Jeg vil starte 2015 med ønsket om, at frasen ”Jeg er glad for og stolt over” forsvinder fra kommunikationsmedarbejdere og journalisters pressemeddelelses-ordforråd. En kliché, som dækker over, at hovedpersonen ikke har noget nyt at sige, men ”vi skal jo ha’ et citat”, eller at pressemeddelelsen kommer fra en intellektuelt doven skribent, der ikke orker at finde på noget relevant at citere hovedpersonen for.

For JA, det er en god idé at have citater med i pressemeddelelser og NEJ, et citat er ikke gjort med et par udslidte sætninger fra øverste klichéskuffe + ”udtaler ditten og datten”, som sendes videre til godkendelse.

Politikere er glade og stolte

Det er nedslående, at der kan sidde så mange veluddannede og rutinerede kommunikationsfolk derude, som ikke tør sige til deres chef/opdragsgiver/kolleger: dét der er for slapt, og hvis ikke vores mand/kvinde kan sige noget klogt/interessant/nyt, så lad os droppe citatet. Og det er lige så nedslående, at journalisterne gerne viderebringer de tomme fraser.

Se f.eks. her, hvor borgmesteren fra min fødeby til TV-Syd udtaler sig om WM-Speedway:

JOHNNY SØTRUP OM VM-SPEEDWAY: GLAD OG STOLT (Torsdag 27-11-14 kl. 10.58)
Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V) kan næsten ikke få armene ned efter at han sammen med Esbjerg Motorsport i dag kunne afsløre, at speedway VM for par “Best Pairs” kommer til byen til maj.

– Jeg er både stolt og glad over, at vi kan få så stort et arrangement til byen, siger borgmester Johnny Søtrup til TV SYD lige efter pressemødet torsdag formiddag.

Her blev det afsløret at finalen i løbsserien “Best pairs”, som er det uofficielle VM for par, skal køres på Granly Arena i Esbjerg.

Kommunen har selv smidt 300.000 kroner i projektet i form af et by-sponsorat, og de penge er godt givet ud, mener borgmesteren

– Vi kommer til at vise byen frem til gæster fra både Danmark og resten af Europa, siger Johnny Søtrup.

Man kunne også have skrevet noget mere mundret, som f.eks.:

Lige siden Ole Olsen var med til at gøre Danmark til en stor motorsportsnation, har sporten været enormt populær i Danmark, og da især hos os i Esbjerg. Vi glæder os til at være værter for VM, og hvis det oven i købet kan give Esbjerg lidt reklame i udlandet, er det bare en ekstra fjer i hatten!

Politikere i provinsen er bare så glade og stolte! Da Søren Pape i efteråret proklamerede, at han stiller op som folketingskandidat i Midt- og Vestjylland, var han både ”glad og ydmyg” og ”glad og stolt”. I en pressemeddelelse (28.08.2014) skriver han (eller pressemedarbejderen):

Inden for et år kommer valget. Det ved vi – og nu ligger det også fast, at jeg stiller op til Folketinget i Vestjyllands storkreds. Det blev klart efter et møde i den konservative, vestjyske storkredsbestyrelse i aftes. En opstilling jeg er glad for og stolt over.

Virksomheder og interesseorganisationer er glade og stolte

Men tro nu ikke, det kun er i provinsen, de er glade og stolte. I august 2014 fik PFA f.eks. et nyt medlem af sin koncernledelse, nemlig Anders Damgaard fra Danske Bank, som blev ansat som CIO-ansvarlig, dvs. ansvarlig for investering og risikostyring. I pressemeddelelsen ”PFA henter ny koncerndirektør i Danske Bank” (20. august 2014) hed det:

Koncernchef og CEO i PFA Henrik Heideby er både glad og stolt over, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Anders Damgaard til PFA. ”Med Anders Damgaard får vi en person, der har bred erfaring med ledelse, bankdrift, investering, finansielle produkter, risiko, kunder, salg og strategisk rådgivning. Dermed står vi endnu stærkere rustet til den benhårde konkurrencesituation, der er på pensionsmarkedet,” siger Henrik Heideby.

De har altså fundet en kandidat, som har kvalifikationerne og erfaringerne til at bestride jobbet, og de kan fortælle, at der er hård konkurrence på forsikringsmarkedet. Hvis det er alt, PFA har på hjerte, skulle de måske bare have skrevet en helt kort, faktuel meddelelse og springe formen med at skulle citere en topchef over. Men omvendt, hvorfor skulle de egentlig? Erhvervsmedierne citerer gladeligt den tomme snak (tjek selv) – så det er os læsere, der er tabere…

I interesseorganisationerne er man også smadderglade og stolte. F.eks. i Hjerteforeningen, som i sidste år fik en ny forskningschef. I pressemeddelelsen ”Gentofte-professor ny forskningschef i Hjerteforeningen” fra oktober 2014 kan man derfor læse følgende citat:

I Hjerteforeningen ser man også frem til det kommende samarbejde:

”Gunnar H. Gislason er blandt de førende eksperter inden for forebyggende og registerbaseret forskning. Han vil kunne styrke vores arbejde i Hjerteforeningen med rådgivning og formidling til både hjertepatienter og til hele den danske befolkning om forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme, ligesom han vil være et stort aktiv i forbindelse med fondsansøgninger og publikationer. Jeg vil derfor være meget glad for og stolt over at kunne byde Gunnar H. Gislason velkommen i Hjerteforeningen”, siger Hjerteforeningens adm. direktør Kim Høgh.

Igen: en jobbeskrivelse + glad og stolt. Så er det citat klaret, og vi kan komme til frokost.

Skriv bedre citater

Hvis du har valgt at bringe et citat i din pressemeddelelse, så gør læserne den tjeneste at levere et citat med indhold. Lad citatpersonerne udtale sig om mere personlige emner eller få dem til at perspektivere budskabet. Et citat er en mulighed for at gøre budskabet i din pressemeddelelse mere troværdigt, fordi budskabet får et ansigt på. Et citat skal lyde som noget, personen rent faktisk har sagt. Og ideelt set kunne du f.eks. få hovedpersonen til at sige en masse på slap line og så håbe på, at du kan klippe et godt citat ud af det? Og til en start kan du bandlyse brugen af ”glad for og stolt over”. Så langt, så godt!

Lad mig runde af med et citat fra en pressemeddelelse, her om en bog, nemlig Peter Madsens eventyrbog, som jeg havde fornøjelsen af at promovere i efteråret. Et citat, som udmærker sig ved tre ting: det er kort, det er personligt og tegneren Peter Madsen har rent faktisk sagt det!

“Mit mål har været at skabe en eventyrbog til det barn, jeg var engang, og den voksne, jeg er nu. Jeg har ikke skænket segmenter og salgstal og alt det halløj en eneste tanke. Den eneste måde at lave gode bøger på er at lave bøger til sig selv – det er mit kreative drive,” siger Peter Madsen, der har arbejdet intensivt på bogen de sidste to år.

God arbejdslyst!

NB.
Særligt interesserede kan læse mere om den gode pressemeddelelse og professionelt pressearbejde i bogen ”Pressearbejde i praksis – håndbog for kommunikationsmedarbejdere” , som jeg har skrevet sammen med Mette Minor Andersen. Bogen udkommer 20. januar på forlaget Frydenlund.

Share Button