Aarhus T/R (novelle)

Mobilalarmen gik i gang halv fem. Der var afgang klokken seks fra Hovedbanegården. I dag var det det kurset ”Uopfordret jobsøgning – en genvej til dit drømmejob” for fjorten ledige akademikere, tolv kvinder og to mænd. I Aarhus.

Han brød sig ikke om at undervise. Det var godt betalt.

I toget bladrede han evalueringerne fra sidst igennem: “Jeg savnede flere konkrete eksempler fra rigtige jobansøgninger og flere eksempler på fængende overskrifter”, “Engageret underviser, men teorien er for tynd”, ”Alt for lidt om, hvordan man skriver et godt CV og det havde I lovet i programmet!!”, kunne der f.eks. stå. Bagefter gennemgik han sine slides. Han tilføjede nogle flere eksempler på gode overskrifter. Det er jo overskriften, som får folk til at læse videre.

Efter Storebælt købte han en kop kaffe (for tynd) og et rundstykke med tilhørende smør, to skiver mild, lidt gummiagtig, ost, som var adskilt af let fugtigt mellemlægspapir og et lille, firkantet bæger med rødt syltetøj. Han fandt printet med mailen frem igen:

“Hej Jonas! Vil bare lige sige, jeg glæder mig helt vildt til dit spændende kursus i morgen. Måske har du tid til en kop kaffe bagefter? KH Tobias :)”

Trompet-Tobias. Ham havde han ikke tænkt på i mange år. Måske havde de udvekslet et par breve de første år efter han var flyttet til København? Hvis de overhovedet havde været i kontakt siden. Tobias var genert og nørdet. Han havde haft en del akne og så havde han et iøjnefaldende hår, stort og krøllet.

Mens Vejle fjord susede forbi vinduet, tænkte han på Tobias’ kollegieværelse, hvor de drak urtete og lyttede til Alban Bergs Vier Stücke for klarinet og klaver og den slags. Tobias havde et par gange spurgt, om Jonas ikke ville blive og sove i stedet for at tage den sidste bybus hjem. Det ville han ikke. Tobias havde ikke rigtig nogen møbler.

Tobias ville på konservatoriet. Han var kommet sent i gang, men det behøver ikke at betyde noget for blæsere. Jonas kom i tanker om, at han havde akkompagneret ham til et eller andet arrangement på gymnasiet. Ikke Alban Berg, måske noget Carl Nielsen. Tobias var helt oppe at køre, når de øvede. Fortalte engageret og længe om sin embouchure og om sjælen – ånden, ik’? – i musikken og alt det, han gerne ville have frem med sin fortolkning. Jonas koncentrerede sig om ikke at spille forkert og om at følge Tobias’ lidt flydende rytmik.

Han gik fra banegården op ad gågaden og så ned til den gade, hvor fagforeningen havde sin bygning. Det var tidligt i september. Selvom solen skinnede, var bænkene stadig våde af dug. Butikkerne var ved at åbne. Tjenerne satte caféskilte ud på fortovet, stolede ned, tørrede bordene af, satte askebægre ud. Oppe i undervisningslokalet kørte Jonas vognen med kaffe og frugt ind i undervisningslokalet. Han delte materialerne ud, satte sin bærbare til projektoren, lagde navneskiltene frem og lagde afkrydsningslisten foran sig. Tobias Wick Poulsen, stud., musikvidenskab. Okay.

Præsentationsrunden var overstået. Der var mødt ni op ud af de fjorten tilmeldte. To havde meldt afbud her til morgen, fordi de skulle til jobsamtale. Det var da altid noget. Præsentationerne havde kredset om, hvorfor de hver især mente, at de var arbejdsløse. Else var for gammel (51), Camilla var for ung (26), Carsten var overkvalificeret til de jobs, der var lige nu (hans ph.d.-afhandling havde handlet om kønsmarkører i dansk design i 1950’erne med særligt fokus på mønstre og materialevalg) og Henriette var på jagt efter et deltidsjob, da hun var enlig mor til en søn på nu elleve år, som var for tidligt født og havde særlige behov. Karin havde været igennem et svært forløb, hvor hun blev mobbet på sin arbejdsplads, så nu gik hun i baglås til jobsamtaler og Pernille var ekstrem introvert og flov over at veje for meget (hun var for længst forbi 100 kilo). Tobias havde ikke rigtig søgt nogen jobs endnu, men han havde så heller ikke skrevet sit speciale. Kristoffer var lige blevet færdig og havde sådan set lovning på et fedt job, men ville lige ha’ noget gode fifs med, hvis han nu en anden gang skulle søge job. Og Betiina havde simpelthen været så uheldig. Alle de steder, hun havde arbejdet, havde chefen været en idiot.

Jonas gennemgik kort dagens program og de tre obligatoriske læringsmål. Så satte han deltagerne i gang med øvelse 1: ”Læs en af dagens aviser, og kom med forslag til to eller tre virksomheder, du kan kontakte for at høre, om de har brug for én med dine kompetencer – eventuelt som virksomhedspraktik til at starte med.”

Under sandwichfrokosten aftalte han med Tobias, at de kunne drikke kaffe på bogcafeen nede i gågaden.

Ved firetiden havde han fået sendt kursisterne ud af døren, samlet evalueringerne ind og ryddet op i lokalet. De fulgtes ad ned på cafeen. Jonas købte cappuccinoer og gulerodskage til dem, og de slog sig ned bagest i caféen.

”Det var bare skidegodt, dit kursus, jeg er helt vildt inspireret til at komme i gang med at søge nogle jobs uopfordret, det er jeg virkelig”, sagde Tobias.

”Tak ska’ du ha’ – jeg er ellers altid nervøs, det er ikke lige mig, det med undervisning.”

”Du er ellers rigtig god til det. Spiller du stadig?”

”Nej, kun børnesange og lidt hygge-bossa og sådan. Hvad med dig – du læser musikvidenskab nu?”

”Ja. Trompeten gik ikke. Det’ nok mere mig, det med at læse og fordybe mig.”

”Okay – og hvad fordyber du dig så i lige for tiden?”

”Ikke rigtig noget. Jeg har haft lige haft orlov. Og jeg kan ikke rigtig komme i gang med specialet. Os’ fordi man bare ved, det er sådan en lang proces. Og man vil gerne vise, at man kan bruge alt det, man har lært og måske også gerne komme med i hvert fald bare noget, der er nyt. Jeg ved ikke, om jeg kan.”

”Hvad kunne du tænke dig at skrive om?”

”Altså, jeg har tænkt, at måden, vi beskriver musik med farver på, er spændende, ik? Rent sprogligt, ik? Hvorfor synes vi at diskant er lyst og hvidt og bas er mørkt og sort? Men min vejleder siger, at det bliver for snævert og for ukonkret.”

”Har hun ret?”

”Måske. Jeg skal jo også passe på mig selv, der må godt gå lang tid før jeg skal indlægges igen.”

Jonas tog en skefuld af gulerodskagen. Den råhvide, fede creme ovenpå havde en bismag af køleskab. Selve kagen var tør, trods de små gulerodsstrimler.

Tobias’ højre ben hoppede konstant under bordet. Jonas blev næsten søsyg af det ben.

”Hvad er det egentlig, du fejler?”

”Det er bare depressioner. Når det er værst, bøvler jeg også med nogle stemmer, jeg ikke kan være alene med. Det er virkelig ikke rart. Det kom faktisk første gang, da jeg boede på det værelse dér. Kan du huske det? Der havde jeg det godt nok ikke så godt. Jeg kendte nærmest kun dig – og så Kristian, ham vores hørelære-lærer. Det var ham, som fik mig indlagt første gang. ”

De tog hver især en slurk kaffe.

”Nå, men har du så børn og alting nu?”, spurgte Tobias.

”Ja. Jeg har en søn, Carl. Han er seks et halvt og er lige startet i børnehaveklasse. Og så er der Alma, som lige er fyldt tre og hun går i børnehave nu.”

”Dét da lige dig, med små børn, det må være sjovt. Bor I så sammen, dig og deres mor?”

”Ja, vi bor på Østerbro og Carl er startet på en lilleskole, der ligger lige om hjørnet. Det er virkelig en god skole. Så jeg får da sunget morgensang næsten hver dag – vi er altid en lille flok forældre, som har tid til at blive og synge, det er vildt hyggeligt.”

Tobias havde findelt det meste af sin kage på tallerkenen, og han havde lagt rosinerne i én bunke og valnøddestykkerne i en anden. Cremen havde han spist.

Jonas tog sin telefon for at tjekke, hvad klokken var.

”Nå, Tobias, jeg skal altså snart til at gå, hvis jeg skal nå toget. Jeg har en pladsbillet afgangen her halvseks og jeg vil gerne lige nå at sige godnat til ungerne i aften, jeg så dem jo slet ikke i morges – eller, det gjorde jeg, men de sov.”

”Ja, selvfølgelig – skal jeg følge dig ned til banegården?”

”Det behøves du ikke, jeg skal også lige i den der sandwichkiosk overfor og ha’ noget aftensmad med – jeg nægter at spise dét, de har i toget. De der blege pølser, de har stående i termokander; de minder mig om fingre, jeg kan ikke spise dem.”

”Ha ha ha….det er totalt dig, at sige sådan, Jonas, totalt dig! Pølsefingre…”,

Jonas tog den sidste slurk lunkne kaffe, rejste sig og tog sin jakke på og slyngede sit halstørklæde om halsen. De gik uden for og stod over for hinanden. Tobias skrabede lidt med skoen i et cigaretskod, der lå på fliserne.

”Det var dejligt at se dig, og jeg kan jo skrive til dig, hvis jeg får brug for hjælp med det jobsøgning dér. Det kan også være, jeg kunne komme og besøge dig? Og møde din familie? Så kunne vi gå i Tivoli eller noget? Og vi kunne måske spille lidt sammen? Bare sådan for sjov?”

”Det lyder rigtig hyggeligt. Skriv til mig, så finder vi ud af noget, ik? Du har jo min mail nu.”, sagde Jonas.

De gav hinanden et forsigtigt kram. Og Jonas genkendte duften og fornemmelsen af Tobias’ knitrende, krusede hår mod sin kind.

5 tips til bedre pressemeddelelser

5 tips til bedre pressemeddelelser

Pressemeddelelsen lever stadig i bedste velgående. Og jeg bliver til stadighed mindet om, hvor krævende en disciplin, det er, at skrive velformulerede pressemeddelelser. Og hvor omhyggelig, man skal være for at sikre, at den tid, man har brugt, ikke er spildt. Her får du mine 5 bedste tips til pressemeddelelser, der gør det nemt for journalisten at komme videre med historien.

1 Kontaktpersoner, der kan svare og er nemme at få fat i

Ja, vi starter i den mest lavpraktiske afdeling. Men: tjek altid, at de kontaktpersoner, du skriver på pressemeddelelsen, er til at få fat på, når pressemeddelelsen bliver sendt ud. At deres kontaktinfo er korrekte, at navnet er stavet korrekt. Og – jeg ved, det giver sig selv – at de er velforberedte på spørgsmål. Og at de er indstillede på at medvirke i et uddybende interview eller at hjælpe journalisten videre til en anden relevant talsperson.

 

2 Gør det nemt at få overblik

De fleste historier og nyheder er baseret på en historik. Saml vigtige årstal, nøgletal, links til rapporter osv. til sidst i pressemeddelelsen. Så er det nemt for journalisten at få et overblik. Og det giver din pressemeddelelse troværdighed og tyngde.

 

3 Stil gode pressefotos til rådighed

Jo bedre billeder, du kan stille til rådighed, des mere plads får din historie. Allerbedst er det, hvis I har et godt presserum, hvor journalisten selv kan downloade fotos. Husk at skriv, hvem og hvad, der optræder på fotoet, hvem der har taget billedet (eller om det PR-foto) og lav også gerne et forslag til en billedtekst. Og gør tydeligt opmærksom på, at billederne er til fri afbenyttelse for medierne i forbindelse med omtale af din historie.

 

4 Giv konkrete eksempler

Jeg har før skrevet om, hvor vigtigt det er at komme med konkrete eksempler, hvis du (eller en talsperson) skal interviewes. For journalister vil altid gerne ha’ konkrete eksempler. Fordi konkrete eksempler er dét, der gør en sag levende for modtageren. Konkrete eksempler er desuden en slags bevis på, at du ved, hvad du taler om. Prøv om du kan undgå de sædvanlige ”vi er glade og stolte”-citater. Gå til stålet og forlang at få nogle konkrete eksempler, der viser, hvad denne nyhed eller historie kommer til at betyde en forskel for, for hvem, det gør en forskel og hvornår. Og skriv så disse konkrete eksempler ind i pressemeddelelsen eller som en del af talspersonernes citater.

5 Tilbyd gode cases

Cases er et must, hvis du vil sikre din historie omtale og gøre dit budskab konkret for modtagerne. En hver pressekonsulent ved, at det er her tidsforbruget ligger. Det tager lang tid at finde gode cases. Cases, som illustrerer pointerne i en historie. Cases, som ikke drejer historien et helt andet sted hen. Cases, der virker godt på Tv eller i radioen. Cases, der ikke springer fra. Og cases, som ikke sætter for meget på spil for sig selv, ved at deltage. Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du tilbyder cases til journalister her.

 

I bogen Pressearbejde i praksis er der masser af gode råd til, hvordan du f.eks. som presse- og kommunikations-medarbejder kan hjælpe med at klæde din talsperson på til et interview. Bogen findes som e-bog her:

 

Det er udviklingen (novelle)

I frokoststuen var de i løbet af foråret begyndt at tale om, at det var lidt mærkeligt med de rygter. Hvad de egentlig havde på sig. F.eks. havde alle de andre butikker i regionen fået nye frysere med lys-display. Her i butikken havde de stadig de gamle, man selv sætter de små skilte på. Og ved trappen op til butikken havde noget af gelænderet manglet i næsten et år, hvilket især generede de ældre kunder. Til frokost i går havde bestyreren af butikken så sagt, at nu ville hun ikke høre mere sladder og sniksnak baseret på løse rygter. Havde de måske ikke selv set, at ledelsen havde været på besøg med en delegation for et par måneder siden og at selv den øverste direktør var med? Og havde de ikke også hørt hende fortælle om ledelsens planer om at udvide med en ny frugt- og grøntsektion? Troede de måske, man ville investere den slags i en butik, som skulle lukke?

Steen og Alice kunne godt se, det ikke hang sammen. Omvendt gik der ikke én dag, uden kunderne talte om det. Fra nu af svarede Alice og Steen, Kasse 1 og Kasse 2, dét, de havde fået at vide, de skulle svare, når emnet kom op: at nej, det havde de ikke hørt noget om og at nej, der var ikke meldt noget ud fra ledelsen om nogen lukning. Tværtimod. De skulle i gang med at bygge et nyt frugt- og grøntområde efter sommerferien, det ville blive rigtig godt.

Sådan en samtale i Steens kasse kunne lyde noget i retning af:

”Jeg hørte fra en af min datters veninder, hvis far arbejder hos Fit Wide World, at de skal åbne et kæmpe center herude og at de skal bygge nyt, der var bare lige et gammelt supermarked, som skulle rives ned først. Det må da næsten være jer, hva’?”

”Narh…. Det har vi altså ikke hørt noget om. Vi har fået at vide fra ledelsen, at vi er de næste, som skal ha’ udvidet med ny frugt- og grøntafdeling, det bliver rigtig godt.”, kunne Steen så svare.

”Jamen, Steen, jeg siger også bare, hvad jeg har hørt. Det ville jo være frygteligt, vi kan da slet ikke undvære jer. Har du to af de sædvanlige til mig?”, kunne kunden så svare.

Så fandt Steen to pakker cigaretter frem, og kunden betalte.

Steen kunne godt længes tilbage til dengang det med lukningen ikke hele tiden var et emne. I personalebladet havde han læst om omlægningen af kæden. Om at de skulle være den bevidste forbrugers foretrukne dagligvareleverandør, og at man når man handlede hos dem var med til at sikre et godt arbejdsmiljø, et bedre klima, bedre dyrevelfærd og mindre madspild.

Han vidste nu ikke. På det seneste havde de smidt enorme mængder datovarer ud. Det var som om rygterne fik kunderne til at undersøge, hvor man ellers kunne købe ind. Ikke pensionisterne og de andre, som var hjemme om dagen og boede tæt på, men børnefamilierne for eksempel. De kunne snart ligeså godt droppe børneindkøbsvognene; han kunne pludselig ikke huske, hvornår han sidst havde set sådan én i brug. Han havde altid syntes, det var sødt, når de små efterlignede de voksne og var med til at købe ind i stedet for bare at skrige og plage. Var de der stadig, vognene? Han kom i tvivl, mens han stod og byggede et rødvinstårn af Côtes du Rhone på tilbud. Han trådte et skridt tilbage og kiggede ud i indgangspartiet. Jo, der stod tre små vogne.

Nede i den discountbutik, som lå dér, hvor han selv boede, var de begyndt at åbne klokken 7. De havde fået bake off og havde et fast morgenbrødstilbud. Steen måtte indrømme at kanelsneglene var udemærkede. Han havde købt ind der nogle gange på det seneste, selvom han altid fik lidt dårlig samvittighed. Men, når man var syg, var det lidt akavet at tage hen og købe ind i sin egen butik.

Han havde været forkølet mere eller mindre siden sidst i februar. Det havde sat sig i bihulerne og i noget krillerhoste, som kunne komme som lyn fra en klar himmel. Kunderne jokede med det. ”Du ryger sgu’ for lidt, Steen” og ”Hva’ – får du allergi af alle de penge, I sidder og skovler ind? For så ka’ du da bare gi’ dem til mig, ha ha ha.” Sådan noget kø-humor havde ellers altid moret ham.

Der havde sneget sig en træthed ind i kroppen sammen med snot og feber, og nu kunne den ikke finde ud igen. Han plejede for eksempel at have nemt ved at stå op. Nu var det en kamp ikke at give efter for trangen til bare at vende sig om og sove videre. Det var nok også alderen.

For første gang i de næsten 40 år, han havde arbejdet i detail, havde han haft mere end én sygedag i sammenhæng. Så mange, at kunderne var begyndt at spørge efter ham. Det fortalte Alice, da han kom tilbage efter nogle dage på penicillin. Hun var ansvarlig for kød og mejeri, han havde vin og konfekture – hvis ellers der var nogen, som brugte det ord mere. Frugt og grønt var ledigt for tiden, så det skiftedes de til at passe sammen med bestyreren, som så havde resten sammen med ungarbejderne, som hjalp med at fylde op, når de kom ud på eftermiddagen.

Sommerferien nærmede sig. Butiksbestyreren havde sagt, at de skulle møde en time før i morgen tidlig. Hun fyldte 50 i weekenden. Ikke at dét var noget, hun snakkede om, men det var nok noget morgenmadsarrangement i den anledning, gik både ham og Alice ud fra. Og snakkede om, det var lidt fedtet ikke at invitere ungarbejderne med.

Da Steen stillede cyklen i stativet og låste den, lagde han mærke til, at der stod to biler, han ikke kendte, ved siden af butiksbestyrerens. Og da han trådte ind i frokoststuen, sad der, ud over butiksbestyreren og Alice, også en mand, som præsenterede sig som divisionschef Allan-et-eller-andet-fransk og en kvinde, Katarina Jensen, der præsenterede sig som HR-ansvarlig. Der var rundstykker, juice, rulle- og spegepølse, ost og kaffe. Det var Allan, der begyndte. Med at takke dem, fordi de kom. Og med at han ligeså godt kunne lægge ud med den triste nyhed, nemlig at butikken skulle lukke. Lejemålet var blevet opsagt, fordi bygningen skulle rives ned, og der skulle bygges nyt. Og de havde ikke haft økonomiske muskler til at købe tilstrækkeligt med kvadratmeter i det nye byggeri. Og de kunne ikke se nogen rentable muligheder for at genetablere butikken andre steder i lokalområdet. Hvor de jo i forvejen drev en discountbutik. Konklusionen var derfor desværre, at de alle tre var opsagt pr. den første, hvor butikken lukkede.

Så var det HR’s tur. Til at sige, at de i koncern-HR stod til rådighed med hjælp til omplacering i andre butikker – i givet fald ville det nok blive i en discountbutik og muligvis også med lang transport – eller med at finde et nyt job uden for kæden, hvis de havde mod på det. Og at de fik nogle papirer med hjem, de kunne læse på og så var det måske også en idé at kontakte fagforeningen. Og hvis der var spørgsmål, kunne de tage dem nu, og ellers ville hende og Allan tage tilbage til hovedkvarteret og lade dem hygge sig med morgenmaden. De havde taget en buket, en flaske og et tillykke-med-50-års-fødselsdagen-kort med til butiksbestyreren, som høfligt sagde tak.

Da de alle havde givet hånd, og Allan og Katarina var kørt, spurgte Alice butiksbestyreren, da hun havde tørret øjnene og pudset næse for anden gang, om hun måtte stille et spørgsmål. Det måtte hun.

”Hvor længe har du vidst det?”

”En uge”, sagde butiksbestyreren. ”Kan du huske sidste fredag, da jeg skulle til tandlæge? Det var et møde i hovedkvarteret, hvor de lagde kortene på bordet. De vil lukke mange flere og gå over til enten discount eller også nogle nye, små luksus-butikker, som kun kommer til at ligge i områder, hvor folk er loadede. De tilbød mig et lederjob oppe nord på i sådan en. Men jeg vil ikke ligge og køre 45 kilometer hver vej, hver dag. Det orker jeg simpelthen ikke. Men det var, hvad der var, hvis jeg ville fortsætte som bestyrer. Det er udviklingen, siger de.”

”Vi troede, du havde grædt, fordi det havde gjort så ondt hos tandlægen, ik’ Steen? Altså, vi kunne se, du havde grædt, men ville ikke sige noget.”, sagde Alice.

 

Sten nikkede. Han kunne ikke rigtig sige noget endnu.

 

”Hvad svarer vi så nu, når kunderne spørger?”, spurgte Alice.

”At vi lukker til den første – og at vi har ophørsudsalg hele den sidste uge. Vi skal ha’ lavet nogle skilte og sådan. Men nu må vi hellere gå ud og få åbnet. Den er tyve i ni, vi er sent på den.”

De ryddede morgenmaden væk, der var ikke rigtig nogen, som var sultne. Butiksbestyreren tørrede bordet af og stillede stolene på plads. Kaldeanlægget meldte, at der holdt en fragtmand, som var klar til at hente tomme pantflasker. Steen gik ud for at åbne til lageret og Alice gik ned, for at sætte kasserne med frugt og grønt ud og åbne Kasse 1. Og mens Steen fik sig en sludder med pant-manden og prøvede at lade som ingenting, tænkte han over, om han både kunne nå at ringe til begge sin døtre og til fagforeningen i frokostpausen.

Regine Wowk, februar 2019

 

Specialet (novelle)

Du kan lytte til novellen her eller  downloade den som pdf her: Specialet, PDF

Hendes kæreste havde for nylig landet jobbet som PR-rådgiver på et af Københavns største kommunikationsbureauer. Med 12-ugers introforløb, faglig fredagsbar og mindst én ugentlig tur til Stockholm. Dér havde et af bureauets største kunder hovedkontor.

Hun manglede stadig specialet. En komparativ analyse af tre forskellige fortolkningsstrategier i forhold til Emily Dickinsons samlede værk. De havde ikke råd til at flytte fra lejligheden og købe hus, før hun var færdig. Hun var blevet gravid i det tidlige forår, men havde fået en abort. Hun havde været uforberedt. Både på at blive gravid og på ikke at være det mere. Nu var det sidst i september.

Simon var taget afsted, han skulle være til møde med teamet kl. otte. Hun faldt i staver foran vinduet. Stod i nattøj og morgenkåbe og kiggede ned på gaden. Det støvregnede. Hun så tre børn komme gående med skoletasker på ryggen og de to mindste holdt hinanden i hånden. En søskendeflok. De stoppede op ved kiosken og diskuterede, mens de talte nogle penge. Indtil en af dem råbte noget, og så løb de. Måske skulle hun tage ind på læsesalen i dag. Bare nogle timer, for at prøve det?

Hans havregrynstallerkenen stod på køkkenbordet, det gjorde skummetmælken også. Havregrynene sad allerede fast op af kanten på den dybe tallerken. Den skulle han ha’ skyllet af og sat i opvaskemaskinen. Hun lod det stå. Gik ud i entreen og tog sin islandske sweater på ud over nattøjet, så regntøj og gummistøvler.

Hun havde en aftale med sin vejleder om en uge. En aftale, de havde lavet i maj. Hun havde lovet at sende de første 20 sider senest en uges tid før de skulle mødes. Det var i dag. Hun havde ingenting skrevet.

Som regel gik hun ned til Kalvebod, langs vandet. I dag tog hun bussen de fem stop derud, bare fordi det var hyggeligt. Nogle gange købte hun en kanelsnegl og en cacaomælk med fra bageren. Hvis hun skulle tisse, brugte hun toilettet nede på naturlegepladsen, hvor hun fint blendede ind som pædagogmedhjælper. Nogle gange røg hun en hjemmerullet. De kyssede ikke mere, så det var kun, hvis det sad i hendes tøj, han ville opdage det.

Hun kom som regel først hjem. Skyndte sig at skifte til rigtigt tøj, og gerne noget af det, Simon havde foræret hende. Det kunne være en cashmere-cardigan eller en top i noget design. Han kom som regel hjem, mens hun lavede aftensmad. Som nu.

”Hej skat, hvordan gik det i dag, hvor meget fik du skrevet?”

”Ikke så meget. Men jeg er snart færdig med at gøre rede for strategierne, så kommer hele analysedelen.”

”Var du på læsesalen?”

”Ja, det er rigtig hyggeligt. Vi er nogle stykker, som kommer der ret tit, så det er sådan lidt ligesom at ha’ kolleger.”

”Fedt. Du kan jo godt. Det var jo det jeg sagde: at det ville hjælpe at sætte det hele lidt mere i system.”

De krammede. Han duftede af dyr parfume. Hun vristede sig ud af krammet og vendte tilbage til kartoffelskrælningen. Hver gang hun havde skrællet en kartoffel, skar hun den midt over og smed de to halve op i en kasserolle, som var fyldt til randen med vand. Det løb lidt over, hver gang et nyt kartoffel-par kom til.

”Ja, det er fedt. Men jeg er lidt bagud, jeg bliver nød til at skubbe den første aflevering….jeg tænkte faktisk på, om ikke jeg skulle tage op i sommerhuset, så jeg rigtig kunne gi’ den en skalle?”

”I sommerhuset? Nu? Det er altså for koldt, det kommer til at koste en formue i elvarme. Du skal da heller ikke sidde helt derude alene. Det synes jeg ikke om.”

”Okay. Jeg tror bare det ville være godt at skifte lidt miljø eller hvad skal man sige. Jeg synes, jeg er kørt fast.”

”Ku’ du ikke få din søster til at komme nogle dage, måske? Eller din mor? Så får du lidt selskab? Det plejer du da at blive i meget godt humør af, ik?”, sagde han.

 

Hun havde ringet til sin mor den aften.

”Hvorfor ser du ikke bare at få det afleveret? Du har siddet med det snart et år. Du trænger til at komme ud og arbejde – du går helt i frø på den måde.”

”Jamen, jeg prøver virkelig. Hver gang jeg sætter mig, så flimrer det. Jeg kan ikke huske noget af det, jeg læser. Og alt det jeg skriver, lyder dumt og så sletter jeg det.”

”Hvad siger din vejleder, kan hun ikke hjælpe?”

”Hun er ligeglad. Det er universitetet det her, mor, ikke folkeskolen, hvis ikke man kan klare det, dropper man bare ud og finder på noget andet.”

”Hvad med at bestille tid hos din frisør, så? Måske hjælper det at blive klippet og gøre lidt ud af sig selv?”

 

Hun gik tidligt i seng under påskud af at ville læse. I dag havde hun mødt Robert igen, ham med Schäfer-Rottweiler-krydset. Ligeså rynket og tandløs han var, ligeså stærk  og sund var hunden. De var faldet i snak. En dag, hvor hun sad på en bænk og græd, selvom hun ikke ville, havde Robert sat sig ved siden af og spurgt, hvad det var med hende. Hun svarede først, at hun var en joke. At det sådan set bare var det.

Og så hun havde fortalt ham alt. Om de tomme sider og om studiet hun hadede. Om digtene hun ikke forstod en skid af. Om at hun ikke ville bo med Simon, men ikke kunne overskue, hvordan hun skulle komme videre. Om at hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med sit liv.

”Det var satens”, havde Robert sagt. Og så havde de siddet længe uden at sige noget.

”Hvad med at kaste lidt pind med Mester?”, havde han så spurgt. Det var første gang, hun fik lov at træne med hunden.

 

Efterhånden var Robert tit så træt, når hun mødte ham, at det kun var hende, som tog pindetjansen med Mester. Så sad han og fik sig en øl eller to imens. Den kunne blive ved i en uendelighed. Så snart den så hende, løb den rundt om sig selv og hende og puffede til hende med snuden.

 

Robert havde givet hende et par dage at tænke over det i.

 

Det var sidst på eftermiddagen. Simon lå på sofaen med hovedtelefoner på og hørte musik, da de kom hjem. Han løftede den ene højttaler til side.

”Hva’ så skat, har du haft en god dag? Eeeeeej! Hvad er det?”

Mester var løbet i forvejen ind i stuen og begyndte at snuse rundt. Hun stillede plastikposen med dens foder, skåle og legetøj.

”Det er Mester.”

”Mester? Det er jo en fucking kæmpehund. Hvad skal den her?”

”Bo her. Jeg har fået den. Ham, som havde den, skal på hospitalet. Han er meget syg.”

”Hvad? Hvor kender du ham fra? Og hvordan vil du ha’ en kæmpe hund her på 3. sal, når vi aldrig er hjemme? Det er dyrplageri, det ved du godt, ik?”

”Jamen, jeg har lovet at passe på den.”

”Du bliver simpelthen nød til at gå tilbage med den. Han må sgu da ha’ nogen i familien, der kan passe den.”

”Det har han så ikke. Han er hjemløs.”

”Hvad er det med dig? Så har du bare mødt en eller anden subsistensløs og så får du hans hund? Hvordan ved du overhovedet, om det er hans hund? Måske har han stjålet den? Og nu skal han bare af med den. Du er for meget. Du er simpelthen for meget. Har du så også været sammen med ham eller hvad?”

Han hev hovedtelefonerne helt af, rejste sig, gik lige forbi hende og ud i entreen, tog sin vindjakke og smækkede døren hårdt. Hun fulgte lyden af hans trin ned af trappen. Til sidst hørte hun hoveddøren smække.

Så langt, så godt.

 

Regine Wowk, februar 2019

 

 

Bonde søger brud (novelle)

Det var femte gang, de tog scenen om. Hun skulle sige, det var ok at Povl havde valgt hende fra, og at hun ønskede det bedste for ham. Hver gang kom hun til at græde. Heller ikke femte gang kom hun igennem replikkerne.

”Vi tager en pause. Kom Ida! Ta’ en tår cola og slap lidt af, ik? Du behøver ikke mene det, du skal bare sige det, ik? Og du skal nok få en snak med Laila senere i eftermiddag. Du kan godt, det ved jeg.”, sagde Dorte, som var produktionsleder og en slags instruktør.

Ida havde drømt om Povl, lige siden hun så hans præsentationsfilm. Hans øjne var rare. Han så stærk ud og så kunne han også godt lide dyr. Hun havde meldt sig på trods af sin fars advarsler.

”Hvis man ikke er mand nok til at gå ud og finde sig en pige, hvad har man så af rygrad? Og hvad, hvis han vælger en af de andre tøser? Så sidder du der og tuder, mens folk godter sig og drikker aftenskaffe til. Er det dét, du vil?”

Han skulle altid være imod.

Det var Povls søster og mor, som havde sendt hans profil ind til programmet. Povl havde haft en kæreste for to år siden. Hun var flyttet over til Sjælland for at læse til sygeplejerske. Siden havde han ikke ville date nogen. Hans mor var ellers klar til børnebørn. Dem kom der jo ingen af, når han ikke lavede andet end at drikke øl med vennerne og spille Playstation, når han havde fri.

Povl (og moren) boede på en gård tæt ved Grindsted. Han havde en besætning malkekøer og 120 hektar jord, primært til foderdyrkning. Plus tre hestebokse. Ida havde i dagdrømme set, hvordan Povl og hende gik ud af kirken sammen. Hun havde set dem gå tur med barnevognen, mens hendes chihuahua, Tussi, sprang omkring. Hver gang hun forestillede sig de skulle kysse, gik hun i stå. Hvordan kyssede han? Hvad, hvis nu han var sådan en, der stak tungen alt for langt ind og hun blev dårlig?

Hendes mor var optaget af, hvor meget Ida kunne nå at tabe sig, hvis nu hun skulle i fjernsynet. Ida vejede 94 kilo.

”Måske kan du nå at komme under 90, inden de skal optage? Ska’ vi prøve med Nupo igen? Og så tager vi en ta’ en tur til Aalborg, når du er under, og køber nyt tøj til dig? Det vil jeg gerne gi’.”, sagde hun.

I brevet til Povl havde Ida skrevet om Flicka, hendes shetlandspony, og lille Tussi. At hun stadig boede hjemme og arbejdede som pædagogmedhjælper i børnehaven inde i Vadum og at hun stadig ikke havde fundet ud af, hvad hun ville læse, bare at det skulle være noget med mennesker og at hun ville bo på en gård, så hun blive ved at have Flicka. At hun synes Povl så rigtig sød ud, og at hun var sikker på han var god ved dyr og at han ville blive en sød kæreste, som hun ville gøre alt for og at hun gerne ville have børn, helst tre, to piger og en dreng, for henne fra børnehaven vidste hun, at drenge var lidt mere bøvlede, de faldt og slog sig mere.

Hun havde vedhæftet det billede, som hun brugte som profilbillede på Facebook, godt nok fra sidste år, men man kunne se hendes smilehuller og alle sagde, hun så sød ud på det billede.

Da de ringede fra produktionsselskabet, havde hendes hjerte hamret hårdt under hele samtalen. De havde mailet en produktionsplan til hende. Hun skulle testfilmes og deltage i nogle samtaler. Og hvis hun kom igennem den del, var hun med i den gruppe, som skulle filmes sammen med Povl til en speeddate.

Hun var gået videre. Speeddaten gik ikke godt. Hun fik sagt nogle helt forkerte ting og stammede nærmest. Hendes mund var blevet tung, som om den trak i hendes ansigt. Hvorfor kunne hun ikke bare pludre løs, ligesom Line, Camilla og Maja?

Povl havde sagt, hun var gået videre, fordi hun kom fra en gård og fordi han troede, de måske kunne lære hinanden lidt bedre at kende, når hun ikke var så genert mere og at han gerne ville give hende en chance. Han havde også sagt, at Line havde et rigtig sødt smil, at Maja måske var lige lovlig meget bypige og at han faktisk tændte lidt på Camilla. Dér var han blevet lidt rød i kinderne.

Nu var de nået så langt i optagelserne, at Povl igen skulle sortere en pige fra. De fire piger skulle reduceres til tre, nemlig de tre, som skulle hjem til Povl på gården og prøve at bo hos ham nogle dage.

De skulle med en minibus til et klatrecenter tæt på Lemvig, hvor de skulle ud og klatre på klatrevæg, så Povl kunne se dem fra den side. Povl selv var højdeskræk, så det betød meget for ham at få en kæreste, der ikke var bange for højder. Hans børn skulle ikke arve den fejl, havde han sagt.

Ida var den første, der skulle op. Hun havde sele, line og hjelm på; selen strammede og hjelmen var for stor. Første gang kom hun ret højt op, men vinklen havde ikke været så god for kameramanden, så hun måtte på den igen. Hendes hænder gjorde ondt. Hun kunne mærke, det ville gi’ vabler. Hun trådte lidt ved siden af på en af stenene og vred sin ankel. Tanken om Povl og om gøre det bedre end de andre piger gav hende kræfter og hun kom næsten op, før hun firede sig ned.

Line kom slet ikke op. Hun fik grineflip over den store hjelm og gav op. Camilla kom halvvejs og Maja kom også næsten til tops.

Nogle timer efter skulle de samles ude i foyeren til klatrecentret. Der var sat et hvidt plastikbord op med chips-skåle og dåsecolaer. Ida skulle hele tiden tisse. Ude ved toilettet stod Dorte, produktionslederen, og talte i mobil.

”Nu holder du simpelthen op. Du ved, jeg er herovre og filme og ikke kan nå hjem, og du køber bare nogen pizzaer, ik?… Børnene? De er sgu da ligeglade. De vil bare til sommerfest, de har glædet sig, ik?”

Der var stille lidt. Så talte Dorte højere.

”Det ka’ du fandme ik’ være bekendt. Du’ en skid. En skide skid!”

Ida kunne ellers godt lide Dorte. Det var som om, at når hun talte med hende, så troede hun lidt mere på det hele.

”Hej Ida, går det godt? Du var go’ til at klatre. Så er det den store afgørelse om lidt, hva?”, sagde Dorte, som havde lagt mobilen tilbage i tasken.

Ida nikkede. Hun håbede sådan, det blev Line, der blev sendt hjem. Hun skulle ikke tro, hun bare kunne komme videre ved at fjolle over en hjelm og lave øjne til Povl i stedet for at gøre det, man blev bedt om.

Povl havde været væk med Dorte og værten i programmet, Billie, noget tid. Nu kom de tilbage og begyndte at gøre klar til at filme vælge-fra-scenen.

”Du sætter dig her, Line, du skal være her, Camilla. Povl, dig vil jeg gerne ha’ for bordenden og Maja og Ida, I sætter jer her til højre for Povl.”, sagde Dorte.

Inden de gik i gang med at filme, at Billie og Povl kom gående hen mod bordet, fortalte Dorte, at nu skulle de huske bare at være sig selv og reagere så naturligt de kunne. Og at hvis nogen blev kede af det, så var deres coach og psykolog, Laila, klar til at snakke med dem om det, her bagefter.

Den første gang, hvor Povl skulle forklare, hvem der skulle hjem, gik han i stå.

”Det ka’ jeg bare ik’, det her. Det’ for svært.”, sagde han.

Han gik væk og øvede det med Dorte og Billie nogle gange igen og så kom de tilbage. Povl satte sig og begyndte at snakke og snakke og snakke. Om hvor søde alle pigerne var og hvor seje, de havde været henne på klatrecentret.

”Og hvem er det så, der ikke skal med hjem og prøve at bo hos dig i tre dage, Povl?”, spurgte Billie.

”Jamen, det’ så Ida. Og undskyld Ida, det er virkelig ikke for at gøre dig ked af det eller noget.”

Det ene kamera filmede Ida op i ansigtet. Hun mærkede hvordan hun rødmede. Klumpen i halsen kom, og øjnene begyndte at svide. Line sad ved siden af og lagde armen om hende og prøvede at give hende et kram.

”Jeg synes sår’n set, du er sød og jeg er sikker på, du kan tage fra på gården, men, du er virkelig genert. Og så jeg synes ikke rigtig, vi svinger”, fik Povl tilføjet.

Det var det. Hun havde ikke engang fået drukket sin cola. Dorte kom hen og forklarede, at nu skulle de filme en scene med hende, hvor hun fortalte, hvad hun følte.

”Det vil jeg ikke”, sagde Ida.

”Jamen det skal du. Det hører jo med. Det har vi talt om.”, sagde Dorte.

”Jamen jeg vil ik’. Jeg tager ikke hjem og siger, jeg har tabt. Jeg var helt sikker på, det blev mig, der vandt.”

”Det har vi jo talt om, Ida. At det kunne man ikke vide og at det er vigtigt at både I piger og Povl virkelig mærker efter, og at man skal respektere hinandens følelser. Jeg kan jo ikke tvinge Povl til at blive forelsket i dig, vel?”, sagde Dorte.

”Jamen, jeg vil hjem. Nu.”

Ida skulle til at rejse sig, men Dorte satte sig på hug foran hende og holdt fast i armlænene på den hvide plastikstol.

”Er du klar over, hvad det koster at lave sådan et program? Næsten en million pr. afsnit. Det er rigtig mange penge, Ida.”

Dorte havde spist hvidløg. Hendes mascara var ret klumpet, når man sådan kom tæt på.

”Og tænk på, hvad det har kostet for os at have dig med: Mad, hotel, psykolog, transport og hvad ved jeg. Og du havde aldrig fået chancen for at møde Povl, hvis ikke vi havde inviteret dig. Så kan du ikke lade os i stikken på den måde. Forstår du det?”

Ida nikkede og Dorte rejste sig.

”Nu går du ud og får noget koldt vand i ansigtet, så gør vi det så kort, vi kan, og så får du lov at tage hjem. Og selvfølgelig lige få en snak med Laila også. Er der nogen, som henter dig?”

”Jeg skal først ringe hjem. Det kan godt være, min far vil hente mig”, sagde Ida.

Efter syvende take var scenen i kassen.

”Jeg er da lidt skuffet. Men Povl skal jo vælge efter sit hjerte. Jeg håber, han bliver glad for hende, han vælger”, forklarede Ida seerne med let ophovnede øjne.

Desværre sprang Povls foretrukne kandidat, Camilla, fra, efter hun og Povl havde sovet en nat sammen, bare de to. Hun synes alligevel ikke, der var kemi. Så Povl bor stadig med sin mor og besætningen af malkekøer på en gård ved Grindsted, hvis du kender en pige, der kunne være interesseret

(Regine Wowk, februar 2019)