Har du en god idé til en historie? Så husk disse 6 ting!

 Har du en god idé til en historie? Så husk disse 6 ting!

Det er med pressearbejde som med så meget andet arbejde: ting tager tid. Også at skrive et godt pitch, når du sidder med en historie, du gerne vil ha’ et medie til at tage op. En af grundreglerne i pressearbejde er, at de historieideer, vi foreslår journalister, skal være den lette del af journalisternes arbejde. (Det krævende arbejde vil journalisten hellere lægge i de historier, vedkommende selv brænder for).

Hvis vi vil sikre det gode samarbejde, skal vi sørge for, at journalistens arbejde fra historieidé til færdigt indslag eller artikel, ikke bliver besværliggjort af trivielle problemer.

Ha’ derfor altid styr på disse 6 ting, når du foreslår en historie til en journalist:

1 Sæt dig ind i journalistens fagområde

Sæt dig ind i journalistens fagområde og de ting, vedkommende har lavet på det sidste. IKKE for at lave en ”jeg har set, du lige har skrevet om mælkeallergi, vil du ikke skrive om det igen?”, MEN for at sikre dig, at journalisten beskæftiger sig med det fagområde, din historie har med at gøre. Og af helt almindelig høflighed.

2 Kend mediets formater

Ha’ selv en klar idé om, hvilket format, din historie kan passe godt til. Hvis du selv kan se det for dig, kan journalisten sikkert også. Særligt med TV er det vigtigt, du tænker i gode billeder og f.eks. også har en idé om velfungerende dækbilleder.

3 Ha’ styr på dine kilder

Du skal være sikker på, at de kilder, som er vigtige for at din historie kan udfoldes, både kan og vil stille op. Og at de til at få fat på. Ja, det er trivielt at sikre sig at kildernes mail og telefonnumre er korrekte og ja, det er kedeligt at udspørge folk om deres kalender og eventuelle rejseplaner de næste ugers tid. Men hellere dét, end at journalisten synes, det er en fed historie … som så ikke kan blive til noget, fordi en af kilderne er på offline ferie den kommende uge.

4 Tilbyd gode cases

Hvis historien kræver det, skal du kunne tilbyde gode cases. Relevante cases, som på forhånd har fået at vide (af dig!), hvad det indebærer at være case og som har lyst til at fortælle deres historie. Journalisten opdager det jo, hvis casen går i baglås af nervøsitet, fortryder eller er utroværdig. Og det falder tilbage på dig. Gør det derfor til en vane at tænke ”hvem er vores cases” ind fra begyndelsen, for rigtige mange nyhedshistorier er bygget op omkring den personlige vinkel, for at skabe identifikation og troværdighed i historien. Og nej, journalisterne har som regel ikke selv tid til at finde cases.

5 Stil relevant talmateriale til rådighed

Stil fakta, historik, baggrund, statistik m.m. til rådighed. Tænk på, hvordan de faktabokse, som evt. kan ledsage din historie kan se ud. Tænk på, hvad der skal til, for at historien får tyngde. Og stil i videst muligt omfang dette materiale til rådighed.

6 Tilbyd gode fotos og illustrationer

Hvis du kan tilbyde fotos og Illustrationer af høj kvalitet, øger det chancen for at dit pitch går gennem nåleøjet. Sørg for at dit billedmateriale er let tilgængeligt, f.eks. i et presserum eller i en dropboxmappe. Skriv forklarende billedtekster. Og skriv ned, hvem fotografen er og gør opmærksom på at billederne er til frit brug i forbindelse med din historie.

 

 

5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

Har netop vendt den sidste side af ”Den italienske mester” af Tom Rachman. Kan huske, jeg læste hans ”De ufuldkomne” med stor, stor fornøjelse. To’eren Storhed og fald har jeg til gode. Og tre’eren Den ”italienske mester” kan jeg varmt anbefale. Og hvorfor så det? Det er der mindst fem gode grunde til, og de kommer her:

1 Et liv foldet ud

Hvis du hører til typen, der kan lide at læse biografier, vil Den italienske mester lige være noget for dig. Vi følger bogens ene hovedperson, Pinch, fra han er fem år og så gennem hans opvækst, pubertet, udviklingskriser, parforholdskriser, morbinding, faderkomplekser og (for) tidlig alderdom. Vi følger hans forsøg på at blive sig selv, hans gåen ind og ud af relationer, hans samvittighedskvaler, hans glæder og sorger. Og hele tiden har man lyst til at tage fat i ham, ruske ham forsigtigt og sige: riv dig nu løs af din far, skab nu dit eget, tro på dig selv, lev nu dit liv, du kan godt! Tom Rachman beskriver helt eminent forskellen på barnets, det unge menneskes, den voksne mands og den ældre mands oplevelsesmåde. Det er så fint og rørende.

2 Levende miljøer

Det stærke lys i Rom, den gode mad og vin, det opblæste kunstmiljø i New York, den daglige arbejdstrummerum på sprogskolen i London og det pittoreske liv på landet i Frankrig. Romanen er fyldt med beskrivelser af fantastiske miljøer, der bliver til filmscener i hovedet på én. (Et besøg på forfatternes hjemmeside viser da også, at han har studeret film ved siden af  journalistikken). En nydelse at komme med på sådan en rundrejse i den vestlige kulturs forskellige ‘afdelinger’ og tidsperioder, ikke mindst.

3 Effektiv plotmaskine

Romanens spændingskurve stiger voldsomt mod slutningen. Det er godt tænkt, og jeg var nød til at læse virkelig hurtigt, fordi jeg ville se, hvordan det hele endte. Og undskyldte min lidt sjuskede læsning mod slutningen med, at jeg selvfølgelig bare læser bogen igen 😉 Engang! Plottet fik mig igen til at tænke på film; bogen her vil være oplagt at filmatisere. En smuk, gribende og vedkommende film kunne det blive.

4 Gode bipersoner

Ud over det farverige, næsten karikerede, kunstner-ego, Bear Bavinsky, og den eftertænksomme, selvudslettende søn, Charles, vrimler romanen med gode bipersoner. Et galleri af troværdige og velbeskrevne originaler. Morens historie kunne bære sin egen roman. Igen: filmatisering er oplagt, en drømmeopgave for en caster at skulle finde skuespillere til dette overflødighedshorn af spændende, komplekse personligheder.

5 Kunst og køn

Bogens beskrivelse af en – vores –  kultur, som hylder den mandlige kunstner, der skaber sublim kunst, men efterlader ulykkelige menneskeskæbner og splittede familier i sit kølvand indskriver sig elegant i en kønspolitisk diskussion. Jeg kom f.eks. til at tænke på Meg Wolitzers Hustruen hvor vi også møder en mandlig kunstner, hvis succes baserer sig på en kultur, der bedre kan acceptere mandlige end kvindelige kunstner-egoer.
Den kvindelige kunstner i Den italienske mester, Pinchs mor Natalie, får ikke sit potentiale foldet ud. Hun går til grunde. Ikke fordi hendes (eks-)mand eller hendes barn personligt stiller sig i vejen for hendes kunstneriske ambitioner, men fordi intet i kulturen, hun er født ind i, endsige hendes mor, støtter hende. For eftertiden bliver hun husket som den mandlige kunstners muse. En tragedie. Og hjerteskærende læsning.

 

Den italienske mester
Oversat af Rasmus Hastrup
Originaltitel The Italian Teacher
Udgivet på Politikens Forlag, 2018

Sådan forbereder du din jobsamtale – 7 gode råd

Sådan forbereder du din jobsamtale – 7 gode råd

En vellykket samtale kræver samtalepartnere, som er oprigtigt nysgerrige på hinanden. Også når det handler om en jobsamtale. Som ansøger er det din opgave at få din måske kommende arbejdsgiver til at føle sig tryg ved, at du kan løfte opgaverne. Og kan du samtidigt formidle oplevelsen af, at du kender virksomheden, dens værdier og aktuelle udfordringer, er du langt.

Den research, der ligger bag dét at skrive en god ansøgning, er i store træk den samme, du bruger før du skal til samtale. Forskellen er, at du til samtalen skal kunne spille din viden og research ind i jeres samtale som et naturligt element.

Mine syv bedste råd til, hvordan du kan forberede dig, kommer her:

1 Virksomhedens historie

Tjek ud hvad virksomheden selv oplyser om sin historie på hjemmesiden. Hvor gammel er den? Hvem ejer den? Har der været fusioner eller opkøb for nylig? Er virksomheden inde i en god, svær, rolig eller udfordrende periode? Din viden om virksomhedens historie kommer dig til gavn, når du bliver ansat, men er også et godt udgangspunkt for en samtale. Dine spørgsmål vil bære præg af, at du ved, hvad du taler om – og du kan spørge ind til ting, du måske ikke forstår og som har betydning for det job, du søger. Hvis der ikke er viden at hente på virksomhedens hjemmeside, så søg på virksomheden navn i f.eks. Infomedia (kræver abonnement) og se, om de er omtalt i artikler i diverse erhvervsmedier. Da jeg f.eks. arbejdede i dét, som dengang hed Hovedstadens Sygehusfælleskab (i dag Region Hovedstaden), var det stadig nyt at hovedstadens hospitaler havde fået en fælles visuel identitet. Et faktum, ikke alle hospitalerne var jublende glade for. Hvilket var godt at vide, når man skulle arbejde som kommunikationsmedarbejder i direktionen. Og et godt emne til samtalen.

2 Virksomhedens økonomi

Du skal kende de vigtigste nøgletal. Hvordan har omsætning og overskud udviklet sig de sidste par år? Går det frem eller tilbage? Hvor mange ansatte har virksomheden? Har der været prikkerunder eller større udvidelser? Og hvordan tjener virksomheden sine penge og hvad bliver din rolle i forhold til det? Særligt når du søger job i den private sektor er forretningsforståelse alfa og omega. Du skal have et afklaret forhold til, hvordan du skaber værdi og hvordan, der bliver råd til at du kan få din løn. For det er dét, virksomheder går ud på. At skabe værdi for kunderne og tjene penge enten til sig selv eller til sig selv og aktionærerne/ejerne. Nøgletallene kan du f.eks. finde på proff.dk

3 Virksomhedens kultur

De fleste er nervøse til en jobsamtale og ser det som en form for eksamen. Men husk, det ogås en eksamen for den virksomhed, som skal vise sig fra sin bedste side og sikre sig, de får den bedste kandidat til jobbet. Du skal lægge mærke til kemien mellem dem, du sidder overfor. Og stil spørgsmål til dét, du er i tvivl om, og som er vigtigt for dig. Jeg var for mange år siden til samtale et sted, hvor de i jobannoncen havde lagt vægt på, man var robust, når det handlede om samarbejde. Og jeg spurgte derfor, hvordan deres arbejdsmiljø var, siden de lagde vægt på man var robust. Om de ikke var ordentlige ved hinanden? Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad de svarede. Men jeg var glad over at få spurgt, og over at få markeret, at et godt og trygt arbejdsmiljø er vigtigt for at jeg kan trives. En anden pointe her er, at hvis de mennesker, du møder på den anden side af bordet, ikke er lige så velforberedte som dig, er det så et sted, du har lyst til at være?

4 Hvorfor er det job, du søger, ledigt?

Det kræver udpræget situationsfornemmelse at finde ud af, hvilke sko, du skal udfylde og om du har lyst til dét. Har der siddet/stået en superskarp profil før dig, som nu har forladt virksomheden? En som alle savner og næsten uanset, hvad du gør, vil de tænke ”det var meget bedre før”? Eller kommer du efter én, som blev fyret, fordi han/hun ikke kunne løfte jobbet? Er det en ny stilling, der er oprettet, fordi dine kolleger ikke kan følge med? Spørgsmålet om, hvis sko, du skal udfylde, er en vigtig start på en forventningsafstemning og med til at klæde dig på til jobbet, hvis du får det.

 

5 Visioner, strategier og politikker

Tjek virksomhedens hjemmeside helt i bund og se, hvad du kan finde af visioner, strategier og politikker, som kan være relevante for dit kommende job. Mange steder vil dét, som ligger, være forældet, men så får du styr på noget af historien den vej rundt. Og du får vigtig viden, f.eks. om hvor vigtigt dit arbejdsområde er i forhold til de ting, virksomheden prioriterer for at nå sine mål. Og det giver også indblik i det ovenstående punkt med virksomhedens kultur. Og lige så interessant: Hvordan hænger den måde, de beskriver sig selv og deres strategi på, sammen med den måde, medarbejdere, kunder og offentlighed opfatter dem på?

 

6 Virksomhedens konkurrenter

Find ud af, hvem virksomhedens nærmeste konkurrenter er. Og se på, hvordan din kommende arbejdsplads klarer sig i forhold til konkurrenterne. Hvor er de stærke og hvor ser det ud til at halte? Her har du også et godt afsæt til spørgsmål, du kan stille. En kommende medarbejder, der har øje for, hvordan han/hun kan bidrage til at lægge afstand til konkurrenterne, ligger godt i feltet.

7 Hvad skal du levere for at gøre det godt?

Du kan med fordel selv reflektere over, hvad du tror, du bliver målt på i dit kommende job og hvad du skal levere for at gøre det godt. Og så skal du forventningsafstemme til samtalen ved simpelthen at spørge: Når der er gået et år og I skal vurdere om ansættelsen af mig var en succes, hvad skal jeg så have opnået? Din kommende chef og kollegers svar er en god indikator for, om det her job er noget for dig.

PS. Der er mange flere ting, du kan gøre alt efter temperament. LinkedIn er et glimrende researchværktøj, ligesom du selvfølgelig skal trække på dit netværk, når du researcher. Det hele handler om at kunne bidrage til samtalen på en måde, så dine kommende kolleger kan mærke, at du bliver en del af en løsning og ikke et problem.

Og som det er med alt her i verden: ting tager tid. Og dét at forberede sig til en jobsamtale er ingen undtagelse!

 

 

 

 

 

Vikar i Vestjylland (novelle)

(Du kan læse/downloade novellen som PDF her Vikar i Vestjylland )

De var blevet opfordret til at søge til over alt. Det vigtigste var at komme ud; at virke, at forandre. Birgit havde set stillingen som barselsvikar i fagbladet. Fuld tid i et halvt år på en centralskole. Hun fik det og flyttede ind på et klubværelse ovenpå banken med sin skibsbriks, ølkasse-reol og to flyttekasser.

Nede ved busstoppestedet var der en telefonboks. Hun havde ringet hjem den første aften, men hendes mor var stadig ked af det. Næste aften havde hun ringet til en af de andre. Alice boede tættest på – hun var årsvikar og klasselærer for en fjerdeklasse i Varde. De aftalte at ringe sammen, en gang om ugen i hvert fald.

Selv skulle hun have en femteklasse i Dansk, Kristendom og Historie fra oktober til marts. Eleverne var delt i tre. Nogle synes, hun var sej, fordi hun var fra København. Faktisk var hun fra Farum og havde taget sin studentereksamen fra Marie Kruses, inden hun valgte det Det Nødvendige Seminarium og Jylland. Nå, men de mest positive af børnene ville gerne høre om Tvind, UFF og om hvordan, de kunne være med til at skabe en mere retfærdig verden efter skoletid. Så var der dem, som gjorde, hvad der blev sagt, mens de ventede på, deres rigtige lærer kom tilbage. Og så var der et par stykker, hvor hun fornemmede en modstand og en lukkethed. Ikke at de sagde noget.

Alle børnene lavede deres lektier, kunne lide at gå i skole og savnede oprigtigt deres klasselærer, Bente. F.eks. ville de bruge Klassens Time på at skrive breve og tegne tegninger til hende. De havde sågar selv samlet ind til en barselsgave og gik højt op i, hvad ungen skulle hedde.

Hun havde holdt fast i de obligatoriske ting som stil, diktat osv. ligesom hun havde kørt en normal december med kalenderlys, højtlæsning og dagens nissegave. Men, hun ville også gerne vække dem og vise dem verden. Ta’ nu den sorte befolkning i Namibia og alt det, de havde været igennem. Den måde, de var blevet undertrykt, ydmyget og udnyttet af de hvide magthavere på gennem så mange år. Hendes nye kolleger her på skolen virkede ligeglade. Men som en af hendes lærere havde sagt, skulle man bruge vreden konstruktivt til at forandre verden. Folk ved ikke bedre. Med historie-forløbet om Namibia vidste hun, at børnene ville komme til at føle solidaritet med de sorte og at hun var med til at dreje kloden et lillebitte ryk den rigtige vej.

*

Det var blevet februar. Som afslutning på Namibia-forløbet lavede de et teaterstykke, som de ville opføre for forældrene. Sammen med børnene fandt hun på både handling og replikker. I begyndelsen var et par af pigerne sure og gad ikke være med. De ville hellere fortsætte med stenalderen. Hun forsøgte at få dem med ved at sige, hun havde brug for hjælp til at lave nogle flotte kulisser. De havde fundet på, at handlingen skulle foregå på et skib. Ind i mellem de replikker, hun havde skrevet sammen med børnene, puttede de sangene ind, hvor det nu kunne passe. Hun havde et kassettebånd med backingmusikken på. Selv kunne hun bedst li’ sangen, hvor de sorte arbejdere hylder deres frihedshelt Mugabe, og vil vise ham, hvor hårdt de knokler både for at overleve, for retfærdighed og for frihed: ”Mugabe Oye, Mugabe Oye”. Sådan begyndte den.

Mens de fleste i klassen hjalp kulisse- og kostumeholdet med at male skibet og flænse tøj i stykker, så det kunne ligne noget, som fattige havnearbejdere havde på, sendte hun Anne-Lene og Dorte i Brugsen efter bodylotion og sovsekulør. Det skulle blandes sammen og fungere som teatersminke. De to finker havde brugt hele timen på det, selvom det kun tager ti minutter at gå op til Brugsen.

”Hvad har I brugt så lang tid på?”

”Det var fordi Bjarne Brugs ville høre, hvad vi skulle bruge det til og hvorfor vi kom og købte ind, mens vi var i skole.”

”Spurgte han om det?”

”Ja, vi plejer jo ikke at komme, mens vi er skole og han forstod ikke helt det med, at vi ville blande creme og kulør for at ligne de sorte. Og så skulle vi også lige købe tyggegummi – altså for vores egne penge. Men så tabte Dorte et stykke Jenka ned i en snedrive, og så var vi nødt til at lede efter det, men vi fandt det. Her er dét, vi skulle købe og der ligger en bon i posen.”

”Tak, skal I ha’.”

Hun piftede.

”5. B, hør lige efter! Nu har vi fået farven, så I kommer ind så hurtigt I kan efter spisefrikvarteret og så der generalprøve med kostumer, sminke, musik og det hele – okay?”

Der var to dage til de skulle spille stykket for forældrene. Det var blevet en flot, blå båd. En af drengene havde en onkel, der fiskede, og han havde lånt dem nogle fiskekasser og en af pigernes farfar havde lånt dem nogle net og et par bøjer. De var nødt til at lufte en del ud.

Dagen før premieren, kom Lene K. hen til hende med sin meddelelsesbog. ”Kære Birgit, Lene bedes fritaget for teatersminke, da hun får eksem. Venlig hilsen Jette Kristensen”. Der var ingen hvide med i stykket. Men så fandt Lene selv på, at hun jo kunne stå bag båden og synge med på sangene.

Generalprøven var gået ok, med et par kiks undervejs, men hun var sikker på, de kunne spille det i morgen. Hun var på vej tilbage ind i klasseværelset for at hente sit halstørklæde, men stoppede, da hun hørte, de talte om hende.

”Men det syns jeg altså. Hun har slet ikke har noget på, som i slet ikke – ikke engang mascara. Og det er da en drengefrisure, hun har. Det er det altså. Og så den sømandssweater, hun har den jo på hver dag.

”Ja, det’ klamt.”

”Hun skifter da nok T-shirt hver dag”.

”Arh…la nu være, hvorfor skal du hele tiden ta’ hende i forsvar? Det er da noget mærkeligt tøj – og så andefødder – det er da sådan noget vi gik i, da vi var små.”

”Ja, okay.”

”Min mor har så hende købe ind, kun ris og grønsager, og så sagde min far, at så vidt han vidste, lå København da ikke i Kina og det var da en mærkelig måde at spise på.”

”Har I hørt, at nogle af drengene skal med hende til København næste weekend og samle tøj ind?”

”At de gider. Det fatter jeg ikke. Det’ da underligt at tage på tur med sin lærer i weekenden og samle tøj ind til nogen, man slet ikke kender. Og hvordan ved de egentlig, at de ikke sælger det og bruger pengene til noget helt andet? Det siger min mor, at nogen af dem gør. Det kommer slet ikke ned til de fattige. Og jeg må heller ikke. Altså hvis nu jeg ville.”

”Tror I, hun har en kæreste?”

”Måske er det en, der også er med i det der UFF, så kan de se hinanden, når de skal samle tøj ind.”

”Hvem spørger, om hun har en kæreste? ”

”Ja, eller om, hvorfor hun ikke har nogen børn? Hun er da mindst tredive.”

”Ej, det kan man da ikke.”

”Det kan man da godt.”

”Ja, hvem spørger? Kom nu…hvem vil?”

*

Det havde været forbudt at være kærester og få børn. Alligevel var hun blevet forelsket. Allan sang godt, havde et blødt blik og kunne altid finde noget godt at sige om folk, uanset hvor håbløse, de var. De havde sneget sig til nogle gåture og talt om at læse videre sammen på et almindeligt seminarium. Han havde spurgt, om hun havde haft langt hår, da hun var lille og hun havde vist ham billedet i pungen, med ridehjelm og tykke fletninger. Når de kyssede gav hendes krop efter.

Så var Allan taget med til Indien i en gammel bus. Hun fik at vide fra en lærer, at han var rejst hjem før de andre. Nu var han ansat på en privatskole oppe ved Aarhus og havde brudt forbindelsen med dem alle sammen. Også med hende.

Om aftenen gik hun ned til for at ringe til Alice. Selvom det kun lige var rundt om hjørnet, frøs hun. Det var frostvejr og som altid blæste det. Langs fortovene lå bunker af hærdet sne efter mange dages snepløjning; driverne var så brede og høje, at der mejslet huller nogle steder, så man kunne komme over vejen. Hun kastede en femmer i, tog telefonen og drejede nummeret på den iskolde skive. Det er Alice.

”Hej, det er Birgit. Jeg ville bare lige ringe og sige hej.”

”Heeeej, hva’ så? Er er I ved at være klar til den store premiere?”

”Ja, det er ret fedt, du skulle næsten komme og se det.”

”Måske er der nogen, som kan videofilme det? Og hvor er det fedt, at du har fået det op at stå, du er virkelig sej, Birgit”.

”Ja, det er vildt, og ungerne synes også det har været sjovt. Det tror jeg da.” ”Hvad med dig, hvordan går det i Varde?”

”Arh, jeg ved ikke…det er fordi…altså, jeg har mødt én…”

”En fyr?”

”Ja…Jens, hedder han – han er herovre fra, og jeg har været med ham hjemme hos hans forældre, og de er rigtig søde. Så nu har jeg altså en kæreste.”

”En kæreste?”

”Ja. Det virker så rigtigt. Jeg vil også ha’ et barn. Altså, vi vil ha’ et barn, mener jeg.”

”Er du gravid?”

”Nej, nej, det er bare noget, vi har snakket om. Der er også noget med en fast stilling her. Og jeg har det altså godt. Du kunne også komme herud en tur snart? Så kan du møde Jens og vi kan snakke rigtigt. Hvad med at komme og spise med på fredag?”

”Ej, jeg ved ikke, den sidste rutebil kører jo allerede halv ni.”

”Jamen, du kan da bare blive og sove, det ku’ være hyggeligt, det tror jeg også Jens synes.”

”Er du der Birgit? Hvad siger du?”

”Narhhh, jeg tror….mmmmm….lad os gøre det en anden dag. Jeg er sikkert også godt bombet ovenpå teater og alting, og jeg skal med det tidlige tog lørdag morgen, vi har jo den store indsamling lørdag, du skulle da også med, skulle du ikke?”

”Nej, det dropper jeg altså nu. Men så lad os ringes ved i næste uge, ik?”

”Jo, lad os gøre det. Ha’ det godt så, ik?”

”I lige måsen. Og pøj-pøj med premieren, jeg glæder mig til at høre om det.”

Den hånd, der havde holdt røret, var blevet iskold. Hun skyndte sig at få rulamsluffen på igen, da hun havde hængt på. Så skubbede hun telefonboksdøren op og traskede en lille runde. Forbi grillbaren, bageren, banken og spejderhuset, forbi alle husene, hvis stuevinduer lyste fjernsynsblåt ud på forhavernes sne. Hun overvejede at gå hen til boksen igen og høre, om hendes mor havde tid til en sludder, men besluttede sig for at gå op. Hun lavede en kande te, og ville læse lidt, men endte med at falde tidligt i søvn.

*

Teaterstykket foregik i kælderetagen, i skolens filmlokale. Et aflangt lokale med en hvid endevæg, som fungerede som lærred og et filmapparat, der stod nede bagest og spandt, når de så film.

Lokalet blev også brugt til mindre teaterforestillinger, når man ikke ville inddrage gymnastiksalen.

Alt var klar. De havde båret stole ind og lavet rækker. På stolene havde de lagt ark med sangteksterne, så forældrene kunne synge med. Publikum begyndte at komme og finde deres pladser – børnene havde sat sig bag skibskulissen, så man ikke kunne se dem fra stolerækkerne.

Da alle var på plads, tog Birgit ordet:

”Hej allesammen og velkommen. Som I måske har hørt, har vi haft et forløb om de sortes frihedskamp i Sydafrika og Namibia, og derfor har vi skrevet det teaterstykke, vi nu vil vi vise jer. I må gerne synge med på sangene, der ligger tekster på stolene. Rigtig god fornøjelse.”

Stykkets handling var enkel: børnene var arbejdere, som boede i en Bantustan, og måtte arbejde til lav løn hver dag med at laste og losse fisk. Dialogen handlede om, at det var varmt, at de var sultne og trætte og at de fik for lidt i løn. Uanset hvor meget de knoklede, var de ikke fri. Men Mugabe og hans kamp mod de hvide magthavere gav dem håb, og de vidste, at de skulle stå sammen i frihedskampen mod de Sydafrikanske magthavere og at Namibia en dag ville blive deres og blive frit. De sluttede med en slags nationalsang, som sluttede ”Naaa-miiii-bia er voooooort”.

Forældrene havde siddet med sangarkene, men havde ikke rigtigt sunget med. De klappede og børnene bukkede. Henriks far var gået cirka ti minutter inde i stykket, men hans mor var blevet.

”Tak skal I ha’. Der er kaffe, saft og kage oppe i 5. B’s klasseværelse. I går bare i forvejen, så kommer vi, når ungerne har fået vasket sminken af. Vi ses deroppe.”, sagde Birgit.

Der var to bradepandekager, en med drømmekagen fra Brovst og en med banankage med mørk chokoladeovertræk (eller faktisk var det bare kakaoglasur), termokander med kaffe og kander med saft. En mor spurgte Birgit, hvornår børnene skulle have diktat igen og om hun ellers var glad for at bo i byen. Henriks mor lod Henrik spise et stykke af hver kage, og så tog de hjem som de første. Og i løbet af en lille time var klasseværelset tømt, og Birgit gik i gang med at stole op. Så satte hun alt servicet på en rullevogn, skubbede den ned til lærerværelset og begyndte at vaske op.

*

”Hva’, ska’ du ha’ en hånd? Ellers kommer du da vist for sent i seng, hva’ Birgit?”

Det var pedellen. Hun blev lidt våd i øjnene, men blinkede det hurtigt væk.

”Du må da gerne tørre, hvis du vil?”

De klarede opvasken på ingen tid.

”Så smut du hjem, så går jeg lige en runde og tjekker lys og låse. Kom godt hjem.”, sagde pedellen

”Tak – og tak for hjælpen.”

Den næste morgen, inden hun kom ned til lærerværelset, råbte skolens sekretær, Lisbeth, som var gift med skolens inspektør, Gunner, at hun skulle kigge op i 10-frikvarteret. Det gjorde hun.

”Ja, kom ind, Birgit, og sæt dig ned, det er bare lige fem minutter.”, sagde Gunner.

Hun satte sig på en af fletsæde-stolene ved mødebordet i lyst eg. Han kom over og satte sig overfor.

”Ja, jeg er jo ikke var vant til klager over mine lærere, det er jo også mig selv, der ansætter dem, så det ville jo være lidt mærkeligt, hahaha… Nej, spøg til side. Henriks far, Peter Sørensen, ringede hjem til mig i går aftes. Det var en lidt kedelig samtale.”

”Ok.”

Hun kunne godt huske, at Henriks far havde mast sig ud gennem rækkerne og var gået før stykket var færdigt.

”Hvad sagde han da?”

”Ja…det var noget med indoktrinering, noget med at hans søn ikke skulle ha’ proppet venstreorienteret propaganda i halsen og at det ikke ligner noget at lære en 11-årig dreng, at hvide mennesker er roden til al verdens ondskab.”

”Det har jeg da ikke sagt, ikke på den måde.”

”Nej, det ved jeg godt, men det er sådan det kan se ud, hvis man ikke deler dit verdensbillede, og det er det jo – med forlov – ikke alle, der gør. ”

Hun kiggede ned på sine hænder – neglene var stadig helt rene efter opvasken i går.

Gunner rømmede sig.

”Nu er der jo ikke så længe tilbage af dit vikariat. Og det er kun én klage, resten er mere bare lidt murren i krogene. Personligt må jeg sige, at din undervisning er lige til den enøjede side, men det kan jeg leve med, for du er stabil og børnene ser ud til at kunne li’ dig. Og du har virkelig passet dine ting, det må jeg give dig. Men det med at invitere dem med til alle mulige tøjindsamlinger og vækkelsesmøder uden for skolen, det er måske ikke så godt, Birgit. Måske er det bedst, du fokuserer på de rent faglige ting her den sidste måneds tid. Der er forskel på, hvad man dyrker af holdninger i sin fritid og så at være lærer. Det synes jeg, du skal tage med dig videre.”, sagde Gunner.

” Hvad så med det andet vikariat, du talte om, her fra april?”

”Ja…Det har jeg slet ikke fået sagt. Det er jeg ked af. Men én en af vores tidligere lærere var forbi i sidste uge. Han har købt hus i Gjesing. Jeg tror, det er bedre jeg lader ham tage 9.A. De skal jo også have terminsprøver og mange af dem skal slutte af til sommer. Så det er nok bedst med én med lidt mere erfaring. Du skal nok finde noget andet, det er jeg sikker på.”

Han rømmede sig, rejste sig og rakte hende hånden.

”Skal vi sige, det var det? Og du må sige til, hvis jeg skal skrive en anbefaling til dig eller hvis der er noget, jeg kan hjælpe med.”

Birgit måtte løbe tilbage til klassen, for det havde allerede ringet ind til kristendomstimen.

(Regine Wowk, 2019)

 

 

Aarhus T/R (novelle)

Mobilalarmen gik i gang halv fem. Der var afgang klokken seks fra Hovedbanegården. I dag var det det kurset ”Uopfordret jobsøgning – en genvej til dit drømmejob” for fjorten ledige akademikere, tolv kvinder og to mænd. I Aarhus.

Han brød sig ikke om at undervise. Det var godt betalt.

I toget bladrede han evalueringerne fra sidst igennem: “Jeg savnede flere konkrete eksempler fra rigtige jobansøgninger og flere eksempler på fængende overskrifter”, “Engageret underviser, men teorien er for tynd”, ”Alt for lidt om, hvordan man skriver et godt CV og det havde I lovet i programmet!!”, kunne der f.eks. stå. Bagefter gennemgik han sine slides. Han tilføjede nogle flere eksempler på gode overskrifter. Det er jo overskriften, som får folk til at læse videre.

Efter Storebælt købte han en kop kaffe (for tynd) og et rundstykke med tilhørende smør, to skiver mild, lidt gummiagtig, ost, som var adskilt af let fugtigt mellemlægspapir og et lille, firkantet bæger med rødt syltetøj. Han fandt printet med mailen frem igen:

“Hej Jonas! Vil bare lige sige, jeg glæder mig helt vildt til dit spændende kursus i morgen. Måske har du tid til en kop kaffe bagefter? KH Tobias :)”

Trompet-Tobias. Ham havde han ikke tænkt på i mange år. Måske havde de udvekslet et par breve de første år efter han var flyttet til København? Hvis de overhovedet havde været i kontakt siden. Tobias var genert og nørdet. Han havde haft en del akne og så havde han et iøjnefaldende hår, stort og krøllet.

Mens Vejle fjord susede forbi vinduet, tænkte han på Tobias’ kollegieværelse, hvor de drak urtete og lyttede til Alban Bergs Vier Stücke for klarinet og klaver og den slags. Tobias havde et par gange spurgt, om Jonas ikke ville blive og sove i stedet for at tage den sidste bybus hjem. Det ville han ikke. Tobias havde ikke rigtig nogen møbler.

Tobias ville på konservatoriet. Han var kommet sent i gang, men det behøver ikke at betyde noget for blæsere. Jonas kom i tanker om, at han havde akkompagneret ham til et eller andet arrangement på gymnasiet. Ikke Alban Berg, måske noget Carl Nielsen. Tobias var helt oppe at køre, når de øvede. Fortalte engageret og længe om sin embouchure og om sjælen – ånden, ik’? – i musikken og alt det, han gerne ville have frem med sin fortolkning. Jonas koncentrerede sig om ikke at spille forkert og om at følge Tobias’ lidt flydende rytmik.

Han gik fra banegården op ad gågaden og så ned til den gade, hvor fagforeningen havde sin bygning. Det var tidligt i september. Selvom solen skinnede, var bænkene stadig våde af dug. Butikkerne var ved at åbne. Tjenerne satte caféskilte ud på fortovet, stolede ned, tørrede bordene af, satte askebægre ud. Oppe i undervisningslokalet kørte Jonas vognen med kaffe og frugt ind i undervisningslokalet. Han delte materialerne ud, satte sin bærbare til projektoren, lagde navneskiltene frem og lagde afkrydsningslisten foran sig. Tobias Wick Poulsen, stud., musikvidenskab. Okay.

Præsentationsrunden var overstået. Der var mødt ni op ud af de fjorten tilmeldte. To havde meldt afbud her til morgen, fordi de skulle til jobsamtale. Det var da altid noget. Præsentationerne havde kredset om, hvorfor de hver især mente, at de var arbejdsløse. Else var for gammel (51), Camilla var for ung (26), Carsten var overkvalificeret til de jobs, der var lige nu (hans ph.d.-afhandling havde handlet om kønsmarkører i dansk design i 1950’erne med særligt fokus på mønstre og materialevalg) og Henriette var på jagt efter et deltidsjob, da hun var enlig mor til en søn på nu elleve år, som var for tidligt født og havde særlige behov. Karin havde været igennem et svært forløb, hvor hun blev mobbet på sin arbejdsplads, så nu gik hun i baglås til jobsamtaler og Pernille var ekstrem introvert og flov over at veje for meget (hun var for længst forbi 100 kilo). Tobias havde ikke rigtig søgt nogen jobs endnu, men han havde så heller ikke skrevet sit speciale. Kristoffer var lige blevet færdig og havde sådan set lovning på et fedt job, men ville lige ha’ noget gode fifs med, hvis han nu en anden gang skulle søge job. Og Betiina havde simpelthen været så uheldig. Alle de steder, hun havde arbejdet, havde chefen været en idiot.

Jonas gennemgik kort dagens program og de tre obligatoriske læringsmål. Så satte han deltagerne i gang med øvelse 1: ”Læs en af dagens aviser, og kom med forslag til to eller tre virksomheder, du kan kontakte for at høre, om de har brug for én med dine kompetencer – eventuelt som virksomhedspraktik til at starte med.”

Under sandwichfrokosten aftalte han med Tobias, at de kunne drikke kaffe på bogcafeen nede i gågaden.

Ved firetiden havde han fået sendt kursisterne ud af døren, samlet evalueringerne ind og ryddet op i lokalet. De fulgtes ad ned på cafeen. Jonas købte cappuccinoer og gulerodskage til dem, og de slog sig ned bagest i caféen.

”Det var bare skidegodt, dit kursus, jeg er helt vildt inspireret til at komme i gang med at søge nogle jobs uopfordret, det er jeg virkelig”, sagde Tobias.

”Tak ska’ du ha’ – jeg er ellers altid nervøs, det er ikke lige mig, det med undervisning.”

”Du er ellers rigtig god til det. Spiller du stadig?”

”Nej, kun børnesange og lidt hygge-bossa og sådan. Hvad med dig – du læser musikvidenskab nu?”

”Ja. Trompeten gik ikke. Det’ nok mere mig, det med at læse og fordybe mig.”

”Okay – og hvad fordyber du dig så i lige for tiden?”

”Ikke rigtig noget. Jeg har haft lige haft orlov. Og jeg kan ikke rigtig komme i gang med specialet. Os’ fordi man bare ved, det er sådan en lang proces. Og man vil gerne vise, at man kan bruge alt det, man har lært og måske også gerne komme med i hvert fald bare noget, der er nyt. Jeg ved ikke, om jeg kan.”

”Hvad kunne du tænke dig at skrive om?”

”Altså, jeg har tænkt, at måden, vi beskriver musik med farver på, er spændende, ik? Rent sprogligt, ik? Hvorfor synes vi at diskant er lyst og hvidt og bas er mørkt og sort? Men min vejleder siger, at det bliver for snævert og for ukonkret.”

”Har hun ret?”

”Måske. Jeg skal jo også passe på mig selv, der må godt gå lang tid før jeg skal indlægges igen.”

Jonas tog en skefuld af gulerodskagen. Den råhvide, fede creme ovenpå havde en bismag af køleskab. Selve kagen var tør, trods de små gulerodsstrimler.

Tobias’ højre ben hoppede konstant under bordet. Jonas blev næsten søsyg af det ben.

”Hvad er det egentlig, du fejler?”

”Det er bare depressioner. Når det er værst, bøvler jeg også med nogle stemmer, jeg ikke kan være alene med. Det er virkelig ikke rart. Det kom faktisk første gang, da jeg boede på det værelse dér. Kan du huske det? Der havde jeg det godt nok ikke så godt. Jeg kendte nærmest kun dig – og så Kristian, ham vores hørelære-lærer. Det var ham, som fik mig indlagt første gang. ”

De tog hver især en slurk kaffe.

”Nå, men har du så børn og alting nu?”, spurgte Tobias.

”Ja. Jeg har en søn, Carl. Han er seks et halvt og er lige startet i børnehaveklasse. Og så er der Alma, som lige er fyldt tre og hun går i børnehave nu.”

”Dét da lige dig, med små børn, det må være sjovt. Bor I så sammen, dig og deres mor?”

”Ja, vi bor på Østerbro og Carl er startet på en lilleskole, der ligger lige om hjørnet. Det er virkelig en god skole. Så jeg får da sunget morgensang næsten hver dag – vi er altid en lille flok forældre, som har tid til at blive og synge, det er vildt hyggeligt.”

Tobias havde findelt det meste af sin kage på tallerkenen, og han havde lagt rosinerne i én bunke og valnøddestykkerne i en anden. Cremen havde han spist.

Jonas tog sin telefon for at tjekke, hvad klokken var.

”Nå, Tobias, jeg skal altså snart til at gå, hvis jeg skal nå toget. Jeg har en pladsbillet afgangen her halvseks og jeg vil gerne lige nå at sige godnat til ungerne i aften, jeg så dem jo slet ikke i morges – eller, det gjorde jeg, men de sov.”

”Ja, selvfølgelig – skal jeg følge dig ned til banegården?”

”Det behøves du ikke, jeg skal også lige i den der sandwichkiosk overfor og ha’ noget aftensmad med – jeg nægter at spise dét, de har i toget. De der blege pølser, de har stående i termokander; de minder mig om fingre, jeg kan ikke spise dem.”

”Ha ha ha….det er totalt dig, at sige sådan, Jonas, totalt dig! Pølsefingre…”,

Jonas tog den sidste slurk lunkne kaffe, rejste sig og tog sin jakke på og slyngede sit halstørklæde om halsen. De gik uden for og stod over for hinanden. Tobias skrabede lidt med skoen i et cigaretskod, der lå på fliserne.

”Det var dejligt at se dig, og jeg kan jo skrive til dig, hvis jeg får brug for hjælp med det jobsøgning dér. Det kan også være, jeg kunne komme og besøge dig? Og møde din familie? Så kunne vi gå i Tivoli eller noget? Og vi kunne måske spille lidt sammen? Bare sådan for sjov?”

”Det lyder rigtig hyggeligt. Skriv til mig, så finder vi ud af noget, ik? Du har jo min mail nu.”, sagde Jonas.

De gav hinanden et forsigtigt kram. Og Jonas genkendte duften og fornemmelsen af Tobias’ knitrende, krusede hår mod sin kind.