3 tips til kønsbalanceret journalistik

3 tips til kønsbalanceret journalistik

Er du erhvervsjournalist eller politisk journalist M/K? Og er du klar over, at også kvinder samt ligestillingsorienterede mænd læser dine artikler og gerne vil oplyses og informeres uden at skulle hidse sig op over mandehørm og utidssvarende kønsstereotyper? Så få her 3 gode råd til, hvordan du undgår at falde i de værste fælder. Rådene gælder journalister af begge køn, for i ligestillingens navn er kvindelige journalister lige så slemme til at falde i stereotypgrøften som mandlige, ser det ud til.

1) Hold dig til sagen

Kommenter ikke på din hovedpersons udseende eller tøj, men fokuser på sagen.

”Statsministeren og forbundskansleren er begge de første kvinder på deres poster, men ellers er der ikke mange åbenbare ligheder. Thorning-Schmidt er næsten et hoved højere end Merkel – måske også på grund af førstnævntes højhælede, sorte sko – og danskerens pinkfarvede jakke lyste mere op end tyskerens stribede, blålige blazer.”

Sådan ville man ikke skrive om et møde mellem to mandlige regeringschefer. Hvem regner lige med at to mænd er enige om alt muligt (og her er politik vel det eneste relevante?), bare fordi de er mænd? Men ok, for nogle er det måske en overraskelse at kvinder ikke bare er kvinder, men forskellige individer…og jeg kan godt afsløre, at det rækker videre end valget af sko og jakker.

 

2) Udvid dit kildenetværk

Overvej om dit valg af interviewpersoner og kilder kunne være mere ligeligt fordelt på køn. Ikke for retfærdighedens skyld, men for den journalistiske kvalitets skyld. Brug fx Kvinfo’s ekspertdatabase som inspiration (http://www.kvinfo.dk/side/383/#).

I det hele taget er det en god idé at sørge for at tilføre nye, spændende kilder og eksperter og ikke bare ringe til The Usual Suspects hver gang, man skal have en kommentar. Og det er værd at huske, at dem som helst vil udtale sig og altid står til rådighed ikke nødvendigvis er de klogeste! (Ingen nævnt, ingen glemt).

 

3) Husk du er kulturbærer

Se dig selv som bærer af en kultur, du skal give videre til dine (vores alle sammens) sønner og døtre. Uanset hvor kloge, kvikke og dejlige eller underfrankerede, sløve og grimme de er, vil du nok være enig i, at de skal vurderes på deres kvalifikationer og personlighed, og ikke på deres køn eller udseende. Voksne mennesker har også krav på at blive vurderet ud fra det, de siger og gør og ikke en masse forestillinger om, hvem de bør være, bare fordi de er mænd eller kvinder.

Lige netop dette aspekt ville det være fantastisk hvis tabloidpressen overvejede. I stedet for at jagte læsertal med sexistiske eller smålumre rubrikker, burde de tænke sig om. En ny-klassiker i denne kategori er det såkaldte hofbal-kjoleups (bl.a. omtalt her http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article2237408.ece) Det er åbenbart ikke så godt, når kvinder kommer til fest i ens tøj, det privilegium tilhører mænd. Heldigvis for Ekstra Bladet er det ovenikøbet en anledning til lidt læserinvolvering, for som artiklen om de tre kvinder i ens hofbals-kjoler slutter: “hvem af de tre kvinder ser bedst ud i kjolen? Deltag i afstemningen”.

Faktisk burde tabolidpressens journalister tvinges til at se deres egen nære familie omtalt i dette stereotyp-stupide sprog og blive nedgjort med deres egne fladpandede (køns)værdier. Den øvelse laver vi en anden god gang 🙂

Og lige til sidst: brug kønsskiftetesten

Ud over disse tre gode råd, kan du lave kønsskiftetesen, når du vil undersøge om dine tekster er afbalancerede. Du erstatter helt enkelt din hovedpersons køn i nogle sætninger og ser om du kan læse det højt uden det bliver latterligt.

Lad os slutte af med dette fødselsdagsportræt af Nykredits koncerndirektør Bente Overgaard, som jeg blev opmærksom på, da debattøren Anne Sophie Hermansen råbte op om det på Facebook/Twitter. Lad os kalde Bente for Bent og lege hun er en mand:

”Bent Overgaard er magtfuld og et af de kønneste ansigter i finansbranchen, hvor mænd dominerer, endnu da. ” […) “Som Nykredits stærke og magtfulde mand – og elegante får man lyst at tilføje, for Bent skiller sig ud i en maskulin branche med sit kønne ansigt og sin feminine fremtoning …”

Kilder:

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE6817082/merkel-thorning-er-en-fantastisk-statsminister/
http://www.jyllands-posten.dk/premium/navne/omtale/ECE6817365/nykredits-staerke-dame/
http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article2237408.ece
http://www.kvinfo.dk/side/383/#

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.