Doktor Bagges anagrammer er et velkomment og velgørende alternativ til den ellers så trendende autofiktion og føleri (ville Bagge sige…). Det er noget af det bedste og mest velskrevne dansk, du kan finde lige pt. Det klæder Ida Jessens sprog, at det med karakteren Doktor Bagge har fået fandenivoldskhed og humor. Sammen med 2015-romanen En ny tid er Doktor Bagges anagrammer desuden et gribende, morsomt og klogt portræt af et ægteskab. Og bøgerne udgør tilsammen et stykke fint Danmarkshistorie.

Med Doktor Bagges anagrammer giver Ida Jessen os indblik i en tid, hvor livet på landet kunne være lig med dårlig hygiejne, dårlig uddannelse, overtro og lev gennemsnitsalder. Hun viser, hvor langt vi er nået på 100 år – og det giver stof til eftertanke, hvordan vi forvalter dette kæmpe fremskridt.

Hvor blev sammenhængskraften af?

Med figuren Vigand Bagge får hun gestaltet et interessant “modmenneske” til vores samtids ideal-menneske. Hun viser et alternativ til nutidens idé om, at vi skal finde os selv og ha’ ryddet 100 % op henne i psyken, før vi kan være noget for andre – “gi’ først dig selv iltmasken på og hjælp så de andre”-ideologien. Figuren Bagge får hjulpet mange, uden at have behov for anerkendelse og med betydeligt rod i lasten. At sammenligne Vigands barndom og de traumatiske oplevelser, han har været igennem og hans måde at tackle dét på med, hvordan et nutidsmenneske forventes at skulle tackle det samme er et godt tankeeksperiment. Man kan glæde sig over, hvor langt vi er kommet og den luksus det er, ikke at skulle tænke på om vandet er rent eller måden, vi varmer boligen op på er sundhedsskadelig – og man kan undres over, hvor pligt- og samfundsfølelsen og sammenhængskraften blev af midt i alle vores fantastiske fremskridt.

Ida Jessen og Doktor Bagge er et genialt match

Det er ved at være lidt tid siden, jeg læste bogen. Og jeg tænker stadig over, om udsigelses-setuppet, fortæller-situationen eller hvad man nu skal kalde det, holder. Holder postulatet, at man sidder og læser direkte i en sur, gammel læges spredte dagbogsnoter? Det tror jeg faktisk ikke det gør. Man ved hele tiden godt at det er en forfatter, som har konstrueret en person, der hedder Doktor Bagge. Men det er okay, for det er virkelig godt lavet, det portræt. Ida Jessen gør ikke noget ud af en eller anden rammefortælling – det er lige på og hårdt og ind i Doktor Bagges hjerne og se verden derfra – og det er fint med mig. Det gav læseoplevelsen sådan en sjov, splittet grundfølelse, at jeg på godt og ondt (mest godt) var spærret inden i dét Ida Jessen har besluttet er Vigand Bagge; hans isolation, ensomhed og skrift – men samtidigt er det jo hende. Det giver hende den fordel at der er emner, hun kan slippe for beskrive, fordi Bagge er sådan en type, der ikke skriver om den slags (om hans ønske om at få børn, om hans seksualitet) – og det giver Bagge den fordel, at han skriver nogle helt forrygende dagbogsnotater. Og det giver læseren den fordel, at man skal oppe sig lidt.

Jeg glæder mig til at genlæse bogen, og måske finde en læsegruppe og møde nogen med lidt mere fantasi i fortolker-afdelingen at dele oplevelsen med.

Og til dig, kære læser: Hen på bibleren eller ned til boghandleren og skaf bogen, hvis du ikke allerede har gjort det

PS: Jeg glemte lige det med anagrammerne, som er en del af bogens titel. Anagrammer minder os om, hvor meget betydning, der ligger i de ord, vi vælger. Prøv selv at biks lidt med et anagram, f.eks. over dit navn (eller gå en tur forbi en anagram-generator, hvor f.eks. Lars Løkke Rasmussen bliver til Numse-Lars Ølkasser, hvis man har den slags humor…) Dét at man ved at flytte lidt rundt på bogstaverne i et navn eller en sætning og få en helt ny og anden betydning, minder os om at sprog er noget, vi har fundet på. At det kan bruges både til leg, trøst, løgn og propaganda og til at forsøge at beskrive det, vi oplever som virkeligheden, med.

Bogen kan købes her