af Regine Wowk | jun 20, 2024 | Kommentar
Jamen, du er jo professionel kommunikatør? Så kan du da ikke bare dingledangle derudaf på sociale medier, som du har lyst til? Du skal da gøre det samme, som du anbefaler dine kunder og klienter? Altså strategi, planlægning og masser af godt, forproduceret indhold?
Nej, det skal jeg ikke. For hvis der er noget, jeg er modstander af, så er det kognitiv dissonans. Som i den følelse, der opstår, når man mere eller mindre bevidst gør noget andet end dét, som flugter med ens værdier. Og for mig er det en værdi at lytte og at være ærlig. Derfor har jeg besluttet mig for at tage en periode, hvor jeg fokuserer på at lytte og tænke. En holde-mere-kæft periode. En periode, hvor jeg udelukkende skriver mine egne opslag og indlæg, når jeg virkelig har noget på hjerte og ikke kan lade være. (Altså ved siden af alt det jeg skriver som professionel ordsnedker – det er en anden snak og ingen kognitiv dissonans dér: jeg er stadig vild med at hjælpe andre med at få sat de rigtige ord på deres tanker og budskaber ligesom jeg morer mig med at skrive klummer for f.eks. Akademikerliv.)
Men, jeg vil ikke spilde tid mere med at føle, at jeg SKAL skrive så og så mange opslag her og der for at være med i gamet. Eller for at bruge en aktuel metafor: gøre mig synlig på banen for at få bolden. Jeg har altid fået nye kunder ved at møde nye mennesker i det virkelige liv. Jeg har altid haft det bedst, når jeg kunne mærke, at dét jeg brugte min tid på, gav mening. Jeg hader pligtkommunikation. Desuden synes jeg, jeg er blevet for dårlig til at lytte og for dårlig til at tage ny viden ind. Så resten af året vil jeg fokusere på at blive bedre til at lytte til de andres samtale på sociale medier, holde op med at føle mig selvforpligtet til at poste opslag på LinkedIn hver fjortende dag. Ligesom jeg vil droppe den dårlige samvittighed over at poste så sjældent her på bloggen.
Så må vi se, hvordan dét bliver. Godt, håber jeg.
af Regine Wowk | apr 30, 2024 | Tips og gode råd
Åh…salg! Alle soloselvstændiges akilleshæl. Vi ved, vi skal, men den daglige drift får ligesom bare altid lige skubbet salgsindsatsen af vejen. En af nøglerne til at passe sin egen lille salgsafdeling, når motivationen er lav, er at holde fast i dét, som hidtil har virket. Hvilket så kun er et råd, den erfarne selvstændige kan bruge, det er selvfølgelig ikke så godt – men for den nystartede er det så bare med at række ud til alle os, som har været i gamet længe og få et godt råd og lidt opmuntring.
Her får du mine tre bedste råd til salg for soloselvstændige:
1️⃣ Det er banalt og selvindlysende: at gøre mig vildt umage med at løse de opgaver, jeg allerede har. Dét har ofte kastet andre opgaver og kunder af sig. Det kan være en beroligende tanke, når man hellere vil arbejde end sælge. For bare det at passe sit arbejde, er jo så en del af salgsindsatsen.
2️⃣ At møde andre mennesker henne i den håndholdte, analoge og inspirerende virkelighed. At komme ud til morgenmøder, faglige events og sætte kaffemøder i stand, har også givet opgaver, selvom det ikke var dét, som var det primære formål. Men de gode samtaler og den oprigtige interesse i dét, de andre er optaget af, er altid fremmende for både fagligheden og mulige nye opgaver.
3️⃣ Så er der den kolde kanvas…den fungerer, men kun, hvis man sætter den i system og tager den dybt alvorligt. Som i at bruge tid på at researche på sine kundeemner grundigt. Som i at gøre det tydeligt, hvad man kan hjælpe dem med: du skal give dine kunder en løsning, ikke et problem! Selv har jeg haft perioder, hvor satsede på denne salgskanal – det virkede, men alligevel har jeg ikke disciplinen til at gøre det ordentligt. Måske man skal gå sammen i et lille hold, der forpligter hinanden på nogle mål, så man kan holde hinanden til ilden.
af Regine Wowk | mar 20, 2024 | Tips og gode råd
Har dit sprog tabt pusten? Kører dine formuleringer og metaforer på repeat? Har du tabt lysten til lege med sproget? Så er førstehjælpen nær – her er 3 tips til at få pustet energi i dit sprog igen.
I rollen som tekstforfatter er det min professionelle pligt at være skriftsprogligt veloplagt. Altid. Det er der jo ingen, der er …men, mange års træning har givet en vis erfaring i, hvad jeg kan stille op, når skriveglæden lader vente på sig og mine tekster slæber sig henad gulvet.
Tre af mine gode råd lyder som følgende:
1 Læs litteratur fra en anden tid
Sproget forandrer sig hele tiden, og der kan være guld at hente ved at tage et hop tilbage i tiden. Det kan være romaner. Digtsamlinger eller gamle tænkere (Søren Kirkegaard er jo altid et besøg værd), men også ældgamle aviser og ugeblade gemmer på sprogligt guld. Hvis du synes, dét er uoverskueligt, så læs et eventyr af H. C. Andersen. Klodshans, Kejserens Nye klæder, Det er ganske vist!, Fyrtøjet eller Den grimme Ælling. Tidløse, veldrejede og underholdende fortællinger på et helt vidunderligt dansk, som ingen taler eller skriver det mere. Og det skal de heller ikke – men inspirerende, det er det! Tag f.eks. Klodshans, en burlesk dannelsesroman i miniature med masser af humor og sprogfinesser. Det vrimler med bogstavrim som ”fin og fingernem” ”og så sang han saa at det skingrede efter” og ”og så blev Klodshans Konge, fik en Kone og en Krone og sad på en Throne”. Den måde Klodshans-teksten gungrer derudaf, forfatterens gøren nar af de tørre og lærde, der bare lirer deres viden af uden sans for målgruppens behov – se, dét er pludder, lige i ansigtet på en uoplagt tekstforfatter
2 Læs litteratur og tekster på et andet sprog
I Cabo de gata (Eugen Ruges roman, som jeg varmt kan anbefale) lærer fortælleren sig spansk ved hver dag gennem adskillige måneder at læse i den samme avis. Det er nok lige at stramme den. MEN: at læse aviser på sprog, du ikke er helt fortrolig med, kan være én måde at få sin sproglige nysgerrighed stimuleret. En anden kan være at læse romaner på originalsproget i stedet for oversættelser. Det kræver selvfølgelig at det er et sprog, du nogenlunde mestrer eller har mestret – ellers bliver det for lektie-agtigt. Men, når først man er inde i rytmen og rutinen er læsning på originalsprog en virkelig berigelse, og altid sjovt det med, når man støder på ord på andre sprog, som ikke kan oversættes 1-til-1 på dansk, plus man kommer til at se sit eget sprog udefra.
3 Skriv de gode citater ned
Jeg har som regel gang i fire-fem notesblokke, hvor jeg skriver drømme (både dem, man drømmer om natten og dagdrømmene), ting jeg skal huske OG – nok vigtigst i denne sammenhæng – vendinger eller længere citater, som jeg falder over i både bøger, aviser og online – eller formuleringer, jeg hører i en lydbog eller en podcast.
Senest har jeg lyttet til den skønne roman af Ia Genberg ”Detaljerne”, hvor jeg spidsede ører over en passage, jeg stadig ikke er færdig med at tænke over. En passage, som både har beriget mig med ordet ”anekdotist” og fået mig til at tænke over den fortællekultur, jeg er vokset op med i min familie. En kultur, hvor vi netop fortæller anekdoter i et væk…uden måske altid at tale ordentligt sammen. Omvendt, så er anekdoterne jo med til at knytte os sammen. Plus det kan være vældig hyggeligt at få frisket de gamle historier op; faren er så måske, at man hænger fast i fortiden…jeg ved det ikke… måske jeg ser med noget mildere øjne på anekdotister, end romanpersonen Niki.
Her kommer citatet:
”Det jeg elskede mest var, at der aldrig var et øjeblik, hvor jeg på forhånd vidste, hvor samtalen med Niki ville føre hen. I modsætning til de fleste mennesker, jeg nogensinde har kendt, fortalte hun sjældent anekdoter med sig selv som helten, eller anekdoter, som hun allerede havde fortalt før, eller anekdoter i det hele taget, eftersom anekdotens natur – med en begyndelse, en midte og en sløjfe – stred mod Nikis krav om absolut autenticitet. Uautentiske mennesker interesserede hende ikke, sagde hun, folk der forstillede sig for andre, som afbrød for at lov til at tale om sig selv, som fortalte, hvordan alt hang sammen, som pralede, som kun åbnede munden, når de var helt sikre, som anstrengte sig for at formulere sig klogt, som kopierede andres synspunkter, som snakkede andre efter munden, som føjede sig, som var enige, selvom de ikke var enige. Anekdotister blev betragtet som intellektuelt uhæderlige, og begik man den fejltagelse at fortælle den samme anekdote flere gange – […] var man ikke velkommen igen. Lige siden mit bekendtskab med Niki har jeg tænkt på anekdoten som en kronisk sygdom, der klæber til en del mennesker, trangen til at fortælle alting som en historie, at lade tilværelsen forme sig i en formel, hvor lytteren skal indfanges og imponeres eller oprøres eller grine med.” (Ia Genberg: Detaljerne: roman, Gads Forlag 2023)
God skrivelyst!
af Regine Wowk | feb 18, 2024 | Anmeldelse
Den roman – Øvelser i mørke – er så vild. Noget af det bedste, jeg længe har læst. Først og fremmest fordi Naja Marie Aidt rammer sproget, tonen og fortællerstemmen så eminent. Som læser var jeg tryg fra de allerførste sætninger. Som at høre en sopran eller violinist ramme én af de allerhøjeste toner i registeret. Helt rent, sikkert og meget længe.
Så er der formen. En slags variationsform med genkommende temaer, som f.eks. afsnittene med ”Lea var engang til en fest, hvor alle skulle medbringe en anekdote” Det gør alle så, og vi får en del af dem serveret. De handler alle om kvinder, som ikke kan trække vejret frit, kvinder, som bliver krænket, kvinder som bliver slået ihjel. Det er svær læsning. Men det er vildt godt skrevet. Ligesom beskrivelserne i jeg-form af de andre beboere i hovedpersonens opgang er det. De elegante panoreringer frem og tilbage i tid skal også nævnes. Sømløse og perfekte.
Beskrivelsen af hovedpersonens udvikling er også en del af den fine komposition. I starten kan hun ikke sige et ord til sin psykolog. Som hun går hos, fordi hun har været ude for en dybt traumatiserende oplevelse og har fået posttraumatisk stress, PTSD. Det ender med hun får det hele fortalt. Den suspense, der ligger i at nærme sig denne gru-ful-de fortælling stille og roligt er et fint afstemt crescendo.
Jeg mindes ikke at have fået så vedkommende et litterært indblik i livet som mor til voksne sønner, og relationen til svigerdøtre, børnebørn, egen mor og søskende. Jeg er åben over for det faktum, at jeg var særligt modtagelig for bogens kvaliteter, fordi jeg selv er sønnemor og farmor. Under læsningen var det intenst og fint, at dét, som er noget af de vigtigste i mit liv, er en del af en fortællerens identitet. For selvom jeg på ingen måde er traumatiseret og selvom mine børn og familie på ingen måde ligner romanhovedpersonens, så er hendes refleksioner så gode og gavmilde at spejle sig i.
Øvelser i mørke beskriver trods alt det mørke også livsglæden, sanseligheden og hvordan vi bærer alle aldre i os, selvom vi bliver ældre. Den modne kvindes vilkår. Betydningen af hvor vi bor, og hvem der bor ved siden af/ovenover/under os. Kønsrollernes fastlåsthed og volden som vilkår i vores kultur. Søskendes vilkår. Mødre og voksne børn. Alt det svære, men også alt det smukke og alt dét, som bærer os igennem, når livet er svært.
Især venskaberne. Romanen er en hyldest til de lange og dybe venskaber, som bærer os igennem, når livet går i hårdknude. Her opsummeret i en passus fra en af de afsluttende samtaler mellem hovedpersonen og hendes psykolog, som hun – fordi hun har posttraumatisk stress og behandling af dét er hans fagområde – kalder for PTSD-manden.
”Jeg stirrer på ham.
Må jeg spørge dig om noget?
Han nikker venligt.
Hvorfor er jeg ikke blevet mere ødelagt af alt det lort, jeg har været igennem i mit liv?
Fordi du har fået noget kærlighed og stabilitet indimellem, siger han. Fra din morfar, dine søstre, din eksmand, måske?
Og Annie, siger jeg. Mine venner.
Derfor, siger PTSD-manden.
[…]kærligheden og omsorgen er afgørende, og nogle gange er det nok med små doser af begge dele.”
Naja Marie Aidt
Øvelser i Mørke
Gyldendal, 2024
af Regine Wowk | jan 19, 2024 | Anmeldelse
Læseåret er begyndt med blandt andet Pernille Skippers ”Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig…Rend Mig”, som udkom i 2023.
En bog, jeg straks skrev mig op til på biblioteket, da jeg så den var på vej. For som fast abonnent på Information måbede jeg, da jeg læste Lasse Ellegaards kommentar op til folketingsvalget tilbage i 2022. Her skrev han de famøse ord: ” I de 23 år, jeg har haft adresse på Nordfalster, har jeg skiftevis stemt på Enhedslisten og SF – ikke fordi jeg sympatiserer fuldt og helt med de to partiers programmer og ikke mindst attituder. Jeg synes for eksempel, at Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt. Det er så ikke lige SF’s problem, da få politikere udstråler mere husmoragtig snusfornuft end Pia Olsen Dyhr.”
Da jeg læste dét, tænkte jeg også: ”Nu falder der brænde ned”. Dét gjorde der. Heldigvis! Blandt andet i form af en rigtig fin bog, som beskriver, hvad de forskellige køn er oppe mod, når de vil forandre den eksisterende verdensorden.
Hverdagsbarske beskrivelser af, hvad man skal stå model til
Bogen er god og hurtigt læst, synes jeg. Den er temmelig hverdagsbarsk, fordi Skipper beskriver den massive bølge af hadbeskeder og trusler, man som politiker skal stå model til. Hvis man kan. Som kvinde skal man især kunne tåle, at man bliver nedgjort på grund af sit udseende og sit køn.
Da jeg læste bogen, dæmrede forskellige minder fra mit eget liv. En gang i 90’erne havde jeg et læserbrev i avisen, som må have handlet om afskaffelse af revselsesretten. Et par dage efter lå der et håndskrevet brev i min postkasse med klamt indhold fra en vist ikke engang anonym ældre mand. Jeg smed brevet ud og har fortrængt ordlyden, men kan huske følelsen af, hvor langt ude det var. Da jeg for endnu flere år siden var medlemssekretær i Folketinget, modtog det kvindelige medlem, jeg var sekretær for, en del hadpost/breve, heriblandt trusler, i modsætning til det mandlige medlem, jeg også arbejdede for. Engang var der en borger, som havde sendt en ulækker, beskidt kam i en kuvert, for han synes, hun skulle lære at rede sit (flotte, syntes jeg) hår før hun optrådte på TV. Dengang tænkte jeg meget over, at jeg ikke selv ville kunne holde til at blive folketingspolitiker, bare selve arbejdsbyrden taget i betragtning; og hvor vildt det var, at nogle mænd mente, at de var i deres gode ret til at true kvinder til at holde bøtte. Ligesom jeg tænkte over, hvor modigt og sejt det var, at være kvinde og politiker på det niveau, og så have børn og familie. For dem, der truer, ved jo godt, hvordan de gør det, så det føles mest ubehageligt. I dag er det endda blevet endnu værre med had og trusler mod politikere; en akilleshæl i vores demokrati, som vi skal hjælpes ad med at få beskyttet.
Sympatisk, sober og selvreflekterende
Alt det blev jeg mindet om, ved at læse Pernille Skippers bog, som jeg synes er virkelig sympatisk og sober. Jeg har stor respekt for hendes selvindsigt. De mest rørende steder i bogen er nemlig dér, hvor hun beskriver, hvordan hun selv har tilpasset sig og været en del af det game og den friskfyragtige, fordomsfulde og hvem-kan-holde-sig-længst-vågen-agtige kultur, som gør det svært for kvinder at komme med ind dér, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Ligesom hun gør meget ud af at forklare, at mange kvinder ikke har et talerør, som dét, hun har og de muligheder, hun som veluddannet og velhavende har. Det er sympatisk, at hun også ser virkeligheden fra mændenes synspunkt, når det handler om f.eks. barsel og hvad mænd forventes at skulle præstere, mens de har bittesmå børn derhjemme. Hvilket jo er ikke så lidt!
Til gengæld hører man intet om, hvem det er, som sender hadbeskeder og gør alt, hvad de kan, for at underminere vores demokrati med had og trusler. Hvem er de mennesker? Hvad kan vi gøre, for at komme den adfærd til livs? Hvordan kan vi passe bedre på vores politikere og deres arbejdsmiljø? Det har bogen ingen bud på, ud over at anfægte problemet – og det er selvfølgelig også fint.
Befriende at sige fra!
Det er befriende, da Pernille Skipper endelig kan stoppe maskespillet og sige fra, med sit ”Rend Mig!” – både helt konkret, da hun svarede Lasse Ellegaard og Information godt igen og med bogen her. Hun er med til at få luftet godt og grundigt luftet ud i mandehørmen. For jo mere, vi taler om det, jo flere som stiller sig op og forklarer, hvordan det i praksis fungerer, når snubletrådene foran magtens rum bliver spændt ud for kvinderne, des sværere bliver det at holde fast i, at kvinder ikke dur til alt det med ledelse, penge og store beslutninger. Selv har jeg – som en fin bonus – fået inspiration til, hvad jeg byde ind med, når f.eks. min og mine veninders mødre hellere vil diskutere statsministerens tøjsmag, vægt og frisure, end indholdet i det statsministeren faktisk siger og står for…for den går altså ikke her i 2024!
Pernille Skipper
”Rend mig ….jeg har haft lyst til at side det til mange før dig”
Politikens Forlag, 2023
Andre rimeligt aktuelle og anbefalelsesværdige bøger med feminisme og ligestilling som budskab:
Rikke Viemose
Nu taler jeg
Forlaget Grif, 2022
Helle Thorning-Schmidt
Blondinens Betragtninger
Forlaget 28B, 2021
