læse- og skrivelyst!