Musik er kommunikation mellem mennesker på tværs af tid og rum – en transport af tanker, følelser og stemninger. Musik er kreativ og spontan og musik er styret af regler og traditioner. Musik kan gøre os lykkelige, og musik være noget af det mest kiksede og kedelige. Musik kan lære os en masse om kommunikation. Så her får du tre gode råd, som kan forbedre din personlige kommunikation.

1 Nærvær kræver distance

Når en professionel klassisk musiker skal spille et stykke musik, så hun rører andre, og så fortolkningen føles frisk, spontan og ægte, øver hun sig som en gal. I formidlingsøjeblikket kan hun ikke lade sig selv opsluge af musikken; det er publikum, som skal lade sig opsluge. Hun er ikke kun nærværende i nuet, men er hele tiden foran i forløbet og ved, hvad der kommer lige om lidt, ligesom hun er oppe i helikopteren og kender det store billede.

Sådan er det også med professionel kommunikation. Det kræver distance i tid og rum i arbejdet med en tekst eller et manuskript at opnå  nærvær med publikum. Sandheden er, at de Instagramopslag, du oplever som de mest ærlige og indfølte, er skrevet med de største overlæg. De bedste taler, som virker mest ægte, dem, som får dine tårer frem, er de mest indstuderede og kalkulerede.

Derfor: hvis du vil være nærværende og virkelig vil røre dine læsere eller lyttere, skal du knokle for det, give det tid og se dig selv og din tekst eller din tale udefra. Læg din tekst fra dig i noget tid og vend tilbage og se på den med friske øjne. Få andre til at læse igennem og være djævlens advokat. Hvis du skal holde tale: optag dig selv, lyt til dig selv og ret dig selv. Få kritik og feedback fra andre. Accepter at det kan tage lang tid at få selv den korteste tekst eller tale til at klinge rent og ægte i dit publikums ører.

2 Du skal ikke fedte med det

”Så syng dog til, ellers kan jeg jo ikke høre, om I rammer rigtigt”. Sådan sagde min hørelære-lærer forleden. Det ramte som en hammer. Hvem kender ikke det med at fedte lidt med det, hvis man er usikker? Hvilket jo er den sikre måde ikke at lære noget på. For hvordan skal nogen kunne give dig konstruktiv feedback eller vise dig vejen til et godt resultat, hvis ikke det er klart, hvad du siger eller hvor, du står?

Hvis du f.eks. er leder og gerne vil ”mere ud på sociale medier”, så vælg ét medie, lav en tydelig strategi og gi’ den gas. Ellers er der ingen, som opdager det, og du får ingen i tale. Det værste der kan ske med kommunikation er, når den er ligegyldig. Pligtkommunikation. ”Så har vi gjort dét”-kommunikation. Hvis du får lyst til at gå på listesko eller fedte med det, så tag det som en alarm og beslut dig for enten at være modig og forfølge dit mål højt og tydeligt. Eller drop det.

3 Giv dine gamle hits nyt liv

De fleste af os kender nok til det fænomen, at vi skal skrive noget, der sagt på jysk keder os lidt. Tekstformater, vi  har skrevet 100 gange før, og som derfor bliver lidt trætte. Indenfor pressearbejde er klassikeren pressemeddelelser, hvor talspersonen, der udtaler sig, er “glad og stolt”. Det er sådan et kort, man trækker, når man ikke kan finde på noget nyt at sige, og gerne vil videre til næste opgave eller man vil først ned i kantinekøen, fordi de har lavet ens livret. Den slags blablabla-kommunikation mærker modtagerne straks og læser forbi. Derfor er det vigtigt, at du giver dine gamle hits nyt liv. Bliver ved at være nysgerrig på hvordan dit sprog er levende og bliver ved at tænke på, hvordan du kan gøre det budskab, du skal servere,  relevant for dem, som skal modtage det.

Vær modig og bliv ved at udfordre dine talspersoner og din organisation: hvis ikke en pressemeddelelse kan bære et citat, som rent faktisk er så nyt og interessant, at det bliver citeret i medierne eller læst på jeres hjemmeside – hvorfor skal I så egentlig skrive en pressemeddelelse?

Jeg håber, de tre råd her er brugbare og kan inspirere dig i arbejdet med din kommunikation. Rigtig god fornøjelse.

Læs evt. også:

Gi’ dig selv lov til at være nybegynder – igen og igen
Glad og stolt