5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

5 gode grunde til at du skal læse ”Den italienske mester” af Tom Rachman

Har netop vendt den sidste side af ”Den italienske mester” af Tom Rachman. Kan huske, jeg læste hans ”De ufuldkomne” med stor, stor fornøjelse. To’eren Storhed og fald har jeg til gode. Og tre’eren Den ”italienske mester” kan jeg varmt anbefale. Og hvorfor så det? Det er der mindst fem gode grunde til, og de kommer her:

1 Et liv foldet ud

Hvis du hører til typen, der kan lide at læse biografier, vil Den italienske mester lige være noget for dig. Vi følger bogens ene hovedperson, Pinch, fra han er fem år og så gennem hans opvækst, pubertet, udviklingskriser, parforholdskriser, morbinding, faderkomplekser og (for) tidlig alderdom. Vi følger hans forsøg på at blive sig selv, hans gåen ind og ud af relationer, hans samvittighedskvaler, hans glæder og sorger. Og hele tiden har man lyst til at tage fat i ham, ruske ham forsigtigt og sige: riv dig nu løs af din far, skab nu dit eget, tro på dig selv, lev nu dit liv, du kan godt! Tom Rachman beskriver helt eminent forskellen på barnets, det unge menneskes, den voksne mands og den ældre mands oplevelsesmåde. Det er så fint og rørende.

2 Levende miljøer

Det stærke lys i Rom, den gode mad og vin, det opblæste kunstmiljø i New York, den daglige arbejdstrummerum på sprogskolen i London og det pittoreske liv på landet i Frankrig. Romanen er fyldt med beskrivelser af fantastiske miljøer, der bliver til filmscener i hovedet på én. (Et besøg på forfatternes hjemmeside viser da også, at han har studeret film ved siden af  journalistikken). En nydelse at komme med på sådan en rundrejse i den vestlige kulturs forskellige ‘afdelinger’ og tidsperioder, ikke mindst.

3 Effektiv plotmaskine

Romanens spændingskurve stiger voldsomt mod slutningen. Det er godt tænkt, og jeg var nød til at læse virkelig hurtigt, fordi jeg ville se, hvordan det hele endte. Og undskyldte min lidt sjuskede læsning mod slutningen med, at jeg selvfølgelig bare læser bogen igen 😉 Engang! Plottet fik mig igen til at tænke på film; bogen her vil være oplagt at filmatisere. En smuk, gribende og vedkommende film kunne det blive.

4 Gode bipersoner

Ud over det farverige, næsten karikerede, kunstner-ego, Bear Bavinsky, og den eftertænksomme, selvudslettende søn, Charles, vrimler romanen med gode bipersoner. Et galleri af troværdige og velbeskrevne originaler. Morens historie kunne bære sin egen roman. Igen: filmatisering er oplagt, en drømmeopgave for en caster at skulle finde skuespillere til dette overflødighedshorn af spændende, komplekse personligheder.

5 Kunst og køn

Bogens beskrivelse af en – vores –  kultur, som hylder den mandlige kunstner, der skaber sublim kunst, men efterlader ulykkelige menneskeskæbner og splittede familier i sit kølvand indskriver sig elegant i en kønspolitisk diskussion. Jeg kom f.eks. til at tænke på Meg Wolitzers Hustruen hvor vi også møder en mandlig kunstner, hvis succes baserer sig på en kultur, der bedre kan acceptere mandlige end kvindelige kunstner-egoer.
Den kvindelige kunstner i Den italienske mester, Pinchs mor Natalie, får ikke sit potentiale foldet ud. Hun går til grunde. Ikke fordi hendes (eks-)mand eller hendes barn personligt stiller sig i vejen for hendes kunstneriske ambitioner, men fordi intet i kulturen, hun er født ind i, endsige hendes mor, støtter hende. For eftertiden bliver hun husket som den mandlige kunstners muse. En tragedie. Og hjerteskærende læsning.

 

Den italienske mester
Oversat af Rasmus Hastrup
Originaltitel The Italian Teacher
Udgivet på Politikens Forlag, 2018

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.